Faldet 4 – Hvorfor gør jeg det?

Har du ikke læst Faldet 1-3 kan du gøre det HER

Resumé: En moden mand lader sig afstraffe korporligt af sin svigerinde, ind imellem bestemmer denne at hans pap-søn skal gøre det. Hun har en klemme på ham, og det udnytter hun til det yderste. Men hvordan hænger det sammen, er tvang eller frivillighed?
Vores hovedperson tager tingene til eftertanke i dette kapitel.

Jeg har kvajet mig. Det gjorde jeg allerede i mandags da jeg kom fuld hjem. Hele ugen har jeg kunne mærke Monas blik, men det er først nu lørdag hvor jeg står foran hende, at det går op for mig hvad det vil ske Jeg begynder at ryste.

Vi er alene hjemme. Lars er på et 3 ugers kursus i Silkeborg som led i sin tømreuddannelse. “Jeg har lavet lort, jeg ved det godt.” Ingen reaktion. “Jeg skal aldrig gøre det igen. Jeg lover det. Hører du Mona? Undskyld,” forsøger jeg desperat. Nu kan jeg mærke sveden, den er kold. Angstens sved. “HENT BØJLEN” Monas stemme er iskold. “NEJ IKKE DEN. Søde Mona giv mig med hånden. IKKE BØJLESUPPE.” Bøjlen er det eneste straffeinstrument der ikke opbevares i RUMMET. Den hænger i entreen, hvor den bruges… som bøjle. Den er lavet af tykt egetræ med en imponerende messingkrog. Da jeg kom tilbage sad Mona parat. “Løs dit bælte og lyn dine bukser ned. Du ved, hvad der skal ske.” Jeg tiggede og bad, men måtte lægge mig over hendes knæ. Med et rask tag trak hun både mine bukser og underbukserne ned til knæhaserne. Hev skjorte og undertrøje op til armene så min røv lå helt fri. Så kom slagene. AUUUUGH… IIIIIGH… NEJ, LAD VÆRE. Jeg prøvede at bide tænderne sammen for at naboerne ikke skulle høre det, men det lykkedes ikke helt. Slagene faldt taktfast. Jeg vred mig som en orm, medens jeg sparkede vildt, men Mona er stærk og det eneste jeg opnåede var, at bukserne gled ned på anklerne. Der lå de stadig da jeg stod foran Mona, med begge hænder på ballerne, det gjorde rasende ondt, min pik strittende helt frem medens tårerne løb ned af kinderne. “Det var 1. omgang.” Jeg fik et chok. Ikke mere. Det var umuligt, og dog med Mona er alt muligt og inderst inde ved jeg jo, at jeg har været ulydig.

“GÅ NED I RUMMET OG LÆG BEGGE SPANSKRØR I BLØD. Om 4 timer står du selv dernede AFKLÆDT… HAR DU FATTET DET?”

——–

Det sortner for mig da jeg går ned i kælderen. Ned til RUMMET. Det var tænkt som et forrådskammer da huset blev bygget, nu er det stedet hvor Lars og jeg får vores “opdragelse” som Mona kalder det. Uden vinduer og med tykke mure og en lydtæt dør er der ingen der kan høre vores hyl og jammer.

Jeg tænder de kolde lysstofrør, fylder vand i krukken i hjørnet og åbner skabet hvor alle “redskaberne” hænger. To piske, en nihalet og min afdøde kone Lises ridepisk. En paddle der bærer præg af flittig brug og så de to spanskrør. Et relativt kort og tykt, og et der er længere og tyndere og derfor mere smidigt. Begge kommer de i vandet. Om 4 timer vil de være bøjelige og parate til at trække striber over min røv og lår. Jeg ved det for jeg har prøvet det før, både når Mona selv har slået og når hun har sat Lars til det, noget han gør med glæde.

