A la marcia - (I march tempo)

Det var et uforskammet let job. Huset lå afsides, for enden af en vej og var beboet af en ældre dame, spillelærerinde, der tilsyneladende samlede på sølvtøj, som hun lod stå frit fremme. Og låsen. Den ville have fået Egon Olsen til at bryde sammen af grin. Et par slag med en bankenøgle og vejen var fri. Jeg vidste det. Jeg havde været der før, da jeg hentede min lille (halv)søster fra spil engang. Så altså... no problems... piece of cake. Jeg mødte op kl. 00.30. Alt var mørkt, mon damen var taget på ferie? To slag med en hammer og bankenøglen var på plads. Så var det bare at rage alle pokalerne ned i den medbragte sportstaske. Kan man virkelig vinde så mange pokaler ved at spille? Dernæst var det skufferne. Jeg bevægede mig lydløst. Ikke for ingenting lyder jeg navnet Katten i visse kredse

SÅ SKETE DET!

------------------------------

AUGH! Et lammende slag over højre skulderblad. AUGH... AUGH! Et lige så lammende over venstre. Jeg gik i knæ og tabte tasken. Lyset tændtes. Der stod den gamle dame iført en morgenkåbe, og med en stor politiknippel i hånden, parat til endnu et slag. - Nej... nej. La’ vær'. - Godt! På knæ, panden ned i gulvet. Fold hænderne over nakken. Klik. Lyden af et par håndjern om mine håndled. Jeg kendte den alt for godt fra mine besøg hos ordensmagten. - Løft hovedet. Lad mig se dig. Nå det er dig. Elses storebror. Og før vi går videre. Se på denne her…! Hun holdt en lille æske op. På midten var en rød knap. - Det er en overfaldsalarm. Hvis du så meget som vipper med et øjenbryn, trykker jeg på knappen, og kollegaerne kommer farende med det samme.” - Kollegerne? Jeg stirrede måbende på hende.

- Nå, vidste du ikke, at jeg er forhenværende kriminalassistent. Det var først da jeg giftede mig med min mand, kommissæren, at jeg begyndte at spille. Og selvom han er død, så holder stationen stadig et vågent øje med mig. En gang kollega, altid kollega… og for resten: Glem ikke, at i tiden mellem de henter dig her og indtil du kommer i grundlovsforhør, kan der hænde mange ting med dig… Ubehagelige ting!

-------------------------------------------------

Spillet var tabt. Jeg bøjede hovedet. - Jeg skal nok adlyde! - Fint. Det var første mulighed. Den anden er at jeg får noget tøj på og så går vi stille og roligt ned på stationen, eller vi tilkalder en bil, en af dem med blåt blink. Så bliver der taget rapport og i morgen kommer du for en dommer. Jeg gik i panik. – Nej... nej fru Knudsen, ikke en dommer. Jeg er lige blevet prøveløsladt for en uge siden. Jeg ryger direkte tilbage i spjældet og bliver aldrig prøveløsladt mere. Kan De ikke bare lade mig gå. Jeg lover aldrig at stjæle igen. På ære! Jeg sværger. Har De en bibel? Hører De. Lad mig slippe.

- Hm hm. Jeg vil gå ind og tage tøj på. Imedens holder du dig på knæ, panden i gulvet og hænderne over nakken. Du ved, hvad der sker, hvis du så meget som blinker med øjnene. Jeg kan se dig inde fra soveværelset.

------------------------------

Efter noget tid kom hun ud, påklædt. - Der er en tredje mulighed. Jeg lader dig gå. Hjertet hoppede i livet på mig. - Men... det har sin pris… Denne! Hun trak en læderrem frem, den var omkring en meter lang og en 10-15 bred, ret tyk. Der var min mands. Han brugte den til at slibe sin barberkniv på. Men jeg har i sinde at bruge den på dig. Du får lige så mange rap som jeg har lyst til… på din bare røv. Hun lod den suse gennem luften, så jeg kunne få en fornemmelse af, hvad sagen drejede sig om. - Nå, hvad vælger du? Det var hårde betingelser. De to første var helt uacceptable. Tæsk? Hvor ondt ville det mon gøre. Jeg har bokset og er rimelig hårdfør, og det er vel begrænset hvor hårdt en ældre kvinde kan slå, selv om hun har været politibetjent. (Jeg skulle blive klogere… meget klogere.) - Hvor mange får jeg? spurgte jeg tøvende. - Omkring 50, det kommer an på, hvad jeg synes, det kommer til at gøre ondt, men når du er færdig, får du lov at gå. Kvit og frit.

