Fra virkelighedens verden som en gang imellem er mere fantastisk end fantasien. Det var i slutningen af 80'erne – jeg har nok været et sted mellem 34 og 36 år gammel. Fræk, fandenivoldsk og fuld af den jeg er. * Kl. ca. halv fire om morgenen. En villa mellem Søborg og Vangede. Jeg sidder hos to gode computervenner, vi arbejder på et projekt. Klokken halv fire i spæd daggry ringer det på døren. Jeg siger til de to andre, som har mere travlt end jeg: "Den tager jeg mig af, fortsæt I bare.” Hvorefter de taknemmelig begraver ansigtet i monitoren.

Åbner døren og udenfor står en absolut flot og nydelig ung kvinde formodentligt omkring 22-24 år, samme højde som jeg, lyst, krøllet langt hår med en noget forvirret attitude. Tak skal du have, du ser absolut rigtigt godt ud, tænker jeg. Hun fremstammer en undskyldning om tidspunktet og ser også noget brødebetynget ud. "Jeg er faret vild. Jeg skal finde Høje Gladsaxe og jeg aner ikke, hvordan jeg kommer derop. Jeg er ked at forstyrre på det her tidspunkt, men det var det eneste hus med lys i vinduerne." "Ah, det er sandelig ikke noget problem, og helt fint at du turde ringe på," siger jeg.

"Følg med ud på vejen, så skal jeg vise dig retningen og vise dig noget, du kan sigte efter." Jeg tænker øjeblikkeligt på DR's mast i Høje Gladsaxe. Hun liver op og ser glad ud. "Tak, det er sødt af dig.” Jeg går ud af haven, som er temmelig lukket af hegn, træer og planter, så masten kan ikke ses fra haven. Vi bevæger os ud på et gadehjørne og en smule ned ad Kildegårdsvej, så boligblokke ikke skygger for masten. Det tager et par minutter at bevæge sig derned. Hun kommer i tanke om noget. "Ups, jeg glemte min plasticpose i haven, jeg henter den lige."

Det er lidt morgenkøligt, kan mærke at jeg godt kunne dehydrere og lette presset. Lige før hun drejer om hjørnet mod villaen, beslutter jeg at jeg godt kan nå at tisse før hun er tilbage. Jeg går lidt ind i den indkørsel jeg står i, lyner ned og letter presset i en busk. Aahhh, det medfører et stort lettet smil. Da jeg skal af med den berømte dråbe, kommer hun til syne om hjørnet. Af en eller anden grund vender jeg mig mod hende med pjorten i hånden. Havde nok glemt den og vendte mig nok instinktivt ved bevægelsen på hjørnet. Der er vel en tyve meter, men den afstand forhindrer hende ikke i at blive naglet til stedet.

Hun stod fuldstændig stille, stirrer fascineret og ublufærdigt på pjorten, jeg havde i hånden. Jeg står vel selv en ca. 10 sekunder og kigger lige så fascineret på hende, som stirrer fascineret på mig med blikket fikseret på mit lem. Hamrende frækt at hun har tunnelvision på pjorten og bare stirrer på den. Naturligvis bliver jeg ophidset, og SÅ farer der en djævel i mig. Med en hel del cm lagt til "fascinationen" holder jeg den i hånden, vender mig med front mod hende og bevæger mig op til hende. Hun slipper den ikke af syne. Som om jeg ikke eksisterer, hun er hypnotiseret og udviser kun nysgerrighed.

Havde hun vist tegn på angst eller flovhed havde jeg proppet den på plads, men hendes blik drager mig. Det er som om hendes øjne og mit lem er blevet magneter. Jeg flader hånden og lader den danse en enkelt gang for at "provokere". Hun rejser pludseligt hovedet som om hun vågnede brat af en søvn. Nu har vi øjenkontakt, og den bruger jeg til at "fiksere" hende, for jeg ved godt hvad der sker nu. Det ved hun også. Hun flytter sig ikke, men venter med et lille charmerende og lurifaksagtig smil i mundvigen. Nu begynder hun selv at bevæge sig mod mig. "Frækt blik du har! Har du lyst til at kæle mig?" spørger jeg chokerende ligefremt.

