Du må ikke stjæle

AUUGH… AUV… NEJ iiiGH… MIN RØV NEEEJ… BENNY skriger. Han skriger som en gal, og jeg kan høre smældet af et eller andet der rammer ham …lige før et nyt skrig efterfulgt af en jamren og en klynken medens smerten bider sig ind i ham.

MEN JEG KAN IKKE SE HAM! 

Jeg står i et slags kontor eller forlokale. Jeg ved ikke engang hvor det er, en bagbygning et eller andet sted. Jeg er nøgen, hænderne er låst på ryggen med nogle gammeldags håndjern. Ansigtet og fødderne er klemt helt op mod væggen. Jeg kan ikke se noget, kun fornemme at der står en person bag mig, måske den unge perkerdreng jeg så, da vi kom ind i lokalet, ham som gav mig håndjern på ÅÅÅÅGH! STOP… NEJ …JEG KAN IKKE MERE… IKKE LÅRENE… HOLD OP! BENNY FÅR SINE KLØ I LOKALET VED SIDEN AF, derfor kan jeg ikke se ham. Slagene falder langsomt, men for hvert slag hyler han i lang tid. Jeg ved, at det snart bliver min tur, men til hvad? Noget der gør ondt.

Men i virkeligheden er det ikke tanken om prygl, der trænger sig på. Det har jeg prøvet siden jeg var teenager, og min stedfader slog mig med sit bælte. Hyppigt og hårdt. For ting jeg havde gjort, og for ting jeg ikke havde gjort. Bare slog!! 

Der er SKAMMEN! Skammen over at have svigtet dem det har vist mig tillid. Min rigtige far, kriminalforsorgsmanden, der fik mig prøveløsladt før tiden og hr. MÜLLER. Mine forældre blev skilt da jeg var lille, og min stedfader “opdrog” mig. Så snart jeg kunne, forlod jeg hjemmet kun for at havne i MEGET dårligt selskab. Det blev til et groft røveri og uagtsomt manddrab, som sendte mig i fængsel i flere år, min unge alder til trods. Det var der min rigtige far fandt mig. Han fik en ung kriminalforsorgsassistent overtalt til at få mig prøveløsladt, selvom der manglede mere end 3 år af straffen. Sammen fandt de en læreplads hos Müller og Søn.

Müller lod sig overtale, selvom han er en mand af den gamle skole, der tror på ligeud og kontante metoder, specielt overfor lærlinge.

　 Jeg var i den syvende himmel. En læreplads selvom jeg var fyldt 23! Jeg svor at jeg ikke ville svigte mine 3 redningsmænd, mindst af alt hr. Müller. Det gik fint i to år, indtil Benny blev ansat som lager mand. Firmaet Müller og Søn er et specialværksted det fremstiller helt unikke værktøjer til præcisionsarbejde. Der er kun få af den type i Danmark, og det er en ære at arbejde der. Materialet er platin, rhodium, palladium og andre eksotiske metaller, alle hunde dyre men med specielle egenskaber.

Desværre er de også efterspurgte af guldsmede som smykkemateriale. Benny overtalte mig til at stjæle noget, som han så ville sælge. Jeg var i pengenød. Jeg havde lige truffet den eneste ene, og let tjente penge fristede.

Det blev selvfølgelig opdaget, og så stod vi der, begge to foran hr. Müller “Det var ikke hvad jeg havde ventet Patrick,” sagde han. Jeg så ned i gulvet. Jeg ønskede bare at forsvinde ned i et sort hul. “Jeg er godt klar over, at det er Benny der er hovedmanden. Jeg skulle aldrig have ansat dig. Du er en skidt knægt, det har jeg længe været klar over. Nå, men nu må sagen gå sin gang. Det må politiet afgøre. Du er klar over Patrick, at det er tilbage til fængslet de næste 3 år… mindst! Og du som skulle have været til svendeprøve om et halvt år.” Han rystede på hovedet. “Hvad angår dig Benny vil jeg håbe at de lukker dig inde i lang tid. JEG agter ikke at gå i forbøn for dig!” “NEJ, NEJ. DE MÅ IKKE!” Benny begyndte at jamre. “Jeg har to små børn, jeg kan ikke klare at komme i fængsel… ikke igen! Hr. Müller De må ikke gøre det. HØRER DE! DET KAN DE IKKE!!” Han rystede over hele kroppen. Müller rakte ud efter telefonen. Benny blev desperat: “Kan vi ikke gøre noget andet? Ligegyldigt hvad, så jeg ikke kommer i fængsel?” Selv var jeg ved at komme til bevidsthed. Katastrofen stod klar for mig. Hele min fremtid i ruiner. Alt kastet bort, bare for en hurtig gevinst. OG SKAMMEN. De mennesker hvis tillid jeg havde svigtet. Jeg så på Müller. ”UNDSKYLD… UNDSKYLD. Jeg har svigtet, UNDSKYLD Jeg fortjener at gå tilbage til fængslet Jeg har svigtet Deres tillid.” Tårerne løb ned ad mig. Alt var ødelagt nu. Jeg forsøgte desperat: “Kan jeg ikke få min svendeprøve først? PLEASE HR MÜLLER. “Næppe når du siddet i en fængselscelle, men…” han flytter hånden fra telefonrøret. “Men, jeg vil give jer et tilbud. Jeg gør det for Patricks skyld og for hr. Eriksen fra kriminalforsorgen, som talte mig ind i det her.. Du, derimod Benny, har jeg ikke den ringeste medlidenhed med. Det var dig der lokkede en anden ud i uføret. I får følgende tilbud: Enten politianmeldelse eller så mange tæsk, at I aldrig, jeg siger ALDRIG, vil glemme det. Jeg ved godt at det er ulovligt, men nu kan I vælge.” “Jeg skal nok tage mine klø.” Et svagt håb havde vist sig. “Nå Benny hvad bliver det?” “Det kan De ikke hr. Müller” Benny så desperat på ham. “Jo, jeg kan. Hvad bliver det: Tæsk eller politi?” “Ikke politi,” mumlede Benny svagt.

