Den bitre - og ømme ende
Har du ikke læst "Et smerteligt gensyn" kan du gøre det HER

Resumé:
Frederik er sendt til afstraffelse hos Hr. Rattan som er kendt for sit spanskrør og sin måde at afstraffe unge såvel som modne mænd der ikke kan tilpasse sig. Samtidig med Frederik, bliver en ung mand Lucas afstraffet. Frederik bliver tændt af at se Lucas nøgne krop og dennes afstraffelse og vil gerne i kontakt med ham efter afstraffelsen, men hvordan skal det kunne foregå? Læs den spændende fortsættelse her...

AUUGH! AUUUUUGH. DET GØR ONDT! Jeg står i porten til Kornskrivergade 15. Da jeg stod her for tre timer siden var alt anderledes. Min røv var hel, nu er den en kødklump der klæber til mine underbukser. 2x40 spanskrørsslag af Mustapha udgjorde forskellen mellem normal og en brændende smerte der gør at jeg knap kan holde tårerne tilbage selv nu hvor det er overstået. DERTIL KOMMER LUCAS. Han har tændt en brand i mit sind. Lige fra jeg så ham ligge over hr. Rattans knæ skrigende som en 19 årig: "LA'VÆR' STOP, JEG ER 19 ÅR... DE MÅ IKKE... MOAR MOAR!! JEG VIL IKKE HAVE ENDEFULD."

Bagefter stod vi overfor hinanden, uden en trævl på kroppen, Lucas med tårerne trillende ned af kinderne og en røv som et par overmodne tomater. Jeg kunne mærke hvordan min pik rejste sig, stiv og tyk. Noget underligt svirrede rundt i mit hoved. Hedder det begær? Han så op og ned af mig med et uudgrundeligt blik. Det samme blik som han sendte mig da vi sammen gik ned ad trappen begge grædende og hænderne knuget om vores respektive balder.

I porten sendte han mig endnu et blik, eller var det bare noget jeg bildte mig ind, inden han drejede til højre.

---

Her står jeg så. Skal jeg dreje til venstre som jeg bør, eller SKAL JEG FØLGE EFTER LUCAS som jeg har lyst til? Det endte med det sidste. Han havde ganske vist fået et forspring men han gik langsomt, stadig med hænderne fast anbragt bag på cowboybukserne. Som 19 årig var han atletisk. Selv på afstand kunne jeg se hvordan skuldrene rystede. Var det mon første gang han var blevet straffet? Og hvad havde han gjort der havde berettiget ham til en omgang hos hr. Rattan? Selv er det ikke første gang at jeg har måttet lægge røv til i Kornskrivergade 15. OG DET HAR GJORT ONDT HVER GANG! Men DENNE GANG ER DET VÆRRE!

At ligge bundet over bukken, uden tøj og med enden strittende op. SAMTIDIG MED AT EN PERKERDRENG, HALVT SÅ GAMMEL SOM JEG SELV, GIVER MIG TÆSK er så ydmygende, at det ikke er til at fatte. Dertil kom at LUCAS var tvunget til at se på! Skammen sad endnu i mig medens jeg fulgte efter Lucas.

Pludselig snød han mig. Han gjorde holdt ved et stoppested. I det samme kom bus no. 37 og han sprang på den. Sporet endte blindt!

-----

Jeg stod tilbage og så på røgen fra linje 37. Det var så slutningen på den historie. Da bussen satte sig i gang var det ligesom han vinkede, men var det til mig og betød det noget? "SAVNER DU NOGET? ER DER NOGET DU IKKE VED?" Jeg for sammen ved at høre den spotske stemme. MUSTAPHA. Han stod lænet op ad husmuren med et grin på læben. "Jeg tænkte det nok, med de bøssearmbånd." Jeg stod ildrød i hovedet, ligeså rød som min ende. "Hvad mener du?" "Jeg har Lucas fulde navn, hans adresse og hans mobilnummer. Vil du have dem? MEN DET KOSTER!" Jeg begyndte at ryste. Hvem er Mustapha?