"Ja da. Det vil jeg gerne, så det kan jeg godt," er hendes lige så naturlige svar. Tror næppe jeg behøver at beskrive, at jeg er mere end opstemt, jeg er skrup hamrende liderlig. Hun står på min venstre side, arm mod arm, strækker hånden til højre og tager fat, hendes hænder føles som om hun føler tryghed og varme. Hun trækker nysgerrigt forhuden tilbage og begynder at kæle mig. Jeg lukker øjnene og er hamrende ligeglad, om der skulle komme en bil forbi. Intet lys i nogen villaer, ikke nogen biler der passerer, ikke nogen mennesker der dukker op. Der står vi. To fuldstændigt fremmede mennesker.

Hun, med faktisk kærlige og lange seje træk og spillende fingerspidser, bringer mig mod orgasmen. Jeg lader alt andet end os to være ligegyldigt, for jeg kan mærke på hende, at hun nyder at gøre det. Jeg kigger et kort øjeblik nysgerrigt på hende, kigger hende undersøgende i øjnene, og ser kun smilende og nysgerrige øjne. Hun vender blikket ned og kigger igen … længe, før jeg lukker øjnene. Frækt, hun vil se når jeg kommer. Det skal hun så få lov til. Jeg kan mærke underlivet begynde at pulsere, jeg kan mærke suget i underliv og det buldrer indeni. Jeg får en voldsom og intens orgasme.

I fuldstændig frigjorthed sender jeg min sperm ud og er komplet ligeglad hvor den rammer. Hun eksisterer ikke, det eneste jeg sanser er, hvordan jeg sender min sperm ud formodentligt i kaskader. Måske jeg brølede en smule, som en liderlig kronhjort, da jeg kom, det ved jeg ikke, men jeg kan huske, at et eller andet har larmet. Sikkert mig selv. Hold da op. Da jeg er i de sidste krampetrækninger, åbner jeg øjnene og opdager, at jeg står midt i et gadekryds. En kvinde er ved at malke de sidste dråber ud, og alt er stille… magisk stille. Jeg kommer til bevidsthed og kigger lidt rundt om nogen har set os. Ingen.

Jeg kigger på hende og griner lidt drenget frækt. "Ah, det var lækkert, om morgenen er jeg altid overtræt, bliver let liderlig, så det var lige hvad jeg trængte til åbenbart." Hun smiler uendeligt sødt, sender mig et dybt varmt smil. Trækker hende ind, giver hende et langt varmt kram, som hun modsvarer. Da jeg slipper hende, kigger hun uvilkårligt ned og vi opdager begge at hun sejler af sperm, på sko og op ad bukserne. "Ups, nu skal jeg hente noget at tørre dig med," siger jeg. "Næh, det gør ingenting, og det er jo alligevel mørkt, så ingen kan se det," svarer hun. Jeg trækker på skuldrene, tja det er jo også en måde at være frigjort på.

"Åh jo, det er jo rigtigt, jeg skulle vise dig, hvordan du kommer til Høje Gladsaxe," udbryder jeg. Med pjorten lagt pænt på plads går vi et stykke ned, så masten i TV-byen kommer til syne. Jeg tager hende om skuldrene, drejer hende og peger opad mod masten. "Hvis du følger den, så ender du i Høje Gladsaxe." Hun vender sig mod mig med et varmt smil. "Tusind tak, nu kan jeg godt finde det." Hun vender sig og går i retningen af masten. Jeg står og kigger efter hende, lige som at betrygge mig, at hun kommer godt af sted, og sender hende i tankerne et meget tæt langt varmt kram med viden om, vi aldrig mere skal mødes.