SOMMERLEJR

Kapitel 27 - Ida får det glatte lag - Dag 4
Har du ikke læst tidligere afsnit samt dem der refereres til, kan du finde dem HER

Par

Personinfo

Ida

Bane

Ophavsmænd til ideen om Sommerlejr

Sif

Casper

Sif er Idas kusine. Casper er Siris chef

Johanne

Stig

Johanne servicerer sommetider Casper

Fabienne

Sven

Møder Johanne og Stig i en park

Lisa

Ruben

Ruben har haft Ida som lærer i skolen

Dorete

Vagn

Ida var Vagns papdatteres lærer på skolen

Siri

Sten

Siri indgår somme tider som betaling på Vagns værksted

Solbjørg

Henar

Solbjørg er Sifs veninde - Henar er pionerleder

Dea

Oscar

Dea har tidligere haft noget kørende med Ida

Malin

Johann

Venner med Dea og Oscar

Sørine

Andreas

Sørines mor er Lisas papsøster. Kalder Lise for papster

Kirstine

Troels

Bekendte af Dorete og Vagn

Lee

Lennart

Kender Ida fra pinlig episode i møbelhus

Marianne

Claus

Marianne er slavinde hos Claus og Frue. Claus har undervist Ida på seminariet.

Veronica

Storesøster til Henar

Klokken var ikke engang 6 om morgenen. Sørine havde taget et håndklæde og var smuttet hen til det hjørne af øen, som havde fået navnet ”Stranden”. Hun var gledet i vandet og havde svømmet... ja, da man ikke kunne svømme baner i en sø, var hun svømmet lidt frem og tilbage, lidt crawl, lidt butterfly. Det var godt at kunne fordybe sig i denne næsten meditative tilstand. Hun trængte til klare tanker. Hun var så optaget af at optimere sine bevægelser, at hun ikke opdagede, at Henar stod på bredden og fulgte hendes bevægelser. Da Henar pludselig svømmede ved siden af Sørine, opdagede Sørine hende alligevel, men Henar kunne ikke følge Sørines hastighed ret længe. Først, da Sørine havde brugt nogle kræfter, svømmede Henar, som også havde svømmet lidt bane hen til Sørine. ”Jeg vil gerne dykke derover og tilbage igen, gider du holde lidt øje?” Sørine så, hvor Henar pegede. ”Det kan man da ikke,” mente Sørine. ”Ikke på en gang,” medgav Henar, ”jeg dukker nok op to eller tre gange. Da jeg var allerbedst i flåden, kunne jeg med lidt held have klaret det med én.” ”Det er da en halv kilometer,” mente Sørine. Henar rystede på hovedet. ”290 eller 300 meter” Sørine havde en del spørgsmål, men nikkede bare. Hun begyndte lige så stille at svømme i samme retning for i det mindste at være i nærheden. Hun måtte konstatere, at Henar dukkede op noget foran hende på et tidspunkt, hvor hun allerede var lidt bekymret. Hun svømmede lidt hurtigere og måtte nogle minutter efter se Henar dukke op ved den anden bred. Så gled Henar i vandet igen. Sørine bestemte sig for at træde vande og se, hvad der sket. En blid hånd på hendes skinneben fortalte hende, at alt var i orden. Lidt efter dukkede Henar op, for at glide lydløst i vandet igen. Sørine svømmede tilbage til øen, hvor Henar så også dukkede op. Sørine var imponeret. ”Hvordan fanden gør du?” ville Sørine vide. ”Det vigtigste er ligesom med et blowjob: når man først opgiver at få luft, kan man opnå meget.” Det skulle Sørine lige tygge på. De satte sig på stranden og så ud over det blanke vand. ”Men Sørine,” nu lød Henar straks mere bestemt, ”at gå i vandet alene er dumt. Og det ved jeg, du ved. Du gjorde det, for at være alene, kan jeg regne ud. Kunne du så ikke have bedt nogen om at sidde på bredden imens. Jeg er sikker på, at din Lee ville flegne, hvis hun vidste det.” ”Du har ret. Du har ret i alt, hvad du siger,” sagde Sørine, ”men jeg var blevet så trist. Jeg er så trist, når jeg ser, hvad I gør ved Ida!” Henar kiggede undrende på Sørine: ”Hvad mener du?” ”Har du overhovedet lagt mærke til Ida i går?” spurgte Sørine uvant spidst. ”Næh,” måtte Henar medgive. ”Er det ikke mærkeligt, at fandenivoldske, sjove Ida pludselig er blevet til artige og stille Ida?” ”Det er vel, fordi straffene har virket efter hensigten,” mente Henar. ”Åh Gud!” Sørine lød næsten vred, ”du har ikke forstået det! Véd du, hvorfor Ida retter ind? Ida retter ind, fordi hun er et sødt og anstændigt menneske, som ikke vil bære din og Fabiennes dårlige samvittighed over at give hende nye straffe. Ida retter ind, fordi hun tager hensyn til dig. Jeg véd, at Ida har talt med jer