Fart, del 1
Prolog

”Du har set skiltet, ikke?” Da Søren havde sagt det, vidste han godt, at det ikke var for klogt. Men der havde været et 80-skilt, Pia kørte stadig i nærheden af 130, og de har haft fællesøkonomi i omtrent 20 år. ”Hvis JEG blandede mig så meget i DIN kørsel…!” Pia svarede surt. Og han vidste godt, at det ikke var nu, at han skulle bringe på banen, at det mente han nu nok hun gjorde. Men han havde nu engang den holdning, at han må blande mig, når der står 80 på skiltet og der ikke er nogen som helst reaktion, som tyder på, at Pia har set skiltet. Det fortalte han og tilføjede, at bødetaksten vist er i nærheden af 4000 og det giver som minimum et klip. Pia vrissede bare. ”Du mener, som sædvanlig, at jeg ikke skal blande mig, selv om det også er mine penge,” konstaterede Søren tørt.

Nu nærmest snerrede hun. 

De kørte videre i tavshed. I mellemtiden havde hun tilpasset hastigheden. ”Pia, hvis du ikke mener, at jeg skal blande mig, selv om det går ud over mig, så må du jo motivere mig,” sagde han så henkastet som muligt. ”Hvad mener du?” spurgte hun varsomt. ”Jeg mener: Hvad får JEG ud af, hvis VI får en fartbøde og du får en frakendelse?” ”Det … det ved jeg ikke,” svarede hun forvirret. ”Nej, det ved jeg heller ikke. Og derfor siger jeg noget,” konstaterede han. Pia sad tavs. Hendes mund var en streg. Men han kunne se, hun tænkte. ”Så hvis du vil motivere mig, kan du jo tilbyde mig noget,” samlede han tråden op.  Et hastigt sideblik på ham, så kiggede hun fremad igen. Bolden lå hos ham. ”Vi kunne sige, at for hver 1000 kroner i fartbøde, så er du min slavinde i en weekend.” ”Dream on, sunnyboy,” svarede hun. ”En weekend for 1000 kroner. Det er vel ikke rimeligt.” ”Jeg snakker ikke om, hvad der er rimeligt,” bemærkede han, ”jeg snakker om, hvad der motiverer mig.” ”Og du foreslår i ramme alvor, at hvis der virkelig har været et 80-skilt, og hvis jeg vitterligt var blevet taget, så skulle jeg være din slavinde i 4 weekender? ” spurgte hun vantro. ”Noget i den retning. Vi har dog ikke taget stilling til et klip i kørekortet endnu,” indvendte han, en smule forundret over, at denne samtale overhovedet bevægede sig. ”Og så er det underforstået, at det er de første weekender, hvor du ikke skal arbejde.” ”Klart nok,” mumlede hun, ”men hvis vi nu sagde, at et klip i kørekortet eller sådan noget udløser en weekend, hvor jeg er din slavinde, vil du så vitterligt love mig, at du ikke blander dig i min kørsel – som i overhovedet ikke?”  Pia rystede vantro på hovedet. Men der var antydningen af et smil. ”Det tror jeg ikke, du kan,” tilføjede hun. ”På de betingelser, jo,” sagde han desuagtet. ”Og hvad skal sådan en slavinde?” ”Hun skal bare gøre, hvad hun får besked på. Det ligger lidt i ordet ‘slavinde’, ikke?” oplyste han. ”Du skal vide én ting,” sagde hun alvorligt, ”hvis du ikke holder det, du lover, så er der lukket for det varme vand i mindst to måneder.” ”Det er ikke urimeligt,” hørte han sig sige. ”Hvis jeg går ind i sådan en aftale, så er de udtryk for to ting. Det ene er, hvor knaldhamrende irriterende jeg synes, det er, når du blander dig. Det andet er, at jeg har en så grundlæggende tillid til, at du elsker mig.” ”Det er løgn,” svarede han målløst, og skyndte sig at tilføje: ”Altså ikke det med kærligheden. Men at du går med på det?” ”Så må du hellere skynde dig, før jeg får kolde fødder,” oplyste hun. ”Aftale?” spurgte han. ”Aftale!” svarede hun. De gav hinanden hånd. ”Vi kysser senere,” mente hun.

