Det var endt i noget jalousi-fnidder mellem Rebekkas tidligere "herskab", Ida og Bane. Fnidder i en sådan grad, at Rebekka i al sin enkelthed var gået. Det havde ikke været helt uemotionelt, men bagefter havde de alle tre draget et lettelsens suk, fordi det var den bedste løsning. Situationen havde givet Rebekka anledning til at gennemtænke, hvad det egentligt var hun ville. Det var på tide at rykke teltpælene op. Og derfor havde Rebekka søgt en præstestilling ved en landsbykirke lige uden for Aarhus. Til sin store overraskelse havde hun fået den.
Da hun med alle sine pakkenelliker var flyttet ind i den statelige præstegård, måtte hun konstatere, at den var meget stor at være alene i.

Og efter et par måneder måtte hun konstatere, at den også var dyr at være alene i. Efter nogle overvejelser var Rebekka nået frem til, at hun ville prøve at leje et værelse ud. Det nærliggende Aarhus med sit universitet, mente Rebekka, skulle nok sørge for, at det blev lejet ud.

Iben havde set skriften på væggen, da hendes kæreste Solbjørg meddelte, at hun havde søgt og fået et års stipendium til studier ved konservatoriet i Toledo i Spanien. For Iben vidste da godt, at netop Toledo var hjemby for én af deres mere intense feriebekendtskaber. Åbenbart var den meget intens for Solbjørg. Solbjørg og Ibens forhold blev afsluttet hurtigt og hårdt. Og da Iben trængte til, at der skete noget nyt i hendes liv, søgte hun optagelse på statskundskabsstudiet i Aarhus, og blev optaget.

At blive optaget på Aarhus Universitet indebar dog altid problemet med boligen. For boliger, der er til at betale, er der ikke mange af i smilets by. Og i forbindelse med boligjagten blev Iben opmærksom på annoncen, der tilbød to værelser i en landsby lige uden for Aarhus. Iben hørte på annoncen; den lød interessant. Men hun var lige ved at vende om, da hun var ude at se på værelserne og opdagede, at hun stod foran byens præstegård. Men værelserne var gode, prisen rimelig og præsten, Rebekka, en kvinde sidst i trediverne, virkede ukrukket og sød.

Og da transporten ikke var noget problem; Iben cyklede gerne, og der var flere busser i timen, havde hun taget værelset - og ikke fortrudt.

Men nu var Rebekka blevet syg. En omgang influenza, hvor Rebekka havde høj feber og ondt over det hele. Iben kom meget i Rebekkas soveværelse de dage. Hovedpinepiller, saftevand, en ny dvd og den slags fik Rebekka bragt.
"Kan du ikke finde mig en ny T-shirt og et par rene trusser?" bad Rebekka. Iben nikkede. Det var jo klart, at det ikke er særlig rart at ligge i gennemsvedt tøj. Iben lukkede for første gang Rebekkas klædeskab op. Hun syntes selv, at hun krydsede en usynlig grænse. Iben fandt en T-shirt, men måtte rode efter trusserne. Pludselig stod hun med noget helt andet i hånden – og blev overrasket. "Det her må du vise mig, når du er blevet rask,"

sagde Iben med et smil, mens hun viste Rebekka hendes korset, som hun var stødt på. Rebekka sukkede blot, og øjeblikket efter fandt Iben et par trusser.

Iben mærkede, hvor febervarm Rebekka var, da hun kom med tøjet og hjalp hende af med den svedige T-shirt. Nu sad Rebekka svedig, udmattet og topløs i sengen. Brandvarm. "Du får ikke T-shirt på, før din temperatur er faldet," bestemte Iben. Rebekka nikkede, stille, opgivende og ligeglad. "Læg dig tilbage," kommanderede Iben venligt. Rebekka lod sig falde tilbage i puderne. Da Iben tog fat ved trussesømmen, løftede Rebekka numsen og lod Iben fjerne trusserne. "Tak," mumlede Rebekka, da Iben havde givet hende rene trusser på. Iben havde godt nok et øjeblik overvejet, om hun skulle give Rebekka trusser på igen. For Rebekka lignede udskidt æblegrød lige nu, men i rask tilstand var Rebekka tydeligvis ikke uattraktiv. Iben nåede dog frem til, at hun anstændigvis ikke kunne efterlade Rebekka trusseløs, bare fordi hun selv havde lyst til at kigge på hende.