“Godt I bliver her efter arbejdstid. Det bliver ikke mig, der giver jeg tæsk, men en der kan sådan noget.”

AUGH AUUUGH! STOP, JEG KAN IKKE TAGE MERE. Benny er en tøsedreng, han skriger i vilden sky. Gad vide hvor mange han har fået? 40-50 slag. Og med hvad. En pisk, et spanskrør eller hvad? Jeg aner ikke en gang, hvor jeg er. Efter arbejdstid blev vi proppet ind i firmaets varevogn, hvor vi intet kunne se. Så holdt den i en gård… UD! I går ind af den dør der ovre og op på 3. sal. Müller forsvandt ud gennem porten igen. Oppe på 3. sal var der et lokale med en ældre mand, ca. 50 år med gråt hår og briller. Ved siden af ham stod en ung fyr af “anden etnisk oprindelse,” som det hedder. Manden stirrede koldt på os. “Hvem er Benny og hvem er Patrick? Godt, tag tøjet af ALT SAMMEN!” Benny begyndte at protestere, eller rette at græde. “NU,” brølede manden “Ellers ….” Tavse klædte vi os af. “DET HELE” lød det fra drengen, da han så at jeg tøvede med underbukserne. “Også armbåndsurene. Læg dem i lommen. Hænderne om på ryggen!” Der var intet at gøre, bare adlyde. Jeg følte det som i en døs. Jeg kunne mærke skamrødmen i mit ansigt, men jeg var fast besluttet på at tage min straf. “Giv dem håndjern på,” sagde manden. “Patrick, du bliver her. Ansigtet ind mod væggen, Mustapha hold øje med ham. Benny du kommer her!”

Jeg ved ikke hvad der skete i værelset ved siden af. Der lød nogle klik, OG SÅ BEGYNDTE SKRIGENE.

“NEJ, AUUUGH! LA’ VÆRE… STOP HR… IKKE MER!” Benny hylede og skreg. Han vrælede som et 7 års barn, selvom han er 27 år, medens han tiggede og bad manden om at holde op. Selv stod jeg med ansigtet ind mod væggen, hænderne på ryggen og kunne intet gøre, bare høre efter med bevidstheden om at min tur kom snart. Jeg mærkede hvordan min pik begyndte at rejse sig, men det kunne jeg heller ikke gøre noget ved. Til sidst holdt det op. Der lød ikke flere slag, men Benny jamrede sig stadig. Jeg lukkede øjnene. Så var det altså min tur. Til hvad? MEN JEG VILLE TAGE MIN STRAF UDEN AT KLYNKE OG SKRIGE SOM BENNY. JEG HAVDE FORTJENT DEN. JEG HAVDE SVIGTET! Jeg blev ført ind i det andet rum. Nu så jeg, hvad der var sket. På en briks lå Benny på ryggen. Hans ben var spredte med en stang der sad fast på anklerne. Fra midten af stangen gik en snor op til en talje i loftet. Han hang næsten lodret og hvilede kun på skulderbladene og delvis på albuerne. Det så MEGET smertefuldt ud. Hans lår var stribede og røde. Nogle af striberne var begyndt at hæve og blive blå.. Selve røven var èn stor rød klump. Striberne lå så tæt ved hinanden, at de næsten gik i et. Huden var revnet og små bloddråber dryppede ned på underlaget. Hans hænder klamrede sig til ballerne i et forsøg på at dulme smerten, medens han klynkede: IKKE MERE. JEG HAR FÅET NOK. Perkeren gik hen til ham og begyndte at lege med hans nosser der hang ned mellem benene. Han jamrede svagt og forsøgte at beskytte dem med hænderne, men kunne ikke nå. Manden stoppede ham med et: “Tag ham ned.” Drengen tog en remotekontrol frem og benene begyndte at sænke sig. Det var åbenbart elektrisk styret. “STIL DIG OVER I KROGEN, HÆNDERNE OVER HOVEDET… OG BLIV STÅENDE.”

