Faldet 2 – Ydmyget

Har du ikke læst Faldet 1 – kan du gøre det HER

Nå, hvem skal have først? Monas stemme var iskold og kontrolleret, som altid og specielt her lørdag morgen. Lørdag er den dag hvor ugens regnskab gøres op i vort lille hjem, hvor min svigerinde Mona efter min kones død regerer med hård hånd og især spanskrør over mig og min stedsøn. Både Lars og jeg stirrede ned i gulvet. Begge var vi iført mindst muligt tøj, T-shirt og et par shorts, intet under og bare ben. Om et øjeblik skulle vi alligevel have tøjet af. Så hvorfor mere? Hvem af os der skulle have striber først bestemte vi ikke, det gjorde Mona! Jeg har ikke gjort noget, mumler jeg. Nej netop, men tror du dette hus ordner sig selv? Specielt tror du græsplæner slår sig selv. Det var det du havde fået besked på DOVNE KØTER! Og du Lars, når man har arbejde, møder man til tiden især når man KUN er tømmerlærling. Både din mester og din læresvend, ham Ahmed, har ringet om morgenen og spurgt hvor du blev af… flere gange! Der var intet at stille op. Vi vidste hvad der ventede. SPANSKRØRET, hvis ikke det der var værre… pisken! Monas mobil ringede. “Javel, jeg kan godt komme med det samme.” “Det var min egen chef, jeg er nødt til at komme over til ham, men tro ikke at I slipper. Ned i RUMMET. Tøjet af, ansigtet ind mod væggen og armene over hovedet. Og I siger ikke et ord, endsige rører et øjenbryn. ELLERS BLIVER DET DOPPELT!… MINDST. Og husk: DER ER VIDEOOVERVÅGNING.”

Mona forsvandt som en tornado. Lars og jeg begyndte at gå ned til kælderen… ned til RUMMET

RUMMET har i sin tid været brugt som forrådskammer før man fik fryser og køleskab. Nu er det ryddet og med sine tykke vægge og ingen vinduer er det et ideelt sted til afstraffelse En ny lydtæt dør gør at vores skrig praktisk taget ikke kan høres.
Lars tænder lyset. Tavse klæder vi os af uden at se på hinanden, lægger tøjet pænt på bænken og stiller os mod den nøgne væg, tæt ved hinanden, benene spredte og armene over hovedet. Som Mona… og videokameraet, vil have det

Vi venter… og venter. Det gør ondt i armene Jeg har mistet fornemmelsen af tid. Kun fremtiden står klar… lysende klar i al sin rædsel. Den ligner fortiden Det bliver smertefuldt og ydmygende. Stedet derimod har jeg en tydelig fornemmelse af. Det er ikke første gang jeg er her. Selvom jeg kun kan se et stykke grå cementvæg lige foran mig ved jeg hvad RUMMET indeholder og det får mig til at ryste. Jeg kan mærke Lars lige ved siden af mig… og lugte hans ANGST! Mona kommer tilbage. Vend jer om! Peter læg dig over BUKKEN!

Jeg protesterer vildt. DU MÅ IKKE MONA. Det kan du ikke! JEG VIL IKKE PÅ BUKKEN, PLEASE MONA!! Jeg begynder at græde, jeg er 39 år, nyudnævnt sektionsleder. Hun kan ikke lægge mig nøgen over en buk og give min røv striber. Striber der gør helvedes ondt og holder sig i flere dage, måske indtil næste lørdag hvor jeg så får nye.

