SOMMERLEJR

Kapitel 8 - Hunulven Ilse 2 - eller - Javel, fru kaptajn
Har du ikke læst tidligere afsnit samt dem der refereres til, kan du finde dem HER

Par

Personinfo

Ida

Bane

Ophavsmænd til ideen om Sommerlejr

Sif

Casper

Sif er Idas kusine

Johanne

Stig

Johanne servicerer sommetider Casper

Fabienne

Sven

Møder Johanne og Stig i en park

Lisa

Ruben

Ruben har haft Ida som lærer i skolen

Dorete

Vagn

Ida var Vagns papdatteres lærer på skolen

Siri

Sten

Siri indgår somme tider som betaling på Vagns værksted

Solbjørg

Henar

Solbjørg er Sifs veninde - Henar skal være pionerleder

Det havde været grænseoverskridende, da der pludselig var en vildt fremmed, der havde ringet og villet tale med hende om en sommerlejr med... ja, Solbjørg kunne da lige så godt sige ordet, BDSM. Og inderst inde var Solbjørg noget imponeret, da hun tænkte på, hvordan modparten, Ida, havde det med at ringe til en for hende vildt fremmed. Men hun havde gjort det, forklaret om sine tanker om sommerlejr for pionerpiger, forklaret at hun ringede, fordi Iben havde givet hende Solbjørgs nummer. Da det gik op for Solbjørg, at hendes veninde Sif også var med til at organisere, var hun blevet mere rolig, og det lød til, at Ida også slappede af.
Men samtalen rumsterede i hende hoved.

Ville hun egentlig spørge Henar, om hun ville være pionerleder? Kunne hun være bekendt at efterlade Gerner, hendes udlejer, som nærmede sig de 100 år, alene så længe? Men, man kunne jo altid vende det med Henar. Hun var på nippet til at gribe sin iPad for at Facetime Henar, men tænkte sig om og fandt frem til, at det nok var mere fortroligt at ringe, så det gjorde hun.

