Som fortsættelse af SOLGT kommer nu...

Har du ikke læst tidligere afsnit, kan du gøre det HER

At betale prisen - del 6

Resumé: Med sin fortid som terrorist er hun jagtet vildt, og med en lille datter, et let mål. Han hjælper hende skaffer hende og datteren en ny identitet og beskytter dem i sit hjem – men en dag kommer en gammel ven på besøg og det hele tager en ny drejning.

De havde netop spist frokost og Caroline var blevet lagt hen for at få sin middagssøvn, da det ringede på døren. Han blev bleg og bandede så inderligt. "Det havde jeg glemt. Det er Caroline. Jeg lovede hende en kop kaffe i dag og jeg har glemt at aflyse." Han gik ud for at åbne døren og snart hørtes Carolines stemme i entreen.

Hun snakkede som et vandfald, da hun kom ind i stuen fik hun øje på Julie og tav. Det varede dog kun kort. "Halleluja miraklernes tid er ikke forbi, begge de blinde kan se." Hun grinede bredt og gik hen til Julie og gav hende et kram. De to kvinder satte sig i sofaen mens Paul hentede kaffe til Caroline. Julie spurgte ind til Carolines studier og pigen begyndte at snakke op af døre og ned af stolper.

Carolines snak gav Julie tid til at tænke. Det var muligt, at han ikke syntes, det var specielt uheldigt at Caroline var dukket op, men hun skulle ud før hun opdagede lille Caroline. Der var kun to mennesker, der vidste, hvem hendes forældre var og sådan skulle det meget gerne fortsætte. Heldigvis ville den lille pige, sove i en times tid endnu, så det ikke ville virke alt for påfaldende at Caroline blev smidt ud.

Paul kom ind med kaffen og Carolines talestrøm stoppede. Julie så nervøst på Paul, men han blinkede bare til hende. Caroline sad og så sig lidt om og hendes blik standsede ved billedet af lille Caroline, der hang på væggen lige foran hende. Hun rejste sig og Julie mærkede sin mave trække sig sammen i angst.

"Ja der er ingen tvivl om, hvem der er far til hende her." Hun pegede på Paul, der, til Julies irritation, bare smilede stolt. "Men det skal du ikke være ked af Julie. Der er så meget pænt tøj, man kan putte børnene i og så lægger man ikke mærke til det." Caroline lo højt og smilede drillende til Paul. Så så hun på Julie og smilede skævt. "Det er ikke sådan med alle de officielle frokoster. Man kommer så nemt til at lægge sig ud. Hvad var du i? Syvende måned?"

Julie nikkede sammenbidt. Så havde Caroline altså ikke troet på hendes lille nødløgn. Det var nu ellers ikke fordi, der havde været meget at se, men selvfølgelig. Paul og Caroline, havde jo set hendes krop før hun blev gravid. Julie var bange. Hun var rædselsslagen. Det havde virket som en god ide, at blive her lidt, men nu var hemmeligheden om Caroline sluppet ud, og hun kunne ikke blive her længere.

Som om hun kunne mærke sin mors uro, begyndte pigen at klynke og Julie gik ind til hende. Caroline ville tydeligvis ikke sove længere og hun blev nødt til at tage hende op. Hun vendte tilbage til stuen med datteren på armen. Pauls strålende smil, da han så på sin datter, var tæt på at knuse hendes hjerte, men hun kunne ikke risikere, at nogen ville komme efter Caroline, for at få ram på hende.

Han tog Caroline fra hende og hun satte sig tavs og sammenbidt med sin kaffe, mens Paul og store Caroline beundrede barnet.

"Nej Julie." Hans stemme skær igennem alle hendes forvirrede tanker. "Du kan godt glemme det. Caroline er udmærket i stand til at tie stille. Du skal ikke så meget som tænke på at stikke af."

Hun så vredt på ham. Hun hadede, at han så let kunne læse hendes tanker.

"Selvfølgelig kan jeg tie stille." Caroline så fornærmet på hende. "Har jeg sagt en lyd om, at du var gravid? Har jeg sagt noget til Paul om, hvor højt du elsker ham? Hvordan du græd efter at have set ham i Haag?"

Hun kunne lige så godt have slået hende i maven. Julie bekæmpede en voldsom trang til at sparke ud efter Caroline. Det her var noget, der ikke var afgjort imellem dem endnu. Han måtte ikke få at vide, hvor elendig hun havde følt sig og hvor meget hun havde savnet ham. Det overtag skulle han ikke have. Hun stirrede rasende på Caroline.

