Gymnasiepigen Mai, del 2
Har du ikke læst del 1, kan du gøre det HER

Resumé
Han faldt for hendes trick, og nu er hun startet med afpresning, for ellers er jobbet slut for en lærer der har et lidt for godt øje til en elev… eller…
Du bør læse afsnit 1 for at forstå hvad der videre sker i afsnit 2. 

Jeg kan ikke gøre andet end at skrive: – Ja 

og  jeg sender hende 500 kr. pr Mobile Pay.

Det er virkelig slående, oplever jeg, hvordan den almindelige skoledag fortsætter som før. Det slår mig, at denne udvikling mellem mig og Mai ikke vil påvirke mig det fjerneste, hvis og det er et meget vigtigt hvis, det ikke kommer andre til kendskab. Hvis andre får noget at vide, bliver livet med ét forandret, og det fortrænger jeg. I klassen sidder Mai som hun plejer og passer sit arbejde. Det mest forunderlige er næsten, at hun har det samme generte udtryk, når jeg lader mit blik fange hende. Nå ja, én ting har jeg da lagt mærke til: Hun har fået nye øreringe, og på et tidspunkt i en pause, kan jeg høre, at en af de andre piger spørger til dem, og Mai siger almindeligt, at hun har fået dem til sin fødselsdag, og jeg kommer i tanke om, at hun netop har haft 19 års fødselsdag. En mikroskopisk lettelse; så er hun da myndig.  

Det er tid til en individuel karaktersnak med klassens elever. Mai er afventende og lytter til, hvad jeg har at sige. Og det er, at jeg synes ikke, hun har gjort fremskridt nok til at få 7 i mundtligt. Det er jo en faglig karakter, påpeger jeg og prøver at se seriøs ud. I øvrigt siger jeg, at hun mangler at aflevere 2 sæt inden for det sidste halve år. Hun sukker og siger, at hun mangler faktisk også at aflevere i andre fag. – Jeg skal ned til inspektor i morgen. Jeg har allerede fået en advarsel og står til at komme på særlige vilkår. – Ikke godt. – Næh. Jeg håbede bare, du ville være mere behjælpelig. – Du må hænge mere i, Mai, andet råd kan jeg ikke give dig.

Vi slutter samtalen, og hun bemærker, at jeg skal tjekke mailboksen i aften. Jeg når ikke at kommentere det, inden hun er inde i klassen.

Det er klart, at jeg sidder som lænket til pc’en om aftenen. Hvad kan hun nu finde på, spørger jeg mig selv. Kl. elleve sender hun en besked. Hun skriver, at hun har et forslag, jeg bør overveje. – Hvad er det så? skriver jeg hurtigt. – Jeg kan forstå, at du ikke vil give mig en højere karakter men gerne lidt penge. Jeg har jo stadig filmen, men den kan slettes på følgende betingelse: du skal give mig gratis undervisning, indtil du mener, jeg er dygtig nok til at få en højere karakter. – Hvor har du tænkt dig, det skulle foregå?

– Jacob, du finder nok et lokale på skolen efter 8.time.

Jeg tænker kun en smule på, hvordan det vil gå denne gang. Hun er iklædt en kjole, et spirende forår er på vej. Vi sidder i et lille lokale, der benyttes som et depotrum i engelsk; det er mig, som har foreslået det. Der er ingen grund til at udfordre skæbnen, for det er den eneste frygt, jeg har i øjeblikket: at nogen opdager noget imellem os.  I lokalet er det godt nok et vindue ud til en cykelparkeringsplads med en togbane ti meter fra bygningen. Jeg overvejer at trække gardinet for men tænker, at det vil give hende et signal om, at jeg forventer andet end at jeg skal undervise hende i matematik. Jeg identificerer mig helst som den ansvarlige voksne lærer. Jeg må virkelig rose hende for, at hun gør noget for at få noget ud af timen. Hun er velforberedt og begynder godt. – Det må jeg nok sige, siger jeg også til hende – Du har virkelig forbedret dig, Mai Hun smiler venligt og siger, – Tak, Jacob. – Okay, nu vil jeg prøve at bevise den sætning, vi arbejdede med i dag. Jeg tror, jeg vil stå ved den gamle antikke kridttavle der. Det er nemmere at have overblikket ved en tavle, synes jeg, og jeg skal jo vænne mig til det. – Netop, siger jeg og ser, hun stiller sig op ved tavlen. Da hun sad ved siden af mig ved bordet, havde hun en tynd strikbluse på. Nu tager hun den af, og jeg ser, at kjolen er meget åben fortil. Foran er der en megadyb og bred V-udskæring helt ned til navlen og de to kanter i V’et dækker dårligt hendes brystvorter; faktisk blottes et af brystvorterne, når hun drejer lidt rundt. Det er et godt køb, tænker jeg. Mai gør det godt; jeg har til gengæld svært ved at holde fokus på matematikken. – Skal jeg tage et bevis mere, synes du? – Gør det. Tag sætning 11. Den er svær. – Så må du hjælpe mig i gang. Jeg prøver at sige, hvordan sætningen lyder, men hun virker mere useriøs end før, så hun får ikke skrevet det rigtigt op. Jeg beslutter mig for at gå op ved siden af hende ved tavlen. Jeg mærker næsten varmen fra den store del af hendes bare hud; jeg siger til mig selv, at jeg skal koncentrere mig om matematikken. Jeg skal ikke have mere klinket. Jeg tager kridtet og skriver sætningen op. -Værsgo, siger jeg og vil til at gå ned igen, men hun beder mig om at blive, for hun er noget usikker på hele beviset. – Hm, siger jeg blot. Hun begynder, men hun får det sædvanlige fjollede udtryk, når hun ikke kan finde ud af det. Det har jeg da fundet ud af hos hende. Jeg starter op med at opskrive en hjælpefunktion. – Nå, ja. Den vil jeg så integrere.