En speciel version af DJÆVELEN i en udgave af anden etnisk oprindelse? "Hvad skal du have?" stammede jeg. "1000 kr." "Så mange penge har jeg ikke." "Så kan du lægge et forskud." "Ja, men jeg har ingen penge på mig." "Hvem siger det skal være penge, GÅ IND I PORTEN DER!" Han pegede på en åben port bag ved os. "BØJ DIG. HÆNDERNE OP MOD MUREN... STÅ STILLE KØTER!" "NEJ... NEJ DU MÅ IKKE. Min røv kan ikke tage det nu. Den... den er helt ødelagt. Du har selv gjort det IKKE NU... HØRER DU!" "Vil du have de oplysninger eller ej? Godt, bøj dig... MERE. Du har jo prøvet det før!"

Han løste min livrem og hev bukser og underbukser ned i èt hug. Skjorten blev trukket op næsten til armene. Så kom det værste. "NEJ… NEJ LAD VÆRE... JEG KAN IKKE." MINE BALLER BLEV BRUTALT SKILT FRA HINANDEN OG MIT RØVHUL ÅBNET. Det gjorde vanvittig ondt. Så blev alt stille indtil jeg mærkede noget. Jeg vidste hvad det var. En perkerpik der blev lagt til rette. "IIIIIGH... ÅÅÅÅGH... IIIIGH! NEJ NEJ!" Han jog den ind uden at tage noget hensyn. Ind og ud, ind og ud. Det føltes som en havdesat en blæselampe ind i hullet. Jeg kunne knap nok mærke da han kom. Det hele var én stor smerte. Til sidst holdt han op.

Jeg rejste mig op, tidsnok til at se ham knappe sine bukser. "Det var depositummet. Husk at betale pengene. Du får instruktion og oplysninger i aften pr SMS. "Hvordan ved du…" spurgte jeg. "Det er forbløffende så mange oplysninger man kan få ved at undersøge folks lommer medens de selv ikke har tøjet på... Både om LUCAS og specielt om DIG" lød svaret. "Og husk," tilføjede han, "hvis du røber noget eller glemmer at betale, vil ikke alene FAMILIERÅDET, men også Lucas forældre blive underrettet. OG TROR DU SÅ LUCAS SLIPPER MED EN RØVFULD? DU GØR IHVERTTILFÆLDE IKKE!" Jeg gik hjem og lagde mig. Det ville tage dage før jeg blev normal. Både fysisk og psykisk.

Overalt i mig brænde smerten i mig og indvendig lurede ydmygelsen som jeg aldrig havde følt den før.

Ville Mustapha holde sit ord. Ville han overhovedet kontakte mig nu, da han havde fået sit "depositum?"

-------

Han holdt ord. Om aftenen kom en SMS: LUCAS POULSEN ANEMONEVEJ 117b

TLF 27XXXXXX

Desuden en anvisning på hvordan han ville have de 1000 kr. Inden en uge... ELLERS! Hvad nu? Skal jeg kontakte Lucas? Om hvad? Hvordan? OG HVORFOR? Det kørte rundt i mit hoved medens jeg lå på maven på sengen og prøvede at glemme mit besøg hos hr. Rattan og Mustaphas "Depositum." Jeg besluttede mig til at undersøge sagen. Jeg tog ud til Anemonevej 117b. Typisk rækkehuskvarter i byens udkant. Udfor 117b stod en mountainbike, Lucas'? Han ville ikke kunne benytte den de første par dage. Det havde hr. Rattan sørget for? Det var ved at blive mørkt. Det var lys i stuen i 117b. Jeg så silhuetten af Lucas. Han syntes at skændes med en mand.

Så gik han og der blev tændt lys på 1. sal. Et kort glimt af ham i vinduet så forsvandt han. Var han ved at pleje følgerne af sin endefuld. Gjorde det stadig ondt? DET GJORDE DET PÅ MIG... RASENDE ONDT! Jeg begyndte at gå hjemad. Mobilen brændte i min lomme. Skulle jeg? Nej, lad være, opfør dig ordentligt. Tænk hvis det bliver opdaget. FAMILIERÅDET! Du vil jo godt. Du har jo altid villet, hviskede en indre djævel. Tænk dig om! Han sover sikker allerede. Med enden opad, uden dyne og med tårer på hovedpuden. På den anden side. Måske kan du trøste ham. Hånden gled ned på tastaturet. Automatisk tastede den 27xxxxxx.