om, at hun bestemt ikke var ved at knække. Og det var ikke straffene, der knækkede hende. Det var jeres brødebetyngede ansigter, jeres forsøgen at undgå at give hende en straf, som knækkede hendes gnist. Ida vil ikke tjattes til. Hun vil have det hårdt. Hun trænger til, at nogen sætter hende på plads! Og, Henar, nu bliver du her, og så henter jeg Ida, og så skal du se. Og hvis du er utilfreds med min opførsel, så må du straffe mig bagefter, men VENT HER!” ”Ok, men vi får noget at tale om!” sagde Henar. ”Bad luck,” sagde Sørine bare og gik, nøgen som hun var, med bestemte skridt direkte til Sif og vækkede hende og bad hende organisere morgenvækningen til herrerne på en måde, der ikke involverede Ida, Henar og Sørine, hun skulle nok forklare senere. Så vækkede hun Ida. ”Kom med!” forlangte hun uden omsvøb. ”Du skal ikke spilde min tid på at finde dit tøj og dine sko,” vrissede hun til en forvirret og søvndrukken Ida, som så fulgte hende barfodet i den korte slå-om natkjole, som hørte lejren til. Forvirret så Ida til, at Sørine fandt en læderpisk, en benspreder og resolut greb hele Sifs legetøjskasse, efter at hun kort havde kigget på udvalget. Ida blev ikke mindre forvirret over, at Henar stod og ventede i en sort klassisk badedragt. ”Hvorfor har du stadigvæk tøj på, din tæve?” spurgte Sørine hårdt. Men inden Ida kunne nå at svare, fortsatte Sørine ”Tæver som dig bør slet ikke tænke på at have tøj på, når de er sammen med bare nogenlunde anstændige mennesker.” Ida kom hurtigt ud af sin natkjole og behøvede ingen instruks i at stå med hænderne bag hovedet og spredte ben. ”Og du vil være en voksen kvinde,” sagde Sørine, og det lød næsten, som om stemmen var fuld af foragt. Og så gav hun uden forvarsel Ida en hård lussing. Det kom totalt bag på Ida, der stod lammet og så på Sørine med opspilede øjne. ”Ja, jeg kan også med den anden hånd,” sagde Sørine og stak hende en kindhest på den anden kind. ”Jeg er simpelt hen skuffet,” sagde Sørine og gik om bag Ida og gav hendes numse mindst 15 slag. ”Og vred,” tilføjede hun, og slog mindst 15 slag mere. Så gik hun om foran Ida. ”Du er en lyseslukker.” Hun gav Idas underliv og mave 10 slag på tværs. ”Og jeg får spat af dig, at du bare finder dig i det!” Og nu måtte Sørine tage sig sammen. Hun ville ikke falde i samme fælde, som hun beskyldte Henar for at være faldet i. Og hun slog den tunge pisk det bedste, hun havde lært, op i Idas skræv – 6 gange. ”Av for helvede,” udbrød Ida. ”Nååååårh, gør det ondt, lille Ida,” sagde Sørine med falsk venlighed. Så slog hun seks ubarmhjertige slag over Idas bryster. ”Svar mig!” råbte hun og slog to slag mere. ”Jaaa, det gør pisseondt,” fik Ida frem. ”Men du er ikke i nærheden af dit stopord, er du vel?” sagde Sørine, der havde smidt pisken og nu borede sine fingre ind i Idas små forslåede bryster. ”Nej, nej, av av av!” klynkede Ida. ”Så tag dig dog sammen og råb Henar i ansigtet, hvad hun bilder sig ind, at hun vil bestemme, hvad du kan klare. Råb hende i ansigtet, at du forlanger, at hun anerkender, at du er en voksen kvinde, som selv kan sige fra. Råb hende i ansigtet, at du forlanger at stå til ansvar for din fejl! Råb hende i ansigtet, at hun skal straffe dig for din opgivenhed indtil nu og for din totalt upassende opførsel, som du lægger for dagen ved at råbe lederen i ansigtet. Eller, hvis jeg tager fejl, så råb mig i ansigtet at jeg tager fejl og er en idiot!” Så greb Sørine i Idas følsomme køn og klemte det hårdt sammen. Og Ida kom! Ida nåede lige at flytte sine hænder og holde fast i den temmelig overraskede Sørine. Der var et lille smil og i det forpinte ansigt og en særlig glans i øjnene. Sørine gjorde sig hård. ”Tilbage med hænderne!” forlangte hun og borede neglene i Idas bagdel, ”du har fået en opgave, pioner!” Med hænderne bag nakken gik Ida forsigtigt til, Henar. Det sås, at skridtet smertede. ”Jeg vil ikke finde mig i...,” begyndte Ida. ”Jeg sagde råbe…” råbte Siri. Henar mindedes ikke, at nogen havde råbt hende så mange sandheder i hovedet siden en dag, da hun havde været rekrut på politikasernen, fordi... det var lige meget. Der blev en lang pause, da Ida var færdig.