"Er jeg så skrap?" spurgte Henar på det drevne jysk, hun talte, når hun talte dansk.
Det vidste Solbjørg ikke helt, for hun vidste også, hvor ydmyg og lydig Henar kunne være. (Se Solbjørg får en med-tøs). Men Solbjørg vidste også, at Henar kunne være skrap. "Og hvad med Vero?" indvendte Henar derudover. "Hun kan da være i køkkenet," sagde Solbjørg i sjov. "Det er måske slet ikke dumt," funderede Henar, "hvis jeg kender hende ret. Men hvad med dig? Og hvad med mig? Er jeg skrap nok? Måske er jeg for skrap? Det skal jo ikke være en koncentrationslejr men en sommerlejr. Det skal jo også være sjovt med andet end fissen!" "At du allerede har tænkt den tanke gør dig dybt kvalificeret," mente Solbjørg, "måske kommer det af, at du er vant til at bruge magt." "Lige nu er jeg mest vant til at sidde ved et skrivebord. Men jeg er da trænet i at bruge magt..." småbrokkede Henar sig, "Du, Solbjørg, jeg skal forstå det rigtigt. Pigerne indgår i handlen, men er drengene off limits?" "Det kan jeg finde ud af." Solbjørg kunne høre Henar nikke. De var stille et øjeblik. Henar rømmede sig. "Det lyder sjovt. Ud over alt det praktiske, at få ferie og sådan, kan du fortælle, at jeg er interesseret på disse betingelser: Ikke alene skal pigerne adlyde mig. For som jeg ser det, er det mig, som har til opgave at sikre pigernes sikkerhed, men også, at planer bliver til noget. Det er mig og så måske én mand, der har kommandoen – også over mændene. Det virker ikke, hvis halvdelen af lejren er overkommando. Så de, der er vant til slavinder må finde sig i, at de godt nok er omgivet af villige piger, men de er under min kommando. Anden betingelse er, at Vero kommer med som køkkendame eller praktisk gris, hvis hun vil. Tredje betingelse: du kommer med, pioner!" "Det vil jeg gerne," udbrød Solbjørg. "Yessss!!!" sagde hun, mest henvendt til sig selv. "Yes, kammerat leder, mener du," formanede Henar strengt. "Hent en grydeske!" Tonen efterlod ingen tvivl om, at dette var en ordre. "Ja, kammerat leder," svarede Solbjørg og tog telefonen med ned i køkkenet, hvor Gerner rumsterede. Hun fandt en grydeske og var på vej ud af køkkenet, da Gerner stoppede hende. "Hvad skal du med en grydeske udenfor køkkenet?" spurgte han. Med et smil så han fra grydeske en til telefonen og ind i Solbjørgs rødmende ansigt. "Er det vores lille politikvinde?" "Var det onkel Gerner," spurgte Henar mens Solbjørg nikkede genert. "Ja," svarede Solbjørg i telefonen. "Nu er du allerede småydmyget foran den rare gamle mand. Jeg har tænkt mig, at inddrage ham i din afstraffelse, hvis han altså vil. Det er nu, du kan sige fra. Vil du sige fra?" spurgte Henar. "Nej," sagde Solbjørg efter nogen nølen. Det var hendes udlejer. Det var også en utrolig rar mand. "Og du er klar over, at du risikerer, at jeg kan sætte dig til at yde ham en seksuel tjeneste," vedblev Henar. "Du... ved godt," fremstillede Solbjørg, "at jeg tænder på at skulle ydmyge mig." Lige nu var Solbjørg så opslugt af telefonsamtalen og forventningen i sit underliv, at det først var, da Gerner indskød, at det var nogle interessante telefonsamtaler, Solbjørg og Henar havde. Og havde Solbjørg virkelig troet, at hun var rødmet lige før, så måtte hun tro om igen. Nu lignede hun en brandbil i ansigtet. "Giv ham telefonen!" forlangte Henar. Uden at miste farve rakte hun Gerner telefonen. "Hørte jeg dig sige 'interessant', onkel?" spurgte hun. Det måtte Gerner indrømme. "Solbjørg skal jo straffes for at svare uopdragent," forklarede Henar. "To spørgsmål: Vil du se det? Og vil du rent fysisk have noget ud af det?" Gerner så indgående på Solbjørg, som følte sig meget lille. "Er du indforstået, Solbjørg?" ville han vide. "Hvis Henar siger det, er jeg," indrømmede hun. Det var underligt svært. "Meget har jeg oplevet, bette Henar, men ikke det," konstaterede Gerner. "Ja til begge." "Læg mig lige på bordet og slå højttaleren til, vil du?" bad Henar. Gerner fumlede med telefonen og lagde den på bordet (og Solbjørg var som så ofte imponeret over den næsten 100-årige, som bare kunne betjene hendes telefon) "Klæd dig af Solbjørg," forlangte Henar. Noget af hendes rødmen blev genopfrisket, men lidt efter stod hun, nøgen, lys, frodig og genert foran sin udlejer og måtte bruge alle kræfter til at forhindre, at hendes hænder dækkede for hendes ynder. "Tag grydeskeen og slå din trekant og fisse til den har en passende rød farve til at illustrere socialismens overlegenhed, pioner. Det er enten Gerner eller dit stopord, som stopper dig," befalede Henar. Solbjørg sank og stillede sig med let spredte ben. Når Henar ville være hård, kunne hun være hård. Hun gjorde sig klar til slag, slog og klynkede tydeligt. At Solbjørg var lydig (og sej) var tydeligt. Flere slag begyndte at farve hendes trekant lyserød. Det gjorde ondt af Pommern til, da Gerner stoppede hende. "Tag så den brede ende og knep dig med den," forlangte Henar, "og leg med din følsomme klit imens. Du må gerne komme." Det varede ikke længe, før Solbjørg kom med et skrig og vædede køkkengulvet. "Hvad siger man så?" ville Henar vide. "Tak, kammerat leder," mumlede hun. "Nu fortæller du Gerner dit stopord, hvor legen stopper med det samme - ikke sandt, onkel Gerner? - og forklarer ham det med kammerat og pioner, og så er du lydig i de næste 24 timer. Og jeg vil ikke høre nogen klager!" kommanderede Henar. "Ja, Henar," mumlede Solbjørg. Det her var sært og ret grænseoverskridende. "Jeg er med på den præmis," oplyste Gerner. Så vendte han sig mod Solbjørg: "Det er ikke så farligt. Jeg har jo ikke voldsom energi længere."

"Men tålmodighed, ekstrem tålmodighed," sukkede Henar i højttalerne. "Solbjørg, kneppe på kommando er også det, du meldte sig til. Så nu prøver du. Gør mig stolt eller sig fra. Og hans tålmodighed kan altså også være en ubeskrivelig nydelse."