– Netop, svarer jeg og beslutter mig for at sætte mig tilbage på stolen ved siden af hendes computer, der er lukket ned.

Det går sådan set pænt det første stykke af beviset men ved det afgørende trin i beviset, virker hun blank. Hun fniser og laver fagter, bukker sig lidt sammen som for at vise, at det ikke er lige op over, at hun kommer videre i beviset. Efter hendes kropslige klovnerier retter hun sig op. Om det er med vilje eller tilfældigt ved kun Mai, men kjolens to kanter i V-udskæringen er kommet om på ydersiden af hendes bryster, der virker større end jeg havde forestillet mig. Det overraskende er, at hun faktisk kan fortsætte beviset og virker uanfægtet af, at hun nu står med bare bryster. Næsten færdig kigger hun ned på mig med et seriøst, spørgende udtryk, for hun mangler lige den sidste del af beviset. Jeg er lidt forbløffet over situationen men siger ikke noget; er kommet til at tænke på, hvad det er, der sker. Min elev står og beviser noget matematik med blottede bryster og jeg lader det ske, en 41 årig mand. Det er for vildt.

Da jeg ikke siger noget, går hun hen til det bord, jeg sidder ved og stiller sig for enden af bordet lige ved siden af, hvor jeg sidder. Og for at kunne se, løfter hun sin computerskærm op og kigger derefter indgående på sine noter på skærmen. På den måde kommer hun til at læne sig ind over mig. Imens hun begynder at læse højt af det, som står på skærmen, sker der det, at det ene bryst berører mit ansigt, faktisk kommer det til at være sådan, at brystvorten præcis er ud for min mund, som jeg ikke har lukket helt. Idet hun drejer sig lidt om imod mig, bevæges brystvorten hen over læberne, og da det kildrer helt afsindigt på mine læber, åbner jeg munden og kommer til at nippe brystvorten, der er blevet fyldig næsten stiv. Hun lader mig gøre det eller rettere: hun fortsætter som om intet unormalt er ved det. Udenfor kan jeg høre et S-tog køre mod København, og dens lygter blinker ind i lokalet, og jeg overvejer, om man kan se os fra S-togets vinduet. Det slår mig virkelig så stærke blink, der kommer ind i rummet. Uden at gøre et stort nummer ud af det, retter hun sig op, idet hun fnisende siger: – Hov, de er da vist kommet uden for kjolen, og hun sætter brysterne ind bag stropperne. En smule afventende betragter hun mig med rynket pande og udbryder fnisende: – Hvad havde du lige gang i der, Jacob?

Det blev ikke sagt decideret nedladende, kun lidt, nærmest drillende men dog alligevel med en tydelig antydning af, at jeg ikke har ret meget styr over mig selv i øjeblikket men lader hende bestemme mere eller mindre totalt over mig.  

Få minutter efter pakker hun sine ting sammen og er snart ude af døren; faktisk så hurtigt, at jeg ikke når at rejse mig op, inden hun er ude af døren. Det sidste hun siger er, at hun synes at have hørt nogen ude på gangen.
Hun har hørt rigtigt; kort tid efter kan jeg høre, at en af pedellerne er ude på den sidste tur rundt på skolen for at låse af. Jeg skynder mig ud af lokalet og er snart på vej hjem med en følelse af, at Mai kan få det som hun vil.

Hjemme sent om aftenen tænder jeg for pc’eren og ser ikke uventet, at Mai har skrevet. Denne gang er jeg overbevist om, at hun ikke kan have optaget noget med kamera. Jeg har været meget opmærksom på det. Men deri tager jeg fejl. Der er sendt en videofilm med. Uden at læse hvad hun har skrevet, slår jeg på tastaturet for at sætte filmen i gang. Optagelserne starter med at Mai står ved tavlen helt normalt med sin trøje på. Kort efter er hun kun iført den udfordrende kjole og hvor hendes brystvorter af og til falder ud. Ud fra filmen kan jeg hurtigt afgøre, at kameraet befinder sig uden for vinduet. Jeg bander højlydt og får det megavarmt. Der er sket det, som ikke måtte ske og som ændrer alt for mig. Jeg kunne have en illusorisk krog i Mai via penge og lovning om bedre karakterer plus privat undervisning i matematik. Nu hvor en anden person har fået kendskab til det, får forløbet en hel anden dimension, jeg slet ikke kan oveskue. Som at befinde mig i en trancetilstand ser jeg filmen til ende, til og med den sidste scene hvor jeg tydeligt og meget genkendeligt har Mais ene bryst i munden. Jeg læser hurtigt, hvad hun skriver:

– Det er Julius, der har optaget filmen. Han er min kæreste. Bare rolig, han siger ingenting. I øvrigt har han set den første film, så der er ikke sket noget nyt og anderledes i dag. I aften vil jeg bede om 1000 kr. Karakteren er vel også så godt som 7 nu.
Kh Mai.

Fortsættes HER