Benny adlød medens han stadig jamrede: “Det gør ondt.”

Det var altså hvad det ventede mig for at have svigter tre menneskers tillid! JEG KÆMPE IDIOT. Håndjernene blev taget af, og jeg lagde mig frivilligt på briksen, på ryggen med benene spredte. “Læg dig om på maven og tag fat i de to håndtag i hjørnerne,” befalede manden. Jeg gjorde som sagt, spredte armene og fandt de to håndtag i hjørnerne, forinden stak jeg en arm ind mellem kroppen og briksen, fandt nosserne og pikken og hev dem op så de var beskyttede mod direkte slag. Perkeren kom med en pude, som jeg fik under hagen. Den tvang mig til at se lige frem uden at kunne bevæge mig. Så kom de med et slags rullebord. DET VAR EN FJERNSYNSMONITOR. JEG KUNNE SE MIN RYG, MIN RØV OG MINE LÅR NED TIL KNÆENE… samt det tynde spanskrør som lå ved siden!

Se lige ud, hvis du lukker øjnene er det ekstra!

Så startede det. “AAAGH… IIIGH ÅÅÅGH.” Jeg prøvede på at holde munden lukket, men forgæves. Det var som min stedfader, bare 10.000 gange værre. Det startede på min ryg. Jeg kunne se i monitoren hvordan den ene stribe blev lagt efter den anden. Og smerten kunne jeg registrere direkte, her behøvedes ingen monitor! ”NEJ… nej ååågh!” Manden slog hårdt og spanskrøret var smidigt, det svirpede over hele ryggen. Jeg så huden springe og små bloddråber pible frem. Jeg knugede mine hænder om de to håndtag, meden jeg indvendig gentog: “Jeg har svigtet deres tillid, jeg fortjener mine klø.” ”AUUGH AUUUGH! ÅÅÅGH …ÅÅÅÅGH!” MANDEN SKIFTEDE TIL RØVEN. JEG KASTEDE MIG FRA SIDE TIL SIDE. Det hjalp ikke. Ballerne skiftede fra hvid til rød til violet. Igen det samme mønster på monitoren. Hud der revnede, blod der kom frem. Denne gang blandet med væske der løb ud af mit røvhul, uden at jeg kunne kontrollere det. “SPRED BENENE” Skindet på lårene er tyndt, og det gjorde rasende ondt. Jeg var jo ikke bundet så jeg kunne sparke vildt, så meget at jeg gik ud af fokus på monitoren. ”NEJ NEJ… NEJ.” Jeg prøvede på at lukke øjnene, men en mærkelig følelse tvang mig til at åbne dem igen. Jeg kunne se spanskrøret komme farende samtidig med kunne høre suset fra en helt anden vinkel og mærke smerten når spanskrøret ramte et helt tredje sted. Lårene blev til to stykker rødt råt kød. Jeg stønnede og prøvede på ikke at skrige som Benny.

Indvendig blev jeg ved med at gentage: “JEG HAR SVIGTET… JEG FORTJENER MIN STRAF.”

Endelig holdt det op En sidste omgang fordelt over hele kroppen og manden sagde: “REJS DIG.”

Jeg kastede et sidste blik på monitoren. Jeg var stribet fra skuldrene til knæene, alt var rødt, blåt og hævet..

Vi fik lov at klæde os på. Selve det at få tøj på den ødelagte hud var en smertefuld omgang. Vi peb begge to, da stoffet rørte ved striberne, især der hvor de stramme underbukser rørte på den hudløse, glødende ende. Vi kom ud i forkontoret. “OP AF VÆGGEN… HELT OP, OG I RØR IKKE JERES RØV… FORSTÅET?” Det var perkerdrengen der kommanderede. Manden talte i telefon. AUUGH!… AUUUGH… IKKE IGEN… IKKE MERE!!! Det var Benny der skreg højt igen. Gennem øjenkrogen så jeg hvordan drengen lod en ridepisk falde over den arme fyrs ende. Selvom Benny havde både rigtige bukser og underbukser på, hylede han lige så højt som før.

“KAN DU IKKE FORSTÅ, AT NÅR JEG SIGER, AT DU IKKE MÅ RØRE DIN RØV, SÅ MÅ DU IKKE. FORSTÅR DU IKKE DANSK?”

Jeg knyttede hænderne og holdt dem ned langs siden. Jeg kunne mærke rødmen i mit ansigt.