"Aha det var da rart at få at vide, at frøken stenhjerte måske ikke er lavet af granit hele vejen igennem." Caroline stirrede vantro fra den ene til den anden. "Vil det sige, at hun ikke har fortalt dig det?"

Paul nikkede. Caroline vendte sig rasende mod Julie. "Hvad bilder du dig egentlig ind? Hver eneste gang folk har sagt, at du var en iskold beregnende kvinde, har jeg forsvaret dig, med liv og sjæl. Ved du hvor mange gange lægen og jeg har skændtes om dig og jeg har været tæt på at forlade den eneste familie jeg har i verden på grund af dig? Men nej jeg holdt stædigt på, at du ikke var spor kold. Du var varm og god og det andet var bare en facade, men nej de havde ret."

Paul rejste sig og gik ud af stuen med lille Caroline. Julie stirrede rasende på kvinden, der sad ved siden af hende, men nu havde Caroline talt sig varm og var umulig at lukke munden på.

"Har du nogen som helst anelse om, hvad den mand har ofret for din skyld? Han sagde farvel til en fin karriere i hæren, for han blev tilbudt at fortsætte i den nye hær, han har trukket sig væk fra alle gamle venner og den smule familie han havde tilbage og bosat sig så langt væk fra alting som muligt, for I skulle kunne være i sikkerhed. Han har gået rundt og lignet en syg høne i halvandet år, fordi han savnede dig og jeg idiot. Da han gav op for cirka et halvt år siden og ville forsøge at komme videre med sit liv, overbeviste jeg ham om, at du nok skulle dukke op.

Du var sikkert bare stadig så optaget, at du ikke kunne overskue en mand i dit liv."

Hun tav lige netop længe nok til at få vejret. "Hvad er det du vil have? Du har en mand der elsker dig. En mand der har opgivet alt og risikeret liv og ære for din skyld og det er ikke nok?" Hun rejste sig og gik arrigt frem og tilbage i stuen. "Hvis du tager det barn fra ham, så tilgiver jeg dig aldrig. Jeg mener det."

"Det vil jeg jo heller ikke." Julie afbrød hende fortvivlet. "Det er bare for farligt."

"For hvem? Ikke for lille Caroline. Hun kan ikke være et mere sikkert sted, end hos jer to. I er to af de dygtigste jeg kender og der er ingen tvivl om, at hvis jeg skulle vælge nogen til at beskytte mit liv, ville jeg vælge jer to. Det er dig, der er bange Julie. Helt ærligt. Vi blev alle sammen solgt. Nej det er ikke den heldigste start på et forhold, men der er ikke en af os, der ikke misunder dig. Du fik det hele og nu vil du smide det væk, fordi du stadig er flov over at elske en god mand? Du er et fæ. Jeg går ud og tager Caroline nu.

Når han kommer herind, så fortæller du ham, hvad du føler for ham. Du har en time!"

Caroline drejede om på hælene og gik ud. Der gik lidt så kunne hun høre gangdøren smække og hans fodtrin på gulvet. Hun stirrede fortabt ud i luften og så ikke på ham da han satte sig i sofaen. Det føltes som om der gik lang tid, men han sagde intet. Hun drejede hovedet og så på ham.

"Ja?"

Han så afventende på hende og havde tydeligvis ikke tænkt sig at hjælpe hende på gled. Hun tog sig sammen og sank den klump hun havde i halsen.

"Jeg … Jeg elsker dig."

Han løftede det ene øjenbryn, men reagerede ellers ikke. "Og?"

Hun så ned i gulvet. Hun kunne i den grad ikke lide det her. Hun hadede at blotte sig på denne måde.

"Jeg.. jeg er ked af, at jeg har behandlet dig sådan." Hun blev ved med at stirre ned i gulvet.

"Det er den tyndeste undskyldning jeg nogensinde har hørt, men fra dig er det store ord." Han lagde en arm om hendes skuldre og trak hende ind til sig. "Slap af Julie. Hold op med at kæmpe imod. Jeg vil ikke have dig anderledes end du er. Det var trods alt det jeg forelskede mig i, men det er da rart at høre, at du rent faktisk elsker mig og ikke kun er liderlig."

Hun gispede over hans hårde ord. "Jeg er ikke liderlig." Hun rykkede sig løs og så vredt på ham.

Han smilede bredt til hende. "Nej nej selvfølgelig er du ikke det. Det er helt normalt at voldtage en sovende mand." Han lo drillende og hun rødmede dybt.

"Men du savnede mig altså lille stædige Julie?"

"Jeg er ikke lille! Og ja jeg savnede dig som jeg aldrig har savnet et menneske før, men jeg vil ikke ejes." Hun begyndte at græde. Det her var nøjagtig det hun ville undgå. Han trak hende ind til sig og strøg hende over håret.

