Gymnasiepigen Mai

Jeg har ikke fodlænke på, og jeg sidder alene i en lejlighed. Arbejdet som gymnasielærer i idræt og matematik er skiftet ud med at være VUC-lærer, der kun må udføre matematik fjernundervisning. Den eneste fysiske kontakt med eleverne er til mundtlig eksamen, hvor en censor er til stede.

Vi skruer tiden 1 år tilbage og befinder os på et stort gymnasium i provinsen. Jeg har altid befundet mig godt i undervisningssituationen, og samværet med de 16-19 årige er ligeledes noget, jeg har let ved. Jeg har nogen gang tænkt, at min tilpasningsevne er ekstrem, nærmest kamæleonagtigt, forstået på den måde, at hvis omstændighederne nu en gang er, at jeg skal være sammen med de unge, ja så opfører jeg mig eller oplever mig selv som, om end ikke fuldstændig som en elev, så i hvert fald som en langt yngre person end mine jævnaldrende. Og sådan har det altid været. Andre gange har jeg tænkt, at jeg bare har svært ved at blive og leve som de voksne; en Peter Pan. Og så er det tilsyneladende ganske belejligt, at jeg er blevet gymnasielærer. Indtil videre, som jeg tænker, da et nyt skoleår er begyndt.

En elev i en 3g har måske gennemskuet mig. Hendes forældre er fra Thailand og hun hedder Mai. I en 7. time sidder eleverne i et åbent studieområde og arbejder med nogle beviser i matematik. Netop som timen næsten er gået, når jeg hen til hende. Jeg spørger, hvordan det går. Hun kigger opgivende på mig og siger, hun fatter ikke det bevis, hun har fået. – Vi må se på det i morgen. – Jamen, jeg skal jo til tavlen med det på torsdag, siger hun med en stemme med megen følelse i. – Hm, skal vi se på det nu? – Ja, helst, jeg kan prøve at gøre det på tavlen her. Har du en tusch? Jeg kaster én hen til hende. Hun begynder men virker uoplagt, og da timen stort set er gået, stiller jeg mig hen til hende og tager hendes højre hånd med tuschen og fører hende til at skrive den linje færdig, hun er begyndt på. – Sådan skal det gøres. Læs godt på det til i morgen og skriv en mail, hvis der er noget, du ikke kan finde ud af. Hun kigger undrende på mig, og jeg tænker, at jeg da vist er gået over stregen der. Alle elever skal i så fald have tilbuddet om at maile om hjælp. Hvad fanden, tænker jeg. Det går nok, vedtager jeg. Om aftenen tjekker jeg mails og ser, hun har skrevet. Den er ikke helt god, har jeg på fornemmelsen. Og Mai skriver: – Det var godt nok længe, du holdt min hånd i dag, er det okay? Jeg skriver ikke noget svar men føler mig øjeblikkelig fuld af skam og tænker, om jeg virkelig er sådan én, der krænker en elev. Hun skriver igen: – Jeg siger det ikke til nogen. Et syv-tal i mundtligt vil være perfekt og min mund er lukket. Det vil være en glidebane, tænker jeg. Jeg svarer stadig ikke. – Hvis du ikke vil give mig det 7-tal, er jeg tavs som en sten, hvis du i stedet sender mig 300 kr. på mobilpay. Er det virkelig dér, hvor jeg er med en elev? spørger jeg mig selv. Det er det vel; hurtig brandslukning, tænker jeg og sender hende 300 kr. Den næste dag har jeg ikke klassen. Om aftenen sender hun en mail med et vedhæftet foto. Teksten er: – Jeg synes da, at du skal se, hvad jeg har købt for de 300 kr. Jeg åbner vedhæftet foto. En blanding mellem at jeg synes, det er fedt men også helt forkert, melder sig hos mig: Hun har sendt mig et foto, hvor man ser hende stå halvt med ryggen til og smiler til mobilkameraet i et stort spejl. Det eneste, hun har på, er små hipster trusser med det meste af hendes velformede balder til syne. Jeg skriver tilbage med beskeden: – Ok, men det er ikke passende at sende sådant et foto. Nu håber jeg denne lille sag er ude af verdenen.

– Jeps, svarer hun.

I den kommende matematiktime er det, som det plejer. Mai sidder og ser almindelig ud, bidrager ikke med noget fagligt i klassen. Der er absolut intet at mærke på de andre i klassen. Jeg føler en sand lettelse derved.

En time senere tjekker jeg mail på skolen. Mai skriver, at hun gerne vil have ekstra matematikhjælp til det bevis, hun skal gennemgå om torsdagen. Hun ved, at jeg har sådan en time i morgen, så hvis det er ok for mig, kommer hun. Jeg svarer, at så melder jeg hende til. Det ér meget bedre, når forholdet mellem elev og lærer baseres på faglighed, kan jeg ærligt mærke på mig selv med en vis stolthed.