Der gik lang tid inden der skete noget. SÅ KOM DER EN GRØDET STEMME: DET ER LUCAS. "Jeg hedder Frederik. Det var mig du mødte i formiddags." Dyb stilhed. "Hvad vil du mig? Tak fordi du ringer." Der var ingen vej tilbage. TERNINGERNE VAR KASTET.

Vi aftalte at mødes næste dag. Han lød ikke helt klar, men fik dog fremstammet: "Tak fordi du ringede. NU SOVER JEG BEDRE."

------------

Vi mødtes i en park og gik en tur. Ingen af os følte trang til at sidde på en bænk. Han fortalte at han boede sammen med sin mor og stedfader, og at han havde været rodet ind i et stort graffitiprojekt der var blevet trævlet op, netop som man havde fået sprøjtet en kridhvid mur på en stor villa. Stedfaderen havde givet ham valget mellem at tilbringe de sidste år på universitet eller på en kostskole der var kendt for sine barske og primitive forhold i det fjerne Vestjylland, eller få det afgjort hos hr. Rattan med det samme. Hans mors bønner havde været forgæves og han havde valgt Rattan. Tanken om at forlade vennerne havde været uudholdelig.

Det var første gang han havde fået en rigtig røvfuld. HAN HAVDE IKKE TROET AT NOGET KUNNE GØRE SÅ ONDT. Det sved og brændte endnu. Han havde set sig selv i et spejl og selvom det røde var ved at forsvinde sad hr. Rattans fingeraftryk alle vegne.

Vi endte hjemme hos mig. Han tog tøjet af og lagde sig fladt på maven på min seng. Rattans aftryk var overalt på hans baller. I betragtning af at det var første gang havde det været en ualmindelig hård og brutal omgang fra hr. Rattans side. HVEM ER HAN FOR ØVRIGT…? HR RATTAN. Jeg ved det ikke. ER HAN EN DJÆVEL DER ER SENDT OP FRA HELVEDE FOR AT STRAFFE MENNESKER DER IKKE ADLYDER NORMERNE? LIGESOM MUSTAPHA. Jeg hentede noget talkum med et bedøvende smertestillende middel. (Det er noget jeg har til eget brug) og pudrede hans ende. Så tog jeg mit eget tøj af og viste ham mine egne striber. Lucas så forskrækket på dem, så spurgte han: "ER...

ER DET SÅDAN JEG BLIVER NÆSTE GANG?"

Vi lagde os ved siden af hinanden hånd i hånd uden at røre ved hinanden. Dertil var vi begge for ømme.

-----------

Vi mødtes flere gange og det endte altid hos mig. Efterhånden forsvandt striberne hos os begge og vi kunne nyde hinandens kroppe uden smerter. Han fortalte at han hadede sin stedfader, en forhenværende officer der kun havde disciplin i hovedet. Hans mor var flere gange gået i forbøn for ham men det hjalp som regel ikke. Stedfaderen mente at kun hård disciplin kunne hjælpe og tilsyneladende kendte han hr. Rattan. Guderne må vide hvorfra.

Lucas knugede sig ind til min krop: "Du er den eneste voksne der forstår mig. Mine kammerater forstår mig heller ikke. JEG ER ANDERLEDES!"

Men en dag revnede ballonen. Jeg modtog et brev: Der indkaldes til FAMILIERÅD PÅ NÆSTE ONSDAG KL 15. ONKEL PETER. Jeg var lamslået. Hvorfra viste onkel noget om mit privatliv? Samme dag ringede Lucas. Grædefærdig. "HVAD HAR DU FORTALT MIN STEDFAR? Han var både rasende og bange. JEG SKAL HEN TIL HR RATTAN IGEN." Jeg forklarede, at jeg intet vidste, men han troede mig ikke. Hans stedfar var eksploderet. Hans mobil inddraget, og han ringede fra en kammerats. Det eneste han kunne fatte var, at han nu skulle have spanskrør. Han var rædselsslagen. Han kunne huske hvordan min røv havde set ud efter at Mustapha havde haft den under behandling. Jeg mødte op til FAMILIERÅDET.

Denne gang havde jeg samlet materiale mod mine kære onkler og tante Louise angående bestyrelsen af familiefonden. Ting som Civilstyrelsen ikke ville blive glad for at høre. Resultatet blev at man ikke ville smide mig ud af familien, men "... prøve endnu engang om hr. Rattan ikke kan få skik på dig..." som onkel Peter udtrykte det.

