Vi traf hinanden på en lidt pudsig og meget tilfældig måde. Det var en søndag i eftersommeren 2008. Jeg var cyklet i skoven, der ikke ligger mere end 6 km fra min bopæl. Solen skinnede, det var endnu lunt, og bladene havde fået de første farver af efterår. Jeg sad på kanten af skrænten med en skøn udsigt over bugten mod en anden skov. Jeg følte, jeg var alene i skoven. Men så blev stilheden afbrudt af motorlyden fra en lille lysegrøn bil, der kom ad den smalle skovsti. Ud steg en kvinde med sort hår, i vindjakke og mørkeblå bukser. Hun så ud til at være næsten på min egen alder.

Hun gik målbevidst hen ad stien, der førte ind i den lidt tættere skov. Da hun var ud for mig, fik jeg et varmt smil med et sagte: Dav! Jeg hilste tilbage. Lige før stien slog et sving, vendte hun sig om mod mig og smilede igen. Jeg nåede lige at gengælde hendes hilsen med et forsigtigt vink. Før jeg fik rejst mig efter en times tid og ville gå tilbage til cyklen, kom hun igen. Jeg gik nøjagtig så stærkt, at jeg kunne være på højde med hende lige ved hendes bil, der stod tæt på min cykel. ”Herligt vejr på sådan en septembersøndag med høj blå himmel!

Ordene var henvendt til hende, og venligt svarede hun: ”Ja, det er rigtigt, hvad der står i sangen: Septembers himmel er så blå.” ”Ja, og så er her herligt stille. End ikke legende og råbende børn er der i dag,” sagde jeg. ”Kommer du her tit?” spurgte hun. ”Ja, jævnligt, men ikke hver uge. Jeg nyder meget denne plet på alle årstider. Især sidst på eftermiddagen, hvor solen står ind over skrænten derovre.” ”Underligt vi ikke har mødt hinanden før. Jeg kommer her også ganske meget.” Vi kørte samtidig. Hun dyttede, da hun overhalede mig. Da jeg noget senere kom forbi et lille ældre hvidt hus med bindingsværk, stod den lysegrønne bil der. Sikkert hendes.

Jeg syntes, jeg blev fulgt af øjne inde fra huset. Det var nok bare indbildning. Hvorfor skulle hun dog se efter, om jeg kom der? Næste søndag eftermiddag var det igen herligt vejr, der indbød til cykeltur. Underligt nok valgte jeg samme tur som søndagen før. Igen sad jeg på skrænten, og igen kom den lysegrønne bil. Hun vinkede og smilede over mod mig, straks hun trådte ud. ”Dav igen! Stadig skønt vejr.” sagde hun, da hun var nogenlunde ud for mig ovre på stien. Igen vendte hun sig om, inden stien drejede og sendte mig et varmt og smil. I det samme var det, som hun snublede, for hun forsvandt pludseligt helt.

Jeg kunne ikke se, om hun var faldet, og om hun var kommet godt op. Derfor rejste jeg mig og gik over til stien. Der fremme lå hun, og det så ud som om, hun prøvede på at rejse sig. Jeg småløb hen til hende. ”Jeg er en klovn. Jeg faldt over den trærod der, og det gør lidt ondt i min højre ankel,” kom det lidt klynkende fra hende. ”Tag nu min hånd her, så hjælper jeg dig op.” Det lykkedes, men hun bøjede sig ned, trykkede og kikkede bekymret på sin ankel. ”Den gør faktisk rigtig ondt. Nå, jeg prøver lige at støtte på den.” Hun gjorde det meget forsigtigt. ”Nej, det går ikke.

Uh, hvor er jeg klodset. Hvordan skal jeg nu komme hjem?” ”Ja, men det er da godt, du ikke er her alene. Jeg kan nok finde ud af at køre dig hjem i din bil, og så kan jeg hente min cykel senere. Det finder vi ud af.” Det viste sig, hun havde stativ til cykel i bagagerummet. Jeg hjalp hende ind på sædet ved siden af førersædet, cyklen bagpå, og så kørte vi af sted. Hun fortalte, hvor vi skulle hen. Undervejs ømmede hun sig, hver gang hun prøvede at sætte foden helt ned.

Da vi var fremme ved hendes lille hvide hus, fik jeg støttet hende, så hun kom ind, og ved fælles anstrengelser kom hun ned at sidde på en køkkenstol. Jeg gik ud og tog cyklen af, klar til at køre hjem. Hun bankede på vinduet og vinkede mig ind. Jeg blev mødt med: ”Du skal da ikke gå uden videre. Har du ikke lyst til en kop kaffe sammen med mig? Der er på kanden, og jeg har da også et stykke nybagt kage, hvis det var noget.” ”Jo, tak, det ville da være dejligt!” ”Vil du tage kopper og tallerkener i skabet derovre. Kanden står endnu på komfuret lige bag dig.” Jeg hentede det forskellige og skænkede op.

