En regning skal betales

Dette afsnit er en del af en serien om Rebekka og Iben, som du finder HER

Resumé:
Iben er logerende os præsten Rebekka, men en lidt speciel logerende – en dominerende logerende. Og det passer Rebekka fint, der nyder at nogen holder orden i hendes liv… og underliv.

Iben gik og nynnede ovenpå. Det var godt at have hende tilbage, tænkte Rebekka. Iben havde været på studietur. Det, som i starten lignede et frirum for Rebekka, var hurtigt blevet et tomrum uden Iben. Men Nu var Iben hjemme igen, og det var godt. Da Iben havde lagt sit vasketøj til vask, havde hun tilfældigt kigget på Rebekkas vasketøj - og var blevet lidt forundret over det tøj, Rebekka havde valgt i hendes fravær. Men det kunne jo løses. Og derfor gik hun nu og puslede og nynnede ovenpå i Rebekkas tøj.

På et tidspunkt blev Rebekka nu nysgerrig. Hun rejste sig fra sofaen, trak nederdelen ned, gik hen til trappen.

"Hvad laver du?" kaldte hun op.

"Kom og se!" lød svaret. Efterhånden kunne Rebekka mange ting med bjælder om ankel og håndled, uden at det larmede. Men når hun gik på trapper, ringede det en del. Ankommet ovenpå lagde Rebekka artigt sin nederdel i den kurv, der var anbragt på gelænderet, for hun skulle være bundløs på første sal. Hun fandt Iben i soveværelset.

"Sveske, jeg har sorteret dit tøj," bekendtgjorde Iben.

"Ja?" spurgte Rebekka foruroliget.

"Den store nyhed er, at hvis du vil have noget på fra disse hylder," Iben pegede ind i skabet, "skal du have min godkendelse. Det samme gælder det bøjletøj, hvor jeg har sat en lille rød sløjfe på bøjlen. Jeg har også lavet en lille bunke tøj, som du nok bør give til en indsamling."

Rebekka nikkede. Give-væk bunken var hun enig i. Tøjet til godkendelse var, som ventet, det mindst sexede af hendes tøj. Det kunne hun leve med. Der var endda to par bukser i det tøj, der ikke krævede godkendelse. Men så fortsatte Iben:

"Og så kommer du i gang med symaskinen. Du fjerner bunden af højre lomme i alle dine underdele. Det skal selvfølgelig kantes ordentligt!" beordrede Iben. Rebekka blev med et tændt igen ved tanken om, hvor let tilgængelige hendes mest private dele skulle være for Iben, der fortsatte: "Og så skal du diskret sy de øverste to knaphuller i disse to skjorter til, så du ikke fristes over evne!"

Der havde Iben nok ret. Hun var nok gerne mere tækkelig end nødvendig, tænkte Rebekka, og svarede "Ok, men det er ikke færdigt i morgen."

"Nej nej, det er ikke noget, der haster," svarede Iben, hvis ansigtsudtryk siden blev mørkere, "Men det, har jeg på fornemmelsen, det her gør," sagde hun og pegede på en bunke uåbnede breve fra et telefonselskab. "Vil du sige et par ord om det?"

Rebekka kiggede ned i gulvet og begyndte at stamme.

"Rebekka," afbrød Iben skarpt, "hvad er dette?"

"R... regninger," nærmest peb Rebekka, der ikke turde se Iben i øjnene.

"Var det så ikke en ide at lukke dem op måske?" spurgte Iben. Sammen læste de ord som "faktura", "rykker", "anden rykker", overdrages til inkasso" og meget mere. Iben var rystet bagefter.

"Én gang til i langsom gengivelse, tak: Hvordan kan en regning på 399 komme op på over 4000?"

Rebekka kom med en floromvunden forklaring om, at hun troede, at mobilselskabet nok ville opgive før eller siden. Iben tabte underkæben.

"Det ...," sagde Iben, "...det ...nej, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige."

Med vrede skridt forlod hun stuen og smækkede med døren. Lidt efter stak hun hovedet ind og sagde: "Fodpanelerne skal pudses!" og ikke et ord mere. Så gik hun.

Ovenpå prøvede Rebekka at gøre sig rigtig lækker, da hun kravlede langs fodpanelerne, at vrikke lidt ekstra med den bare mås, hvilket blot indbragte hende et vrissent "Tag tøj på!" fra Iben. Det var efterhånden gået op for Rebekka, at Iben var seriøst gal. Men ethvert tilnærmelsesforsøg fra Rebekka fejede Iben straks af banen.