“Jeg er lige blevet givet væk”, slog det Solbjørg, da hun havde afbrudt telefonsamtalen med Henar. En bekymring spredte sig i hendes krop. At være i nogens vold, havde hun prøvet før. Hendes krop og hendes hjerne kunne huske, at det kunne gå grueligt galt. At det samtidigt lige nu tændte hende, havde hun svært ved at forholde sig til. Og det slog hende, at hun lige havde overtalt Henar til at... at hun selv, Solbjørg, skulle være udleveret i en hel uge. Og Henar, det kloge menneske, havde gennemskuet hende, før hun selv havde. Og nu havde Henar givet hende mulighed for at prøve det, til at vænne krop og sind til det, i trygge rammer.
"Du var lige tilbage i Spanien et øjeblik, ikke?" spurgte Gerner stilfærdigt, vel vidende, hvordan Henar og Solbjørg var rendt ind i hinanden. (se Fanget)
Solbjørg nikkede, skulle lige komme sig over at huske. "Skal vi stoppe," spurgte Gerner alvorligt. Solbjørg rystede på hovedet. "Så tager du hænderne bag ryggen, så jeg kan nyde synet, og fortæller mig dit stopord. Og så fortæller du mig, hvad al den snak om pionerer går ud på!" forlangte han. "Jeg var ungpioner som dreng," oplyste Gerner, da Solbjørg havde fortalt. "Fandtes det i Danmark?" spurgte Solbjørg forundret. "DKP’s ungdomsarbejde var de unge pionerer," forklarede den gamle. "Var du kommunist?" spurgte Solbjørg.

"Mor og far var, og ja, Solbjørg, læg to og to sammen Hvad lavede jeg i Spanien?" (Se evt. Onkel Gerner)
Solbjørg nikkede, men Gerner fortsatte: "Jeg holdt op med at lytte til Moskva efter Ungarnsinvasionen i 1956, samtidigt med Aksel Larsen. Men inderst inde er jeg vel stadig en form for akademisk, villaejende, salonkommunist."

"Der er nok en del historie, jeg ikke ved," indrømmede Solbjørg. "Måske skulle jeg bruge mine 24 timer tilbage i at undervise dig og overhøre dig. Så kunne jeg jo give dig slag på den bare, hver gang du fejler," foreslog han, "så ville jeg for første gang i mit 98-årige liv have slået en kvinde." "Det er op til dig," mente Solbjørg, "men jeg synes, det er et åndssvagt forslag. Men det taler dig til ære, at du ikke har slået en kvinde." "Jeg har skudt nogle," sagde han tørt, "men du havde tænkt på andre opgaver?" Solbjørg nikkede. Det måtte have været barskt i Spanien under borgerkrigen. Hun burde være glad for at være født så sent.

"Ned på knæ," forlangte han.

Gerner havde rost hende for at kunne tage hans pik så langt ned, og det varede ikke længe, før han havde tømt sig i hendes mund. Så var hun blevet sendt i hans seng, havde fået et pudevår om hovedet og havde fået besked på at lægge sig i et X. "Og så flytter du dig ikke" havde han sagt med uvant strenghed. Solbjørg vidste ikke, hvor længe hun havde ligget, hvor længe Gerner havde pirret hendes mest følsomme steder og enhver anden plet på hendes krop. Hun lå hensunket i afmagt, i desperat liderlighed, uden mulighed for selv at bringe sig nærmere forløsning. "Vil du komme?" spurgte han stille. Solbjørg kunne høre, han smilede. "Ja," stønnede hun. "Du, som tænder på at blive ydmyget, som du sagde, fortæl mig, hvad den sidste fantasi, du har onaneret til, er. Så kan din hjerne måske få dig over kanten. Du skal jo bruge din hjerne til sex for at få noget ud af det, bette tøs!" "Åh Gud," sukkede Solbjørg. Det påvirkede ikke mærkbart Gerners behandling. Gerner havde ikke travlt. Han havde også tålmodighed til at vente, til Solbjørg gik i gang med at tale.

