SOMMERLEJR

Kapitel 19 - Belønninger til Sørines stue - Dag 1
Har du ikke læst tidligere afsnit samt dem der refereres til, kan du finde dem HER

Par

Personinfo

Ida

Bane

Ophavsmænd til ideen om Sommerlejr

Sif

Casper

Sif er Idas kusine. Casper er Siris chef

Johanne

Stig

Johanne servicerer sommetider Casper

Fabienne

Sven

Møder Johanne og Stig i en park

Lisa

Ruben

Ruben har haft Ida som lærer i skolen

Dorete

Vagn

Ida var Vagns papdatteres lærer på skolen

Siri

Sten

Siri indgår somme tider som betaling på Vagns værksted

Solbjørg

Henar

Solbjørg er Sifs veninde - Henar er pionerleder

Dea

Oscar

Dea har tidligere haft noget kørende med Ida

Malin

Johann

Venner med Dea og Oscar

Sørine

Andreas

Sørines mor er Lisas papsøster. Kalder Lise for papster

Kirstine

Troels

Bekendte af Dorete og Vagn

Lee

Lennart

Kender Ida fra pinlig episode i møbelhus

Marianne

Claus

Marianne er slavinde hos Claus og Frue. Claus har undervist Ida på seminariet.

Veronica

Storesøster til Henar

”Funktionærer, stueformænd,” sagde Henar, da hun kom ind i seminarrummet. ”I har nu at gøre med piger, som I ikke kender. I har kunnet læse jer til en del om dem hver især, men i bund og grund er ingen af os fortrolige med deres kroppe og deres grænser. Samtidigt vil jeg helst ikke stille alt for mange usjove regler op. Men husk altid: I ved ikke, hvor niveauet for de straffe, de er vant til, ligger og alt det der. Og jeg håber sandt for dyden, at ingen er her for at genere nogen mere, end hun får noget ud af. Er vi enige?” Alle nikkede.

”Godt så,” fortsatte Henar, ”Sådan gør vi: selvfølgelig skal pionerer straffes for dårlig opførsel. Og nogle gange også for sjov. Men jeg vil give jer nogle sætninger som værktøj:

Sætning 1: ”Hvad tror du, at straffen ville være derhjemme, pioner?” Og prøv så at lytte, hvor lejet ligger. Sætning 2: ”Jeg har nu tænkt mig at straffe dig sådan her....” I uddeler ingen, jeg gentager INGEN, straffe, uden at I har fortalt pioneren, hvad straffen består i. Forstået?” Der var almindelig samtykkende mumlen. ”Sætning 3,” fortsatte Henar, ”... er: Det kan du da godt forstå, ikke pioner?” eller ”Det kan du da godt se, ikke min pige?” Her får både I og pioneren en chance for at finde en fælles modus vivendi, så pioneren ikke føler sig som et urimeligt behandlet offer. Samtidigt bliver det ikke sådan, at pigen bestemmer lejet selv, for det kan vi jo heller ikke have.

Hvis pioneren ikke kan indse det, vil jeg på det kraftigste opfordre jer til at lade pigens stueformand, mig eller pigens hjemlige herre mægle. Dette er en opfordring. Og jeg vil på det kraftigste opfordre pionererne til, at bruge stopordet, hvis de mener, at straffen er hårdere end de kan klare, eller hvis de mener, at straffen vil slukke deres glæde ved at være her.”

”Lad os da kalde en spade for en spade, kammerat leder,” indskød Lennard, ”Det, du har givet os, er da en ordre. Det er da sådan, vi skal gøre. Det lyder også som en god løsning! Det er altid godt at lytte til hinanden i dominans.” ”Pioner Fabienne, du vil gerne sige noget?” bemærkede Henar. ”Jeg vil blot gøre opmærksom på, at vi stueformænd er i en sårbar situation, for vi har ikke noget redskab til at afværge en funktionærs vrede over vores afgørelse. Vi skal jo lystre,” indvendte Fabienne. Henar nikkede tænksomt. ”Stueformænd, I har redskaber: Det er vedtaget, at stueformænd har ret til at stoppe enhver aktivitet på lejren. I har også stopordet. Og hvis I herrer så, når I nu går, personligt med håndtryk og det hele vil give stueformændene jeres æresord på, at den situation, som pioner Fabienne beskriver, at I lukker vreden over en mægling ud over for pågældende stueformand, at den situation simpelt hen ikke opstår. Og hvis I så sender pigerne herop. Tak.”

