Sneen føg, himmel og jord stod i ét, og intet lys var i sigte. Benedicte var på vej hjem. Hun havde sin første fridag siden jul, en søndag, og dagen skulle naturligvis tilbringes i hjemmet, og naturligvis skulle hun i kirken og høre sin fars prædiken i morgen. Men nu var det sent lørdag aften, og hun var ikke helt sikker på, hvor hun var. Hun var vist kommet til at gå forbi broen, der gik over åen, og stod nu i noget skov. Hun mente, at hun ville komme til den store vej på den anden side af skoven, men da hun kom dertil, kunne hun ikke genkende noget af det, hun kunne skimte gennem snefoget.

Hun frøs, klæderne var våde, og der hang is i både kjole og hår. Med ét kunne hun skimte et svagt lysskær og besluttede sig for at spørge om vej og måske få lidt varme. Derfor bankede hun på døren, der straks blev åbnet, og hun blev bedt om at komme indenfor.

Hun kendte ikke rigtigt husets beboer, hun vidste kun, at han hed Karl, var husmand, daglejer og ungkarl. Han måtte være oppe i årene, om ikke helt så gammel som hendes fader. Han var høj og muskuløs. Man sagde, at han var stærk som en okse, men der var vist mange på egnen, der synes, at han var sær og ikke turde bruge hans arbejdskraft. Huset bestod af ét eneste rum med et lille køkken, et bord med stole og en alkove. I enden af rummet var der et åbent ildsted, i hvilket en god ild brændte. Karl kunne fortælle, at hun var gået meget langt fra sin rute.

Det ville tage hende en god time at gå hjem, hvis der havde været godt vejr. Han turde slet ikke tænke på at sende hende ud i dette vejr. Karl kunne se, at hun var kold og fandt et tæppe, det bedste han kunne finde. Idet han gav hende det, sagde han, at hun skulle tage tøjet af, så det kunne blive tørt, og hun kunne få varmen.

De satte sig ved bordet. Karl var ikke vant til at have gæster, men fandt lidt brød og en rest juleøl. Brødet var godt, og selvom det vist ikke passede sig for en ung kvinde at drikke øl, smagte den godt og varmede, og de faldt i snak. Karl havde en dyb og varm stemme, og hun følte sig hurtigt veltilpas. De blev hurtigt enige om, at det var for koldt og risikabelt at bevæge sig ud i snestormen, og at hun derfor blev nødt til at overnatte hos Karl. Han havde ikke andre steder at sove end i alkoven, dersom hun ikke ville sove i en tom bås i stalden.

Stalden havde hun ikke meget lyst til, men hun synes heller ikke, hun kunne tillade sig at bede Karl om at forlade den varme stue. Så det endte med, at de blev enige om, at der nok var plads til dem begge i alkoven. Han lovede at sige, at han havde sovet i stalden, om nogen skulle spørge. Hun havde fortalt, at hun var forlovet og skulle giftes til Sct. Hans, Karl sagde, at så havde hun jo nok prøvet at dele seng med en mand før. Men Benedicte sagde, at hun og hendes tilkomne var enige om, at det rigtige var at gemme elskov, til man var gift.

Karl måtte tilstå, at han, skønt han aldrig havde været i nærheden af at blive gift, flere gange havde delt seng med en kvinde. Benedicte synes nok, det var syndigt, og brød sig ikke helt om hans frimodige snak, men hun synes ikke, hun skulle fordømme ham. Han havde trods alt åbnet sit hus for hende og tilbudt hende hjælp i hendes nød.

Bennedictes tøj var stadig ikke tørt, så Karl fandt en natskjorte, hun kunne sove i, og så kravlede de ind mellem halmmadrassen og dundynen. Hun faldt hurtigt i søvn, men ud på natten begyndte hun at drømme. Det var en drøm, hun havde drømt flere gange, den handlede om, at hun gik mellem to heste på en eng. De to heste legede og gik tæt sammen, og til slut sprang hingsten op på hoppen og bedækkede den. Benedicte havde som barn set en hest blive bedækket, havde set hvordan det foregik. Synet af hingstens enorme lem, der rejste sig under den og forsvandt ind i hoppen, synes hun var skræmmende, men også sært dragende.

