Flashback

Jeg er en voksen mand, gift med en dejlig kone med hvem jeg har to, nu voksne, børn.
Mit arbejde består i at rejse rundt til danske rederier og kontrollere skibenes sikkerhedsudstyr. Det var oprindelig kun rederier på øerne, jeg besøgte; men nu skulle jeg også tage mig af Jylland, og en dag befandt jeg mig i den sønderjyske by, hvor jeg var født og opvokset. Det var virkelig mange år siden, jeg havde været her sidst, og byen virkede meget forandret, dog lå rederiet stadig der, hvor jeg huskede det.  Rejsen var gået nemmere end jeg havde troet, så det var en halv time for tidligt, jeg gik ind gennem hoveddøren, men regnen strømmede ned, så jeg opgav min ide om at se mig om i byen, det gjaldt bare om at komme i tørvejr.

Receptionsdamen, der med det samme gættede, hvem jeg var, fortalte undskyldende, at Christiansen ikke var kommet endnu, og jeg skyndte mig at svare: “Jeg ved godt, jeg er for tidligt på den, jeg sætter mig bare her og venter.”
Hun tilbød mig en kop kaffe, og jeg sagde glad “ja tak,” jeg trængte faktisk til lidt kaffe. Kort efter kom hun med en lille bakke med et fyldt kaffekrus, sukker og fløde samt et par stykker fin chokolade. Da jeg havde nydt den første slurk og skulle sætte kruset fra mig, lagde jeg mærke til rederiets logo, der sammen med billedet af en coaster prydede kruset.

I løbet af et sekund foretog jeg en svimlende tidsrejse og var tilbage til 18-års-alderen og med mine forældre på ferie på en campingplads ved østkysten. Jeg kedede mig bravt, mine forældres måde at holde campingferie på bestod i at falde i hak med alle mulige forskellige jævnaldrende, og så at sidde og snakke og hænge over en øl til langt ud på aftenen. Det sagde mig rent ud sagt ikke en skid, og af en eller anden grund var der ingen på min alder på pladsen, så jeg havde ingen at snakke med, og tiden gik bare uendelig langsomt. Lige til den dag Michael kom. Jeg drev ørkesløst rundt op på campingpladsen, da jeg pludselig fik øje på ham. Han var ved at hjælpe sine forældre med at få rejst et imponerende, men også åbenbart også meget besværligt villatelt, og lige nu kunne jeg se, at de manglede en fjerdemand til at holde det ene hjørne, så jeg sprang til og tog fat. Et kvarter senere fulgtes Michael og jeg ned til stranden for at bade, og nu snakkede vi allerede sammen som om vi havde kendt hinanden i årevis. Fra det øjeblik blev jeg meget gladere for ferien, fra morgen til aften var jeg sammen med Michael, og vi foretog os alt det, et par gode venner i den alder kan finde på sammen. Vi badede, solede os (vejret blev også med ét meget bedre), vi havde lange lærde og dybsindige samtaler, hvor vi følte os i den grad voksne, og samtidig var vi ikke ældre, end at vi gerne travede de fire kilometer hen til den nærmeste købmand, fordi hans udvalg af slik var større og væsentlig billigere end campingpladsens, når vi skulle spendere vores fattige lommepenge. En dag gik vi en tur langs kysten og kom helt hen til den odde, der stak hundrede meter ud i havet et stykke nord for campingpladsen. Jeg havde været derude en gang og kunne fortælle Michael, at der ikke var noget særligt at se; men han ville alligevel gerne derud, og vi havde jo ikke andet at lave, så hvorfor ikke? Michael måtte erkende, at der ikke var noget spændende at finde, men vi satte os ned på den lille stump sandstrand, der sad vi og kiggede længe, tavst ud over havet. ”Vi skulle ha’ taget badetøj med,” sagde Michael efter en stund, ”jeg kunne godt trænge til en dukkert”. Det kunne jeg også, vi kiggede os lidt omkring, og blev så enige om at vi bare kunne smide tøjet og hoppe ud, der var ingen der kunne se os medmindre de sejlede ud forbi odden i en båd. Vi var begge en smule generte, da vi lagde det eneste, vi havde på, nemlig vores shorts, men da vi først var kommet i vandet og svømmede rundt, tænkte vi ikke videre over det. Bagefter lagde vi os på det smalle stykke med græs for at tørre i solen, det var først på eftermiddagen og selv her med vand næsten hele vejen rundt, var der meget varmt, så jeg lå og døsede hen i en halvsovende tilstand. Jeg vågnede brat ved at et kæmpe insekt kravlede på min ryg. Jeg slog arrigt ud efter det og ville så slumre videre. Så kom det utyske fandeme igen, og denne gang tvang jeg mig selv til at vågne helt op. Så meget at jeg opdagede, at insektet var et langt strå, som Michael lumsk grinende kildede mig på ryggen med. ”Jeg skal gi dig!” råbte jeg og kastede mig over ham som start på en regulær brydekamp. Vi tonsede rundt med hinanden i græsset en tid, snart var det mig, der havde overtaget, snart var det ham, vi var stort set lige stærke og kamptrænede, og det var jo også et helt rituelt slagsmål; men efterhånden skiftede det fra at være kamp til noget helt andet. Vi holdt stadig hinanden i et jerngreb, og lige nu var det mig, der var øverst; men Michael kæmpede ikke mere for at få overtaget, nu lå han med lukkede øjne og åben mund og trykkede min røv ned så vores underliv blev presset mod hinanden. Jeg blev klar over at min pik havde rejst sig i den grad, og det samme gjaldt hans. Og så skete det, Michael udstødte en langtrukken klagende stønnen, og jeg mærkede hans varme klistrede sæd mod min mave, det fik mig til at komme mindre end ti sekunder senere, og efter et par sidste krampetrækninger blev vi slapt liggende. Jeg nåede at få et begyndende anfald af skam og dårlig samvittighed, som Michael imidlertid spolerede ved dovent at bemærke: ”Det var da egentlig ganske rart, mon ikke vi skulle ta’ os et bad, inden vi går tilbage, ellers tror folk bare, vi er blevet forlovede”.