”Nå, hvad siger anklen nu? Gør den stadig ondt?” ”Ja, og den er begyndt at hæve. Prøv lige at se.” Hun satte forsigtigt foden længere frem. ”Ja, den er tydeligt hævet. Jeg har taget forskellige kurser i første hjælp, så må jeg råde dig til, hvad du skal gøre nu?” ”Ja, tak meget gerne, men du mener altså ikke, det er nødvendigt, vi tager på skadestuen?” ”Nej, nej! Har du noget meget koldt – f.eks. en pose med frosne ærter eller sådan noget i din fryser? Og har du et godt bind, allerhelst et elastikbind? Sig, hvor det er, så skal jeg tage det.” Hendes kasse med plaster og bind stod i et køkkenskab. De frosne ærter fandt jeg også.

”Nu må jeg bede dig tage dine gamachebukser af, inden jeg lægger forbinding på, og inden du får nedkølet anklen. Så skulle hævelsen gerne standse.” Hun rejste sig op, støttede til bordet og tog sine gamacher af. Jeg bemærkede lige for mig selv, at hun faktisk havde nogle helt pæne ben uden åreknuder og ikke tykke. I det hele taget var hun forholdsvis slank. Hun satte sig, og jeg løftede hendes ben forsigtigt op, så underbenet hvilede på mig, og så holdt jeg den frosne pose på anklen. Hun gøs lige et øjeblik. ”Det gjorde helt godt at få den på anklen. Der er altså ikke brækket noget i foden?” ”Det tror jeg ikke.

Vil du have, jeg kører dig på skadestuen?” ”Nej, nej, fortsæt du bare med det, du tror hjælper.” Efter nogen tid og et par kopper kaffe, lagde jeg en forbinding, som var lige efter bogen. Imens småsnakkede vi om løst og fast. ”Bor du her helt alene?” ”Ja, det gør jeg, og det har jeg gjort det sidste år. Min mand døde for et år siden, og mine børn er flyttet hjemmefra, så det kan godt være lidt tomt og trist. Navnlig lørdag - søndag. ”Hvor arbejder du?” ”Jeg er tilmeldt et vikarbureau for kontoruddannede.

For tiden er jeg ikke ude i noget job, så tiden kan godt være lang.” ”Savner du en mand i huset?” ”Jeg savner først og fremmest en at snakke med. En, der vil lytte til, hvad jeg vil fortælle. Og så måske også lidt andet.” ”Nu er jeg meget direkte, så du skal ikke svare, hvis du synes, jeg kommer for tæt på; men savner du aldrig en mand i sengen?” ”Jeg savner en, der kan sige godnat til mig. En der vil putte mig og varme mig. Jo, det savner jeg. Men hvad med dig selv? Er du også alene?” ”Jeg er fraskilt på tredje år; men jeg har bestemt ikke lyst til at gifte mig igen.

Jeg kan godt lide at være sammen med en kvinde, bare hun ikke hele tiden snakker og snakker. Det er dejligt, når man kan være stille sammen og bare at være sammen, være i nærheden af hinanden, hvis du forstår, hvad jeg mener? Men ind imellem nyder jeg også at være alene.” ”Har du lyst til at blive her lidt endnu? Jeg skal nok lade være med at snakke hele tiden.” ”Jeg går ikke før, jeg har set, hvordan det går med din ankel, og om forbindingen passer, så den ikke strammer for meget, hvis det hæver meget mere.” Da klokken var ca. seks, sagde jeg farvel med et løfte om at se ud inden så længe.

Hun smilede varmt til farvel og tilføjede: ”Kom endelig snart igen. Tak for al din hjælp! Da jeg igen sad på cyklen, konstaterede jeg, at jeg havde fået lyst til at være mere sammen med hende. Hun havde en varm udstråling uden at være påtrængende. Der skulle ikke gå mange dage, før jeg ville komme indenom. Jeg havde et godt påskud. Allerede tirsdag bankede jeg på. Der gik en rum tid, før hun lukkede op. Forbindingen var stadig på. Hun støttede sig til en stok og sagde, da hun så mig: ”Hvor var det godt du kom. Jeg har faktisk savnet dig. Ja, undskyld jeg siger det så direkte, men det har jeg altså.

