Juleaften, og for første gang i mit liv alene, det var noget jeg så hen til med blandede følelser.

Efter otte års ægteskab, som jeg opfattede som lykkeligt, havde min kone for to år siden pludselig mødt HAM, som hun hele sit liv havde søgt efter, og det var altså ikke lige mig. Skilsmissen var et helvede at komme igennem, den nye kæreste var advokat og mente at jeg skulle flås levende; men heldigvis har mit firma en jurist ansat. Han er autist, oprindelig ansat i et skånejob, men nu på normale vilkår. Han er håbløs i sociale sammenhænge, men knivskarp når det gælder jura, så han reddede både mig og min økonomi sikkert gennem processen.

Sidste år holdt jeg jul sammen med den eneste slægtning, jeg havde, min moster, som jeg altid havde haft et nært forhold til. Desværre havde hun en fast aftale med en veninde om at de skulle rejse sydpå i år, så nu havde jeg kun mig selv. Et par dage før jul, traf jeg den beslutning, at ligegyldigt hvad, så ville jeg prøve at gøre det så hyggeligt som muligt. Altså købte jeg ind til andesteg med brunede kartofler, rødkål og hele svineriet. Jeg bagte småkager, lavede konfekt og pyntede op med lys, gran, kræmmerhuse og glaskugler.

Den 24. sidst på eftermiddagen havde jeg styr på det hele, nu manglede jeg bare at anden skulle blive færdig med sin langtidsstegning, og for at fordrive rastløsheden besluttede jeg at gå en tur en halv times tid. Det var ikke hvid jul, faktisk var den nærmest grå og trist. I den by hvor jeg bor er det tit tåget nede ved havnen, og jeg har altid holdt af at spadsere der, det føles på en eller anden måde trygt at gå omgivet af tåge på alle sider og føle sig usynlig.

"Unge mand, se Dem venligst for!" Jeg havde ikke opdaget at jeg var på kollisionskurs med en anden enlig vandrer. Ud af tågen dukkede en kvinde, som nu ikke så ud til at være ældre end mig, snarere lidt yngre. "Ja, undskyld, du lignede altså en teenager, sådan på silhuetten," fortsatte hun smilende, og jeg skyndte mig at indrømme at det var en del år siden, jeg havde været i den alder. Egentlig ville jeg bare sige 'glædelig jul' og så vende næsen hjemad, men så busede det alligevel ud af mig: "Du er måske også alene i aften?" Hun blev pludselig alvorlig og nikkede stille.

"Min mand kørte galt juleaftensdag for fire år siden, og vi havde ikke nået at få børn. Mine forældre er meget indremissionske, de slog hånden af mig fordi jeg giftede mig med en ikke troende, så ja, jeg er alene."

Så er det nu, tænkte jeg og spurgte hende om jeg kunne friste med andesteg og høfligt selskab. Hun betænkte sig i mindre end ti sekunder, så svarede hun med et lavmælt "Ja tak."

Mens vi travede tilbage mod hovedgaden, hvor min lejlighed lå, fortalte hun at hun hed Karen, var lærer på en centralskole i nærheden, at hun havde gode kolleger og var meget glad for eleverne. Det holdt hende oppe til hverdag; men hvert år i december mærkede hun ensomheden ekstra hårdt, så hun var helt hørt op med at gøre noget ud af julen. Da vi kom ind i entreen og mærkede lugten af andesteg ude fra køkkenet, stod hun med lukkede øjne et øjeblik. "Ja, sådan plejede vores jul at lugte," hviskede hun stille mens jeg hængte hendes frakke på plads.

Der blev hurtigt dækket bord til to i spisekøkkenet, jeg fik sat hende ned ved bordet med et glas rødvin at nippe til, indtil jeg fik rettet maden an.