Benedicte vidste meget lidt om, hvordan det foregik mellem mennesker, mente at det måtte være noget af det samme, selv om hun mente, at mennesker lå ned, med ansigtet mod hinanden, og kvinden på ryggen.

Men så vågnede hun af sin drøm, hun vidste først ikke, hvor hun var, men Karls sagte og regelmæssige snorken bag hende, fik tingene til at falde på plads. Som sædvanligt, når hun havde haft den drøm, snurrede det i hendes skød. Det var egentlig rart, men nok også lidt upassende. Hun havde nogle gange rørt sig selv dernede, dels for at finde ud, af hvad det var, men også fordi hun synes, det var rart. Men her i nat var hun naturligvis nødt til at ligge helt stille for ikke at vække sin sengemakker. Men så vendte Karl sig om, så han lå på siden lige bag ved Benedicte.

Han kom til at ligge så tæt, at han næsten rørte. Men han begyndte heldigvis snart at snorke igen, så Benedicte forsøgte at falde i søvn. Men inden søvnen indhentede hende, mærkede hun pludselig noget underligt, midt på lænden. Der gik nogen tid, inden hun regnede ud, hvad det var, men da hun indså det, undslap et lille gisp hendes læber, dog ikke nok til at vække den stadig sovende Karl. Benedicte lå tæt på væggen og kunne ikke flytte sig, hun turde ikke vække ham, det ville være for pinligt for dem begge, så hun forsøgte at falde i søvn igen.

Men det var helt umuligt, det snurrede og kløede i hendes skød, så det var en kamp at lade være med stikke hånden ned og klø igen. Men hvad ville ungkarlen ikke tænke, hvis han vågnede og opdagede, at hun, en forlovet præstedatter, lå der og pillede ved sig selv.

Hun troede ikke situationen kunne blive værre, men pludselig gav han sig, og så kunne hun mærke hans lem glide ind mellem hendes lår og lægge sig op ad hendes varme og fugtige skød. Den var langt større, end hun havde forstillet sig. Den nåede helt om og rørte den knop, der i situationer som denne, rejste sig mellem flapperne i hendes skød. Hun var bange for, at han ville vågne, men Karl sov fast og snorkede videre, nok en kende tungere end før. Der var intet i hele verden, Benedicte i dette øjeblik ønskede stærkere end at bevæge sig, blot en anelse, mod Karls stenhårde manddom. Men hun turde ikke.

Hun var en from jomfru, selv om Vorherre var det eneste vidne, kunne hun ikke give efter. Hun turde end ikke indrømme for sig selv, at hver en fiber i hendes krop ville, at hun ikke havde tanker for andet end det, der skete mellem hendes ben, og hvilke undskyldninger hun kunne have for at give efter.

Det blev kroppen, der vandt kampen. Hun ville blot flytte sig lidt, så det blev knapt så uudholdeligt, men det fik blot nye flammer til at brede sig fra hendes skød og ud i hele kroppen. Så prøvede hun at flytte sig tilbage, men det medførte blot nye gnister i hendes skød. Og helt mod hendes vilje fortsatte hendes underliv med at bevæge sig frem og tilbage, måske for at finde et sted hvor hun kunne finde hvile, måske med det modsatte formål. Hun prøvede at overbevise sig selv om, at hun bare kunne sige, at hun sov, at hun ikke vidste, hvad hun gjorde.