Jeg har ikke talt med et menneske, siden du kørte i søndags. Anklen har det udmærket. Jeg har ikke haft ret meget ondt i den.” Jeg gik efter hende ind i køkkenet. Hun satte sig først og lagde benet op på en stol overfor. ”Skal vi have en tår kaffe? Og så var det måske værd at tage en lille stærk sag til. Det glemte jeg helt i søndags. Jeg regner med, du kan lide en Fernet Branca!” ”Ja, det kan du tro, jeg kan. Skal jeg lave kaffe?” ”Næh, næh, den er lavet. Jeg håbede sådan, du ville komme, så jeg har lavet den.

Men vil du tage kopper og små glas i skabet?” Det blev hurtigt til to af de skarpe, og vi talte godt sammen. Vi nærmede os et par gange det erotiske, hvor vi talte om de unges måde at omgå hinanden på i dag sammenlignet med vor ungdom. Pludselig kom det fra hende, helt uden sammenhæng med det foregående: ”Nu spørger jeg dig om noget meget specielt. Du synes sikkert, det er underligt af mig. Men jeg trænger sådan til at komme i bad. Vil du hjælpe mig med det? Jeg har ikke bruser, men kun karbad med håndbruser, så jeg tør ikke stå op i det, så længe jeg støtter så dårligt på foden.” Jeg var paf.

Det varede lidt, før jeg fik svaret. Jeg betragter selv det at gå i bad som noget meget privat og intimt, så det var lidt dristigt spurgt. Hun kendte mig ikke, Hun kunne ikke ane, hvad jeg kunne finde på. Tankerne fløj gennem hovedet på mig, før jeg endelig fik svaret: ”Jo, det er i orden. Men tør du det uden videre? Du aner jo ikke, hvad jeg kunne finde på at gøre ved dig.” ”Næh, det ved jeg godt.

Men jeg tror nu ikke, du vil gøre mig noget ondt, sådan som du allerede har været over for mig.” ”Det kunne jo være falsk fra min side.” ”Så har du narret mig godt, og jeg plejer at kunne gennemskue den slags billige tricks. Altså vil du hjælpe mig med det?” ”Ja, det vil jeg; men du må fortælle mig, hvordan du forestiller dig min hjælp.” ”Nu når vi begge er færdig med kaffen, humper jeg ud på mit lille badeværelse, og når jeg er klar til din hjælpende hånd råber jeg på dig. Hedder du begge navne: Niels Henrik?” ”Ja, det gør jeg Marie Louise,” sagde jeg lidt drillende og smilede det varmeste, jeg kunne.

Lidt efter humpede hun af sted. Jeg sad lidt og funderede over den tillid hendes ønske i virkeligheden var udtryk for. Men samtidig tænkte jeg også på, hvad det dog kunne udvikle sig til. Efter et kvarters tid råbte hun mit navn. Spændt gik jeg ned ad den smalle gang. Døren til badeværelset stod åben, og der midt på gulvet stod hun helt nøgen bortset fra forbindingen på højre fod, og hun så faktisk dejlig ud, lidt solbrun endnu. ”Vil du først og fremmest lukke op for det varme vand og blande det med det kolde, inden du tager forbindingen af. Der var godt varmt, så jeg lagde min strikketrøje og sko og sokker. Hun satte sig på en stol.

Jeg tog forsigtigt hendes ben, løftede op og løsnede bindet, mens jeg samtidig rullede det stramt sammen. Vi skulle bruge det igen om lidt. Hun sagde ikke spor, men jeg havde en fornemmelse af, at hun fulgte mig nøje med øjnene. Jeg så op på hende, hun smilede og sagde: ”Hvor er du nænsom. Jeg får sådan en lyst til at kysse dig.” ”Sådan noget må du ikke sige, for jeg ville indkassere det med det samme, skal jeg sige dig.” Jeg satte hendes fod ned, hjalp hende op at stå, og hun kyssede mig blidt på kinden.

Jeg støttede hende hen til badekarret, så hun kunne samle sig om at sætte sig på kanten, inden hun svingede benene ind over for at kunne glide stille ned i vandet. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på hendes dejlige krop. Det var også længe siden, jeg sidst havde set en kvinde helt nøgen. Hun lå med nakken på kanten og med lukkede øjne, mens vandet steg helt op over hende. Så lukkede jeg for det. Det var tydeligt, hun nød det. Og jeg nød bare at se på hende. Hun var fristende, som hun lå der i sin nøgenhed, og jeg kunne mærke lidt uro i mine bukser. Det ville da også være sært andet.