SÅ NU STÅR VI BEGGE UDENFOR PORTEN TIL KORNSKRIVERGADE 15... VI VED HVAD DER VENTER OS!

----------

Så gik porten op og vi traskede den kendte vej over gården, ind i baghuset op til tredje sal til RATTAN IMPORT/EKSPORT. Hr. Rattan var der heller ikke denne gang, kun Mustapha. Ved synet af ham eksploderede jeg af raseri. Uden hensyn til konsekvenserne skældte jeg ham hæder og ære fra. "FORRÆDERISKE SVIN" vel vidende at han var muslim. "Hvorfor skulle du røbe for andre hvad der sker mellem Lucas og mig? HVOR MANGE PENGE FIK DU FOR DET?" Mustapha blev bleg. Så så han mig direkte ind i øjnene: "Jeg sværger ved Allah, DET ER IKKE MIG. Jeg har intet røbet. VI HAVDE EN DEAL OG DEN HAR JEG HOLDT." "Jeg tror dig ikke, SVIN!" jeg skulle til at fortsætte da hr. Rattans stemme lød: "Mustapha. Hvad har du sagt?" Mustapha var desperat: "Jeg sværger ved Profetens skæg. Jeg har kun talt med Frederik. DE MÅ TRO MIG HR RATTAN!" "Godt. Vi lader det ligge... indtil videre. Frederik og Lucas TAG TØJET AF... NU!" Vi vidste begge to hvad det skulle ske. Lucas begyndte at græde. Så stod vi der. Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at beundre Lucas atletiske krop. Han rystede over det hele. Begge stod vi helt nøgne med strittende pik. "Du først, Lucas" "NEJ NEJ JEG VIL IKKE" Lucas for hen i en krog og prøvede at skjule sig, på knæ og med hænderne for ansigtet. "Mustapha, giv ham manchetter på." Mustapha og Lucas er omtrent lige gamle, men Mustapha er langt den stærkeste. Han smed den nøgne Lucas på gulvet på maven. Vred hans arme om på ryggen. På med lædermanchetterne som blev koblet sammen så han ikke kunne bruge armene Derefter var det en let sag at give ham manchetter på benene selvom han sparkede som en gal medens han skreg: "NEJ... NEJ I MÅ IKKE JEG VIL IKKE. JEG HAR ALDRIG FÅET DET FØR… PLEASE HR. RATTAN GIV MIG RØVFULD. JEG SKAL NOK LIGGE STILLE." "Op med dig knægt." Mustapha bandt manchetterne til bukken med karabinhager. Først de spredte ben så blev armene løst og koblet til bukkens to andre ben. Ganske som jeg selv havde prøvet det. Så kom selve straffen. Hr. Rattan brugte en smidigt spanskrør der efterlod en blodrød stribe hver gang det ramte de ubeskyttede baller. Lucas hylede uafbrudt: "LA' VÆR, NEJ STOP, FREDERIK HJÆLP MIG! SIG HAN IKKE MÅ... AAAAUGHH! AUUUUGH! MOAR. STOP HR. RATTAN. JEG SKAL VÆRE ARTIG. JEG SKAL ALDRIG SE FREDERIK MERE AUUUGH IIIGH!!" Selv stod jeg med hænderne bagbundet rundt om en søjle og kunne intet gøre. Bare se og navnlig høre. Jeg tror at Lucas "kun" fik 25 rap, men han har nok følt det som 100. AUUGH… AUUGH. Spanskrøret trak sine striber over Lucas hvide hud. Alt var efterhånden ved at blive rødt. Omsider holdt han op og efterlod Lucas hængende over bukken med en nøgen røv pegende op mod himlen. "Nå," sagde han og vendte sig mod mig, "spanskrør hjælper tilsyneladende ikke. Så må vi jo finde på noget andet." Jeg gyste, hvad ville de to djævle nu finde på? Hvad havde Helvede forberedt til mig? "Løs ham Lucas, og hæng ham op. " Jeg havde opgivet at gøre modstand og lod villigt Mustapha binde en snor til hvert af mine håndled. Snorene førte op over to trisser i loftet og ned til et elektrisk spil. Langsomt blev mine arme tvunget opad. Til