Men hun var fuldstændig bevidst om den ild, der bredte sig i hendes krop, ud fra hendes sitrende skød, hun sansede præcist hver en detalje på bondens lem, mens hun koncentrerede sig om hans snorken for at kunne holde inde, hvis den stoppede. Pludselig kom der et lille gisp fra Karl, og Benedicte mærkede en væde mellem sine ben. Der gik kun et kort øjeblik, inden hans snorken vendte tilbage og så begyndte hans lem at krympe mellem jomfruens lår. Hun var både lettet og skuffet, havde det lidt, som om hun var sulten. Som havde hun ventet på mad, men fik intet. Men alligevel faldt hun efterhånden i søvn, lyttende til daglejerens snorken og vindens tuden.

Igen begyndte hun at drømme, hun svømmede nøgen i søen med sin fætter. Det havde hun ikke gjort i virkeligheden, siden hun var 10, han var vel et par år ældre. Men i drømmen var de ældre, og legen var knapt så uskyldig, som den havde været i virkeligheden. Hun havde aldrig set en voksen mand nøgen, så fætteren lignede lidt en ung dreng, men der var også dele af ham, der lignede den hingst, hun havde set og som hjemsøgte hende i hendes drømme. Midt i drømmen vågnede hun halvt, ved at Karl stod ud af sengen.

Hans natskjorte var krøbet op, så i et kort øjeblik fik hun set, hvordan han så ud, mens han svingede benene ud over kanten. Ilden var næsten gået ud, så Karl lagde brænde på. Da han satte sig på hug for at lægge det på, fik Benedicte igen et kik på hans nøgne manddom. Heldigvis troede han, at hun sov, så han lagde ikke mærke til, at hun kikkede på ham. Han kravlede tilbage i sengen, og de faldt begge i søvn igen. Hun vendte tilbage til drømmen, der nu var mere realistisk end nogensinde før. Hun drømte, at hun havde vovet sig for langt ud, og at fætteren derfor havde måttet redde hende ind på land igen.

Desværre var der noget panik, og han var ret kejtet, så han satte den ene hånd i hendes skød. Med et sæt vågnede Benedicte og opdagede, at det ikke var fætterens hånd, hun havde i sit skød, men sin egen. Hun var glad for, at vinden stadig tudede om hushjørnerne, og at træerne piskede mod taget, for derved kunne hun holde sit åndedrag, der var blevet meget heftig, skjult. Karl sov stadig tungt med en snorken, der snart føltes velkendt og tryg.

Mod alle odds og med en flammende ild i sit underliv faldt den fromme jomfru igen i søvn. Nogen tid sov hun de uskyldiges søvn, men igen måtte hun sande, at hun ikke kunne kontrollere sine drømme. Hun drømte, at hun gik på marken og stakkede hø sammen med karlen fra gården, hvor hun tjente. De gik og pjattede og lo. Det var varmt, og de var let påklædte. De var, for sjov og helt uskyldigt, kommet op og slås, hun mærkede hans stærke hænder og krop mod sig. Han fik hende lagt ned på maven og lagde sig oven på hende.

Tilfældigvis var hun landet på en lille tue, der trykkede mod hendes skød, så hun var nødt til at løfte sig lidt fra jorden. Men derved stødte hun mod karlen, der trykkede hende tilbage mod tuen. Hun vidste, at det var forkert, at det var syndigt, det de gjorde, selv om de lod som om, det bare var en uskyldig leg. Hun vidste, at hun skulle tænke på, at hun skulle giftes. Hun vidste, at hun skulle drømme om sin forlovede og ingen andre. Hun vidste, at hendes tanker og handlinger var syndige, for hun havde hørt sin faderes alvorlige ord så mange gange advare mod netop dette, kødets lyst.

Men i hendes skød var der en så vidunderlig pulseren, at hun måtte give efter og forfølge lysten. Hun måtte have sulten stillet.