”Når nu jeg om lidt rejser mig op, vil jeg bede dig om at sæbe mig ind. Jeg vil ikke så gerne falde.” Hun rejste sig op med ryggen til mig og havde den ene hånd på kanten af badekarret. ”Du kan tage den flydende sæbe, der står ovre ved vasken.” Jeg gik over og tog flasken, vendte mig om spændt på, hvad hun nu ville give mig besked på. ”Sæb mig først ind på ryggen og på bagsiden af benene.” Jeg gjorde, som hun ønskede. Det var første gang, jeg prøvede dette. End ikke på min kone gennem mere end 30 år havde jeg gjort det her på. Det var slet ikke dårligt at få lov til at prøve.

Mine hænder blev mere og mere dristige, kørte efterhånden længere ind mellem hendes ben helt oppe i skridtet. Hun sagde intet. Hvis jeg hørte noget, var det højst et lille suk af tilfredshed. Jeg tog mere sæbe på mine hænder og kørte længere og længere om på forsiden af hendes overkrop. ”Vent lige et øjeblik. Jeg må hellere vende mig, så jeg kan støtte mig til dig.” Hun vendte sig og lagde en hånd på hver af mine skuldre. ”Så nu står jeg bedre. Du må godt fortsætte lige som før. Du gør det så dejligt.” Jeg trykkede mere flydende sæbe ud i mine hænder, mens hun holdt fast i mine skuldre.

Jeg gned det øverste af hendes overkrop, førte hænderne ned over hendes bryster. Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at køre meget ind over hendes brystvorter og nulre dem blødt. Hun sukkede, jeg fortsatte ned over maven helt ned til hendes behåring. ”Blev du mon helt færdig med de bryster før?” spurgte hun, ”jeg kan i hvert fald godt tænke mig mere sæbe og massage af dem, bare du gør det som før.” Jeg vendte tilbage til hendes bryster, og nu nulrede jeg bevidst lidt hårdere hendes vorter. Hun havde lukket øjnene, og ind imellem sukkede hun dybt. Så kom det: ”Hvor er det dejligt, du rører mig sådan. Du må gerne blive ved.

Jeg nyder at blive rørt ved.” Jeg nulrede ivrigt videre med den ene hånd, mens den anden nu fandt hendes behåring på skambenet. Jeg førte lige forsigtigt en finger ind i revnen. ”Åh, ja vil du ikke nok mere endnu af det?” Mine hænder fik rigtig travlt. Jeg nulrede hendes vorter, kørte mine fingre ind og rørte hendes klitoris og lidt op i skeden. Hun sukkede og sagde: ”Jeg må sidde ned. Jeg bliver usikker på benene, for du gør det så dejligt. Jeg skal også lige skylles i det varme vand. Hun satte sig så pludseligt ned, så det skvulpede ud over og ned af mine bukser, som blev drivvåde. ”Åh, tag tøjet af.

Det er allerede vådt og kom så ned til mig! Vi kan vist godt være to.” sukkede hun, ”jeg trænger til mere. Du må ikke holde op. Vi er ikke færdige, vel? Vil du ikke godt igen?” Jeg smed hurtigt skjorte, bukser og underbukser og trådte op i karret. Endnu mere vand skvulpede ud over. Jeg satte mig i den anden ende af karret og begyndte igen at nulre hendes bryst, som nu var skyllet for sæbe. ”Nej, det var bedre før.

Jeg kommer ned og sætter mig med ryggen til dig mellem dine ben.” Det var ikke helt nemt for hende, men til sidst sad hun nærmest oven på mit efterhånden stærkt erigerede lem, lænede sig tilbage med hovedet oppe på min ene skulder. ”Fortsæt så. Jeg er vild efter det. Du må alt nu!” Jeg tog igen på brystvorterne, der var blevet store og meget stive. Jeg førte min højre hånd ned i skridtet på hende, hvor jeg kørte fingrene frem og tilbage over hendes klitoris og så langt ind i skeden, jeg kunne. Hun sukkede mere og mere.

Da vi havde siddet sådan et stykke tid, kom det som et dybt suk fra hende: ”Vil du ikke bære mig ind i sengen og elske mig rigtigt? Du kan bare tørre os lidt og tage håndklæderne med, når du har lagt dem om os, så vi ikke bliver for kolde.” Jeg stod op af badet, tørrede mig og støttede derefter hende, til hun stod sikkert på gulvet. Jeg begyndte at tørre hende. Hun stod med lukkede øjne. Først hendes ben, så armene og så hendes bryster med de strittende brystvorter. Da jeg igen rørte dem, sukkede hun på ny.