—–

Jeg går op igen. Om 4 timer sker det. MEN HVORFOR GØR JEG DET? HVORFOR FINDER JEG MIG I DET? At ligge under for en sadistisk svigerinde og en pervers 18 års teenager. Jeg, en cand. merc. i en god stilling med udsigt til yderligere karriere? Hvorfor finder jeg mig i at ligge halvnøgen over hendes knæ og få røvfuld som en 9 års dreng? Og så spanskrøret bagefter? Det er ikke alene fordi både Mona og Lars har en klemme på mig, noget der vil ødelægge den karriere jeg satser alt på og som i værste tilfælde kan sende mig i fængsel. DET ER NOGET ANDET. Lige siden den aften hvor Lise beordrede mig til at lægge mig over sengen og tog ridepisken frem har jeg vidst, at det var noget andet. Det var første gang og jeg hylede og skreg, men inderst inde følte jeg en glæde ved det, at jeg havde fortjent det, …hvert rap jeg fik! Det gjorde afsindigt ondt, men samtidig var der en tilfredsstillelse i at underkaste sig. Og siden er det bare gået tilbage. Efter Lises død overtog hendes søster Mona min ydmygelse, godt hjulpet af Lises søn Lars. Nu er jeg reduceret til et intetsigende nul, en slave som bliver straffet for den mindste forseelse og som skal stå til rådighed både for Mona og Lars. Især det sidste er så ydmygende, for Lars ved hvordan min røv OGSÅ kan anvendes… og han gør det. Jeg ved, hvad der skal ske, når han siger: “Tag bukserne af, spred benene og tag fat om dine ankler.” Jeg blev siddende på mit værelse, jeg kunne ikke finde på noget at lave, jeg tænkte bare på, at om et par timer kommer straffen igen. Ville det blive med begge spanskrør, eller vil Mona i sidste øjeblik vælge kun at bruge det ene? Hvor meget? 20, 30, 40? Det værste jeg har været ude for er 50, men det er sket flere gange. Efter sådan en omgang befinder jeg mig i en helt anden verden, grædende og ude af stand til at tænke klart. Den største omgang fik Lars for et halvt års tid siden. 40 rap med spanskrøret efterfulgt af 40 med den ni halede på den bare ryg. Han skreg til himlen men skrigene trængte ikke ud gennem RUMMET, dertil er murene for tykke. Han er hærdet, ingen bønner om nåde, bare skrig og stønnen, medens det løb ud af ham, forfra og bagfra. Bagefter så vi ham ikke i 24 timer. Så han dukkede op igen, forpint men lydig. MEN HVORFOR FANDT HAN SIG I DET? HVORFOR GIK HAN IKKE BARE SIN VEJ? Hvad er det ved Mona som tryllebinder os begge? Det er ALT. Hendes optræden, hendes is-kulde men især denne nådesløse skarpe, dræbende stemme der får os til at svinde ind til ingenting. Tiden går. Nu er der bare et kvarter tilbage. Jeg begynder at klæde mig af. Der er ikke noget at gøre. Jeg går ned i RUMMET, stiller mig med ansigtet mod væggen og hænderne over hovedet som jeg skal. Gad vide om Mona overvåger det via videoen. Så kommer hun. Rolig og afbalanceret tager hun det tynde spanskrør op af krukken, lader det svirre gennem luften så vandet flyver af. Jeg prøver et sidste desperat forsøg på at undgå min skæbne. “La’vær’. Jeg skal aldrig gøre det igen. Søde Mona HØRER DU, jeg har fået min straf med bøjlen!” Mona bare stirrer på mig. Alene hendes blik er nok til at min stemme falder til en ynkelig hvisken. “Tag manchetterne på… KØTER!” Jeg går hen til skabet. Der er 4 manchetter, to til håndleddene og to til anklerne Jeg spænder dem på, sørger for at de sidder godt fast og afventer min skæbne. “LÆG DIG OVER BUKKEN… KØTER!” Bukken står ca midt i RUMMET Den er lavet af træ og danner en vinkel så både mine arme og mine ben peger nedad, medens røven stritter lige opad. Der lyder 4 klik da Mona hæfter manchetterne fast til bukken med karabinhager Jeg lukker øjnene og venter. AVVV, AVVV, NEJ. Det første slag. IIIGH!! nu igen. Det KAN hun ikke, det er unfair. På den anden side jeg HAR været ulydig, hun HAR ret til at straffe mig. AAAUGH.. Jeg skriger men lige lidt hjælper det. Jeg rykker i manchetterne men de sidder fast. AVVV! Lad mig dog slippe ud af dette, jeg skal være en køter, en slave resten af mit liv, bare hun holder op. Så holder hun op, jeg ved ikke hvad der er op og ned på mig. Det hele gør bare så ondt. “Hvor mange har du fået?” “100”, jeg ved det ikke. Jeg har fået nok. “Undskyld jeg skal nok være artig. Jeg skal ikke gå ud mere.”

“Du har fået sølle 25. Nu får du 25 til med det andet spanskrør og denne gang tæller du selv slagene HØJT. Hvis du ikke tæller rigtigt starter vi forfra. HAR DU FORSTÅET!”

Jeg ligger helt stille. “Javel, jeg skal nok tælle. Slå mig, jeg har været ulydig.” “1, 2, 3…” Jeg tæller alt imedens jeg skriger for hvert slag. Min nøgne krop vrider sig så godt det nu kan lade sig gøre. Systematisk lader Mona det tykke spanskrør gøre sit arbejde, jeg kan næsten forudse hvor det næste slag vil falde. Det er føles omtrent som en befrielse, når det så endelig kommer. OG JEG VED JO HVORFOR JEG FÅR DEM, jeg er jo en køter, et nul som ingen rettigheder har. 18, 19, 20, …..22,23 24 25. Så er det slut. De sidste faldt på mine lår. De brændte som ild. Hun løste mig, og jeg nærmest faldt ned at bukken. “OP MED DIG”. Manchetterne på håndleddene blev koblet sammen og via en snor op til loftet blev mine arme hævet så jeg næsten stod på tæer. Der stod jeg så resten af eftermiddagen. Jeg følte hvordan min røv og mine lår hævede. De sved som havde tusinde bier taget ophold på dem, men jeg kunne intet gøre. Om jeg græd eller ej, var ligegyldigt, ingen kunne høre mig.

Jeg havde god tid til at tænke. Det hele roterede om: “Jeg skal adlyde, Mona råder over min krop, hun har ret til at straffe mig, når jeg har været ulydig, også når jeg ikke har været ulydig, jeg har ingen ret til at tænke selvstændigt. Kort sagt: JEG ER ET NUL, EN USSEL KØTER, EN SLAVE. SÅDAN ER JEG FØDT OG DET FORBLIVER JEG AT VÆRE RESTEN AF MIT LIV

Slut.