Resumé:
Hun ligger i sin seng, har sparket dynen af sig. Hun drømmer om datterens nye klasselærer – en kvindelig vel at mærke. Hun vågner ved at datteren vækker hende og spørger hvorfor hun ligger og kalder på klasselæreren, samtidig med at hun har 2 fingre dybt begravet i sit skød… Her er den spændende fortsættelse – og det skal blive endnu værre…

              Det havde mildest talt været en lortedag. Kontoret var et helvede, Frida, min 15-årige datter, havde været sur hele dagen, og mit hoved havde kværnet hele dagen. Hvorfor havde jeg råbt Fridas klasselærers navn i min våde drøm? Og hvorfor så højt, at Frida var kommet ind og havde fundet mig med flere fingre oppe i mig selv? At jeg rent faktisk også havde fået en opringning fra selvsamme klasselærer, havde været foruroligende. Men den aften var jeg totalt udmattet gået i seng kvart over 9 og faldet i søvn. Jeg registrerede ikke, at Frida kom hjem fra sin kæreste Bjørn, der var 17. Men pludselig sad hun på min seng. “Mor?” sagde hun. Jeg fik mumlet et eller andet søvndrukkent, før Frida fortsatte: “Bjørn er dum.” Der var altså lagt op til alvor, tænkte mit trætte hoved. Nu må en god mor hellere vågne. Så det gjorde jeg og satte mig op. “Hvad da?” spurgte jeg. “Du kan godt huske til morgen ikke?” spurgte hun. Jo tak. Alt for tydeligt! Jeg nikkede. “Bjørn har optaget det,” sagde hun, “med mobilen. Nu har han en video, hvor du onanerer foran mig.” Jeg blev helt træt og samtidig lysvågen. “Hvad gør han med den?” spurgte jeg. “Han forlanger underlige ting af mig. ‘Nu må du hellere komme i skole i nederdel og uden trusser. Kom forbi værkstedet, inden du går i skolen, så jeg kan kontrollere, ‘ har han sagt,” forklarede Frida. Hun fortsatte: “Måske havde han kunnet overtale mig til at gå uden trusser for ham. Det må føles temmelig frækt. Men ikke sådan. Sådan blev jeg bare sur og ked af det – og bange.” Jeg så tåren i hendes øjne. “Han er i lære hos Vagn bil, ikke?” spurgte jeg. Vagn Bil er byens mekaniker. Frida snøftede og nikkede. “Ved du, hvornår de begynder om morgenen?” spurgte jeg. “Klokken 7 tror jeg,” sagde Frida.

“Du skal ikke være bange,” sagde jeg og gav hende et knus. “Jeg ordner det i morgen tidlig. Og du går bare i skole – med trusser,” sagde jeg. Frida snøftede og nikkede. Jeg kunne se, hun ikke var helt overbevist. Lidt senere hørte jeg hende gå i seng. 

Jeg stod tidligt op næste morgen. Mere eller mindre søvndrukken gik jeg den korte vej til Vagns værksted, hvor jeg fandt Vagn bøjet ind over motoren på en Peugeot. Han kiggede undrende på mig, da han opdagede mig. “Jeg har en lidt dum sag, som jeg gerne vil snakke med dig om,” fik jeg fremstammet. “Jamen dog!” sagde han, “Bjørn?” Jeg nikkede, og vi gik ind på hans kontor. På vejen fik jeg stukket et papkrus med kaffe i hånden. Jeg måtte, pinlig berørt, forklare Vagn om min “våde drøm”, om mobilen og om det krav, Bjørn havde stillet til Frida. Vagn drak tænksomt sin kaffe. Hans thy’ske opvækst blev altid meget tydelig, når han tav. “Bjørn,” begyndte han tøvende, “er ikke nogen skidt knægt. Han har det problem, at han ikke har lært hjemmefra, at han skal tænke på andre end sig selv. Jeg tror, hans plejeforældre yder en stor indsats dér – og Bjørn vil jo gerne. Nogle gange tænker han sig bare ikke om, før han taler.” Der lød skridt ude fra værkstedet. “Bjørn!” kaldte Vagn. Bjørn kom ind. Han så slukøret på mig. “Jeg er enig,” sagde han. “Du ved slet ikke …,” indvendte Vagn, men Bjørn afbrød ham: “Jo. Det ved jeg da godt. Hvorfor er det så tit, at jeg først bagefter opdager, hvad jeg skulle eller ikke skulle have gjort?” “Hvorfor pressede du Frida? Du ved godt, den slags er kriminelt, ikke?” spurgte Vagn. “Det var bare en sjov leg – for mig. Da jeg bagefter prøvede at forstå, hvorfor Frida gik, som hun gjorde, kunne jeg jo godt gennemskue, at hun ikke syntes, det var sjovt,” svarede Bjørn. “Hvorfor filmede du overhovedet?” ville jeg vide. Bjørn rødmede: “Fordi det så så lækkert ud, at jeg glemte at tænke mig om,” forklarede han med sårbar teenage-drengestemme. Nu var det mig, der rødmede. “Jeg vil foreslå,” foreslog Vagn, “at jeg nu ser dig slette filmen, Bjørn, og at du Dorete, tager en snak med Frida. Og så behøver ingen høre noget om det, og ingen af os 4 hører mere om den sag.” “Tak Vagn,” sagde Bjørn, “og undskyld Dorete!” Jeg nikkede. “Det kan jeg gå med til.” “Kom med din mobil,” sagde Vagn henvendt til Bjørn. Bjørn rodede med telefonen. “Det er den her,” forklarede han og gav Vagn telefonen. “Vagn tog briller på og tappede lidt på telefonen. Jeg kunne pludselig høre mig selv skrige “Ida”. “Det er vist den,” sagde Vagn med et smil og tappede på telefonen. “Slettet,” sagde han lidt efter. Jeg sagde pænt tak og sagde farvel. På vej ud hørte jeg Vagn spørge Bjørn: “Har du nogensinde givet en pige blomster?” “BLOMSTER???” lød Bjørns forundrede svar.