Jeg tørrede forsigtigt hendes behåring, gik om på bagsiden, tørrede ryggen og prøvede at føre min hånd med håndklædet ind mellem hendes ben. Hun flyttede villigt det ene ben, så jeg nemmere kunne komme til. ”Åh, hvor gør du det dejligt. Jeg nyder, at du rører ved mig. Men jeg kan bedst lide dine hænder uden håndklædet er imellem. Jeg bliver så liderlig af det.” Som løftede jeg hende op på mine arme. Hun lagde sine arme rundt om min hals og gav mig igen forsigtigt et kys på kinden. ”Du skal ned ad gangen, så er det første dør på venstre side.” Jeg puffede døren op med foden. Der stod hendes uredte dobbeltseng.

Jeg lagde hende forsigtigt ned og lagde dynen over hende. ”Du skal også komme. Kom ned til mig med det samme. Du skal røre mere ved mig. Jeg vild efter dig! Kom nu!” Jeg lagde mig stille ind under dynen og fortsatte med at gejle hende op. Hun vred og vendte sig, sukkede og prøvede at få fat på min efterhånden stærkt erigerede pik. Men jeg ville have gjort hende endnu mere vild, så jeg sagde i en streng tone: ”Kan du strække dine arme helt ud til hver side. Du må slet ikke røre mig. Er du med?” Hun sukkede højlydt og førte sine arme helt ud til siden.

Forsigtigt løftede jeg først hendes højre og så hendes venstre ben godt ud til hver side, så hun lå med meget spredte ben. ”Prøv om du kan sprede dem endnu mere.” Venstre ben kom længere ud. Så begyndte jeg rigtigt at finger-kneppe hende. Hun sukkede og stønnede højere og højere, og så snart jeg fjernede mine fingre fra hendes fisse og tog fat på brystvorterne, kom det fra hende omgående: ”Nej, du skal blive i min fisse også!” Jeg forsatte og nød, som hun stadig stønnede og gispede mere og mere. Hun nærmest skreg ud i rummet: ”Må jeg ikke godt få din pik nu?

Lige nu?” Jeg lagde mig forsigtigt oven på hende og lod min pik finde vej ind i hendes drivvåde fisse. Den behøvede ikke hjælp af mine hænder. ”Ja, kør så, kør så! Bliv ved. Knep mig! Bol mig! Bol mig! Åh, du er skøn!” Jeg løftede hendes venstre ben op, så hun måtte bøje det i hasen. Jeg følte så, jeg trængte højere op i hende. Jeg prøvede at få det op over min nakke, men hun kunne ikke nå. Jeg kørte stærkere på. Hun gispede, sukkede og sagde hele tiden: "Ja, ja, bliv ved. Jeg kommer. Jeg kommer!” Og nærmest som i en krampe spændte hun sin krop. Jeg mærkede det drev fra hendes skede.

Så kom jeg selv sammen med vist nok nogle høje støn tæt på skrig. Jeg faldt tungt ned over hende. Hun tog mig om hovedet med begge sine hænder og knugede det ned til sig. Jeg mærkede, hun græd, snøftede og sagde stille: ”Hvor er du skøn at blive elsket af. Jeg har aldrig haft det sådan før, synes jeg. Eller også kan jeg bare ikke huske det, eller også er det, fordi det er så længe siden, jeg har haft elskov. Læg dig ned ved siden af mig.” Jeg rullede ned på hendes venstre side. Lå helt stille. Nød udmattelsen. Nød følelsen af tilfredsstillelsen. Men jeg nød også hendes ord.

Jeg syntes, jeg var kommet alt for hurtigt, men det skyldtes jo nok hele optakten gennem badningen, og så at jeg ikke havde haft samleje de sidste tre måneder mindst. ”Jeg må lige fortælle dig noget,” sagde jeg. ”Nej, du skal først høre på mig,” afbrød hun, ”du skal høre, hvad jeg i dag fik sådan en lyst til, mens du badede mig. Jeg kunne ønske, du forlangte, jeg skulle underkaste mig din vilje. At du ville bestemme over mig. At jeg skulle adlyde dig. Tænk, det ønskede jeg. Jeg fik sådan en lyst til at prøve det. Sådan har jeg aldrig haft det før.

Hvad ville du sige til mig?” hun kikkede på mig og tog min ene hånd og klemte hårdt. ”Jeg ville bare fortælle dig noget om, hvad mine vildeste ønsker er, men det er slet ikke nødvendigt nu. Det kan du altid høre. Men jeg har ikke glemt, hvad du har sagt. Skal vi ikke bare ligge stille lidt og nyde udmattelsen?” Jeg tog igen hendes hånd og holdt den i min. Jeg kunne mærke, jeg kunne falde i søvn, trods det slet ikke var aften. Fortsættes