En klemme på Rebekka
Denne novelle kan læses individuelt, men er en del af en serie som du finder HER

Resumé:
Iben er logerende os præsten Rebekka, men en lidt speciel logerende – en dominerende logerende. Og det passer Rebekka fint, der nyder at nogen holder orden i hendes liv… og underliv. 

            “Husflid?” spurgte Rebekka overrasket, da Iben var kommet med en lille plastikpose og smilende havde forkyndt, at hun havde noget “husflid” til Rebeka; “Det ord har jeg ikke hørt længe. Hvad skal jeg lave? Små uldnisser?”
Rebekka sad ved spisekrogen i præstegårdens køkken og foldede nu sin avis sammen. “Det er nu nok en anden boldgade,” svarede Iben smilende; det smil, der hver gang fik Rebekka til at smelte. At Iben var god for en overraskelse, havde Rebekka opdaget meget hurtigt efter, at de to havde de havde indgået aftalen om, at hun skulle adlyde Iben. Allerede få dage efter aftalen havde Rebekka måttet gå rundt med sin pangfarvede sommernederdel på præstegårdens førstesal, mens Iben var feset rundt på vejen og i præstegårdens omgivelser for at se, om man kunne få øje på nederdelen derfra. Først da hun var sikker på, at man ikke kunne se den, havde Iben hængt en cykelkurv på trappegelænderet på første sal og skrevet i Rebekkas bog, at Rebekka skulle være nøgen forneden, når hun var på første sal; tøjet kunne hun lægge i kurven. Rebekka synes, det var ret upraktisk, men det var også umådeligt pirrende at skulle. Især når Iben ikke var hjemme blev Rebekka hammerliderlig, når hun smed nederdelen i kurven. Hun forstod det ærlig talt ikke selv. Men i det hele taget havde det vist sig, at det var én ting, at have en aftale, mens det var noget helt andet, at få den til at virke i praksis. Der var mange områder, hvor de måtte lære hinanden at kende på ny, svagheder, lyster og tabuer, som de måske ikke engang selv kendte, der skulle opdages. Men Iben var grundig, velforberedt og forsigtig; hun var også hård og blid og kærlig og krævende. Når alt kom til alt, bekom det Rebekka godt. 

Men nu stod Iben i køkkenet og rakte Rebekka en lille pose. “Panduro Hobby” stod der på den. Rebekka hældte posens indhold ud på bordet foran sig. Der var en pakke med sorte hårelastikker, en klar pose med bjælder, et tyndt bor, en pensel, en lille bøtte sort maling samt en pakke med 20 tøjklemmer af træ. “Ikke antydningen af nisser,” konstaterede Rebekka, “Øøh… forklarer du?” Iben nikkede. “Du syr fire bjælder på 6 hårbånd. Du skal også skille klemmerne ad og bore et hul i de tynde ender af hver halvdel. Så skal du male dem sorte.” “Hvorfor skal de males?” ville Rebekka vide. “Tror du, jeg vil have dine fissesafter på mit nyvaskede tøj? Jeg vil gerne kende dem på første blik!” forklarede Iben. Det lød faktisk lidt bebrejdende. Rebekka følte sig lidt lille og dum. En følelse, som af uransagelige grunde gav Rebekka et sug i maven, når hun havde den overfor Iben. Hun nikkede tænksomt. “Hvorfor skal det gøre ondt?” spurgte Rebekka; for selvfølgelig havde hun gennemsket, hvad klemmerne skulle bruges til. Iben vidste ikke rigtigt, om Rebekka spurgte hende eller sig selv. “Måske, fordi det ikke giver mening, hvis det kun er lækre ting, jeg kan bestemme;” forsøgte Iben et svar, som Rebekka nikkede til. Iben fortsatte instruktionen: “Så skal du fæstne en bjælde til hullet i hveranden klemme og til slut sætte klemmerne sammen.” “Hvad er det andet hul så til?” undrede Rebekka sig. “Måske skal jeg jo på et tidspunkt forbinde flere klemmer,” svarede Iben. “Av! Hvornår vil du have det færdigt?” spurgte Rebekka. “Det tager jo nok nogle dage,” svarede Iben, “kan du nå det til weekenden?”

Rebekka nikkede. “Det tror jeg nok.”

  Det var en grå og lummer weekend, hvor Iben ville se resultatet. Rebekka rejste sig fra sofaen, trak nederdelen ned og gik ovenpå. Iben kunne høre lynlåsen, da Rebekka var kommet op ad trappen. Et øjeblik efter hørte hun lynlåsen igen, efterfulgt af skridt på trappen. Så kom Rebekka tilbage med en pose og tømte den foran Iben. Rebekka havde gjort, som befalet og Iben var tilfreds med resultatet. “Du har et bryllup klokken 2. Hvor meget tid skal du bruge inden?” ville Iben vide. “Bare en time,” svarede Rebekka.

