Fra de nordlige provinser

Denne novelle er som alt andet jeg skriver fiktion, Den bygger på mit ophold i østen, samtaler med en dansk (kvindelig) konsul, en engelsk politiinspektør (superintendent) og samtaler i klubben bl.a. med en der havde prøvet LIDT af det.  /JESPER

——————————————-

 RETTERGANGEN 

FAR. Tror du det gør MEGET ondt? Drengen var ligbleg og rystede over hele kroppen medens han så på sin far. Hvis drengen var ligbleg så var faderen askegrå. Sveden drev ned af ham medens han hviskede på dansk: “40 slag, det kan man ikke Jeg kan ikke klare det HJÆLP MIG… JEG KAN IKKE.”

Han stirrede på mig som var jeg det eneste halmstrå han kunne klamre sig til.

—————————

Begivenheden fandt sted ved distriktsdomstolen i byen RANONG der ligger i det nordlige MALACCA tæt op mod den burmesiske grænse. Det var afslutningen på en retssag hvor jeg var blevet sendt op for at “redde” to danskere der var blevet grebet i narkotikasmugling. Normalt arbejdede jeg på generalkonsulatet i Canton, men konsulatet i Kuala Lumpur, der dækkede hele den Malaysiske Føderation var underbemandet så jeg var midlertidig forflyttet.

Med mig havde jeg en lokal advokat til hjælp med det juridiske. Sagen var oplagt, alt for oplagt. De to var blevet grebet med hash klæbet fast til kroppen. 200 gram hos drengen og 400 hos faderen. Det var meningen at det skulle smugles til Danmark og dække rejseomkostningerne.

——————————

Lokalet var varmt og støvet. Tilstede var foruden dommeren, anklageren, – i uniform, advokat Young iført flagrende sort kappe og paryk og undertegnede. Dertil de to fanger, allerede klædt i orange fangedragter og lænkede på både på fødder og hænder. Til at passe på dem var der en sergent med et navneskilt der fortalte at han hed Ng og en ganske ung menig der ikke engang havde et navn, kun tallet 67 på uniformen.

——————————

Anklageren havde lagt for med at kræve mindst 15 års fængsel. og dertil en solid pryglestraf Det ærgrede ham tilsyneladende at der ikke var fundet hårde stoffer så dødsstraffen kunne komme i anvendelse, men han benyttede lejligheden til at indskærpe at indfødte og udlændinge, OGSÅ HVIDE var lige for loven!

Så var det vores tur til at gøre indtryk på dommeren. Hvad angik drengen så var han mindreårig. Jeg stirrede på ham. En typisk dansk teenager i god form han ragede op over de små Malaysiere. Han var ganske vist kun 17 år… nogle måneder endnu inden han ramte voksen grænsen på 18 år. Men det var det vi skulle udnytte.

Desuden var han forført af faderen som en mindreårig jo SKAL adlyde!

FADEREN. Ja, han var et sølle skvat som man (dvs. retten) kun kunne have medlidenhed med og som ikke forstod engelsk nok til at læse de talrige brochurer om straffen for narkotikasmugling som lå ved enhver grænsestation. Desuden var hashen udelukkende tænkt til privat forbrug, ikke på nogen måde til salg til andre.

Young procederede på malai, det bedste han havde lært. Dommeren lyttede tålmodigt. Han var ligesom advokaten iført kappe og paryk til trods for de 35 grader i retslokalet 

Bagefter fik jeg lejlighed til at tale til dommeren. Igen lyttede han tålmodigt, stillede spørgsmål på engelsk og forsøgte forklare mig Malaccas narkotika lovgivning.
Jeg slog på de humanitære aspekter, det gode forhold mellem vore to lande og Malacca’s internationale omdømme, men jeg følte mig som præsten der i margen til sin prædiken skrev: “Her hæves stemmen thi argumentationen er svag.”

Nogen effekt må det have haft, for dommeren kaldte os alle tre op til skranken. Han var villig til at bøje loven. Betragte kvantummet som kun til eget forbrug. Godtage at drengen havde ligget under for pres af sin far og at denne var forsynet med en begrænset intelligens. Det var derfor muligt at reducere straffen for begge til 5 år og de ville oven i købet kunne afsone den sammen.

Derimod ville han ikke frafalde pryglestraffen i form af stokkeslag.