Jeg trak vejret dybt inden jeg næsten hviskede, - OK, jeg accepterer.

-------------------------

- Rejs dig! Træk bukserne ned. Også underbukserne! Bøj dig ind over spisebordet og stræk hænderne frem. Jeg gjorde som befalet. Bukserne dalede ned om mine ankler. Først de rigtige, så mine boxer shorts. Jeg bøjede mig over bordet og strakte de lænkede arme frem, så meget jeg kunne. Fru Knudsen tog et fast greb i min skjorte og trak den op over hovedet på mig. Jeg hørte hvordan knapperne sprang af. Undertrøjen fulgte efter. Hun bandt en snor i håndjernene og gjorde den anden ende fast til bordbenene. Så trak hun en genstand frem. Den var ca. 30 centimeter høj, lavet af mahogni og formet som en pyramide. - Ved du hvad det er? Jeg rystede på hovedet. - Det kaldes en metronom, og bruges til at lære elever at holde takten, når de spiller. Hun åbnede siden, og ud sprang et lille pendul, der gav sig til at svinge frem og tilbage, medens det udstødte et taktfast, TIK TAK.

- Ser du, rytmen kan ændres, forklarede hun. - Jeg tror vi starter med a la marchia, på dansk march tempo. Det findes både hurtigt og langsomt. Vi tager det langsomme.

----------------------------------

TIK - AUGH – TAK.. TIK – NEJ... AUGH OH! For hvert TIK ramte remmen min bare ende. Jeg hylede det bedste jeg havde lært, men for hvert TIK faldt der et nyt brændende slag. Smerten nåede næsten at klinge ud når metronomen nåede sit TAK. Men så kom den igen, TIK – Åååågh... Iiigh… Nej... Stop det fru Knudsen! Det blev værre og værre, efterhånden som hun ramte steder, hvor hun allerede havde været. Aldrig havde jeg oplevet sådan en smerte. Den brede rem ramte over det meste af røven på een gang. Jeg skreg og skreg, og over det hele hørtes lyden af metronomens TIK TAK… TIK TAK - Så ti dog stille mand. For du er da en mand? Ikke bare et barn. Du lyder sådan. - Jeg er fem og tyve, nærmest hulkede jeg. - Du lyder, som om du kun var fem. Hun stansede et øjeblik, trak undertrøjen tilbage op til min mund og proppede så meget hun kunne ind i den. - Nu kan du bide i den! Den gjorde mig ikke helt tavs, men dæmpede skrigene. Efterhånden groede takten ind i min hjerne. Når det sagde TIK, viste jeg præcis, hvor stor brøkdel af et sekund det varede, inden slaget faldt. Når metronomen sagde TAK, vidste jeg, hvor lang tid jeg havde til at trække vejret inden det næste TIK udløste en ny smerte. - AUUGH… AUUGH! Jeg skreg og hylede. Jeg bed i undertrøjen, som skulle jeg spise den. Jeg prøvede at lukke øjnene, men hele tiden hørte jeg det forbandede TIK TAK som udløste et AUUUGH… AUGH! - STOP... STOP! tiggede jeg, men fru Knudsen blev ved… Og hun slog hårdt! Jeg følte hvordan den brede rem ved hvert slag trak striber over hele mit bagparti. Endelig stoppe hun dog.

- Det var så det. Nu kan du stå her og tænke over dine dumheder. Når solen står op, kommer jeg tilbage og afslutter det… I en anden takt! Jeg går i seng, jeg trænger til at sove. På gensyn!

-------------------------

Der stod jeg så, uden at kunne røre mig. Min røv brændte som et bål, men værre var mine lår. Der havde fru Knudsen også været med sin forbandede rem. Jeg kunne føle striberne begynde at hæve, en for en. Men det aller værste var metronomen. Fru Knudsen havde slukket for den, men inde i mit hoved kværnede den stadig. TIK TAK TIK TAK. Samme takt. Jeg kunne ikke få lyden ud af hovedet, og hver gang det sagde TIK, krummede jeg uvilkårligt endemusklerne, som om jeg ventede et nyt slag.