EN 16 ÅRS DRENG VAR HERRE OVER MIN KROP… 100%

Efter 10 minutter fik vi lov til at gå ned i gården. Der holdt Müller med varevognen. Uden et ord kørte han os tilbage til værkstedet.

Jeg søgte tilbage til min pige, Helene. Grædende fortalte jeg hvad der var sket og hvorfor. “DU ER VERDENS STØRSTE IDIOT!!” Ikke alene har du svigter tre menneskers tillid. Mennesker som stolede på dig. Det drejer sig om FIRE. Jeg stolede også på dig. Jeg stod som lamslået. Skulle jeg nu også miste hende? Hvad havde hele så været værd? Så tilføjede hun: OG DET GØR JEG STADIG, kom nu skal jeg hjælpe dig.

Jeg blev hos hende natten over. Jeg sov ikke, jeg bare lå på maven medens Helene skiftede våde badelagner ud med nye kolde over min ryg.

Og her kom red. så til at klippe novellen – læs nu den spændende afslutning…

Efterskrift

Nej DU MÅ IKKE STJÆLE. Jeg havde lært det “The hard Way” Aldrig i mit liv havde jeg fået så mange klø. Müllers ord om at jeg aldrig ville glemme det stod til troende. Men trods alt fortrød jeg ikke, JEG HAVDE REDDET MIN ÆRE. Kun få mennesker vidste noget om begivenheden: Müller, Helene og Benny. Sidstnævnte så vi aldrig, han dukkede ikke op dagen efter, og rygtet siger, at han nu sidder inde for narkohandel. Dertil kommer den mystiske mand, der havde givet os spanskrør. Ca 50 år, gråt hår (hvis det da ikke var en paryk) og med svære hornbriller. Og så var det Perkerdrengen. 16-17 år, sportstrænet, mørkhåret. Ham ville jeg kunne kende igen! Det hånlige grin, da han tvang mig til at tage alt mit tøj af, og udtrykket da han lod en pisk suse over Bennys røv, på et tidspunkt da vi troede, at det var overstået. Min far og socialassistent Eriksen vidste intet om, hvor tæt jeg havde været på at ødelægge den tillid de havde vist mig og falde tilbage til ulovlighederne. For Eriksens vedkommende var det nok også bedst. Müllers straf havde været effektiv men direkte ulovlig.

STEDET: Jeg aner ikke hvor det er. Et sted med en baggård, formodentlig i den indre by. Jeg opgav at finde ud af det.

Jeg mødte næste dag hos Müller.
Han var flink, og lod mig arbejde ved en drejebænk de næste 14 dage… STÅENDE. Men det tog langt over en måned før de sidste striber forsvandt, på trods af Helenes kærlige pleje. Og helt væk går de aldrig. Der vil altid være et minde.

Jeg arbejdede som en gal med mit svendestykke. Jeg VILLE bevise, at jeg kunne. Det gav resultat. JEG FIK SØLVMEDALJE, det bedste man kan få. Glad var jeg, især den dag jeg fik overrakt medaljen på rådhuset sammen med andre lærlinge, der havde vundet sølv. Men det bedste var, da jeg så: Min far, socialassistent Eriksen, fabrikant Müller… og Helene! Mennesker hvis tillid jeg så groft havde svigtet, men som jeg nu havde betalt tilbage. 

Müller antog mig som svend. Det lettede på økonomien. Helene og jeg kunne flytte sammen.

Lidt over et år senere stod jeg igen i Müllers kontor. Han kikkede op. “Hvad nu Patrick, har du problemer, du ser sådan ud? “Nej… nej” stammede jeg. “Det… det er bare sådan at Helene og jeg venter et barn om et par måneder.” Jeg hakkede fælt i det, og vidste ikke hvilket ben jeg skulle stå på. “Nå, og så skal du have barselsorlov, lige når vi har mest travlt. Gå ud til fru Mouritzen og tal med hende, hun ved alt om sådan noget.” “Nej, det er ikke det.” Jeg blev endnu mere febrilsk. “Det er bare sådan at vi, Helene og jeg, gerne ville, at De blev barnets Gudfader. Hvis altså De vil?” Jeg hakkede helt ukontrollabelt. “Det bliver en dreng… det har vi fået at vide.” Jeg havde tabt overblikket totalt. Müller tog brillerne af. Så jeg en tåre i en øjenkrog? Så sagde han med sin helt sædvanlige tørre stemme: “Patrick er du klar over hvad du beder om? Har du tænkt over at jeg i yderste tilfælde kan komme til at opdrage din søn. Hvordan vil du have, jeg skal gøre det?

Jeg stirrede ham fast i øjnene:

Ja, efter to principper: Du må ikke svigte andres tillid – OG – DU MÅ IKKE STJÆLE!