Jeg protesterede vildt og voldsomt, godt hjulpet af advokat Young, især for drengens vedkommende, men anklageren gjorde mig sarkastisk opmærksom på at spanskrør var gældende fra det fyldte 15. år BÅDE FOR INDFØDTE OG UDLÆNDINGE.” 

Dommeren tyggede på det og endte med at sige at under forudsætning af at de begge tilstod, ville straffen blive 5 år til dem begge. Spanskrøret ville blive nedsat til 25 slag for drengen, men 40 for faderen. “Accepter” hviskede Young, vi får det ikke bedre. Vi kan altid om et år søge om straffenedsættelse.

Fangerne bøjede hovederne og mumle et forsagt “YES”.

———————————————

“Godt! STRAFFEN VIL BLIVE EKSEKVERET MED DET SAMME!” De to soldater tog fat i delinkventerne. Sergenten i faderen og soldaten i drengen. Vi gik alle ud i en lille går bagved retsbygningen.

Der stod det jeg havde ventet. A’et. En svær tømmerkonstruktion af form som et stort. A, ca. 2,5 meter højt. Det lænede sig skråt op af muren således at toppen rørte den, medens benene var ca. 2 meter ude. Den vandrette tværbjælke var lidt tyndere og kunne forskydes op og ned. Den var forsynet med en svær læderpude.

Faderens hænder blev bundet, selvom de allerede var lænkede og han blev hejst op så benene lige akkurat rørte jorden. De blev spredt og bundet til de to stolper. Rutineret trak sergent Ng hans orange shorts ned så langt de kunne komme. Med dem fulgte et par grå underbukser. Jeg bemærkede nogle brune pletter i dem. Tværbjælken blev justeret så den var lige ud for hans pik. Puden fik røven til at stå spændt bagud.

Soldaten kom med et tykt bælte af kapok som blev spændt rundt om ham for at beskytte nyrerne.

SÅ BEGYNDTE SERGENT Ng! Han brugte et tyndt smidigt spanskrør.
Åååågh… ååågh… AUUUGH! …

NEJ… STOP! Allerede efter de første 7-8 slag begyndte manden at hyle uafbrudt medens han bad for sig skiftevis på dansk og engelsk. Ng var dygtig. Ikke på noget tidspunkt ramte spanskrøret kapokbæltet. De røde striber blev lagt over ballerne helt parallelle. Faderen var holdt op med at sige noget fornuftigt, HAN BARE SKREG OG SKREG. hver gang spanskrøret ramte ham. Han var bundet så stramt at han ikke kunne røre sig, men de store baller hoppede og dansede ukontrollabelt efterhånden som Ng’s spanskrør nåede ind alle vegne. Ng begyndte at ramme steder han havde ramt før.. Striberne blev til revner… Revnerne åbnede sig …Blodet begyndte at løbe ned af lårene. Skrigene blev svagere og gik over i en stønnen. Til sidst fik det en ende. Ng stoppede og manden hang bare i sine arme med lukkede øjne og stønnede.

Mærkværdigvis var han i stand til at stå oprejst da han blev taget ned fra A’et. Hans røv var én stor rød hudløs klump kød, som stadig rystede ukontrollabelt.

SÅ VAR DET DRENGEN. Han hylede og sparkede, men de to soldater fik han i løbet af ingen tid hængt op lige som faderen med den bare ende strittende bagud. Jeg protesterede som en rasende. “DET ER DET RENE TORTUR.”

Anklageren så koldt på mig: “Må jeg gøre vor gæst fra det høje nord opmærksom på at vores love er vedtaget på demokratisk vis af et frit parlament OG AT SPANSKRØRET BLEV INDFØRT AF VORES HVIDE, ENGELSKE KOLONIHERRER!”

Dommeren sagde noget til Ng. Så vendte han sig til mig. “Jeg skal være mild. Straffen vil ikke blive udført af sergent Ng, men af den unge rekrut. På den måde bliver den mildere.” “67” tog fat. Han var ikke så præcis som Ng, Nogle af slagene havnede på kapokbæltet, istedet for på røven. Ikke desto mindre tog det kun kort tid før drengens røv lignede faderens. Det var en rigtig drenge røv, lille og fast, men den kom hurtigt til at ligne faderens, en dybrød klump kød med rød-blå striber over det hele. . I modsætning til Ng’s gik disse på kryds og tværs over ballerne. Alt efter hvor “67” nu tilfældigvis havde ramt. HAN SKREG DESPERAT. Mest på dansk. ”AUUUGH!iiiigh… ååågh. STOP. Jeg skal aldrig gøre det igen!! FAR HJÆLP MIG.

