Fabienne – Fjernstyring – Punishment by mail – 3. del
Har du ikke læst de to tidligere afsnit, kan du finde dem HER

Resumé:
Sven og Fabienne har lært hianden at kende på et seminar. De er stærkt tiltrukket af hinanden, men for at have lidt “sjov” på distancen, har Fabienne sagt ja til at adlyde Svens ordre om at gøre det han siger. Sidste gang blev hun sendt ud og købe en agurk, som hun efterfølgende skulle onanere med, og sluttelig servere i en salat for aftenens gæster. Men gad vide hvad Sven har fundet på til denne gang…

Den pakke, “punishment by mail”, jeg havde lovet Fabienne, indeholdt to ting: en mellemstor plug og noget glidecreme. Den tid, de europæiske postvæsener med forenede kræfter brugte til at få pakken frem, gjorde det nærliggende at tro, at pakken skulle til en bygd i det ydre Mongoliet. Men den skulle kun til Clermont-Ferrand, en storby i det centrale Frankrig. Men nu til dags skal man vist være glad for, når pakker overhovedet når frem; og det gjorde den da. Jeg havde fortalt Fabienne, at hun ikke måtte åbne pakken, før vi var sammen på Skype. Og om torsdagen var pakken kommet. Den eftermiddag kunne Fabienne naturligvis ikke vente med at åbne. Så jeg pinte hende med vedvarende løs snak. Langt om længe gav jeg hende lov, og hun pakkede ivrigt pakken op. “I think I know what it’s for,” sagde Fabienne, “but… but I never put anything in there,” sagde hun lidt modløst. Hun vejede pluggen i hånden og målte den med øjnene. “Isn’t it … big?” spurgte hun. Jeg stillede et modspørgsmål: “Is it bigger than what comes out?” Fabienne rødmede. “No… well… sometimes,” fik hun fremstammet. “Try it,” opfordrede jeg og Fabienne smed nederdelen, men virkede noget famlende. Jeg forklarede, at hun skulle smøre både den og sig selv godt, og at det var vigtigt, at hun gav sin krop tid til at udvide sig. Hendes ansigtsudtryk, da hun førte en smurt finger op i sig, var fuld af overraskelse og ellers ubeskriveligt. “I don’t know, if I like it,” sagde hun med to fingre op i sig og et usikkert smil. Jeg smilede bare. “I guess I can’t avoid it,” sukkede hun så og tog pluggen i hænderne. “Right,” svarede jeg, mens hun famlende smurte den ind i glidecreme. Så var hun klar. “Must I?” fik hun godt nok spurgt, men det var nok mest for en ordens skyld, for hun gav selv svaret – med åbenlys moro: “Same procedure as every year!” Og med et resolut “Admiral von Schneider!” førte hun pluggen mod dens mål; og med et bredt repertoire af ansigtsudtryk trykkede hun den langsom på plads. At pluggen ved denne lejlighed fik sit helt eget navn, er nærmest indlysende. Med lidt kejtede bevægelser tog Fabienne et par skridt; hun var vist overrasket, hvor let det gik – trods alt. “From now on,” meddelte jeg, “Admiral von Schneider will be in your handbag, unless I have told you, he must be in you.”
Fabienne så tænksom ud; så nikkede hun. “Always?” spurgte hun. Jeg nikkede.
“Yes, Sven,” sagde hun. “I want to see you taking the admiral in and out a few minutes,” sagde jeg stille. Igen kom hele repertoiret af ansigtsudtryk i anvendelse, begyndende med betænkelighed, ubehag og overraskelse; men langsomt gik det over i liderlighed for at ende i rendyrket nydelse og små støn. Så stoppede jeg hende. “Take it out!” “Please,” bad hun. Bevægelserne var stoppet, men hun havde ikke taget pluggen ud. “Please what?” spurgte jeg. “Please, can I continue?” spurgte Fabienne spagfærdigt. “Continue with what?” insisterede jeg på at vide.

Det gik op for Fabienne, at hun ikke slap for at sige det.

“Can I please continue to fuck my ass?” formulerede hun så.
“No,” sagde jeg til en overrasket Fabienne, og forklarede, at den slags måtte hun gøre sig fortjent til. Og det gjorde man ikke ved at være ulydig. “But I didn’t disobey!” protesterede Fabienne. “What did I ask you to do?” spurgte jeg.
“To stop and I stopped!” svarede Fabienne kamplystent.
“And I didn’t say ‘Take it out’?” ville jeg vide.
Fabiennes forsvar faldt sammen, og jeg måtte forklare, hvad hun nok godt anede, trods alt: at diskussion ikke udsætter en ordre. Slukøret tog hun pluggen ud; og jeg forblev hård. Hun fik ikke lov til at fortsætte. “And the consequenses for your behaviour will follow,” meddelte jeg.
“Yes Sven,” sagde hun. Hun havde accepteret vilkårene.  