De tre stueformænd fik femten håndtryk.

Lidt efter var rummet fyldt af fjorten fjalede piger og Henar. De fik også mæglinginstrukserne. Og Henar afsluttede med: ”Husk at sige jeres stopord. Ingen dør af et stopord! Man kan ofte også fortryde, mens man ikke kan fortryde noget, som er sket. Træd af! Vi ses på appelpladsen.” Fjorten fjalede pigers næver rørte ved skråhuen og de var smuttet. Undtagen Sif, som lige skulle drøfte Kirstine med Henar. Men lidt efter var de også ned på appelpladsen. Henar ringede med lejrens klokke, og hurtigt var alle samlede. ”Pioner Sørines stue kommer her. Stå ret!” kommanderede Henar og fik Sørines stue til at stå nogenlunde pænt ved siden af sig. ”De andre stuer står også på række,” kommenterede Henar. ”Lidt hurtigere, lidt stiligere, lidt rettere. Og funktionærer holder sig i baggrunden!” Lidt efter stod de nogenlunde. ”Pionerer! Det skal betale sig at knokle, som sagt,” forkyndte Henar højtstemt, ”det har Sørines stue gjort. Og nu skal de belønnes. Pioner Sifs stue giver i de næste tre kvarter pioner Sørine massage og andre afslappende behandlinger, som hun kan nyde. Og skulle hun komme, så er det tilladt. Pioner Fabiennes stue tager sig af Sørines pionerer på samme måde. Og I har alle 5 tilmed lov til at bede en af funktionærerne, om de ikke vil … lyksaliggøre jer med deres pik. Det skal selvfølgelig ikke være jeres egen herre. Og det skal alt sammen foregå på appelpladsen. Jeg håber, I tør, kammerater funktionærer. Skal vi ikke høre, hvem pionererne ønsker?” ”Jo,” lød det bestemt fra herrerne. Pigerne var nok lidt mindre begejstrede over at dele deres herre, men der kom ingen protester. ”Pioner Sørine?” ”Kunne jeg bede om...” åh, hvem huskede hun nu fra mødet, ”om … om kammerat Vagn Jensen?” ”Det skal du ikke sige to gange, min pige,” lød Vagns dybe stemme. Lee ønskede Ruben Fischer, Lisas Ruben, Johanne ønskede Bane Thaysen, Marianne ønskede Andreas Holst, Sørines Andreas. ”Kanske begiver jeg mig på dybt vand, Dea. Men... Oscar Björklund,” sagde Malin med et usikkert blik på Dea. At nuppe bedstevenindens mand. Men skulle det være, skulle det jo være nu. ”Tilladelse til at gå derover,” spurgte Dea Sif, som lidt betænkelig gav Dea lov. Dea gik bare over til Malin og kyssede en overrasket Malin midt på munden. ”Hvis det kan flaske sig, vil jeg slikke jer rene,” sagde hun, så alle kunne høre det. Åbenbart havde hun luret, at dette arrangement ikke kun skulle belønne Sørines hold, men sætte gang i løjerne. Malin til gengæld så både glad og mundlam ud.

Sif sendte Dea en glad thumbs up.