Det var nat, det var mørkt. Jeg begyndte at græde. Jeg svor på, at jeg ville forbedre mig. Bare jeg slap ud af dette helvede.

Henad femtiden begyndte en fugl at pippe. Alt gjorde ondt på mig. Mine lår, min røv, ryggen og skulderbladende, hvor de første slag havde ramt. Søvn var en umulighed, men jeg kunne høre, hvordan fru Knudsen sov trygt og fast. Ved sekstiden stod solen op, det samme gjorde fru Knudsen. Hvad nu? Metronomen kværnede stadig i mit hoved. TIK TAK a la marcia 2/4 takt! Hvad skulle der ske? Skulle jeg have mere og hvordan? Hvilke andre takter findes der indenfor musikken? - Nå der står du. Har du haft tid til at tænke dig om, kvidrede fru Knudsen, frisk og veloplagt. - Nåde, nåde. Jeg har fået nok. Ikke mere. Jeg vil aldrig begå indbrud igen. Jeg græd stadig halvvejs. - Lad mig slippe. Det gør så ondt. Ikke mere. Jeg kan ikke tage det. - Sludder. Vi skal bare finde en anden takt. Hvad med ¾ kaldet valsetakt. 20 rap over din røv vil nok kvikke dig op. Den ser forresten lidt bleg ud, din mås, men det kan der rådes bod på. Den skal nok være fin rød, når du forlader os. Jeg skreg, hylede og bandede medens hun justerede mine arme. Så startede hun metronomen. - Tal ordentlig, lød det. - Nu får du 10 ekstra for at bande.

Denne gang var det en anden form for TIK TAK. Selv umusikalske jeg kunne høre det. Hurtigere.

---------------------------------------

Så tog hun fat igen. Jeg hylede om kap med fuglene, medens remmen i hurtig takt dansede over min røv og mine lår.
- Hold op, AUUUUUGH! Stop Ååååågh!

OH… OH! Jeg bed og bed i undertrøjen, men det dæmpede ikke skrigene. Det tog faktisk ikke så lang tid, for takten var hurtig. Men himmel hvor slog hun hårdt. Jeg mærkede, hvordan huden sprang, og der løb blod ned af mine ben. - 30, var det så slemt? Jeg kan sagtens give dig mere. Skal vi skifte takt. Hvad med tango? - Nej, nej stønnede jeg, - ikke mere. Jeg er artig, jeg skal aldrig gøre noget ulovligt igen. Jeg lover det fru Knudsen. Lad mig gå hjem. - Godt, rejs dig op og tag dit tøj på. Håndjernene blev låst op, og jeg famlede efter mine klæder.

Bukserne blev hevet op og skjorten med undertrøje (det der var tilbage af den) kom på plads.

-------------------------------

- Du kan gå. Hvem er for resten din sagsbehandler? - Han hedder Knudsen, lige som De. Ejnar Knudsen. - Ha! Det er min fætter. Du går op til ham i morgen. Jeg ringer til ham i dag. Du gør hvad han siger og holder dig fra al ulovlighed FORSTÅET?
Jeg nikkede, jeg havde ikke energi til andet. Så gik jeg ud i den friske morgenluft hvor fuglene kvidrede for fuld hals.

Jeg gik hjem til mig selv. Det første jeg gjorde var at se mig i et spejl. Fra lænden og ned til lårene var jeg dybt rød. Remmen havde trukket 10 cm brede striber overalt. Nogen steder lå de over hinanden.
De første tre dage kunne jeg overhovedet ikke sidde ned og den følgende uge blev jeg mindet om fru Knudsen hver gang jeg forsigtigt landede på en stol… selvom den var polstret!

---------------------------------

Jeg adlød til punkt of prikke, jeg havde fået et chok og turde ikke andet. Min sagsbehandler fandt en voksenlæreplads til mig… som låsesmed.

Det er fristende at udnytte sine færdigheder på ulovlig vis, men hver gang jeg får “sorte tanker,” hører jeg inde i baghoved: TIK TAK TIK TAK og det er rigelig til at holde mig på dydens rette vej.

PS. Jeg har fået interesse for rytme musik og har meldt mig til et aftenskole kursus i “Rytme forståelse.”
Jeg fik papirerne i går. Det ledes af en… fru Knudsen.