"Henar ligger under mig. Jeg... Jeg slikker hendes yndige fisse med den krydrede smag. Hun ... slikker min klit. Mine hænder er bundet. Der er stærke hænder, der holder om min talje. Stort og magtfuldt baner en pik sig vej i min røv, velsmurt i mine safter. Dybt ned kommer den. Den trækker sig tilbage igen. "Dildoen, Henar," befaler Pedro stille. Henar bevæger sig. Uden modstand glider dildoen på plads i min fisse, og samtidigt glider pikken i min røv dybt ind i mig igen... Tungen på Klitten, den fyldte fisse, afmagten, pikken, som begynder at pumpe bag i mig... Det er overvældende ... Jeg kommer ... Åh Gud, Jeg kommer igen, Gerner. Åååh…”

Gerner stoppede ikke behandlingen, men lod ellers Solbjørg tænke i fred, før han docerede "det vigtigste organ til seksuel nydelse sidder ikke mellem benene men ovenpå halsen," hvilket var lidt af en opdagelse for Solbjørg. Ordene havde gjort forskellen. Men det fik hun ikke tid til at tænke over, for Gerner havde ændret stimuleringen af Solbjørg, som var overrasket, hvor meget nydelse de gamle krogede fingre kunne give, når de fingerkneppede hende. Heller ikke den tanke kunne hun fastholde længe. Og der gik ikke længe, før hun blev rystet af en orgasme igen.

Da hun slog øjnene op, så hun op i Gerners smilende ansigt. "Nød du det?" Solbjørg nikkede med et genert smil. "Det var intenst." Efter en pause tilføjede hun: "Gerner, du ... du må altså godt ... kneppe mig." "Det har jeg forstået. Jeg... jeg tror bare, jeg har brug for mere restitutionstid, end du er vant til. Men hent din dyne og slå dig ned hernede, så må vi jo se, hvad der sker," forlangte han. Så langsomt, som Solbjørg blev kneppet tre kvarter efter, var Solbjørg vist aldrig blevet kneppet før. Vel sad hun ovenpå og bestemte tempoet, men Gerner var vedblevet med at forlange, det skulle være langsommere. Og nu bevægede hun sig op og ned som i langsom gengivelse. Det var, som om hjernen og lysten havde tid til at mærke hver bevægelse fuldt og helt. Det var, som om hver bevægelse lagde et tyndt lag på den bordeauxrøde følelse, som spredte sig fra hendes underliv og op til hovedet og ud i hele kroppen. Og hun vidste instinktivt, at følelsen bare ville vokse for hver bevægelse, men ved den her hastighed ville hun ikke blive forløst. ”Du skal også rotere med underlivet," forlangte han. Nye impulser kom til. "Fortæl mig en oplevelse, som gjorde dig morderligt liderlig," forlangte han. "Det... Da det her med lydighed og sex ... var helt nyt for mig ... det skete gennem en veninde ... fik jeg lov til at være med i hendes massas og hendes leg. Hendes massa og hans datter hentede os på stationen. Vi kørte i bil og fik besked på at hive vores nederdel op. Min var for stram, så datteren stoppede bilen og beordrede mig ud. Så stod jeg på landevejen og tog min nederdel af, trusseløs. "Ræk mig den", forlangte hun. Jeg rakte den gennem vinduet. Så låste hun bilen og kørte. Og jeg stod med rumpen bar, selvsiddende strømper og stiletter i det fremmede. Alt muligt væltede gennem mit hoved i det øjeblik. Jeg havde aldrig været så ydmyget, desperat og liderlig før. Hun stoppede efter 70-100 meter og jeg løb til bilen i sikkerhed." "Hun skulle have sat dig til at onanere på stedet, hvis jeg kender dig ret," indvendte Gerner stille. "Åh Gud," stønnede Solbjørg. Tanken gjorde tydeligvis noget i hende. "Og nu ligger du og får om lidt en gammel mands sperm op i dig. Ikke fordi du vil, men fordi du skal, og fordi du er en tøjte, der bare knepper, hvem hun får besked på, fordi din fisse ikke er din, men tilhører alle, du får besked på at give den til," sagde Gerner stilfærdigt. Alle ordene, tankerne, brød Solbjørgs forsvarsværker. Og da Gerner gav hendes klit et enkelt lille smølfespark, rullede igen en orgasme over hende. Hun var ved at komme op til overfladen igen, da hun mærkede en trækning i den gamle mands pik. Med et grynt leverede han, hvad han havde lovet.

Solbjørg faldt lidt efter i søvn i den gamle mands arm. "Det kunne jeg vist godt være bekendt," sagde han til sig selv med et smil. Det hørte Solbjørg ikke.