Det blev til et par dage med sygepleje for en altid taknemmelig Rebekka.

Torsdag aften, ugen efter, havde Iben lavet aftensmad. Rebekka kom med en flaske hvidvin til, rask igen, omend stadig lidt mat. Det blev både ret hyggeligt og afslappet og sjovt; som ofte, når Iben og Rebekka spiste sammen. "Hvornår bliver det?" spurgte Iben efter maden. Rebekka kiggede forvirret. "Bliver hvad?" spurgte hun. "Korsettet," forklarede Iben. Rebekka smilede genert. "Mente du det?" og da Iben nikkede, bemærkede Rebekka: "Du må også have noget til gode efter sygeplejeindsatsen," og rejste sig med et smil. Lidt efter kom Rebekka tilbage i trusser og bh og med løst korset. "Du må hjælpe mig med at snøre," bemærkede hun. Hun vendte ryggen mod Iben og Iben snørede det bedste hun kunne. Den strammende fornemmelse vakte minder i Rebekkas krop. Og instinktivt vidste hun, at hun ville være våd, hvis hun mærkede efter. "Det her stemmer ikke," konstaterede Iben, da hun havde snøret færdigt, "Du har aldrig, er jeg overbevist om, haft dette korset på med trusser og bh til." Rebekka kunne mærke, hvor genert hun blev. Men hun måtte jo give Iben ret. Og hun reagerede på Ibens opfordrende blikke ved modstræbende at tage først bh og siden trusser af. 'Modstræbende' er nu ikke helt sandt. For noget i hende ville gerne. Hun var våd, konstaterede Rebekka. Den tråd af væske, som i et splitsekund forbandt Rebekkas skamlæber med hendes trusser, forblev ikke ubemærket, hverken af Rebekka selv eller af Iben. Rebekka rødmede. Iben kvitterede med et smil; men så kiggede Iben alligevel kritisk op og ned af Rebekka, som alt i alt så fantastisk ud med den smalle talje. "Med det korset kan jeg ikke forestille mig, du havde kropsbehåring," kommenterede Iben, "det giver ligesom lækkerheden et sjusket skær." Og Iben havde igen ret, selvom Rebekka ikke ville have brugt glosen "lækker", når hun kiggede på sig selv. Ikke kun, fordi Rebekka intet havde gjort ved sit hår igennem længere tid - hvem skulle hun også gøre det for? Men Rebekka slugte komplimenten, der vist faldt på et tørt sted. Rebekka tænkte sig om og overvejede svaret på Ibens uudtalte spørgsmål. Men hun nåede slet ikke at svare, før Iben havde bestemt: "Nu ordner jeg i køkkenet, så ordner du hår imens!" Og Iben havde bare rejst sig og var begyndt at tage af spisebordet.

Rebekka følte sig lidt overrumplet og vidste instinktivt, at skulle hun sige noget, skulle hun protestere, skulle det være nu. Men havde hun overhovedet lyst til at sige noget?