Men så, som sædvanligt, i drømmens højdepunkt vågnede hun. Hun vidste nøjagtigt, hvor hun var, hun var sig situationen fuldstændig bevidst. Hun lå i en fremmed mands seng med et skød, der brændte. Havde Benedicte kendt til elektricitet, havde hun nok sagt, at det var det, der skete i hendes allermest private dele. De to andre gange, hvor hun var vågnet, havde Karl sovet, men nu var han vågen, og ikke nok med det han var fuldstændig klar over, hvordan det var fat med hende. Ellers skulle han da også være både døv og blind, for hun lå på maven som en hunkat i løbetid, og vred sig og gnubbede sig mod madrassen, mens hun stønnede og svedte.

Dynen havde hun skubbet af sig, og Karls natskjorte sad rundt om livet på hende, så hendes ypperlige runde bagdel var fuldt synligt. Hun havde, ubevidst, mens hun drømte, formået at samle en fold af madrassen, som hun kunne trykke sit dampende skød imod. Karl var kun en simpel mand, uden alt for høje tanker om kirken, ugift og fri, men slet ikke ubekendt med kvinder. Ingen ved helt hvad Karl tænkte. Ingen kan helt vide, hvorfor han lagde sig over hende og holdt hendes hænder fast. Man kan have den fromme tanke, at han gjorde det for at dæmpe hende, for at hun skulle falde til ro. Eller man kan tro, at han havde syndige tanker.

Uanset hvad, var der intet, der talte for, at Benedicte havde noget imod det. Og man kan vel ikke fortænke ham i, at hans lem havde rejst sig igen ved synet af hendes unge krop, og de liderlige bevægelser den gjorde. Ingen kan vel fordømme hendes reaktion, da hun igen mærkede hans hårdhed mod sin bag. Som en refleks, som for at opfylde sin bestemmelse, selve meningen med at vi er skabt som mand og kvinde, løftedes hendes bag, hvorved hendes skød pressede sig mod hans lem, åbnede sig for ham og slugte ham helt. Paradis er et stort ord for en ung from jomfru opvokset i en præstegård.

Men det var det eneste ord, hun komme på, i det øjeblik hun mistede sin status som jomfru og blev kvinde i syndefaldet. Hele hendes krop eksploderede, lynede og sitrede, da hun for første gang i sit unge liv oplevede forløsningen. Hendes krop vippede op og ned mellem Karls faste krop og madrassens bløde hø, mens hans lem gled ud og ind i hendes elskovsdal, og hun oplevede en lang og intens orgasme, selv om hun aldrig havde hørt det ord. Oven på udløsningen følte hun en uendelig lettelse, var mæt, mat og lykkelig. Ganske sagte gled hun ind i søvnen igen, denne gang drømmeløs.

Imens stod Karl op, tog arbejdstøjet på og gik ud for at fodre og malke. Det var stadig mørkt, men selv om Karl ikke ejede et ur, vidste han, at det var på tide. Benedicte vågnede, da han kom ind igen, men lod som om hun sov, men han rodede med morgenmad, og hun overvejede situationen. Det var helt uskyldigt, at hun var gået forkert, det var tilfældigt, at hun var endt her, ingen kunne fortænke hende i at overnatte der. Men det der med, at de havde sovet i samme seng, det var vist ikke så godt, det var der ingen, der måtte vide. Og hvad med resten?

Hun vidste, at han var kommet mellem hendes ben, men det var landet udenfor, hun kunne stadig mærke lidt på sit lår. Anden gang, da han havde været inde i hende, var han vist ikke kommet, eller det troede hun ikke, han var. Hun var ikke sikker, havde ikke rigtigt styr på hvad der var sket. Hun måtte spørge ham, og hvis han var, blev hun nødt til at forføre sin forlovede, så han kunne tro, han var faderen, hvis hun var blevet gravid.

Men det var bare den praktiske side af det. Det hun havde gjort var en synd, en forfærdelig synd. Hun kunne ikke tale med nogen om det, kunne ikke spørge sin far, om Gud ville tilgive hende. Men det havde været så dejligt og meget anderledes, end hun havde troet, det ville være. Det var ikke rigtigt, det var ikke, som det skulle være, kærlighed mellem en mand og hans hustru. Hun havde jo lovet sin forlovede at gemme sig til ham, som han gemte sig til hende, hun havde svigtet sit løfte.