Søren var ikke uenig. Motorvej og kysseri passer aldrig rigtigt godt sammen. 

Da de var steget ud af bilen i deres indkørsel, sagde Pia henover bilen: ”Måske skulle du have snakket med mig om, at du har den slags lyster. Men det er for sent nu. Nu må du vente, til lejligheden byder sig.” Og så sendte hun ham et sejrssikkert smil. Og han ærgrede sig lidt. 

Søren måtte tage sig rimeligt meget sammen, når Pia kørte i den kommende tid, men det var som om hun begyndte at kommentere hans kørsel mere og mere. Skide provokerende. Men Pia var tydeligvis underholdt. 

En sen nattetime var de på vej fra en familiekomsammen i Slagelse og kører på motorvejen ved  Vordingborg. Der var praktisk talt ingen trafik, så Forden fik ikke for lidt. Han så 110-skiltet. Han så også fotovognen. Han sagde ikke en lyd, men godtede sig indeni. Det gjorde han også den tirsdag, hvor Pia fortalte, at hun lige skulle kigge i sin E-Boks. ”Det er løgn!” hørte han fra kontoret. Så hørte han printeren gå. Pia holdt billedet foran sig, da hun kom ind i alrummet igen. Hun rystede på hovedet med et opgivende smil.  ”Ok, du vandt,” sukkede hun. ”Men den der thumbs up, som min slørede medpassager viser til fotovognen, den er altså styg.” Han smilede, ”Når jeg nu ikke kunne sige noget, måtte jeg jo få det bedste ud af det. Hvad blev du taget med?” ”139… 1000 kr., … så jeg skal være … slavinde… én weekend. Havde det været en kilometer mere, så havde det været to.” ”Måske er det held i uheld,” mente han. ”Det kunne også vise sig, at det var uheld i held.” Han smilede. Han elskede hende. Og så at få denne mulighed. ”Mon dog,” svarede hun. ”Er vi enige om, at weekend er lørdag-søndag?” ”Jeg tænkte nu mere ”Fredag fra fyraften til mandag morgen, det øjeblik, hvor du skal afsted på arbejde,” oplyste han. Hun nikkede. ”Jeg er jo nok i en position, hvor jeg må lægge mig fladt ned,” sukkede hun. ”Vil du ikke nok fortælle, hvad jeg skal?” ”Du skal gøre, som du får besked på, det har jeg fortalt,” mindede jeg om. ”Det ved jeg godt. Kan du ikke løfte sløret lidt mere? Jeg springer ikke fra!” forsikrede hun. ”Vil du ikke sætte dig ved mig i sofaen?” spurgte han.

”Jeg trænger til en gin-tonic, skal jeg også lave en til dig?” Hendes svar var ikke noget svar, men han vidste, at hun ville komme og sætte sig.