Dea trak Sørine hen mod en stol. ”Jeg tager din skjorte,” sagde hun forsigtigt. Sørine nikkede bare. At sidde i sommervarmen og blive masseret af Marianne, mens Sif og Kirstine på skift gennemæltede armene og suttede brystvorterne og Dea lå på alle fire foran stolen og slikkede fisse, det var... orgasmisk. Sørine kom flere gange. Topmålet var, da Vagn knælede bag Dea, trak sit lem frem og trængte ind i Dea med sin tykke pik. Et øjeblik stoppede Dea slikningen og tog imod med åben mund og polypper. ”Fortsæt, pioner,” sagde Vagn med et let klask i Deas ende. ”Du skal sørge for Sørine, og jeg skal sørge for, at jeg ikke er gammeltrængende, når det bliver Sørines tur, så du tjener Sørine på flere måder nu.” Vagn fastholdt Sørines øjne. ”Pioner Sørine, sig tak til Dea for, at hun lader sin fisse blive et redskab til din nydelse!” Blidt trykkede hun Deas hoved nærmere sit skridt, men ikke uden at hendes hænder også gav Deas hoved nogle kærtegn. ”Jeg sætter pris på, at du lader din fisse være et redskab til min nydelse.” Dea kunne jo ikke svare. Hun kunne blot tage imod og nyde den tykke pik, der fyldte hende helt ud. ”Åh,” kom hun til at klynke. Der havde Sørine været nogle gange allerede, men var på vej igen. ”Åh, det er så godt, når din opvarmningsfisse smyger sig omkring min pik,” stønnede Vagn til Dea, ”og jeg tænker på, at du om lidt går rundt i lejren med kaskader af mandesæd, som løber ud af dit hul og ned af dine lår, og alle kan se og lugte, at du er en liderlig tøs, pioner!” ”Åh Gud,” udbrød Dea, og kom.

Lidt efter kom Vagn og så Sørine.

”Din bog,” forlangte Sif af Dea og skrev to linjer i den. ”Smut over og slik Malin ren,” gav Sif så Dea lov til. Ganske rigtigt var hun dryppende, da hun smuttede over til Malin og Oscar. ”Kirstine, fortsæt med Sørine,” forlangte Sif, mans hun selv gik i knæ for Vagn. ”Den skal jo du’, når det bliver Sørines tur, kammerat Jensen,” sagde hun og tog hans pik i munden. Først, da den var stiv slap hun og beordrede Sørine på bordet. ”Åh, så tyk,” udbrød Sørine, da han trængte ind. ”Det er derfor, du valgte den, ikke?” svarede Vagn. Sørine smilede bare. Og smilet blev ikke mindre, for nu var Vagn udholdende. ”Nyd det nu, pioner, hvor du selv kan bestemme, hvem. Men snart vil enhver pik have lov til at trænge ind i dig, at banke sine fede nosser mod dine følsomme skamlæber, eller lige at glide ud for at glide op ad din klit,” hvilket han demonstrerede ved at gøre netop det, for straks at trænge ind i hende igen, hvilket udløste et dybt grynt fra Sørine, og Vagn fortsatte ”og hvor min fede pik udspiler din unge røv, og du får fornemmelser, du ikke kendte, og du vil tigge og bede om at få lov til at komme, men får nej, og du bliver mere og mere desperat. Din krop vil skrige med enhver fiber 'Kom, Sørine' og dit hoved er klogere; men det bygger sig op, som en flod, hvor digerne ikke kan holde det tilbage, og du ved, at du vil blive straffet. Og det er bare så lige meget, for du skal komme, skal bare!” Ikke overraskende var Sørines stønnen blevet tykkere og tykkere, mens Vagns pik havde kneppet hendes fisse og hans ord hendes hjerne. Nu smeltede det hele sammen, og Sørine sprøjtede på Vagn med et skingert skrig.

Dea var kommet tilbage. Hun havde slikket sin Oscar af Malin og Malin af Oscar. Uopfordret gik hun på knæ for at færdiggøre sit job at være redskab for Sørines nydelse, så hun slikkede også Vagn af Sørine, efter hun havde slikket Sørine af Vagn.

