I byen var en formand for kommunalbestyrelsen med store, politiske ambitioner. Da regeringen fandt på at lægge mange mindre kommuner ind under de store, solgte han sin slægtsgård i den lille kommune og flyttede ind i en villa i den store købstad - den kommune, der netop skulle opsluge hans egen lille. Sådan regnede han med kunne blive valgt i den nye storkommune til det, der lød meget fornemmere: Borgmester - med borgmesterkæde ved festlige lejligheder. Det slog til. Han blev borgmester. Det kom i avisen. Og det er ganske vist. For egnens avis er en Venstre-avis.

Men som bekendt kan selv de største strateger tage fejl. Det, han lige nu foretog sig, var ikke særlig klog strategi:
Den 50-årige borgmester lå med sine hvide Venstrebalder i vejret og kneppede sin 42-årige, rødhårede sekretær.

- Stød til, Lars! Åh, du har en god pik. Ååååårrrrhhh! Du er bare go’. Hvor har jeg trængt til dig!!! Åååååårrrrrrhhhhhh!!!! Sekretæren havde ikke overfor Lars lagt skjul på at hjemme hos sin ægtemand (hun kaldte ham Svend-Erik Kedelig) fik hun langtfra det mandepik der var nok til at udholde de lange, triste arbejdsdage, hun i mange år havde døjet under den gamle, socialdemokratiske borgmester. Nu havde denne - endelig - trukket sig på grund af alder.

Den nye borgmester havde fortalt hende, at han havde det nøjagtigt ligesådan med sin hustru. For lidt og alt for kedsom konefisse.
Men ... lige nu blev der ikke snakket. Der blev arbejdet desmere målbevidst på lægge-ned-sæderne i borgmesterens store stationcar.

Det var en mørk, men lun efterårsnat på en fjern og øde del af storkommunens nye industriområde, hvor ikke et levende øje kunne tænkes at forvilde sig hen ved nattetide. Sekretæren lå på lægge-ned-sæderne i den store personbil med pusselankerne på skuldrene af borgmesteren, som lige nu var ret i stødet. Han havde for en sikkerheds skyld forvisset sig om, at deres varme ånde under de feberhede, forberedende øvelser havde givet totalt tilduggede ruder. Han havde kælet med sin blødeste hånd for sin sekretærs lækre, struttende, selvbærende babser (ikke slækket i opholdsdrifterne af for mange børnefødsler). Han havde kysset de strittende vorter, leget hånd-, kys- og tungekæl med de lækre kloder, mens han fingre havde gennemsøgt hele skov- og kratområdet sønden for navlen. Jo, jo, han havde sandeligen også haft et par fingre indenfor i kogvarmen. Glædens hule var drivende våd og varm. Det samme var de kys, de udvekslede. Når de ikke kyssedes, krøb han ned, gjorde sin viltre tungespids til det, man på landet kalder 'svinetrug'. Han havde snoet og vredet tungen om den blodfyldte klitoris, og den rødhårede skønhed havde ikke lagt skjult på sin nydelse.

- Ja, sut min klit, Lars! Åh, du har en god tunge. Åååårrrhhh! Du er bare go’. Hvor har jeg trængt til dig!!! Åååårrrrhhhh!!!!

Øjeblikket efter var det hendes tur til at tage borgmesterstangen i munden og opføre hele det program af den tyrkiske musik, hun havde lært så formidabelt.

- Ja, sut min pik, Lis! Åh, du sutter en god pik. Åååårrrrhhh! Du er bare go’. Hvor har jeg trængt til dig!!! Åååårrrrhhhh!!!!

Og nu var hans jernstive organ for 20-30. gang på vej til bunds i den glædeskanal, som mænd har myrdet og kæmpet for i århundreder. Bare for at få 5 minutters nydelse. Men hvilken nydelse!!! Så nu var der ikke mere snak. Hun skreg og hylede som en stukken… nå, ja en stukken kvinde, der nød hvert sekund af det, de begge havde lagt op til i ugevis. Hun var velskabt med alt på sin rette plads - både til gården og til gaden: Strittende bryster, skøn røv, snæver kusse og vidunderlige pattevorter at flå, rive og blidbide i. Lars havde alt for længe måtte nøjes med at få ståpik under borgmesterskrivebordet bare han tænkte på hende og hendes flirtende øjne. Og babberne! Åååårrrrhhhh!!!

Men nu sad hun ikke på skødet. Det lå han dybt i. Der var superfisse for næsen af den gejle borgmester, af og til skiftet ud med superkusse til pikspidsen. I sekunderne efter klamrede Lis' muskler sig strengtstrammende om hele borgmesterstangen.