I fredagens frokostpause sendte jeg hende en sms: “Before you leave work, put Admiral von Schneider in you and keep him there for half an hour at least.”
Der gik ikke mange øjeblikke, før jeg fik svar: “SORRY! SORRY! SORRY! I forgot him.”

Det var jo forstemmende, og det fik en brødbetynget Fabienne også at vide ved denne fredag aftens Skype samtale. Skype var et tveægget sværd, for det gjorde det så ulideligt tydeligt, hvor meget vi savnede hinanden. Men uanset savn fik Fabienne hverken lov til at onanere eller at komme denne fredag. Men hun fik besked på at Skype igen næste dag, lørdag morgen klokken 9. Fabienne var klar, da jeg kom på. Vi snakkede om vind og vejr, og så faldt dommen: “Fabienne, you only wear a summerdress and go to a recreational area, a park or forest or so…” Fabienne nikkede, så jeg fortsatte: “You find a proper spot and take it off. You’ll Skype me from your mobile then, while you prepare the plug and yourself. You put the plug in and take the dress on. Then you go home and Skype me again. Don’t take it out before!” “I understand,” sagde hun, “it will be horrible – and I will be wet, Sven.” Jeg smilede.   Der gik nok toenhalv time, før jeg hørte fra Fabienne igen. Det blev en meget kort Skype samtale, hvor Fabienne bad om lov til at sende mig noget, før vi talte igen. Lettere mystificeret accepterede jeg. Kort efter ankom en videofil. Jeg åbnede den. Frem tonede Fabiennes smilende ansigt. “I’m in trouble now. I went to Parc Montjuzet.” Kameraet panorerede hen over byen. “Great view…” sagde Fabiennes stemme mens kameraet drejede mod Fabienne igen “…but no mobile signal; no signal, no Skype. I hope you accept this video, I am making with my phone.”
Hun lagde kameraet ned og stillede sig lige hen over det. Jeg så lige op imellem hendes ben. Hun så sig omkring for med et snuptag at tage kjolen over hovedet. Så satte hun sig på hug; jeg havde nærmest hendes fisse på storskærm. Jeg kunne fornemme, at hun rodede i sin taske. “I put lube on” meddelte hun. Lidt efter dukkede en hånd med to  indsmurte fingre op i billedet. Først forsvandt én og så den anden op i Fabiennes ende.
“I hope you like the view,” sagde Fabienne. Man kunne høre smilet. Straks efter fingrene forsvandt kom pluggen, som med en langsom men målrettet bevægelse forsvandt op i hende. Hun gav sig. Så rejste hun sig op. Tog kjolen på og tog telefonen i hånden igen. Hendes ansigt kom i centrum igen.
“I am stupid! Why did I choose this spot? No signal; and now I have to go a long way home with the Admiral in me!”
Videoen sluttede.  

Lidt efter Skypede jeg Fabienne. Hun havde ikke Skypet mig, som jeg havde forlangt, konstaterede jeg. Så opgaven var altså kun delvist opfyldt. Godt nok indvendte Fabienne, at der ikke havde været dækning; men her måtte jeg påpege, at hun bare kunne have taget et andet sted hen. Slukøret nikkede hun. Hun vidste godt, at der nok ville følge en ny straf, og det gjorde der.

“This weekend…,” sagde jeg, “… You will masturbate every four hours until the moment just before you come,” forklarede jeg, “…and on the workdays that follow, you do it before you go to work, when you get home and just before you go to sleep. You are not allowed to come. And Fabienne…” tilføjede jeg, “… at work you will finger your pussy one minute in your lunch break!” “But … but this is really hard…,” sukkede Fabienne, “…for how long?” “Until I tell you to stop,” svarede jeg. 
“In the end I will drip on the floor with hornyness,” sagde Fabienne med et smil, der egentlig så lige så lystent som opgivende ud. Men hun vidste, og jeg vidste, at hun i løbet af få dage nærmest ville gå til af liderlighed. Og jeg vidste, at jeg kunne arrangere det sådan, at jeg kunne ankomme i Clermont-Ferrand ved middagstid næste fredag og først rejse derfra mandag; det vidste Fabienne heldigvis ikke.

Fortsættes HER