Det efterlod nok tid, konstaterede Iben. Klokken var lidt over 10. Rebekka blev sendt i køkkenet efter æggeuret. Herefter blev hun sendt op og tage korset og sine “knep-mig-sko” på og stille i stuen. Iben havde overvejet at bruge haven, men var endt med, at stuen var det bedste sted. Lidt efter kom Rebekka tilbage. Iben hjalp hende med at stramme korsettet. Og så var Rebekka klar; hun vidste bare ikke, til hvad.

“Tag en elastik med bjælder på om hvert håndled og op over hvert skinneben!” beordrede Iben. Da Rebekka havde gjort det, fortsatte Iben: “Sæt en klemme i venstre brystvorte og stil æggeuret på tre minutter!” Rebekka efterkom ordren. “Stil dig med spredte ben, knæene i en ret vinkel med låret vandret og armene strakt frem! Og stå stille!” beordrede Iben så.

Rebekka stillede sig, og efter få korrektioner var Iben tilfreds. Selv om Rebekka gjorde sig umage, ringede en af bjælderne i ny og næ. “Stille har jeg sagt!” fik Iben sagt på en måde, der fik Rebekka til at fare sammen, så alle bjælder klingrede. Så gav hun sig ekstra umage.

Efter 3 minutter ringede æggeuret. “Sæt en klemme i højre brystvorte og sæt uret på 3 minutter! Stil dig så tilbage!” kommanderede Iben blidt. Rebekka undertrykte smertensstønnet, da hun satte klemmen på. Så stillede hun sig tilbage. I et øjeblik stod hun stille, før bjælderne så småt begyndte at give lyd fra sig ind imellem. Ved næste ring skulle Rebekka sætte en klemme i venstre skamlæbe. Da uret ringede på ny sagde Iben: “Tag klemmen fra venstre bryst og sæt den på højre skamlæbe!” Smerten, da hun tog klemmen af, og blodet pressede tilbage i den ømme brystvorte, var overvældende; langt værre end fornemmelsen i skamlæben. Rebekka klynkede, havde svært med at stå stille, men Iben var ubarmhjertig. Som tiden gik, blev klemmer flyttet rundt og blodet pressede smertefuldt tilbage de mest følsomme steder på Rebekkas krop. Og lidt efter pressede klemmerne dem sammen igen. Rebekka havde, forpint som hun var, mere og mere svært ved at stå stille. Alt på hende ringede og dinglede. Da tårerne trillede frem i Rebekkas øjne, da hun skulle tage endnu en omgang, stoppede Iben hende. Ublidt hev hun klemmerne af og fik Rebekka til at stille sig med spredte op og hænderne i nakken. Krævende pressede hun sin mund på Rebekkas og invaderede hende med sin tunge, mens hendes hånd tog Rebekkas ømme og forpinte skridt i besiddelse. To fingre gled ubesværet ind i fissen, mens to fingre hårdhændet behandlede Rebekkas maltrakterede skamlæber. Et øjeblik efter kom Rebekka. Voldsomt og støjende. Hun måtte klamre sig til Iben for ikke at falde sammen. Hendes krop var dækket af et tyndt lag sved. Iben tænkte, at det næppe skyldtes lummervarmen. “Der fik jeg dig op at ringe,” sagde Iben smilende. Rebekka nikkede genert. Hun rødmede lidt. “Du tænder på det her,” sagde Iben, halvt konstaterende, halvt spørgende, “var det dig, der spurgte, hvorfor det skulle gøre ondt?” Rebekka nikkede igen. “Og du skammer dig over det, at du har det sådan?” spurgte Iben. “Mmh,” bekræftede Rebekka genert. “Så er det da godt, at jeg bare kan bestemme over den lille pæne pige, der skammer sig, ikke?” spurgte Iben. “Ja tak,” svarede Rebekka med et smil. Men smilet blegnede og Rebekka spurgte: “Og min straf?” “Straf?” svarede Iben. “Jeg mener, jeg stod ikke stille og kom uden lov,” forklarede Rebekka. Iben nikkede. “Straffen er, at du skal sige, hvad du i virkeligheden er, når den pæne pige, der skammer sig, ikke har noget at sige!” Rebekka tænkte lidt, før hun svarede: “Jeg er en umættelig, liderlig tøs.” Iben nikkede. “Og for at jeg bedre kan holde styr over min liderlige tøs, kommer jeg til at skrive i bogen med dine ordrer, at du skal have mindst to af bjældebåndene på håndled eller ankel herhjemme i privaten. Så ved jeg, hvor jeg har dig … og kan bedre holde dig i ørerne.”

Rebekka klukkede. “Det er ok,” sagde hun – og følte sig underlig tryg i Ibens nærvær. Hvorfor det var sådan, vidste hun ikke selv. Sådan var det bare. Og det var nok.

Fortsættes HER