Det var ikke deres første sex-stund. Borgmesteren havde flere gange fået et 'blowjob' hos den rødhårede. Og én gang havde han taget hende i en lynhurtig bagstikker hen over skrivebordet i det aflåste borgmesterkontor. Men det var ingen god løsning. Der kunne på alle tider af døgnet komme en emsig, arbejdsliderlig embedsmand, der lige skulle gøre noget arbejde færdigt eller have sig en omgang med hånddræsinen på det kommunale personaletoilet, inden turen gik hjem til ´lillemors månedlige. Han ville undre sig over den låsede dør til borgmesterkontoret. Men lige nu havde Lars og Lis kun ét i hovedet: Sædafgang og fælles orgasme! De havde lagt op til det i ugevis. Det var startet med lidt småkysseri, så lidt fingerlir på kontoret. Og så den føromtalte hurtige bagstikker for en uge siden. Men nu lå de favn i favn, splitternøgne bortset fra sokkerne, på de bløde lægge-ned-sæder. Bukser, underhylere og skjorte lå i bunden af bilen sammen med trusser, BH og blondebluse. Pikken gik som et stempel. Deres aktive sexliv fik den store bil til at vippe på en måde, der ikke efterlod tvivl om, hvad der foregik i den.

Lis havde om ikke en borgmester i maven, så i det mindste en vigtig del af én lige op under maven.

- Åh, dejlige Lis, stønnede borgmesteren og gav hende et par ekstra dyt i bamsen. Du er den lækreste, dejligste, vildeste, hedeste elskerinde nogen mand kan tænke sig. - Og du er den bedste lækreste, dejligste, vildeste, hedeste elsker, nogen kvinde kan tænke sig! Fantasien satte ret snævre grænser for den rødhåredes idérigdom. Man behøver nu en gang ikke 3-spoglig korrespondent-eksamen for at nyde en viril og blodfyldt borgmesterpik. Just da Lars mærkede affyringstidspunktet nærme sig, trak han med opbydelsen af sine modsatrettede kræfter raketten fra affyringsrampen, krøb ned og kvitterede med tungen for sekretærens gentagne 'blowjobs' i de foregående uger.

- For helvede, hvor slikker du godt fisse! Det er noget af det bedste, man kan byde en liderlig kvinde som forret til den hovedret, som min forslugne kusse er helt vild med at få serveret om nogle øjeblikke!
Sød musik i lysten mands øren. Og så fik klit og hele klitlandskabet en omgang tunge, så englene sang. Men der var ingen hyrder på marken til at høre englekoret. Kun det liderlige par, som nød hinandens hittepåsomhed i uforstyrret ro.

Troede de. Men... Netop i det sekund, borgmesterraketten var lagt endegyldigt i afskydningsrampen og kanonér Lars mærkede nedtællingen til affyringsøjeblikket ved raske frydekramper i nosseposen…

Netop da… bankede det på bilruden! Militærisk Bank-bank---bank!

Coitus interruptis. Afbrudt samleje. Verdens modbydeligste måde at slutte en superbedækning på. Lis fik ikke mærket sin yndlingsfornemmelse: Pikkens pulsering i sit trængende indre. Lars havde hevet den ud hurtigere end bankelydene var afsluttet. Hun fik Lars' sperm ud over hele underkroppen, da han trak sig tilbage i forskrækkelse over afbrydelsen. Han var netop så langt fremme i processen, at han nok kunne trække pikken til sig, men ikke hindre den i at fyre hele kanonaden af. Just den aften havde der i lokalradioen været en opfordring fra politiet til borgerne, om at være ekstra opmærksomme på usædvanlige ting og hændelser på grund af en øget terrorberedskab. En vågen borger, der efter afslutning af 3-holdsskiftet var cyklet hjem fra arbejde i industriarealet, have undret sig netop over noget usædvanligt: En stor personbil, som holdt på den fjerneste ende af en øde blindvej på industriarealet. Den holdt med slukkede lygter, men med tilemmede vinduer, som viste, at der var nogen i bilen. Dels holder privatbiler normalt ikke på den tid af aftenen på mørke, fjerne veje i et ubebygget industriareal. Dels holdt bilen helt oppe i enden på en blindvej, hvor der endnu ikke var solgt en eneste grund. (Sådant véd man i en provinsby) Manden havde undret sig - og ringet til byens politistation med sin mistanke. Vagthavende havde både hørt lokalradioen med opfordringen til borgerne, og fået en telex fra polititoppen om skærpet opmærksomhed. Så han sendte sporenstregs en bilpatrulje til stedet. De havde straks fundet den holdende bil og i hen ved 5 minutter observeret den. De havde ikke undgået at bemærke bilens gyngebevægelser; havde grinet lidt til hinanden. Det var nok ikke den form for 'terrortrussel', PET havde bedt dem være opmærksomme på... Men det kunne da være meget skægt at ødelægge et godt samleje - da de nu ikke selv kunne få noget 'på den dumme', før de kom hjem fra vagten til lillemor i morgen formiddag. Derfor, da bilen gyngede allermest vildt og voldsom, bankede de med trukne tjenestepistoler på de åndedrætstågede bilruder.

