Han kom til mig med et brev fra "R". Det var egentligt unødvendigt for "R" havde ringet, han er en af de få der kender mit virkelige navn og virkelige erhverv. Andre kender kun mit dæknavn og ved hvad der sker i de to ydmyge lokaler med betegnelsen "Import-eksport", hvor adskillige gennem årene har fået deres velfortjente straf, enten frivilligt eller tvunget for at undgå noget endnu værre.

Han rakte mig brevet. 2xxL stod der, det måtte være alvorligt. For selvom "R" er en mand af den gamle skole (og dyder, herunder en stærk tilhænger af korporlig afstraffelse) er det sjældent at han svinger sig op i de højder.

Jeg så på manden. Omkring 30, hverken tyk eller tynd, pænt påklædt i tøj af god kvalitet, velpudsede sko. Advokat, arkitekt eller succesrig forretningsmand, der var kommet på kant med "R". Han sagde ingenting, stod der bare med sved på panden og svagt rystende ben.

"Gå ind ved siden af og klæd dig af... HELT."

Han adlød tavs, tog tøjet af uden at sige et ord og lagde det omhyggeligt sammen på bænken. Nu kunne jeg se at han var lidt på den fede side, med store baller. Rummet var varmt af solen gennem ovenlysvinduet, men det var ikke derfor at sveden løb ned af ham. Det var frygt, jeg har set det før, men altid i forbindelse med gråd og bønner om nåde, ham her var fuldstændig tavs.

Lydigt lagde han sig over bukken, stak håndledene ind i manchetterne og spredte ben som jeg befalede.

Så kom slagene. L er et tykt men alligevel smidigt spanskrør, der glinser af olie og vaseline samt kærlig og flittig brug. Aaah! Han skreg ikke, der kom ikke et ord over hans læber, men han trak vejret tungt og stødvist medens han stønnede ughh, aah hver gang jeg ramte hans fede baller og lår. Han vred sig fra side til side, men det hjalp ham ikke, jeg havde fri adgang til hans ende... og udnyttede det.

"Spred de ben mere, ellers binder jeg også dem"

Han adlød med det samme, jeg kunne se hans nosser dingle frit og ligefrem føle hans frygt for at jeg skulle ramme dem.

Efter de første 30 slag holdt jeg en pause, hvor han bare lå og gispede, medens striberne hævede på den røde røv.. Så fik han 30 til. Også denne gang var han helt tavs. Kun hans stønnen og de kraftig spjæt i hans krop viste at det gjorde ondt... meget ondt (Hvilket jo også var meningen.)

Da jeg var færdig løsnede jeg hans hænder og sagde: "Klæd dig på og kom ud i forlokalet"

Der rakte jeg ham "R's" brev med en påtegning. "Giv det til "R" og sørg for ikke at rage uklar med ham igen. Næste gang bliver det MEGET værre."

Han nikkede, sagde intet, gik ud af døren og jeg kunne høre hvordan han med besvær næsten kravlede ned ad trappen

En uge eller to senere mødte jeg ham igen. Jeg spiste middag med min kone på en god (og dyr) fiskerestaurant da jeg så ham ved et andet bord sammen med to af byens førende advokater. Der var ingen fare for at han skulle genkende mig, for jeg bærer altid en paryk og briller i stedet for kontaktlinser når jeg svinger spanskrøret.

"Hvem er den yngre herre over ved bord 5" spurgte jeg diskret inspektør Jensen der nærmede sig med et vinkort.

"Ham mellem de to advokater Jeg kan kende ansigtet igen, men hvorfra?"

Jensen er diskretionen selv, men har kendt mig i mange år.

"Det er unge advokat Cain, de fejrer, at han er blevet optaget som partner i firmaet."

"Cain var det ikke ham…?"

"Jo De har ret, der var noget med nogle pantebreve og ejendomsmæglerfirmaet W&R. Men det ser ud til at være forligt siden han alligevel er optaget som partner."

Selskabet havde betalt og var ved at bryde op.

"Jeg synes at den unge advokat halter slemt" bemærkede jeg.

"Ja, han er faldet og har brækket halebenet" sagde Jensen" "Det gør vist meget ondt, for vi har måtte forsyne hans stol med to ekstra puder og desuden har han en speciel ring som han sidder på."

Min kloge kone så på mig og sagde "Ja det kan gøre meget ondt, jeg har selv prøvet det flere gange. Tror du ikke at vi skulle lade hr. Jensen råde os med hensyn til vinen, min kære?"