Da Sørine samlede sig sammen – det vil sige, at det mest var Lisa og Dea, der samlede Sørine sammen – følte hun sig lidt usikker på benene, men det gik. De vidende og salige smil på Lee, Marianne, Johanne og Malin vidnede om, at de nok havde det på samme måde. Fabienne kom hen til Sørine. Det var et lidt andet grin. ”Du ligner en, der har fået god sex,” konstaterede hun. Sørine nikkede bare. ”Ved du,” fortsatte Fabienne, ”hvad tjansen 'nattevagt' på tavlen dækker over? For jeg er blank.”

”Øh...” sagde Sørine. Og da hun havde set på tavlen, måtte hun ryste på hovedet. ”Det er jo min stue i nat,” bemærkede hun. ”Vi må spørge kammerat leder, vil jeg mene.”

Lidt senere fandt de Henar. ”Fik jeg ikke sagt det?” konstaterede hun overrasket og en kende ærgerlig over sig selv. ”Fabienne, vil du hente Sif? Og så må jeg også sige noget ved aftensmaden.” Lidt efter stod Henar og de tre stueformænd sammen. ”Det, jeg har tænkt,” indledte Henar, ”er, at vi ikke kan have, at partifunktionærne kommer rendende hele natten. I skal i udgangspunktet have ro til at komme jer. Ikke bare kroppen, men også sjælen. Så mellem klokken 23 og 7 er der én vagthavende pioner. Jeg foreslår, at I deler vagten midt over. Pågældende pioner kan sove i det ledige lederrum, hvis hun da kan sove. ”Det føles ikke godt, kammerat leder. Næsten … øh... for bordelagtigt. Men ok. Kan jeg komme med et forslag til at begrænse den natlige aktivitet?” spurgte Sørine. Henar nikkede. ”Vi er ikke på parferie,” men hvad, hvis vi siger, at der er besøgstid på stuerne fra klokken 22.45-23.30, hvor pionerer skal blive på stuen og deres herrer kan komme på besøg. Så er ingen funktionærer gammelsultne. Og så må de da kunne holde sig. Og vi får en fællesskabsskabende oplevelse ud af det,” forklarede Sørine sin idé. ”Kammerat leder, må jeg et øjeblik droppe formerne,” spurgte Sif køligt. Henar nikkede. ”Dit bordelforslag er dumt. Jeg sender ingen derop. Sørines forslag, som får mig til at tænke på lidt forbudte drengebesøg på lejrskole, det går til gengæld direkte i fissen på mig. Og så tænker jeg også, at tre kvarters fysisk nærhed kan være rigtig godt, hvor man ellers måske kan føle sig ret udsat ind imellem.” ”Og Fabienne? Du må tale frit.” ”Mindre bordel. Mere lejrskole. Jeg tænker, at lejren kan være fysisk og mental anstrengende. Der skal være tidspunkter, hvor man er fredet. Jeg sender heller ingen pionerer i bordel! Jeg selv ville nok blive knastør af at blive sendt derop. Og jeg ville tænke 'Eso es una puta mierda. La lidera es un idiota!” (Det er noget lort. Lederen er en idiot) afsluttede Fabienne sit indlæg. ”Yo tambien,” bifaldt Sørine. Henar nikkede. ”Tak for klare ord, eller gracias, chicas! I har været mig en stor hjælp. Men det var også meningen, da jeg indførte stueformændene, at nogen skulle holde mig i ørene. Jeg har simpelthen også brug for jeres hjerner.” ”Holde dig i ørerne?” spurgte Sif undrende og slog let med sin paddel på håndfladen. Henar viftede afværgende med hænderne. ”Ikke på den måde. Jeg får givetvis brug for nogle piger og mænd i ny og næ til at få min liderlighed styret. Men skal jeg sættes på plads, så er Vero ikke bleg for at tage ved. Ellers skal jeg nok sige til!” ”Siger du, at vi skal sige til Vero, hvis du har været dum? Eller sig lige klart, hvad det egentlig er, du siger!” indvendte Sørine. ”Pionerer, jeg tror, vi skal have former igen. Ok,” sukkede Henar, ”Jeg har været dum. Jeg går til Vero. Og nogle gange kan jeg mærke det bagefter. I må selvfølgelig gerne tale med Vero. Jeg er ikke ufejlbarlig. Men jeg vil hellere have, at I kommer til mig.” ”Javel, kammerat Garcia,” sammenfattede Fabienne med næven mod huen. ”Og hvad bliver det. Vil De selv beordre pionerer på nattevagt, eller følger vi Sørines forslag?”