Bank-bank---bank! - Vil De være venlig at åbne døren! sagde den ene betjent med høj, bydende røst.

Det var tydeligt, at der blev hastværk inde i bilen. To mennesker fór rundt for at fremtræde lidt mere velklædte, før de åbnede. De var begge kobberrøde i ansigterne, da Lars rullede sideruden ned. Sådan en kneppetur bringer rødmen op i alle aldres ansigter.

- Hvad fanden vil De? Spurgte den forpustede mand ud af sideruden.·

- Vi har modtaget en anmeldelse om en mystisk bil, så vi...

- Sig mig er de bindegale. Her ligger vi fredeligt og hygger os... og så kommer sådan et par platfodede strissere og...
- Vil De venligst tale ordentligt til tjenestemænd i funktion, stå ud, bringe Deres klæder i orden - og vise os Deres førerbevis eller anden legitimation.

Det udviklede sig til skænderi. Ikke mindst fordi betjentene, som ikke var lokalkendte, ikke var til at få til ikke at se legitimation. Det ville Lars ikke give dem. Pludselig stod byens nye borgmester med håndjern smækket på ryggen. Væk var lir og ståpik. Nej, han ville ikke sige, hvem han var. Den historie ville inden få dage blive hvisket byen rundt, og det havde han bestemt ikke lyst til. Det var derfor, han havde foretrukket industriarealet og lægge-ned-sæderne frem for at gå ind i en hotelreception. Nok var han 'kun' borgmester i én storkommune, men hans billede havde i valgkampen været på i både aviser, på hjemmesider og i fjernsynet. For slet ikke at tale om egnens lygtepæle - hvor en del af hans modstandere gerne så ham hænge in natura.

Nej, han ville bestemt ikke give sig til kende som... borgmesteren.
- Ja, så må vi tage Dem med på stationen... Hr.! Sagde betjenten.

Lars' sidste ord til den skuffede kvinde med de sæddrivende skamlæber: - Bliv i bilen Lis. Jeg kommer om et øjeblik - i taxi!
Og hvad borgmesteren havde lovet, holdt han - denne gang. Straks betjentene førte ham ind på den ret så pompøse snart 100-årige politistationbygning og hen til vagthavende, sagde denne:

- Hvad Fanden har du lavet, Lars?… Og I to: Hvorfor kommer I med vores borgmester i håndjern?
- Jae, joe, den herre ville ikke oplyse sit navn og ikke vise førerbevis, så… - Hvad fanden lavede du dérude, Lars? Man kunne se en kilometer væk, at vagthavende haft lugtet lunten. Der var et skævt smil om hans mund, da han gav betjentene tegn til at åbne borgmesterens håndjern.

- Og så kører I ham lige så diskret ud til hans bil. Har du nøglen, Lars? - Nej, den sidder i, sagde borgmesteren, hvis ansigt havde antaget den farve, som Venstreborgmestre ynder mindst af alle. - - - Men det kom ikke i avisen. Det blev genfortalt. Igen og igen. Og alle lo eller trak i det mindste på smilebåndet, afhængigt af partiforhold. Det eneste overraskende er, at denne historie modsat de fleste andre har været for god til at kunne gøres bedre. Her vil både borgmesteren, hans sekretær, hans nu fraskilte kone (som selvfølgelig også hørte historien) og betjentene genkende historien. Den blev fortalt fra mund til mund og alle grinede. Abonnenterne åbnede hver dag egnens avis for at se, om der stod noget om den muntre sag. Og avisen, som ellers ikke i det daglige solgte meget i løssalg, levede højt på løssalget i mindst 14 dage. Indtil det gik op for borgerne, at 'den slags' skriver en pæn Venstreavis ikke. Slet ikke, når det er en partifælle. Og når manden tilmed både sidder både på flæsket og på kommunekassen.

Og derfor bestemmer over det kommunale annoncebudget.