Jeg kom til at grine og glemte alt om at skamme mig.  

Om aftenen sad vi nede ved stranden og så månen stå op, mens vi stille snakkede om alt muligt mellem himmel og jord, bare ikke det vi havde gjort sammen. Med et rejste Michael sig og hviskede ”kom”. Vi fulgtes lidt hen ad stranden og ind på en brakmark, hvor der stod et gammelt læskur, som vi gik ind i. Vi stod i halvmørket og så afventende på hinanden, så hviskede Michael: ”Læg dig ned på knæ.” Det gjorde jeg, og så trak han sine shorts ned og fortsatte: ”Sut den af på mig.” Hans pik strittede lige hen mod mit ansigt, jeg lænede mig fremover og tog den ind i munden, og suttede det bedste jeg kunne. Det varede ikke længe, så begyndte han at stønne, jeg kunne mærke at pikken svulmede endnu mere op, og så sprøjtede hans sæd ind i min mund. Da han havde trukket pikken til sig, spyttede jeg resten af det klistrede stads ud og rejste mig. Michael løsnede mine shorts og trak dem ned og så knælede han ned og gik energisk i gang med at sutte den af på mig. Aldrig havde jeg oplevet noget så dejligt, jeg ønskede det ville vare evigt, men jeg kom efter højst to minutter. Igen nåede jeg at få et strejf af dårlig samvittighed, det var jo noget perverst snavs, det her; men da Michael mumlede: ”Jeg vil nu hellere ha’ det med vanilje-smag”, kom jeg til at grine og glemte helt at skamme mig.

Vi drev stille tilbage til campingpladsen, sagde ‘godnat’ til hinanden og gik hver til sit.