Til sidst gik det over i regulær gråd uden ord.

Omsider blev det overstået. Drengen stod ved siden af faderen. Ingen af dem havde energi til at hive bukserne op. De bare stod og jamrede. Drengen med tårerne løbende ned af kinderne Ng sagde noget til dommeren. En overdækket lastbil ankom. Den indeholdt allerede 7-8 fanger i lænker og med det kendte orange tøj.

De to danskere blev smidt op på ladet, og af sted gik det, formodentlig til en arbejdslejr, hvor de to de næste 5 år kunne tænke over narkosmugling og hvor heldige de havde været at det ikke var gået værre.

——————————————-

Mit job var færdigt. Jeg og advokat Young havde gjort hvad vi kunne, men konsulatet ville holde øje med de to, besøge dem regelmæssigt og måske forsyne dem med ekstra fornødenheder.
Samtidig ville ambassaden arbejde på at få den løsladt

————————————————-

DE 5 FORBANDEDE ÅR

Der gik omkring 4 år så blev jeg mindet om sagen igen. JEG STØDTE IND I DRENGEN PÅ EN BAR I KØBENHAVN. Det var ikke en dreng mere men en ung mand først i tyverne.

“Dig har jeg set før” sagde jeg “Nej det tror jeg ikke“. “Jo, I RANONG i Malacca”. Han stirrede på mig som om alene minderne fik ham til at gyse.. “MANDEN FRA KONSULATET! hviskede han Jeg burde jo sige tak for din indsats ved retssagen, selvom det ikke hjalp ret meget. HIMMEL HVOR GJORDE DET ONDT… MEN DET VAR BARE BEGYNDELSEN.”

——————————————

Over indtil flere glas øl fortalte han hvad der videre var sket.

——————————————

Turen i lastbilen tog 9 timer. Fangerne og de to soldater sad på bænke, kun far og jeg stod op. Alene TANKEN om at sidde var nok til at få os til at mindes vores endeballers tilstand! “Det gøre meget ondt?” Den unge soldat der havde givet mig tæsk spurgte på malay-engelsk. Han var vel på min egen alder med gul hud og sorte øjne. På hans uniform sad det et tal “67”. Jeg nikkede, det var alt hvad jeg kunne. Tavs rakte han mig en pude af strå og pegede på bænken.

Far foretrak at stå op under hele turen

——————————

Efter af have krydset en flod endte vi i en lejr omgivet af pigtråd. Vi blev befriede for lænkerne og stillet op. En officer kom og holdt tre enslydende taler. På malay, på cantonesisk (kinesisk) og engelsk. “I er her for at aftjene jeres straf. Hvis I opfører jer ordentligt og arbejder hårdt sker der Jer intet. Hvis I derimod er ulydige bliver I straffet hårdt. Lad være med at prøve på at flygte. Alle de der har prøvet er enten blevet fanget, blevet spist af krokodillerne i floden eller omkommet i junglen.”. Vi fik anvist en køje i en barak. Far og jeg kom i samme barak men ikke ved siden af hinanden. Jeg fik at vide at jeg på grund af min unge alder skulle arbejde i køkkenet. Far derimod blev sendt på virkeligt (og hårdt) arbejde. Vi skulle rydde og genetablere en sti til en nedlagt flyveplads som nu skulle tages i brug igen.

Det var noget med at grave med spader og hakker og køre materiale væk på trillebøre.

—————————–

Vi var fire i køkkenet. 3 “kokkedrenge” to unge indfødte der havde begået bankrøveri og mig. Kokken var en stor tyk kineser, der havde fået livsvarigt fængsel for 3 mord. Han syntes af have affundet sig med sin skæbne og var normalt i godt humør. Kun når noget gik ham imod gik det ud over os. Så greb han den nærmeste dreng, LAGDE HAM OVER SINE KÆMPE LÅR, HEV BUKSERNE NED OG TRAKTEREDE DEN NØGNE ENDE MED DEN STORE GRYDESLEV. De gjorde vanvittigt ondt og de første gange skreg jeg af mine lungers fulde kraft. Mit hoved var ligeså rødt af skam som min røv af slagene. Efterhånden vænnede jeg mig til det, navnlig da de to andre ikke tog nogen notits af det. De havde nok at gøre med at tænke på deres egen røv!