”Vi følger Sørines forslag. Træd af.”

Der var lidt fritid indtil aftensmaden. Efter aftensmaden tog Sif ordet i spisesalen. ”Pioner Kirstine, kom herop!” Pioneren efterkom forvirret ordren. ”Klæd dig af!” forlangte Sif.

Uanset om hun havde uniform, badetøj eller ingenting, lagde man ved pioner Kirstine mærke til, at hun havde nogle ualmindeligt flotte stænger. Rødmende stod hun så ved siden af sin stueformand. ”Hos pioner Kirstine er der forbedringspotentiale med hensyn til at sutte pik,” meddelte Sif tørt for forsamlingen, og Kirstine rødmede endnu mere, men Sif fortsatte, ”og derfor vil jeg bede, om der ikke vil være 4-5 herrer, som vil lægge krop til et træningspas til Kirstine her til aften. Og pioner Solbjørg, vil du ikke hjælpe Kirstine med de mere tekniske anvisninger, som vi talte om? Tak.”

Der var mere end rigeligt med herrer, så blandt tilbuddene udvalgte Sif: Andreas, sin egen Casper, Sten, Claus og Johann. ”Mine herrer, vi laver træning. Vær ikke skuffet, hvis ting ikke virker i første forsøg. Kirstine, knæl foran mig!” Nølende og lidt betænkelig indtog Kirstine stillingen. ”Jeg holder nu hænderne bag ved dit hoved, og sørger for, at du ikke kan trække dig tilbage. LYT!” sagde Sif hårdt, da hun fornemmede, at Kirstine var på nippet til at sige noget. ”Dine hænder tager fat om mine håndled. Så snart du trækker dem til siden, har du en fri flugtvej. Jeg yder ikke modstand. Forstået?” Kirstine nikkede. ”Og stol på mig, Kirstine!” Solbjørg knælede ned ved siden af Kirstine. ”Vis mig med den første, hvordan du gør.” Andreas trådte frem og trængte ind i Kirstines mund, som hun villigt åbnede. Men da Andreas var kommet et stykke ind, var det ret tydeligt, at nu var Kirstines grænse ved at være nået. ”Vent lige,” sagde Solbjørg til Andreas, som trak sig ud. ”Fornemmer jeg rigtigt, at du lader ham komme til det punkt, hvor du er bange for at kaste op, Kirstine?” ”Ja,” svarede hun stille. ”Jeg vil ikke forklare dig hvorfor, men bare bede dig gøre, som jeg siger,” sagde Solbjørg stille: ”Når kammerat Holst når dét punkt, så synk. Og næste gang, du har den fornemmelse, synker du igen. Og sådan bliver du ved. Og så husker du, at du bare skal trække Sifs hænder fra hinanden, så kommer du fri.” ”Synke? Som med mad?” ”Det er lidt større end tygget mad, jeg ved det, men i bund og grund den samme synkebevægelse,” forklarede Solbjørg. ”Kammerat Holst?” Andreas trængte ind i Kirstines åbne mund igen. Man kunne se på Kirstine, at hun sank. Men Kirstines bedende øjne fik Andreas til at trække sig ud. ”Kirstine har en udvej,” sagde Sif. ”Bliv venligst på plads indtil Solbjørg eller jeg siger til, kammerat Holst” bad Sif. Andreas kom på plads igen. Da Andreas trængte dybere ind, kunne man høre hendes synkebevægelser. Kort før målet trak Kirstine nødbremsen. ”Luft,” sagde hun bare. ”Ok,” konstaterede Sif, ”Nu tager du kun om mit håndled med én hånd. Med den anden hånd trykker du Solbjørgs hånd. Det gør du, når du ikke kan få mere luft, men først, når du skal bruge mere luft. Hav tillid til, at du får luft, Kirstine. For det gør du! Du kan synke. Lige nu er panik din værste fjende. Og Kammerat Holst: Hvis De vil følge Solbjørgs bevægelser med hånden.” Andreas nikkede. ”Det kræver mod og selvbeherskelse. Jeg lover dig luft. Men tryk først, når du skal bruge mere. Og husk at synke,” sagde Solbjørg stille.