Da Rebekka kom tilbage til stuen, var Iben færdig med køkkenet og sad og kiggede i en bog. Rebekka kunne godt lide at have den hårløse fornemmelse igen. Dvs. helt hårløs var hun ikke. Hun havde ladet en lille firkant stå, lige over revnen. Iben smilede anerkendende, da hun så Rebekka. Hun gik hen til hende. En forsigtig finger lagde sig på firkanten. "Er den autentisk?" spurgte Iben. Rebekka rystede på hovedet. "Men den er vigtig?" prøvede Iben at gøre sig klog på, hvad der foregik. "Sådan kan man sige det," svarede Rebekka. Iben gik på hug foran hende og studerede firkanten. "Du har en tatovering nedenunder? Jeg kan ikke se, hvad det er. Står der noget?" spurgte Iben. Og pludselig følte Rebekka sig lille, nøgen og dum. Iben så tristheden i blikket. Hun så op på Rebekka. "Skal jeg lade fortiden ligge?" Rebekka rystede på hovedet: "Det er vist for sent nu," sukkede hun, vendte sig om og gik. Det bekymrede "undskyld" som Iben sagde, forblev ukommenteret. Rebekka kom dog tilbage et øjeblik efter. Uden firkant. Iben var lettet. "Du er sej," bemærkede Iben, og Rebekka konstaterede, at hendes overvindelse ikke var gået upåagtet hen. ""I-B-E?" læste Iben op af hendes krop. "Hvad betyder det?" "Jeg synes det er frygteligt pinligt og ydmygende," sukkede Rebekka. "Hvad da?" ville Iben vide. "Idas og Banes ejendom," nærmest hviskede Rebekka med en klump i halsen; "Ida sagde nu, at det betød Idas og Banes egen; men det var vist lidt af problemet, at Ida var lidt gladere for mig, end Bane syntes om," sukkede hun. "Ydmygende, fordi du synes, du fejlede, eller ydmygende, fordi du gav dig hen?" spurgte Iben. Rebekka tænkte lidt, før hun svarede "Ja! Og sådan gør man ikke." Iben smilede. "Vent sådan!" sagde hun og smuttede ud af rummet for straks at komme tilbage. Rebekka havde ikke flyttet sig og stod stadig med sin næsten skulpturelle talje. Iben holdt en tus i hånden, satte sig på hug foran Rebekka. Med sirlig skrift tilføjede hun et 'N' og smilede op til Rebekka. "I-B-E-N," læste hun højt, "Nu er du min!" Rebekka kunne mærke det i hele kroppen. Først den kildrende fornemmelse, da Iben skrev. Og nu varmen, der spredte sig fra hendes underliv. Fordi nogen ikke bare ville hende, men ligefrem krævede hende. Rebekka vidste nu godt, at der sikkert var mange derude, der glædeligt ville have hende, eller rettere have hendes fisse, hvis bare hun spredte benene på kommando. Men det her var anderledes. Iben havde betaget hende, og nu havde hun taget hende. Og Rebekka havde ikke lyst til at yde nogen som helst modstand. "Du er så stille? Er du ok?" spurgte Iben, lidt bekymret over Rebekka, der bare stod i egne tanker. Men Rebekkas klump i halsen var lige nu så stor, at hun bare kunne nikke. Og smile. "Spred dem lidt, søde!" befalede Iben blidt - og Rebekka adlød. Der gik en skælven igennem hele kroppen, da Iben rørte Rebekkas klit. "Hold da op! Så trængende?" spurgte Iben. Rebekka nikkede blot. Det var ikke nødvendigt med ord. Iben rejste sig op. Hun var højere end Rebekka. "Er det så lang tid siden, du blev rørt dér?" Rebekka rystede på hovedet og rødmede: "Her til morgen - af mig selv," oplyste hun. "Og hvad tænkte du på?" Iben smilede frækt. "Hvad du kunne have gjort, da du tog trusserne af mig forleden," oplyste Rebekka, ledsaget af et koket fnis. "Det har du slet ikke fantasi til", oplyste Iben grinende. "Du kender mig vist ikke," svarede Rebekka smilende, "og slet ikke min fantasi!" "Nej, måske, men jeg har fået en forestilling om den." Iben gengældte smilet; "Kom!" Iben førte Rebekka op i sit soveværelse. Foran Rebekka tog Iben sit tøj af. Og lagde sig på sin seng. "Jeg vil gerne have, at du spørger om lov, før du kommer i min seng," sagde hun. Iben spredte indbydende sine ben og afslørede en fugtig glans mellem de barberede skamlæber. Rebekka gloede bjergtaget på hende. Iben var smuk, syntes Rebekka. Så ung og glat. Så feminin og alligevel stærk. Rebekka følte sig meget, meget heldig.

"Må jeg have lov til at komme i din seng?" spurgte Rebekka. Iben smilede og nikkede.

Alle mennesker har en fortid. Men man behøver ikke at kende alles fortid. Nogle gange lærer man et menneske at kende, hvor man bliver nysgerrig efter deres fortid. Rebekka og Iben har en fortid hver især.

Hvis den interesserer dig, kan du læse historierne om "Livet efter Kamilla" og "Rebekka retur" om Rebekka.

Ibens fortid kan du møde i historierne om "Datterens nye kæreste" og i historierne "Udnyttet af spanske mænd" (de snøbler... ;-) Fortsættes HER