sidst hang jeg næsten frit. Jeg kunne lige akkurat støtte på storetæerne. Mustapha stillede sig foran mig. "Få så pikken op! Kom nu. Tænk på Lucas. Det hjælper! Eller skal jeg hjælpe?" Sveden haglede ned ad mig" Den forbandede muslimske djævel, måtte han brænde op i Helvede. Hr. Rattan tog en pisk frem, Den havde et kort skaft og 4-5 snerter af læder. Jeg lukkede øjnene og gyste. Iiiigh! ååågh. Det første slag. Min ryg. Min arme ryg. Min røv er hærdet, men ryggen har aldrig prøvet det før. NEJ... NEJ... NEJ!! De 5 snerter rammer mig 5 forskellige steder, men på èn gang. Det var som 5 ildtunger der landede på ryggen. Jeg var ikke bedre end Lucas. Jeg skreg og hylede. Jeg tiggede og bad om forladelse hver gang ildtungerne kom. Han startede oppe ved skuldrene og arbejde sig nedad. Jeg kunne høre pisken suse. De 5 snerter kom flyvende som hævnende furier der borede sig ind i kødet. Kødet… Kødet. Der var snart ikke hud tilbage. Sådan følte jeg det i det mindste. "HOLD OP... JEG KAN IKKE MERE. JEG SKAL NOK HOLDE OP... JEG LOVER DET!! AUUGH AUUGH... HR. RATTAN JEG HAR FÅET NOK!!!!" Jeg var ude af stand til at tælle slagene, de kom bare i en lind strøm. Det ene lige ved siden af det andet. Takket være de 5 snerter ramte hvert slag over hele ryggen hver gang. Jeg har formodentlig ikke fået mere end 25-30 stykker. Rattan har været "mild" fordi det var første gang, både for Lucas og mig. Men hele min ryg var flået op inden han var færdig og blodet piblede ud. SÅDAN FØLTE JEG DET I DET MINDSTE "OP MED JER!" Denne gang havde Rattan fået knækket mig. Jeg græd om kap med Lucas medens vi tog tøjet på. Så har I vel fået lært at opføre jer ordentlig? Rattans stemme var kølig og professionel. Han havde udført at job. (Ventede et nyt job snart?) "Gå med jer." Lige da vi åbnede døren til trappen hørte vi Rattans stemme: "MUSTAPHA. TAG DIT TØJ AF OG TAG MANCHETTERNE PÅ! "STOP," sagde jeg da vi var kommet udenfor, "læg øret til væggen Lucas, så kan vi høre hvad der foregår." Ganske rigtigt. Lyden fra Rattans kontor går gennem murerne. "NEJ… NEJ EG HAR IKKE SAGT DET TIL NOGEN! Jeg har kun talt med Frederik. Ja, jeg har fået penge. UNDSKYLD HR. RATTAN… JEG HAR DUMMET MIG! JEG SKAL NOK TAGE MIN STRAF! Iiiigh... ååågh ågh! undskyld! Den kendte lyd af en afstraffelse trængte ud gennem muren. NEJJJJ JEG SKAL NOK ADLYDE... ALLAH ER STOR!

Vi forlod scenen og tog afsked med hinanden i porten. SIDEN HAR JEG IKKE SET LUCAS.

-----------

Jeg har spekuleret som en gal på: Hvem forrådte os.? Jeg tror på Mustapha. Nok er han en djævel, men han har sin egen form for ære. Til sidst endte jeg med PETER. Ikke onkel Peter, men min ven som står på mit "Hundetegn." FREDERIK/PETER amat. Vi elsker hinanden. Eller rettere gjorde, det var før Lucas. Jeg konfronterede ham med min mistanke, og han indrømmede blankt, at det var ham, der havde kontaktet både Lucas stedfader og onkel Peter. Han var blevet jaloux, og havde udspioneret os.

VI SKILTES SOM BITRE UVENNER.

Nu står jeg helt alene. LIVET ER IKKE VÆRD AT LEVE!

----------

HURRA! SOLEN SKINNER. Jeg fik en SMS: "Min stedfader har fået en udstationering til Afghanistan i et halvt år. Når han kommer hjem er jeg fyldt 18 år og kan gøre hvad jeg vil. KNUS LUCAS!"