Kirstine nikkede blot. ”Synke, synke, synke,” hviskede Solbjørg. På et tidspunkt trykkede Kirstine Solbjørgs hånd, som blidt skubbede Andreas tilbage. Da Kirstine havde fået chancen til at få lidt luft uden at Andreas' lem helt kom ud af munden, trak Solbjørg ham blidt frem igen. Og Kirstine sank, mens pikken trængte ind. Da Kirstine trykkede på Solbjørgs hånd, fik hun luft. Kun en gang glippede det, men Kirstine startede selv forfra og hun endte med at få skudt Andreas ladning i munden og sank.

Næste pik var Claus', som vistnok var den ældste pik, som Kirstine havde rørt. Det gik for så vidt fint, indtil Kirstine trak Sifs hænder til side. Forskrækket gav Sif slip. ”Jeg... jeg vil gerne selv prøve at styre dem, kammerat partifunktionær,” bad Kirstine om. ”jeg … jeg tror, jeg har luret det nu. Hånden bag hovedet er nok en god påmindelse om, hvordan jeg bør sidde, ikke?” ”Du har ret, pioner,” sagde Claus stille. ”Men dette er jo et træningspas, og jeg vil være ekstremt opmærksom omkring dine bevægelser. Det er godt kæmpet. Du kan være stolt af din vilje! Den kan noget.” At hun ville blive rost for et eller andet på sommerlejren, havde Kirstine jo regnet med, men at hendes vilje ville være det første, det kom bag på hende. Hun satte sig smilende klar igen. Der gik ikke længe, før Claus tømte sig i hende. ”Ih, du milde, du blev jo helt vild til sidst! Er du sådan en alt-eller-intet-person. Så er du nok ikke den nemmeste at være gift med,” sagde Claus opløftet. ”Det blev nok også noget nemmere, da jeg gav mig til ham. Sådan alt-agtigt,” ræsonnerede Kirstine.

”Heldige ham, og tak,” svarede Claus og lod den næste komme til. Den sidste i rækken var Sten. Der holdt Kirstine selv hænderne bag hovedet.

”Sif, jeg ved godt, at det ikke var meningen med parferie … men … må jeg godt gå over og vise min mand, hvad jeg har lært?” spurgte en nøgen Kirstine, stadig knælende efter sit træningspas. Sif ville være den sidste, der stod i vejen for nogens glæde, så Kirstine smuttede. Kort tid efter tømte en tydeligt imponeret Troels sig i hendes svælg. Med et stolt smil var hun ved at smutte igen. ”Hovhov pioner. Har du ikke glemt noget?” stoppede Troels hende.

”Undskyld. Tak for deres sperm, kammerat partifunkionær,” og med en næve op mod huen, hun lige nu ikke bar, var hun smuttet hen til sine piger. ”Husk at skrive i din bog,” mindede Sif hende om.