Nok holdt hun uendelig meget af sin forlovede, men han kunne være lidt genert og kejtet, men nu var der da en af dem, der vidste, hvordan det skulle foregå. Nu var hun åbnet og behøvede ikke at frygte for at skulle miste hinden. Hun lå og iagttog manden, som havde skænket hende så meget nydelse. En simpel bonde, grove hænder og ikke meget hår tilbage på hovedet. Ryggen var nok stærk, men den var også lidt krum af mange års slid. Han havde vel næppe læst en bog i sit liv, kom næppe ofte i kirken, men alligevel var der noget spændende og dragende over ham, som hendes forlovede, trods ungdom og belæsthed manglede.

Hun stod op, hun følte sig næsten nøgen i natskjorten til trods for, at han havde set det meste, til trods for at han havde mærket hendes hud mod sin. De spiste i tavshed, hun var endnu ikke klar til at snakke. Men da maven var mæt, var hun nødt til at spørge: Havde han gjort hende svanger? Han kunne, til hendes store lettelse, sige nej. De havde kun været sammen ganske kort, der tidligt om morgenen, han havde nok nået at tilfredsstille hendes trang, men havde ikke nået forløsningen selv, inden hun faldt i svime og derpå i søvn.

Han fortalte det stille og roligt, tålmodigt og grundigt, så hun fik mod på at spørge om mere: Gjorde mand og kvinde det ikke ansigt til ansigt? Han forklarede, at det gjorde man også, men ofte gjorde man, som det faldt sig for. Man kunne gøre det på knæ, mens man stod op, på et bord, på siden eller hvordan man nu lige kunne arrangere det. Han havde også prøvet det, mens hun red ham. Det lød så let og ligetil, når han forklarede det, men hun havde lidt svært ved at forstå det, men det ville hun nok finde ud af, når hun var blevet gift.

Hun spurgte ham derpå, om han havde sovet godt, eller om hun havde forstyrret ham. Han sagde, at han havde sovet som en sten, fra han havde ramt puden, til hun der om morgenen havde vækket ham med sin stønnen og uro. Han sagde, at han ikke håbede, at hun synes, at han havde udnyttet situationen og hende. Hun svarede, som sandt var, at hun kun var glad for deres lille stund sammen, og det nok mest var hende, der havde brugt ham.

Men snakken, hvor saglig og ligefrem den havde været, havde påvirket hende, så hun igen blev opstemt. Ikke ukontrolleret og uskyldig som der om natten i mørket, men hun ønskede at være sammen med ham igen, ønskede at mærke ham, vågen og hvor hun kunne se ham. Men hun synes ikke, at hun kunne få sig til at spørge, så hun rejste sig og undersøgte sit tøj. Det var blevet tørt i løbet af natten, så hun kunne godt få det på, så hun kunne komme hjem. Han vendte sig om og kikkede den anden vej, så hun i diskretion kunne skifte. Men da hun havde fået natskjorten af, gik hun i stå.

Om få måneder ville hun være gift, snart måtte hun sige ungdommen farvel. Hun havde syndet i nat, hun havde svigtet sin tro og sin forlovede. Men hun havde haft det vidunderligt, længtes efter mere, og skulle hun synde igen med en mand, var der næppe noget tidspunkt, der var bedre end nu. Så hun vendte sig nøgen om imod ham og ventede på, at han vendte sig. Da han så hende, stå der nøgen, smuk og bød sig til, blev han igen mindet om, hvorfor han aldrig var blevet gift.

Ganske langsomt begyndte de at nærme sig hinanden, indtil hun pludselig sprang op og slog armene om ham. Han lagde sine store hænder på hendes balder, løftede hende op, mens hun løsnede hans bælte, så bukserne faldt til jorden, og lemmet blev frit, så hun kunne sænke sig ned over det. Han satte hende forsigtigt ned på kanten af alkoven, uden at han på noget tidspunkt ophørte med at bevæge sig i hendes indre. Han lod sig glide ud og ned, mens han kyssede hendes hals og hendes bryster.