"Vi har ikke haft den bedste start og det vil ikke blive nemt at være os, men de eneste bånd der binder dig, er din egen stædighed Julie." Han bøjede sig frem og kyssede hende varmt.

Hun gengældte hans kys og mærkede hvordan hendes krop blev varm. Hun forstod ikke, hvordan han kunne have den effekt på hende. Han kyssede hende ivrigere og hun trak sig gispede lidt væk.

"Nej du er aldrig liderlig." Han smilede og stak hånden ind under hendes bluse og fandt en stenhård brystvorte. Hun gispede højt.

"Så når jeg gør sådan, påvirker det dig slet ikke." Han nulrede blidt brystvorten og hun bed sig i læben for ikke at stønne af nydelse. Hun så rasende på ham. De to Caroliner kunne komme tilbage når som helst.

Han tog lidt hårdere fat og så hende ind i øjnene. "Dine øjne afslører dig. Dine pupiller udvider sig og dine øjne bliver næsten sorte." Hans anden hånd gled op under hendes bluse og nu fik den anden brystvorte den samme behandling.

"Caroline …" Hendes stemme lød hæs.

"Caroline kommer ikke tilbage den næste time. Den søde pige foreslog i øvrigt at jeg gav dig en røvfuld. "

Hun stivnede og han smilede. "Nej ikke nu, men tag dine bukser af, så de ikke bliver våde." Han strammede grebet om hendes brystvorter og hun stønnede. Så slap han hende og hun sparkede hurtigt bukser og underbukser af.

Han knappede sine bukser op og trak dem lidt ned, så lagde han sig ovenpå hende spredte hendes ben med hans og trængte op i hende hårdt og hurtigt. Hun gispede højt. Han føltes så stor og hun blev fyldt ud. Han kyssede hende og ventede mens hun vænnede sig til ham. Så begyndte han at tage hende hårdt. Dette var rent råt begær. De trængte begge til den andens krop og hun kom ham ivrigt i møde. Det var så godt. Hun kom før hun nåede at opdage det, og han trak sig ud af hende.

Hun så forbløffet på ham. Han trak hende ned på gulvet og stak pikken ind i hendes mund. Hun kunne smage sit eget køn på hans pik og smagen tændte hende. Hun sugede ivrigt på ham mens hendes ene hånd gled ned mellem hendes ben og kælede for hendes klit. Han lade en hånd på hendes nakke og begyndte at støde i hendes mund. Så kom han. Hun mærkede hvordan han sprøjtede i lange seje sprøjt og hun sank og sank. Hun nød smagen af ham.

Han stønnede tilfreds og tog fat i hendes brystvorter. "Kom så." Hendes fingre gned ivrigt på hendes klit og hun kom med hans pik i sin mund.

Han så smilende på hende. "Jeg elsker dig Julie. Og du er ikke den eneste, der har svært ved at styre sig. Jeg har aldrig før oplevet at være besat af en kvinde, som jeg er af dig og det er ikke fordi, der ikke har været kvinder i mit liv før."

Hun slap hans pik og så op på ham. "Jeg elsker også dig."

Han hjalp hende op og stå og, de fik tøjet på og puderne i sofaen rystet. Det var to tilfredse og afslappede mennesker, der sad i sofaen da de to Caroliner vendte tilbage lidt senere.

Hun så strengt på dem begge, men de lo af hende. Julie rejste sig op og gik hen til hende.

"Tak Caro. Du har en fantastisk evne til at sige det forkerte på det helt rigtige tidspunkt." Hun gav Caroline et knus.

Caroline så spørgende hen på Paul, der nikkede bekræftende. "Godt. Kan vi så blive enige om, at I to opfører jer pænt og lever lykkeligt sammen til jeres dages ende?"

Både Paul og Julie skreg af grin. Nej den slags garantier var der ingen der kunne give og slet ikke for dem, men hun havde fjernet en stor sten på vejen.

De inviterede Caroline til at blive og spise middag med dem. De satte begge stor pris på den unge pige med den skarpe tunge, som havde formået at rejse sig efter den dårlige behandling hun havde været udsat for da hun blev solgt. Kun en ting kunne og ville hun ikke. Hun ville ikke leve sammen med en mand. Julie blev lidt bekymret, da hun hørte om hendes mange skiftende partnere, men, hvis det var Carolines måde at komme videre på, kunne hun ikke blande sig. Hun var så ung endnu, at hun måske ville falde til ro når hun en dag fandt den rette mand.

Fortsættes HER