Efter aftensmaden var der appel. Pionererne stod så ret, som de nu kunne til venstre for deres stueformand. ”Stue 1, pioner Sørine, har I særligt at melde?” spurgte hun. ”Vi er meget taknemmelige for belønningen, kammerat leder,” for hvad skulle hun sige? Der var mange situationer, som overraskede hende. Blandt andet denne nu. ”Din bog, tak,” sagde Henar og var glad for, at hun ikke nævnte bordeldiskussionen. ”En pik i fissen og to blowjobs, står der. Det er jo ikke i sig selv imponerende. Men hvor mange gange er du kommet, pioner?” ”Øh... tjaee, under ti vil jeg skønne. Men jeg har ikke talt, og jeg klager ikke.” Hun afleverede bogen tilbage med et skulderklap og gik videre fra pioner til pioner. Hun kom til Ida. ”Pioner Ida, jeg ser, at du er kommet uden tilladelse.” Henar vendte sig mod herrerne, viftende med Idas notesbog. ”Husk, de herrer og stueformænd, at skrive fejltrin i pionerernes bog. Ros må selvfølgelig også stå der. Men der er chancen for, at de selv skriver det op, nok større. Skriv navn og tidspunkt også. Hvordan gik det til, Ida?” ”Pioner Dorete og jeg fejrede vores gensyn efter mange år,” forklarede Ida. Henar forhørte sig om, hvorvidt Dorete var kommet, men det var hun ikke, oplyste Ida. ”Nej, kammerat leder, men Dorete stoppede mig,” svarede Ida lidt spidst, da Henar antydede, at Ida måske ikke havde været helhjertet. ”Træd ud af geleddet, pioner Ida!” Ida trådte et skridt frem. Det skulle Dea også lidt senere. ”Vent lige lidt, pioner Kirstine, du bliver den første af pionererne, som får et fortjenstmærke,” sagde Henar, da hun var nået til Kirstines bog. ”Du har haft 7 pikke i munden. Her er mærket for 5 blowjobs. Det syer du på venstre ærme. Henar fæstnede også et rødt bånd fra venstre skulderstrop til knappen på brystlommen. På Kirstine. Og videre på de andre fra Sifs stue. I er den første stue, som har fået en udmærkelse. Snoren, som I bærer indtil i morgen til aftenappel – eller til jeg inddrager den – giver jer ret til at benytte wc-med dør. ”Jay,” udbrød Sif. ”Generelt er der tilladelse til orgasme for alle på stuerne mellem 21.30 og 23.30,” forkyndte Henar til stor jubel. Undtagen selvfølgelig for pioner Dea og pioner Ida, som ikke kan være så trængende. ”Pioner Dea, pioner Ida træd hen i pladsens midte!” forlangte Henar. ”Dea, klæd Ida af. Du må røre, hvor du vil, men husk, at det kan blive din tur.” Det var en meget forretningsmæssig afklædning, som Dea lagde for dagen til Ida stod nøgen. Da Ida havde fået lov til at klæde Dea af, havde hun det store grin fremme, og Dea fik både gnubbet klit, fingret sin fisse og kysset brystvorter. Det var ret tydeligt, at Dea på flere planer måtte bruge al sin selvbeherskelse. Henar noterede sig scenariet. Hende Ida måtte ved lejlighed få at mærke, hvordan man skulle opføre sig. Men lige nu skulle Henar ikke lade sig styre af sin vrede. Men givet situationen opgav Henar sin ide om, at de skulle holde hinanden under straffen. ”Bøj jer forover, spredte ben. Hænderne om anklerne! Jeg sagde spredt!” bjæffede Henar. Ti slag med floggeren,” forkyndte Henar, ”tæl og tak!” og trådte hen til Ida og slog tværs over Idas balder fire gange, hvor Ida talte og takkede. Så gik hun hen til Dea, og slog otte slag tværs over hendes balder, hvor Dea talte og takkede og småklynkede. De sidste to slog hun opad mellem Deas ben. Her holdt Dea op med at klynke, til gengæld bandede hun som en havnearbejder – og talte og takkede. ”Hvor kom vi til?” spurgte Henar, da hun vendte tilbage til Ida. ”Jeg aner det ikke, kammerat leder,” sagde Ida, som ikke havde forladt sin position, ”eller rettere, jeg vil ikke sige det, for jeg har fortjent, du starter forfra, og mere til, for jeg er en idiot, som nogle gange ikke tænker mig om. Og Deas krop har altid været en for stor fristelse for mig. Undskyld, Dea.” ”Øjeblik, pioner Ida,” sagde Henar og gik hen til Dea og fik hende til at rejse sig. De tiskede lidt sammen. Så gik Henar tilbage til Ida. ”Og mere til, sagde du. Det mere, som pioner Dea har foreslået, er, at hun giver dig fire slag over brystvorterne med en ridepisk. Hvad siger du?” Ida nikkede. ”Så starter jeg ikke forfra. Vi var kommet til 4,” oplyste Henar. ”Tak,” sagde Ida, som lige nu måtte samle sig ved tanken om ridepisken på sine følsomme brystvorter. Men hun talte pænt de næste 4 og takkede. Og også de 2 slag op imellem benene, hvor Henar ikke syntes, hun havde lagt mange bånd på sig selv, takkede Ida for. Man kunne se på hendes ansigtskulør, at hun nu var forpint. ”Rejs dig op, hænderne bag ryggen, pioner, stå fast,” befalede Henar.