Den næste morgen ville jeg som sædvanlig gå hen og hente Michael og også som sædvanlig tigge en kop kaffe af hans mor; men mine forældre havde besluttet, at vi absolut skulle en tur til Tyskland, og vi skulle af sted med det samme, inden trafikken blev for slem. Jeg afskyede de ture, at blive slæbt igennem en række butikker, der ikke interesserede mig en dyt, for så et ende i en eller anden skummel ølkælder, hvor jeg kunne få lov til at se dem tømme to enorme ølkrus, mens jeg altid blev belært om at sodavand var vanvittig dyrt i Tyskland, så jeg måtte kunne vente, til vi kom tilbage.

Det gjorde vi ved 20-tiden, og jeg løb straks hen for at finde Michael. Teltet var væk, en tydelig plet i græsset viste, hvor det havde stået. Et kort øjeblik fattede jeg det forfængelige håb at de bare var flyttet til et bedre sted på pladsen, jeg gik systematisk hele området igennem, men nej, de var forsvundet. Jeg husker intet om resten af den ferie.

Da vi kom hjem, blev jeg ramt af en alvorlig infektion, det kostede mig en måned i isolation på hospitalet, hvorefter jeg blev udskrevet med besked om at holde mig i absolut ro i mindst en måned mere. Da den var gået, begyndte jeg igen at interessere mig for mine omgivelser. Jeg måtte prøve at finde Michael. Jeg kunne huske hans efternavn, Machenauer, som var ret sjældent, så til sidst fandt jeg hans far i telefonbogen, adressen var ude i en lille landsby ca. ti kilometer fra hvor vi boede. Jeg havde ikke lyst til at ringe, så jeg hoppede på cyklen og kørte derud en søndag eftermiddag. Det var let nok at finde huset; men en sur mand fortalte, at de ikke boede der længere, og hvis jeg vidste noget om dem, så ville han gerne vide det, for de skyldte husleje for flere måneder. I lang tid forsøgte jeg på alle måder at finde frem til familien, uden resultat, så jeg endte med at opgive. 

Jeg kom til mig selv igen og sad stadig med kruset i hånden. Det var præcis sådan et krus, Michaels mor havde brugt, når hun serverede kaffe for mig. Jeg så mig lidt forlegent omkring; men ingen syntes at have bemærket noget, jeg havde nok kun været fraværende et kort øjeblik, i hvert fald havde jeg stadig smagen af kaffe og chokolade i munden. Receptionsdamen blev færdig med en telefonsamtale, og jeg gik hen og spurgte, om der havde været en medarbejder der hed Machenauer. – Ikke i hendes tid, svarede hun, men vi kan spørge Mathiesen, han har været her på rederiet siden de slesvigske krige. Hun greb telefonen og kort efter dukkede der en meget gammel herre op. Han fortalte mig, at han var 97 år, og havde været ansat her i over 80 år, og jo, han kunne sagtens huske Machenauer, men det var jo en trist historie. Machenauer var stukket af til Sydamerika med kone og søn og en god portion af rederiets penge. Han ville starte et nyt liv dernede, desværre endte det skidt. Han blev snydt, så pengene forsvandt, hans søn blev syg og døde, da de ikke havde råd til lægehjælp, konen forlod ham og han selv forsvandt sporløst. Rederiet slap vist ualmindelig billigt fra min inspektion ved den lejlighed, det var mig umuligt at koncentrere mig om mit arbejde, Christiansen virkede i hvert fald meget lettet og noget overrasket, da vi tog afsked. Jeg var hjemme ved 21 tiden, min kone spurgte, om der var noget jeg ville have?

“Ja”, svarede jeg, tog hende i hånden og trak hende ind i soveværelset. 

Da vi senere lå svedige og pustende efter det hedeste samleje, vi havde haft i mange år, spurgte hun, hvad der dog pludselig var gået af mig, jeg nøjedes med at svare, at ’det ville hun ikke vide.’