BUKKEN. Den er Lars mesterstykke som tømmerlærling, skade at hans mester ikke kan se den. Han har hugget tegningerne fra en amerikansk hjemmeside… og materialerne fra sin arbejdsplads! Den består af to solide store “H” formede træstykker, der er hængslet sådan at de både kan danne en buk, hvor man ligger med røven frit tilgængelig, eller et vandret bord hvor numsen kan pege lige bagud medens ofret står bøjet med ryggen vandret og benene spredte. Endelig kan den folde helt ud og stilles op af væggen. Så virker den som et kors hvor man hænger i armene, medens fødderne lige akkurat ikke kan nå jorden. En stilling Mona ynder at anbringe os i, når vi skal have pisk! Lars kan være stolt af den, men det er han ikke. HAN HAR SELV PRØVET DEN. I ALLE POSITIONER! LÆG DIG, KØTER. Lars bind ham. Nej, nej I må ikke. Lars vrider armen om på mig og tvinger mig over bukken. Jeg græder, medens jeg føler ydmygelsen ved at blive bundet af en 18 årig dreng, og endnu før jeg har smagt spanskrøret, begynder jeg at pisse af skræk. Det ender med at jeg finder mig selv over bukken, røven i vejret, hænderne bundet til de forreste ben, og mine egne ben spredt og bundet ud til siden. Mine nosser dingler frit og ubeskyttede. SÅ KOM SPANSKRØRET. Jeg kan ikke se det, kun høre suset, men jeg ved hvordan det ser ud. Gult, langt og smidigt. Swich… AUUU, au. Mona du må ikke, NEJ, jeg skal nok være flittig. HOLD OP. Auuu. Jeg skriger som en stukket gris, og mærkværdigvis holder Mona inde. Godt, jeg stopper. Lars vil du fortsætte. Han skal have 40 rap. Så kan du måske lære ikke at hyle som et barn når du får din straf! Prøv dog at tage det som en mand! KOM SÅ IGANG LARS! Lars adlyder. Dels tør han ikke andet, selvom han ved at noget lignende venter ham, her gives ikke rabat! Dels hader han mig inderst inde fordi jeg forvoldte hans mors død ved et trafikuheld. AUU, AGHHH. IH. NEJ, han lægger kræfterne i. Jeg kan høre suset og lige efter føle smerten, på min røv, på mine lår, alle steder hvor et spanskrør kan ramme. Men jeg ved hvem der bestemmer så jeg hyler: Stop ham Mona, kære Mona la’ vær’. AV, jeg kan ikke tage mere. Kære Mona STOP, NEJ NEJ! MIN RØV… HOLD OP. Lars er håndværker og friluftsmenneske. Hans arbejde har givet ham gode armmuskler som han nu udnytter med spanskrøret. Jeg derimod er kontormenneske, min hud er hvid og tynd. Derfor går den direkte over i rød og det varer ikke længe før den hænger i laser visse steder, især over ballerne. Jeg kæmper, med gråden, med skrigene og med ikke at besvime samtidig med at jeg hyler hver gang Lars rammer mig. Til sidst holder han dog inde. De 40 rap er nået. Løs ham lyder det fra Mona. Rejs dig op køter. Jeg prøver, det hele sejler for mig og det gør så ondt. Men jeg tager mig sammen, ellers bliver det nok endnu værre. Medens jeg holder på mine stakkels baller prøver jeg at fokusere. Mona står der, helt uberørt. Lars derimod er ikke uberørt, tværtom. Sveden driver ned over hans nøgne krop, og han trækker vejret tungt, som efter en stor anstrengelse. OK. Peter. Hænderne om bag nakken, benene spredte og se på Lars. Forhåbentlig er han en mand og kan tage sin straf bedre end du, tøsedreng! Lars prøver at leve op til forventningerne. Selvom han er ligbleg står han ret, hans pik stritter vandret ud og han mumler “Tante Mona. Jeg fortjener at straffes.” Godt. Fold bukken ud. HELT ud og stil den op ad væggen! Han gør som befalet, han ved hvad det betyder. PISKEN. Han ryster da Mona tager den nihalede frem. NEJ TANTE MONA … IKKE DEN NIHALEDE. Lad mig slippe for den nihalede. Jeg skal nok tage mine pisk, men ikke den nihalede. PLEASE! Mona er nådig, hun finder en anden pisk i skabet, en ridepisk af sort læder med en snert for enden. Så binder hun Lars håndled med to reb som hun fører gennem nogle blokke for enden af korset og forbinder med et tredje reb. Nok er RUMMET gammelt, men ikke gammeldags. Rebet er forbundet til en motor som langsomt tvinger Lars arme op, medens Mona med et smil og en fjernbetjening ser på. Først strækker han armene, så kroppen til sidst benene, så prøver han at stå på tæer, men alligevel ender han med at hænge i håndledene et par centimeter over gulvet. Mona binder hans ben ud til siden, og ved hjælp af fjernbetjeningen sænker hun ham akkurat så meget at hans tæer når gulvet, uden at de yder ham nogen støtte. Det blev til 25 slag. De efterlod røde striber fra skulderbladene til ned på lårene. Lars tog det som en mand. Har hylede ganske vist og vred sig hver gang et nyt slag ramte ham men bad ikke om nåde eller skreg “Hold op”. Tværtimod. Da Mona havde sænket ham ned og løst rebene sagde han med gråd i stemmen: “Tak tante Mona, jeg har fortjent det. Jeg skal nok møde til tiden.”

Mona har fået Lars godt afrettet. Af den trodsige teenager han var, da hun kom, er der meget lidt tilbage.

Det var alt. SE PÅ MIG! Jeg bliver nødt til at køre til Ålborg nu. Jeg kommer hjem om ca. en uge. IMEDENS PASSER DU HUSET LARS, og ve dig hvis jeg hører om noget der ikke er som det skal være. OG DU PETER. DU GØR ALT SOM LARS SIGER. JEG GENTAGER ALT! Jeg efterlader spanskrøret til dig Lars og et brev om hvor meget du må give ham… hvor ofte. Jeg sætter videoen til, checker den via mobilen og ser på den når jeg kommer hjem. Mona skynder sig op for at pakke. Lars og jeg tog vores T-shirts og shorts på. Det gjorde ondt at få tøj på den stribede hud! ALT havde hun sagt. Hvad mente hun med det? Begge tænkte vi: Hvor meget ved hun om hvad det skete i sommerhuset, da Lars holdt mig bagfra, medens jeg fik pisk over pikken af Mona. Hun har aldrig sagt noget. MEN HVOR MEGET VED HUN? Nu står jeg her, øm over det hele, absolut nederst i hierarkiet, som en hund under Lars, en skamfuld køter

Kort sagt: YDMYGET!! 

Den følgende uge skulle bekræfte mine værste anelser