Dea kom gående over pladsen. Hun stillede sig foran Ida og startede med at give en overrasket Ida et kys på panden. ”Du er det menneske, jeg kender, som er dårligst til at tilgive sig selv. Samtidig med at du nogle gange – og det er jeg også (Livet efter Kamilla. Prolog) – er enormt tankeløs. Dårlig kombi, som nogle gange kræver en del af os, der holder af dig. I virkeligheden burde du fise rundt og kysse dine venners fødder og røvhuller ind imellem af taknemmelighed. Nå? Er du klar ven?”

Ida nikkede sammenbidt. Henar var noget imponeret over det slag, som Dea slog, som ramte begge brystvorter klokkerent. ”Aaav, for helvede... tak, Dea.” udbrød Ida. ”Hestepige,” sagde Dea forklarende til Henar, vejede så pisken i hånden og svingede det næste slag. Igen blev begge vorter ramt. De bevægelser gad Henar godt have set i langsom gengivelse. Ida snøftede. ”Tak, Dea.” Ved tredje slag rullede tårer ned af Idas kinder. ”Hendes patter er små men enormt følsomme,” forklarede Dea til Henar, som lige nu næsten fik ondt af Ida. Men kun næsten. Fjerde slag var lige så præcist. Henar nikkede anerkendende. Hun gik ligesom Dea hen for at holde om Ida. Ida puttede sig med tårer i øjnene og et smil om munden ind til Dea. Henar nøjedes med at give hendes skulder et klem og tage pisken fra Dea. ”Jeg skal bekendtgøre mere,” forkyndte Henar for den samlede lejr, ”Mellem klokken 22.45 og klokken 23.30 hver dag, må pionererne få besøg af deres nærmeste på stuerne. De må ikke forlade stuen, men mon ikke I finder på et eller andet? Ida og Dea må også få besøg, men ingen orgasmer. Husk at skrive fejltrin ned! Aftenprogrammet i aften sørger Vero for. Er det tango i aften, søs?” ”Si”, udbrød Vero. Og satte musikken i gang. Der blev grinet meget. Og dog blev der mere og mere stille frem mod 22.45. Der lå en vis forventning over lejren, da 13 herrer og Henar listede over til pigerne. Så holdt stilheden op. Til alt uheld for Ida var Henar i samme rum (og blev fingerkneppet af Solbjørg), da Ida skreg en uønsket orgasme ud. ”Fuck!” udbrød Ida. ”Ja, det kan jeg se,” bemærkede Henar. ”Og når jeg er klar, rækker du mig din bog, ikke?” ”Jeg troede virkelig, jeg kunne, kammerat leder,” sukkede hun, før hun blev sat til at slikke Bane ren.

Henar måtte nu tænke på morgenappellen. Hvad skulle hun stille op med Ida?

Fortsættes HER

-------------------

Husk: Skriv i min gæstebog! HER
Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?