Da hans tunge ramte hendes brysters toppe, var hun tæt på forløsningen, men han fortsatte med at kysse sig vej ned over hendes mave, forbi navlen, og så fortsatte han direkte ned i hendes modtagelige skød. Hun vidste ikke, at dette var noget, man kunne gøre. Hun vidste ikke, at der kunne gemme sig så meget nydelse i det og vidste ikke, at klimaks kunne være så ekstremt. Hun måtte have tid til at samle sig, imens undersøgte hun hans krop. Der var hår alle steder, huden var varm og meget mere blød, end hun havde troet. Men hurtigt fandt hun frem til hans manddom. Den stive kæp og den bløde pose med de to sten.

Det var en fornøjelse at udforske den, og det lod bestemt ikke til, at han havde noget imod at blive undersøgt. Da hun var sikker på, at hun havde set det hele, kyssede hun den på spidsen, den var glat, varm og smuk. Så lagde hun sig hen over ham, og som noget helt naturligt gled hun ned over den igen. Selvfølgelig kunne de ikke lade være med at bevæge sig mod hinanden, og hun mærkede, hvor skønt det var, når hendes lille tap gned mod ham, mens hun stille gled frem og tilbage på hans stang.

Hun kunne have fortsat sådan til evig tid, men hun kunne se på ham, at hun var nød til at stoppe, så hun lod sig glide ned ved hans side. Han rejste sig, ryddede bordet, gik hen og løftede hende op, og lagde hende på bordet. Så trak han hende hen til kanten, stillede sig mellem hendes ben, og trængte op i hende igen, og begyndte at bevæge sig i hende, mens hans hærdede fingre, overraskende forsigtigt, masserede hendes knop.

Mens hun lå der, mærkede hvordan spændingen steg, hvordan det blev mere og mere vidunderligt og uudholdeligt, blev hun et øjeblik bange for, om hendes tilkomne ville kunne skænke hende så megen glæde. Men hun var sikker på, at det skulle hun nok få lært ham, nu vidste hun, hvordan det skulle være. Benedicte tænkte et øjeblik over, om Gud ville kunne tilgive hendes synd, men blev hurtig enig med sig selv om, at hvis Han var værd at tro på, havde Han allerede tilgivet. Hun skænkede det ikke en eneste tanke, at hendes konklusion kunne være påvirket af det skønne, der imens skete i hendes skød.

Og så kom det over hende igen, denne fantastiske følelse af glæde, varme og tilstedeværelse. Da hun så småt var ved at lande igen, så hun at Karl trak sig ud af hende, gned lemmet et par gange og sprøjte en stor klat hvid væske ud over hendes mave og bryster.

Bag efter stod de lidt og holdt om hinanden, mens de langsomt kom ned på jorden igen, ingen af dem havde behov for ord. Men det var på tide at komme videre, så Benedicte tog tøjet på, sagde farvel og begyndte at gå hjem. I løbet at natten var vejret skiftet til stille, klart og koldt. Benedicte frøs slet ikke, men svævede næsten af sted, mens hun spekulerede på nattens begivenheder. Hun havde stadig svært ved at se, at det var forkert, men hun var helt klar over, at hun var nødt til at komme helt ned på jorden, inden hun kom frem. Hun var også klar over, at det kun var denne ene gang og så aldrig mere.

Hun kunne høre kirkeklokken ringe, det passede vist med, at hun ville være fremme i tide til gudstjenesten. Da hun kom frem, troede familien vist, at hun var taget af sted om morgen fra der, hvor hun tjente, hun gjorde ikke noget for at rette fejltagelsen. Da hun så Jesus på altertavlen i den gammelkendte kirke, syntes hun, at han smilede til hende.