”Nu skal jeg sige dig en ting, pioner Ida,” sagde Henar så med isnende stemme. ”Den opførsel vil jeg ikke acceptere. Kan du overhovedet finde ud af noget, når du ikke en gang kan finde ud af at tiltale mig ordentligt. Det her, det kommer du til at mærke pioner, Ida, det lover jeg dig. Og lige om lidt skal du kravle over og slikke pioner Sørines sandede tæer, om var det det bedste, der kunne ske for dig, for det er det. Og ærlig talt har hun fortjent det, for hun har gjort mig klogere og dig mere lykkelig. Men inden da skal du takke mig for, at jeg overhovedet gider give dig sådan en opgave.

Jeg har hørt, hvad du siger. Og nu ikke mere klynk!” Der var isnen i Henars stemme. Der var varme i hendes øjne. ”Tak kammerat leder,” sagde Ida. ”Afsted!” hvislede Henar.

”Vi bliver nødt til at have lidt fokus på de hårde piger,” mente Sørine, mens hun nød Idas mund om snart den ene, snart den anden tå. ”Hvorfor har jeg ikke set det?” spurgte Henar. Sørine trak på skuldrene. ”Jeg må vist tale med Vero,” sukkede hun. ”Hvem ser du som de hårde piger?” ”Ida, Sif, Siri og nok også Johanne. Ingen af Idas kaliber, når hun er i det hjørne, hun er i nu – måske Siri, men det er dem, som jeg ser, med fordel kan få en hårdere behandling. Henar nikkede tænksomt. ”Marianne?” foreslog hun.

Sørine nikkede.

Turen tilbage tog lidt tid; for selv om de trak i de japanske klemmer, som Ida havde på brystvorterne, gik det ikke så hurtigt at gå med en spredestang mellem anklerne. Slet ikke, hvis man har klemmer med bjælder på på de ømme skamlæber. Heller ikke, når man havde en ringgag i munden og skulle holde hænderne omme bag nakken. Nu kunne Ida ikke tale, så stopsignalet var, at hun løsnede en klemme.

Det var et optog, der blev bidt mærke i i lejren, hvor alting nærmede sig morgenmad.
Den nøgne Sørine, der trak en Ida med tydelige mærker mange steder på kroppen, der dinglede, når hun besværet vraltede af sted med hænderne bag nakken, efterfulgt af Henar i tækkelig sort badedragt. ”Vi skal lige klæde om,” sagde Henar til de undrende tilskuere. ”Ja, altså ikke dig, pioner Ida,” tilføjede hun. ”Og jeg skal vist mere klædes på,” mente Sørine, som dog først befriede Ida for alt gejl. Morgenmad skal man have, mente hun.

”Må jeg sidde her?” spurgte Henar Sørine i spisesalen og tog plads overfor Sørine. ”Tusind tak, Sørine. Det var en demonstration, der gjorde et vist indtryk. Må jeg låne din bog?” Sørine lagde kniven og rakte hende bogen, som Henar skrev i. Så gav hun Sørine bogen tilbage. ”Du sagde, jeg måtte straffe dig, hvis jeg var utilfreds med din opførsel,” sagde Henar, ”men det er jeg ikke. Tværtimod. Jeg véd også, at jeg burde straffe dig for at være en tåbe og bade alene. Men dét finder jeg alt for alvorligt til at inddrage i dette sm-univers. Men ved du, hvad jeg kommer til at straffe dig for ved appellen?” Sørine rystede på hovedet. ”Ureglementeret påklædning!” sagde Henar. ”Ureglementeret påklædning?” undrede Sørine sig. ”Ja, tror du, du har fået den fine badedragt for ikke at bruge den?” Sørine trak på skuldrene. ”OK.” sagde hun bare - og spiste videre. Hun var blevet sulten. ”Sørine altså, tsk tsk tsk,” grinede Lennard, som var Sørines sidemand. ”Hvad taler vi om?” ”Sørine svømmede uden badedragt,” sagde Henar kortfattet. ”Det var den mindste del, dét kan jeg regne ud. Hvad er det andet, I taler om?” ville Lennard vide. ”Øhm...” sagde Henar og overvejede sine ord, ”Skal vi ikke bare sige, at Sørine insisterede på at give mig noget vejledning, hun mente, jeg havde brug for, og hun havde ret – og Ida lagde krop til.” ”Det kan godt være, jeg ikke ved mere, end jeg vidste før, men jeg skal nok lade være med at spørge mere,” sagde Lennard. ”Måske senere, det hele skal lige bundfælde sig hos mig,” holdt Henar en dør åben. ”Det tror jeg,” sagde Lennard og så på Idas forslåede krop, der sad sammen med Lisa og Vagn og Stig og grinede over en historie, som Vagn fortalte. Den store mand var lidt af en humørbombe. På vej forbi med sin bakke lagde Bane sin hånd på Henars skulder: ”Det er godt, du har haft fat i hende.” ”Der må du nok takke Sørine,” mente Henar.

”Tak, Sørine,” sagde Bane artigt. ”Det er skønt at se hende grine afslappet igen.”

Fortsættes HER

-------------------

Husk: Skriv i min gæstebog! HER
Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?