Hun hørte ham heller ikke komme, da hun næste morgen stod i køkkenet og prøvede at ordne morgenmad. Men pludselig bøjede han hende ned. "Stå sådan," forlangte han. "Du er alligevel én, man bare kan bruge, så det har jeg tænkt mig at gøre." Han rakte ud efter flasken med olivenolien. Dryppede noget ned i Solbjørgs revne. "Francesca var ikke en, man kunne bruge. Hun slog en proper næve, og en del mænd, der tænkte, at hun var nem tilgængelig, fik synlige spor af, at det var hun ikke. Hun var italiensk kammerat, glødende kæmper, glødende kommunist og glødende kvinde, som fungerede som sygeplejerske. Men hun havde kastet sig blik på denne høje, rødhårede nordbo - og han på hende. Og en aften gik vi tur i en olivenlund, alene. Vi havde så mange visioner om fremtiden, vi kunne dele. Men hendes mund stoppede min mund i at tale." Han holdt en lille pause og gav dermed Solbjørg chancen til at se billederne for sig, samtidig med at hun fornemmede den gamle mands pik trykke på hendes nu smurte hul. Hun mærkede den gamle mand trænge ind i sit allerhelligste. "Kysset," fortsatte Gerner, "står i al sin enkelthed som et af krigens alt for få lykkelige øjeblikke. Overraskelsen, da hun åbnede mine bukser, må have stået malet i ansigtet på mig. Og at hun ikke gjorde modstand, da jeg åbnede hendes og trak dem og trusserne ned, ja, jeg forstår det ikke. Hun trak mig med et vagtsomt blik rundt ned til jorden. "Gør dét," kommanderede hun stille og placerede sig med rumpen i vejret. Jeg prøvede at placere mig, så jeg kunne komme til hendes mis. "Ikke dér! Ingen børn!" hviskede hun og rakte mig en flaske olivenolie, som jeg ikke aner, hvor hun havde fra. Så forstod jeg og smurte hende og mig. At man ikke skulle have travlt dér, det kunne jeg godt regne ud, selv om jeg dengang intet vidste. Og på en eller anden måde lykkedes det mig at komme ind i hende uden at vække hendes vrede. Langsomt, kantet og uerfarent begyndte jeg at bevæge mig underliv frem og tilbage. Og Francesca, frække tøs, begyndte at lege med sig selv. Det var 1937, nu er det 2017. Du er ikke Francesca, du er Solbjørg. 80 år imellem. Onanér Solbjørg, leg med dig selv, som var der ikke noget i morgen. Tag... Mpfff... mine stød. Jeg stødte i hende. Frem og tilbage. Første gang, jeg leverede i en pige, leverede jeg i det hul, som kun er til sjov. Vildere Solbjørg!” ”Francesca begyndte at stønne... mpfff ... begyndte at klynke ... kom, med et tilbageholdt skrig. Lyden druknede i græshopper, i vilde hundes hylen og i buldrende kanoner i det fjerne. Min... kanon... skyder... nu. Kom, Solbjørg, brug hjernen, brug hånden, brug mit lem i dig. Brug, hvad du skal, mærk dets trækninger dybt i dig, føl din frække hånd!" Et øjeblik efter tog Gerner uden varsel og borede sine fingre hårdt i Solbjørgs bryster. "Aaav ... Åh Gud... Åh... Uhhh!" klynkede hun. Hendes hånd blev mere rolig. "Det var vildt at høre historie til. Tak," stønnede hun stille. "Du ville ikke bryde dig om slutningen," sukkede Gerner, mens han langsomt trak sig ud. "Som ved mange af dine historier fra borgerkrigen," sukkede Solbjørg, "Hvad skete der?" "Det sædvanlige. Stedet hed Jarama. Det kan du slå op. Og Francesca havde, som mange andre, ikke behøvet at skænke graviditet en tanke." Solbjørg kunne mærke, at Gerner lige skulle støtte sig ekstra og gav hans hånd et klem. "Nu giver jeg slip på dig og siger tak. Tak for fornøjelsen og tak fordi du sov hos mig. I nat er jeg ikke vågnet rædselsslagen fra en krigsdrøm," fortalte han. Solbjørg rettede sig op og vendte sig forsigtigt om. "Drømmer du stadig hver eneste nat?"

En tåre kom i hans øjenkrog, da han nikkede.

Solbjørg var lamslået af beundring over, at den mand ikke var blevet en bitter mand. Tankerne væltede rundt i hende. Hun måtte lige tale med Henar; kunne man dele soveværelse med en mand, som var mere end 70 år ældre end én selv uden at være kærester? Ikke, fordi de skulle bolle, men hvis det hjalp Gerner ikke at sove alene. Ja, kunne man spørge ham om det? Solbjørg kunne mærke, at hun måtte udsætte det til hun tænkte klart igen. Senere.

Fortsættes HER

-------------------

Husk: Skriv i min gæstebog! HER
Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?