Mens J. S. Bachs Juleoratorium sagte spillede i baggrunden, nød vi anden. Ikke for at prale, men det smagte altså himmelsk. Da den værste sult havde lagt sig, begyndte vi at fortælle hinanden mere om os selv. Jeg var midt i beretningen om skilsmissen, da Karen med ét tyssede på mig og lænede sig tilbage helt koncentreret om musikken, som var nået til 'Ehre sei dir Gott gesungen

'. "Jeg har altid elsket lige det stykke musik," fortalte hun mig, "vil du spille det igen, når vi er færdige med at spise?" Det lovede jeg, og jeg huskede det også. Vi havde sat os ind i stuen i sofaen med kaffe, konfekt og en lille cognac. Jeg trykkede på fjernbetjeningen så tonerne væltede ud af højttalerne. Karen sad tavs med sit glas i hånden, og da musikken sluttede vendte hun ansigtet mod mig og spurgte: "Må jeg bede dig om en lille julegave?" Selvfølgelig måtte hun det, hvad skulle det være? "Et barn," svarede hun, "du må gerne være anonym, hvis du foretrækker, jeg sladrer ikke." Jeg så hende lige ind i øjnene, de var våde af tårer, og mit eget blik blev også lidt sløret, så hviskede jeg at hvis hun skulle føde mit barn, så ville jeg pokker ta' mig være far med stort F. Jeg bad hende lige have mig undskyldt et øjeblik, og smuttede ind i soveværelset. Der var lidt køligt, så jeg åbnede helt for radiatoren og ordnede sengen, så den virkede indbydende. Da vi atter sad sammen, rystede hun på hovedet og sagde stille: "Det er nok det mest åndssvage forslag, jeg nogensinde er kommet med, jeg ved ikke hvad der gik af mig". "Ja, det var det forunderligste forslag, jeg til dato har fået, og derfor skynder jeg mig at tage imod det inden du når at fortryde", svarede jeg, tog hendes hånd og førte hende ind i soveværelset. Da hun fik øje på sengen, som jeg havde pyntet ved at lægge mit samlede forråd at rød-hvide julehjerter, 12 styk, i en række ned over dynen, omfavnede hun mig og hviskede bare: "Ja". Længe stod vi bare og trykkede os ind til hinanden, vore munde mødtes og kyssene blev snart til dybe tungekys. Mine hænder gik på opdagelse på hendes krop, først uden på tøjet, senere nåede de helt ind til hendes glatte hud. Stykke for stykke forsvandt hendes tøj, og til sidst stod hun i al sin nøgne pragt foran mig. Jeg fik sat hende på sengen og knælede nede mellem hendes ben. Begge hendes brystvorter blev kysset og slikket indtil hun sukkede dybt og lod sig falde bagover. Så flyttede jeg tungen fra brysterne til hendes juvel, der hvor en kvindes lyst har sit udspring. Den sprang også ud efter mindre end fem minutter, hun skreg og jamrede mens hun rev mig i håret og pressede sit skød mod mine læber. Bagefter lå hun med lukkede øjne og et lille gådefuldt smil om læberne og ventede på at jeg fik klædt mig af og lagt mig ind over hende. Mit lem fandt helt selv vej, det styrede efter varmen og gled let ind i hendes spændende våde, mørke grotte. Kort efter var det min tur til at udstøde mærkelige lyde, mens jeg kom dybt inde i hende.

Lige inden vi faldt i søvn sammen nåede vi at hviske 'glædelig jul' til hinanden.

Efterskrift. Vores søn blev født den 23. september, det var efter Karens mening en fejl. ”De påstår at svangerskabet varer 9 måneder, så skulle han have været født den 24.” hævdede hun med bestemthed; men så var det at jeg mindede hende om at det jo var skudår, havde det ikke været for den 29. februar, så ville det have passet på datoen!

Til minde om de nærmere omstændigheder ved undfangelsen blev vi enige om at drengen skulle hedde Julius.

Rigtig glædelig jul

Skriv i Hairulfs gæstebog HER
Andre historier af Hairulf klik HER

LÆS FLERE FRÆKKE JULEHISTORIER PÅ
JULEEROTIK.DK -