Efter almindelig skoletid får jeg øje på Mai i lokalet. Der er også en anden elev, der har tilmeldt sig ekstrahjælp i matematik. Jeg giver fyren nogle opgaver inden for det emne, han gerne vil have mere styr på. Mai sidder bare og ser almindlig ud. Jeg beder hende om at læse beviset igen og eventuelt gå tilbage i bogen og få styr på de begreber og andre sætninger, der skal bruges. I den næste halve time hjælper jeg mest den anden elev. Han forlader lokalet. – Nå Mai, har du styr på det? – Jaeh, det tror jeg nok. – Vil du prøve at gennemføre det på tavlen. – Okay, svarer hun og stiller sig derop. Hendes computer har hun vendt om, så hun sandsynligvis kan se sine noter. Hun laver nogle sjove bevægelser med både arme og hele kroppen, måske som tegn på, at hun ikke kan komme i gang. – Okay Mai, du kan skrive sætningen op til at starte med. – Nå ja, siger hun fnisende og begynder så. Hun har stramme, grå leggings på og en kort bluse. Det skal ikke undre mig, at hun har de nye tynde trusser på. Hendes leggings går op mellem hendes balder. Hun går i stå og vender sig om. Jeg siger, at hun kan prøve at se på noterne på sin computerskærm. Hun klovner noget. Jeg beslutter mig for at gå op til tavlen. Jeg peger på et bestemt sted og spørger om, hvad det betyder. Hun fniser og svarer, at det ved hun faktisk ikke. – Hm, siger jeg blot og tilføjer, at jeg kan skrive lidt videre i beviset. Hun giver mig tuschen. Jeg skriver en linje og siger, at hun kan fortsætte med at skrive. – Ok, jeg prøver, siger hun men det går ikke rigtigt. For at komme til at stå på den anden side af hende, går jeg forbi hende men kommer for tæt på hendes krop hvorved hendes bagdel kommer til at støde ind i mig. – Hov, siger hun bare. Jeg lader som ingenting og tager tuschen ud af hånden på hende og skriver en ny linje i beviset. – Nu tror jeg godt, du kan fortsætte. Det bliver kun halvgjort, så jeg tager hendes hånd og fører den til at skrive nogle flere udtryk. Vi gennemfører det meste af beviset på den måde. Hun kigger noget undrende på mig og jeg kan mærke varmen stige mig til hovedet. Jeg skal slippe hendes hånd, beordrer jeg mig selv. Og gør det så også. Jeg siger efterfølgende, at hun skal prøve at gøre det færdig. Jeg kan høre at min stemme er blevet mere bestemt. Hun fortsætter mere målrettet, mens jeg står ved siden af tavlen og betragter hende. Jeg siger til mig selv, at der gik jeg over stregen igen ved at føre hendes hånd; denne gang i alt for lang tid. Berøringen af hendes hånd og det at vi stødte let sammen har gjort mig ophidset, kan jeg på en gang mærke. Da jeg har stramme jeans på, kan man ikke se noget, men jeg kan mærke, at der kommer noget væske ud af mit lem. Jeg er god til at kontrollere mig, mener jeg selv, men netop fordi det er helt forkasteligt at befinde sig alene med en elev, der prøver at gennemføre et matematisk bevis, mens jeg er kørt op af liderlighed, kan jeg ikke styre mit underliv længere. Skammen og smerten over at være opslugt af hendes krop gør, at jeg begynder stille at ejakulere. Mai vender sig om mod sin computer for at se slutningen på beviset i sine noter. Netop i det øjeblik går jeg ned til mit bord og tager min trøje, som jeg holder op foran skridtet. Til alt held har hun ikke opdaget noget, er jeg overbevist om. Hun afsluttet beviset, og hun virker lidt stolt over det. – Nå Jacob. Det gik da ikke så dårligt vel. Nu kan du godt give mig 7.

Jeg prøver at smile og siger, at det kan da godt være. Jeg må være rød i ansigtet. Vi slutter og siger farvel til hinanden. Da hun ikke har opdaget noget, er jeg ufattelig lettet og siger ovenikøbet til mig selv, at det i grunden var lidt fedt.

Sent om aftenen sidder jeg ved computeren og tjekker mails. Hun har skrevet. Jeg tænker, at hun nok vil sige tak for hjælpen. Der er medsendt en video. Hun skriver, at jeg da godt nok må være utrolig forsømt, når der skal så lidt til. Nu skal jeg give hende 7 og betale hende 500 kr. Jeg ser filmen. Mai har ladet sin computer optage sin gennemgang af beviset. På filmen ses Mai stå med ryggen til og fjumre og kan ikke rigtigt komme i gang. Man ser jeg kommer op ved siden af hende, trækker forbi hende og står halvt bag hende, mens jeg holder om hendes hånd og får hende til at skrive det rigtige. Senere kan man se, hvordan jeg står lidt fra hende og det kan alligevel ikke skjules, at jeg rykker lidt frem og tilbage med underlivet og samtidig kan man se en bule på bukserne. En bule der bliver mørkere og da jeg nogle minutter efter går ned til bordet ses en tydelig plet foran på mine bukser. Jeg er totalt slået ud. Kan ikke tænke klart. En følelse af undergang. Det er afsløret og dokumenteret, at jeg har ejakuleret, mens en af mine elever har stået ved tavlen og bevist en matematisk sætning.

Fortsættes HER