Vi lavede mad til fangerne, soldaterne og officererne. Fangerne og de menige fik det samme, kun officerernes var en tak bedre. Men al maden var god og sund. Ywai var en god kok!

————————————–

Hver dag blev de voksne fanger kørt op til selve arbejdspladsen, hvor de reparerede den forbande sti. De blev bevogtede af soldater. Alle soldaterne havde en kort pisk lavet af krokodilleskind. Den kunne trække nogle nederdrægtige striber over en nøgen ryg, men det var sjældent nødvendigt, bare et smæld i luften var nok til at fangen begyndte at knokle ekstra.

Det kneb for far i begyndelsen. Han kom tilbage om aftenen med den ene stribe ved siden af den anden.

——————————————

Kommandanten havde ret. Hvis bare vi opførte os ordentligt og arbejdede hårdt skete der os intet. Kun hvis vi lavede noget galt faldt straffen. Altid pisk. Foran alle de andre fanger. Både far og jeg måtte sande hvad det betød at træde ved siden af.
DET GJORDE ULIDELIG ONDT! og kunne mærkes i ugevis.

————————————————-

DET VAR HERAKIET BLANDT FANGERNE DER SKABTE PROBLEMERNE. Øverst stod kineserne, der styrede alle illegale forretninger. Så kom de indfødte malayer der krøb for kineserne. ALLERSIDST… HELT NEDE KOM DE HVIDE! Dvs. min far og mig. Begge var vi GWAI, hvide spøgelser. Han en GWAI-LO en spøgelses mand, og jeg en GWAI-TAI en spøgelses dreng. Jeg havde én stor fordel. Jeg stod under menig PHROM’s beskyttelse. Jeg var hans TAI, hans tjener eller oppasser. Phrom var identisk med “67” som havde givet mig så mange tæsk i Ranong. Nu var han god mod mig fordi jeg var hans TAI. Det betød ekstra arbejde med at stryge hans skjorter, vaske hans undertøj osv. Hvis det ikke var tilfredsstillende var det krokodillepisken! Det nyttede ikke noget at græde. Jeg kunne lige så godt tage bukserne af med det samme, lægge mig over en skammel og få mine 15 rap.

MEN TIL GENGÆLD BESKYTTEDE HAN MIG. Ingen af de andre fanger, med undtagelse af kokken, turde røre mig.

————————————-

Så heldig var far ikke. Allerede efter et par dage hørte jeg ham en nat skrige i barakken: “NEJ.. NEJ LA’VÆR… JEG ER EN MAND” hylede han på engelsk. Jeg prøvede at se hvad det var, men min sidemand, en malay lagde sig over mig, medens han hviskede: “Lad være at se derhen.” Far lå på gulvet. De holdt ham fast i arme og ben, medens en hel række fanger, både kinesere og malayer stod rundt om ham. “JEG ER EN MAND,” skreg han hele tiden. “TI STILLE… ELLERS SKÆRER VI PIKKEN AF DIG!! … OG SÅ ER DU IKKE EN MAND MERE!!” hørte jeg en kineser sige. Jeg ved ikke hvor mange der tilfredsstillede sig med ham den nat, men siden da var han knækket. Jeg så hvordan han nat efter nat frivilligt gik hen til kineserne når de kaldte så de kunne bolle ham og hvordan han knælende bagefter slikkede deres pik.

Han virkede som en zombie. EN GWAI-ZOMBIE!

—————————————-

Mig skete der intet. Jeg stod under Phrom’s beskyttelse og var reserveret for ham. Jeg vidste hvad der skulle ske når han sagde: “Mig ikke have nogen kvinde, så jeg bruge dig.” Det var tøjet af og lægge sig på maven på hans seng. Bagefter skulle jeg slikke ham overalt.

De fleste andre soldater havde en TAI som sørgede for deres fornødenheder og som måtte stå til rådighed på anden vis.