Den aften havde de begge svært ved at falde i søvn. Iben gik ikke op i grej. De havde en plug og en dildo, men ingen fine manchetter eller piske. "Vi har da grydeskeer," plejede Iben at sige. Så havde de nogle tøjklemmer, lidt reb og resterne af et køreunderlag i forskellige udskæringer, som Rebekka kunne placeres på med piggene opad. På et tidspunkt havde Iben dog alligevel købt et spanskrør, som hun havde brugt én gang; Rebekka hadede det fra starten, og Rebekka vidste det godt. Og så alligevel: Det gav en sær fascination i Rebekkas underliv, når hun tænkte på, at Iben havde spanskrøret og magten til at bruge det.

Den følgende morgen stod Rebekka tidligere op end normalt. Hun måtte, mente hun, gøre Iben god igen. Hun tilberedte en lækker morgenmad og satte det på bakke. Så hentede hun en taske til at have grej i samtidig: spanskrøret, klemmerne og ikke mindst et stykke køreunderlag med pigge på. Forsigtigt bar hun det op af trappen, helt nøgen på nær bjælderne. Hun tøvede lidt ved døren. Skulle hun banke på? Hun ville ikke risikere et nej, og gik så bare ind. Hun placerede bakken på sengen hos Iben, der vågnede forbløffende hurtigt. Hun lagde klemmerne og spanskrøret ved siden af bakken og køreunderlaget på gulvet foran. Hun så Ibens brugte trusser på gulvet og samlede dem op.

Så knælede hun på piggene.

"Undskyld," sagde hun, idet hun knælede ned. Så puttede hun trusserne i munden.

"Jeg..." begyndte Iben langsomt at samle ordene og sætte sig op i sengen, "jeg havde ikke forestillet mig, at det, at tage hånd om dig også indbefattede at læse din post. Det synes jeg er grænseoverskridende. Og også, at jeg skal bestyre din økonomi. Men det er åbenbart nødvendigt. Så jeg aftaler et møde med min bank i eftermiddag. Dér flytter du dine bankforretninger hen, udstyrer mig med fuldmagt, dankort og netbankadgang. Du får selv et hævekort, som vi lægger i en lukket konvolut til nødstilfælde. Så får du husholdningspenge af mig. Alt andet må du bede om!"

Iben så prøvende på Rebekka for at aflæse reaktionerne, men Rebekka nikkede blot. Iben fortsatte:

"Og for at give den pædagogiske pointe god tid til at sive ind, vil det indtil videre være sådan, at du kun får kød én dag om ugen. Vi må jo tjene på gyngerne, hvad vi mister på karrusellerne! Og om tirsdagen knæler du ved siden af mig, når jeg spiser, og den ugedag spiser du kun, hvad jeg lader dig tilkomme!"

Den lyd, Rebekka ville sige, for hun var blevet forskrækket, blev bremset af trusserne i hendes mund. Efter et øjebliks betænkning nikkede hun.

"Og så vil jeg ikke tabe ét ord mere om økonomien. Ud over, at du selvfølgelig betaler regningen i dag, ikke?" sagde Iben.

Rebekka nikkede pligtskyldigst og lettet. Men Iben var slet ikke færdig.

"Og nu tager du de trusser ud og fortæller mig, hvem der uddeler straffe her i huset!" sagde Iben stilfærdigt men bestemt.

"Det er dig," sukkede Rebekka, der anede, hvor det bar hen.

"Du har ret. Så det er ikke dig! Det dér selvpineri, skal du pakke sammen med og vil du blive straffet for. Og desuden: står der ikke i dine regler, at du skal komme til mig med dine bekymringer"

"Jo," indrømmede Rebekka lavmælt.

"Hvorfor lægger du så brevene i skabet?" fortsatte Iben.

Det kunne Rebekka ikke svare på.

"De to ting er så grundlæggende, at havde du ikke allerede hentet spanskrøret, havde du skullet hente det nu," meddelte Iben. "Rejs dig op, ud på gulvet, hænderne i nakken, spredte ben!" befalede Iben.

Rebekka nikkede og efterkom lydigt ordren. Iben vejede spanskrøret i hånden. Det blev til tre slag på Rebekkas numse og to på forsiden, for Iben ville lige genfinde fortroligheden med redskabet, før hun kom til det slag, hun egentlig ville give. Hun sigtede og slog ned på Rebekkas bryster, lige der, hvor vorten begynder. Det gav et sæt i Rebekka og et lille skrig kom over hendes læber. Et løftet øjenbryn fra Iben fik hende til at stå stille igen. Iben tog sigte til det sidste slag, forfra på begge brystvorter.