Lidt efter kom hun tilbage med to gin-tonics. ”Tak,” sagde han, da hun rakte ham den ene. Så satte hun sig og lænede sig ind til ham. ”Vil du ikke nok løfte sløret for, hvad der kommer til at ske?” spurgte hun, vel vidende, at hun lød lidt ynkelig. ”Mere af det, jeg kan lide,” sagde han, og tog en tår. ”Jeg har en idé om, at jeg i løbet af weekenden får flere guffere end jeg har fået før.” ”Ok,” nikkede hun. ”Jeg kommer til at binde dig, mens jeg leger med din krop,” fortalte han. Hun nikkede tavst. ”Kommer det til … at gøre ondt?” spurgte hun så. ”Hvis du ikke opfører dig ordentligt, så ja,” sagde han, men så greb han sig i, at han nok skulle være ærlig. ”Jeg har også tænkt mig, at du i løbet af weekenden har prøvet analsex.” Pia sank. ”Det… det kan andre. Det kan jeg vel også,” sagde hun, vistnok mest til sig selv. ”Og så tror jeg heller ikke, at sådan en voksbehandling er helt smertefri,” tilføjede Søren. Pia satte sig op og kiggede på ham. ”Det… det vil jeg ikke!” sagde hun, ”det… det vokser jo ikke ud igen lige med det samme.” ”Nu kunne jeg sige, at det ikke betyder noget, hvad slavinder vil og ikke vil,” filosoferede han, ”men denne her kommende slavepige er tilfældigvis også min kone, og det kan jeg ikke helt se bort fra.” Han holdt en pause. Så fortsatte han: ”At min slavinde ikke skal have fissehår…” sagde han og gik i stå. Ordet fik det til at gibbe i Pia og mindede hende givetvis om, hvad hun havde lovet sig væk til. Så fortsatte han: ”At min slavinde ikke må have fissehår, det giver jeg mig ikke på. Hvis du gerne vil have noget, som vokser ud igen hurtigere, så skal du fra nu og til vi er færdige vise mig, at du kan holde dig hårløs og nybarberet. Så vil jeg se bort fra voksbehandlingen.” Hun så på ham. ”Du ved godt, du er streng, ikke?” Han nikkede. Så begyndte hun at tale igen. ”Det… er ikke engang weekend endnu, men det er åbenbart prisen. Du kunne i det mindste give mig et ordentligt kys, før jeg skal gøre det, der skal gøres.”

Det lod han sig ikke sige to gange. Det blev et langt, intenst kys, før Pia rejste sig. På vej ud af døren trak hun for det store terrasse vindue.

Mens Pia var gået, spekulerede Søren, hvad det egentlig var ved tanken, at hun skulle være hans slavinde i en weekend, som fascinerede ham. Det var jo ikke bare, at han kunne kneppe hende. Selve den akt var hun ikke karrig med. Ville han gøre hende ondt? Han var ikke sikker på, at det var det, der tændte ham bagved. Måske var det mere, at han kunne ydmyge hende, men det ramte alligevel ikke helt plet. Da han havde tænkt lidt, nåede han frem til, at det bedste bud var, at han tændte på, at Pia kunne mærke hans magt. Det lød mærkeligt i hans ører, men det var nok tæt på. Pia skulle mærke hans magt og føje den – og derved vinde over sig selv, eller i hvert fald den pæne side af hende selv. Som nu, hvor hun var gået ud for at barbere sig, hvor hun tidligere havde sagt, at det ikke kunne komme på tale. Og det var faktisk gået forbløffende nemt. Egentlig underligt…

Da hun kom tilbage noget tid efter, havde hun stadig sin skjorte på. Men nedenfor var hun bar. Helt bar. Og hun stillede sig lige foran ham med let spredte ben.  ”Tilfreds?”, spurgte hun med gnistrende øjne.  ”Det her ser godt ud,” konstaterede han, og strøg hen over hendes hårløse køn. Hun sukkede dybt. Så slap han. ”Vend dig om og bøj dig forover – og spred dine balder!” forlangte han. Til sin forundring vendte Pia, som jo ikke var slavinde – endnu – sig lydigt om. At hun skulle stå sådan foran ham og vise sig sit røvhul, det havde han ikke regnet med før. Men nu gjorde hun det. ”Jeg tror ikke, der er noget at komme efter,” sagde hun. ”Det er der heller ikke,” måtte han medgive. Pia rejste sig op og vendte sig om. Så tog hun fat i hans krave og trak ham op. Hun så ham intenst ind i øjnene uden at give slip i kraven. ”Nu – skal – du – kneppe – mig!” fik hun nærmest presset frem og begyndte at trække ham mod soveværelset. Dette var tydeligvis ikke til diskussion. Han behøvede heller ikke diskutere.

Det var en blød og våd mis, der tog imod.

Fortsættes efter jul

Husk: Skriv i min gæstebog! HER Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL. Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?