———————————–

De officielle afstraffelser fandt sted på den store plads medens alle så på. Det var komandanten der bestemte hvor mange slag der skulle uddeles og som regel sergent Ng der stod for udførelsen. Ng var frygtet for sine hårde slag og vi håbede altid at det var en anden der skulle slå. På pladsen var der en simpel træbuk, 4 skrå ben og en tværplanke. Fangen fik hænderne bundet foran, bøjede sig over planken og snoren blev ført ned til en ring i jorden. Det var alt, simpelt men effektivt. Så begyndte Ng. Da kun hænderne var bundne hoppede og dansede fangen samtidig med at han forgæves sparkede med benene. Den første gang jeg prøvede det blev hele køkkenholdet straffet. Fra tykke kok Ywai ned til yngste kokkedreng. Ywai rystede over det hele, også hans store fede vom der lå over tværbjælken, for slet ikke at tale om kæmpebalderne der lignede to store balloner, medens han hoppede op og ned. Alt i alt lignede han en gris der skulle slagtes… OG HAN SKREG LIGE SÅ HØJT! De to unge indfødte malayer tog det mere roligt. De vred og vendte sig, men de skreg ikke, de bare stønnede. Det virkede som om malayerne accepterede deres straf bedre end vi andre. Måske er de vandt til det fra barnsben. Det skal så siges at de fik mindre end både Ywai og jeg.

Selv rystede jeg som et espeløv da det blev min tur. Allerede medens jeg blev bundet til bukken begyndte jeg at pisse af skræk. Senere hylede og skreg jeg, men intet hjalp. Det var 25 rap over den bare fortalte de andre bagefter.

———————————

Senere fik jeg 2 gange “solo”. Begge gange for at stjæle officerernes mad til mig selv og min far. Sidste gang var hård. Jeg var på det tidspunkt blevet voksen, selvom jeg stadig blev kaldt en Gwai-TAI. Bundet nøgen over bukken fik jeg 40 slag, lige så mange som far havde fået i RANONG. Jeg troede ikke at jeg skulle overleve. Alt var bare en rød sky, DER GJORDE SÅ ONDT… SÅ ONDT! Ng skrællede al huden af min tyveårige røv så jeg ikke kunne sidde i over en måned.

Efter det havde jeg lært min lektie DU MÅ IKKE STJÆLE, heller ikke i et fængsel i Malacca!

——————————–

Far fik prygl fire gange, så vidt jeg husker. Han var en knækket mand. Om natten gjorde han hvad kineserne forlangte og om dagen arbejde han desperat for at undgå striber fra krokkodillepisken. IKKE DESTO MINDRE FIK HAN ALTSÅ 4 GANGE! Han vrælede som en besat og tiggede om nåde på en blanding af dansk og engelsk.

Engang fandt jeg ham efter at han havde fået 30 rap. Han lå bag ved en barak. Bukserne var stadig trukket ned og han klamrede sig med begge hænder til det der var tilbage af de glorøde baller, medens han rullede rundt på jorden.

————————————–

“Og hvad så?” spurgte jeg. “Jeg blev løsladt efter 3 års forløb. Ambassaden i Kuala Lumpor og udenrigsministeriets “Borgerservice” i København holdt stædigt på at selvom jeg nu var voksen, var jeg dømt da jeg var mindreårig og skulle behandles som sådan. Det medførte at man eftergav mig 2 år.” ”Hvad nu?” “Jeg læser på handelshøjskolen. Eksport, især til østen. Da jeg var fange lærte jeg mig både cantonesisk og malay Det var jeg nødt til. Phrom lærte mig at skrive det mod at jeg lærte ham engelsk. Det var et lidt ulige forhold. Hvis jeg ikke kunne mine ting lagde han sin krokodillepisk på bordet. Jeg, derimod havde ikke de samme “pædagogiske” midler over for ham.” Jeg så på ham. En ung mand der allerede havde smagt livets hårde skole og betalt for sine dumheder.

Men som havde taget ved lære og forsøgte at få det bedst mulige ud af det.

—————————–

Din far? spurgte jeg til slut. “Ham vil man ikke benåde. Udenrigsministeriet har herset og maset uden held. Man VIL simpelthen ikke. Det længste man vil strække sig til er at eftergive 6 måneder af hans 5 forbandede år….på grund af god opførsel! Det betyder at han kommer hjem om 4 måneder. OG SÅ HAR HAN SIKKERT EN MASSE MERE AT FORTÆLLE“