"Av for helvede!" skreg Rebekka og tog hænderne væk fra nakken et øjeblik.

"Og hvem har givet dig lov til at tale grimt?" spurgte Iben, der ikke ville lade det gå upåtalt hen, selv om hun vidste, hun havde været strid ved Rebekka.

"Undskyld," mumlede Rebekka.

Iben tog en af de klemmer, Rebekka havde bragt, og rakte den til Rebekka.

"I dag," oplyste hun, "er trusseløs og med korset! Og omkring hver hele time sætter du klemmen i din klit i 10 minutter. Om det bliver lidt før eller efter hel, kan du bestemme. Når du har begravelsen klokken 13, er det nok smart at sætte den i 12.45 og ud 12.55, ikke?"

Rebekka samtykkede.

"Og når du sætter den i og tager den ud, skal du sige 'jeg skal tale pænt' højt. Og sende mig en sms når du har taget den ud. !" fortsatte Iben.

"Ok," svarede Rebekka, "kommer der mere?"

Iben rystede på hovedet og smilede: "Ikke mere straf, sveske; nu er tingene sat på plads, og alt er ok med mig."

"Tak," svarede Rebekka, "tak fordi du holder fast i mig!"

Iben smilede. Rebekkas hjerte jublede, for Iben smilede igen.

"Har du tænkt på, at vi ikke har haft sex, siden jeg rejste?" spurgte Rebekka.

"Meget," svarede Rebekka.

"Har du onaneret?" ville Iben vide.

"Nej," svarede Rebekka og blev helt stolt. Så blev hun helt flov over, at hun blev stolt; for det var jo ikke nogen glorværdig bedrift ikke at onanere. Men måske blev hun bare stolt, når hun gjorde Iben tilfreds.

"Iben, må jeg godt vide, om du har?" spurgte Rebekka, der altid var en smule nysgerrig.

"Det må du godt. Det har jeg. Jeg tænkte på dig! Jeg var gået afsides i en lille skov og trak bukser og trusser ned. I begyndelsen rørte jeg mig forsigtigt i skridtet. Men så var det, så om mine fingre blev suget ind i fissen og jeg fingerkneppede mig, mens jeg vippede mit ene bryst ud af bh'en og tog hårdt om vorten. Og mens jeg forestillede mig, det var dig, kom jeg. Bagefter kom jeg til at tænke på, om jeg mon har støjet. Jeg har ingen idé. Det var ikke vigtigt, mens det stod på."

Rebekka blev målløs over den bramfri beretning. Så smilede hun.

"Men det er sjovere at mærke den ægte vare," supplerede Iben.

"Må jeg komme i din seng?" spurgte Rebekka pligtskyldigst.

Iben nikkede. I næste øjeblik havde Rebekka strejfet hendes T-shirt af. Med den ene hånd nulrede hun Ibens brystvorte, og den anden havde straks et par fingre i Ibens mis. Heller ikke nu lagde Iben mærke til, hvor meget hun støjede. Og hun var i øvrigt også ligeglad - og missede sin forelæsning.

"Det er egentlig mærkeligt, at jeg føler mig allermest holdt af, når du har givet mig sådan en hård tur," filosoferede Rebekka, da pigerne lå udmattet sammen i Ibens seng.

"Ja," medgav Iben.

"Jeg mener," fortsatte Rebekka, "så må jeg jo trods alle mine fejl være værd at beskæftige sig med. Ellers var det jo spildte kræfter."

"Hvad hvis jeg nu bare kan lide at slå og gøre ondt!" spurgte Iben.

"Du er faktisk ikke upåvirket af det. Det kan jeg godt se. Men jeg tror ikke, det er det. For du bliver også frygtelig kælen bagefter."

Iben fnisede. Så nikkede hun og så Rebekka dybt i øjnene. Et øjeblik lå de stille.

"Øh..." sagde Iben, mens hun blidt strøg hen over Rebekkas slanke nakke med en enkelt finger, "forventer du af mig, at jeg siger til, når klokken er hel?"

Rebekka kiggede forskrækket på uret.

"Oh S... øh ... Åh Nej!" udbrød hun, "er 7 over indenfor det acceptable?"

"Lad gå for denne gang," smilede Iben.

Rebekka fandt en tøjk