Jeg nåede at fange Frida på telefonen, inden hun gik i skole.

  Jeg fandt en buket blomster i en vase på skænken, da jeg kom hjem. På køkkenbordet lå en seddel fra Frida, at hun var hos Bjørn. Jeg satte mig træt i sofaen med en kop kaffe; et lille velfortjent hvil, før vasketøjet skulle ordnes. Det ringede på døren, og jeg måtte mande mig op og åbne. Udenfor stod Vagn Bil. “Jeg tænkte, at der måske var andre i huset, der trængte til blomster,” sagde han og rakte en lille buket frem. Jeg må have tabt underkæben af forbløffelse; for jeg “vågnede” ved, at Vagn grinende sagde “Hallo. Jeg er ikke fra månen. Jeg bor kun 200 meter væk!” Jeg tog imod buketten med et smil. “Du er da ikke ude på at gøre indtryk,” sagde jeg – og bed mig straks i tungen for den tåbelige bemærkning. Men Vagn grinede bare og sagde: “Det skal du ikke sige. Men mesteren kan jo ikke tillade sig at gøre lærlingens buket latterlig, bare fordi han har flere penge, vel?” Jeg rystede på hovedet. “Du gav ham også tidligere fri, ikke?” Vagn nikkede. “Lånte du ham måske også pengene?” ville jeg vide. “Kun lidt,” svarede Vagn, “han må godt mærke, at der bliver længere mellem colaerne, når man laver sådan noget.” “Hold da op. Du skulle være min chef!” udbrød jeg. Vagn rømmede sig. “Det kan vi da godt snakke om, men må jeg så ikke komme ind?” spurgte Vagn. Hvorfor var jeg nu sådan ved siden af mig selv? Jeg glemte helt elementær høflighed! Jeg bød Vagn ind og kiggede på ham. I starten af 50’erne. Smilende. Fuldskæg. Stærk. På sæt og vis udstrålede han trygheden selv. “Men jeg ved ingenting om biler,” svarede jeg, da Vagn havde taget plads og fået en kop. “Det var nok heller ikke på den måde,” mumlede Vagn og lignede pludselig en genert dreng. Uden at vide, om jeg virkelig ville vide det, hørte jeg mig spørge: “Hvad mente du så?” Vagn rømmede sig, famlede efter ordene: “Tja… hvad mener jeg med, at jeg kunne blive din chef? At kunne bestemme … altså jeg er jo bedst til biler: Hvis jeg havde en smuk, kostbar bil, så ville jeg nok være over den og om den. Tjekke forlygter og efterse undervognen ofte…” Min fnisen afbrød Vagns billede. “Mener du hulrumsbehandling?” spurgte jeg, stadig småfnisende, mens jeg undrede mig over mig selv. Nu smilede Vagn, men blev alvorlig, da han fortsatte: “Men selvfølgelig, hvis jeg havde sådan en smuk og værdifuld bil, ville jeg straks sætte ind, hvis den begyndte at skabe sig og ikke ville makke ret.” “Hvad ville du da gøre?” hørte jeg nogen spørge – med min mund. Og i mit hoved poppede billeder op fra drømmen forleden nat, hvor jeg stod lænet ind over katederet og fik smæk med en trælineal og billeder, hvor jeg blev kommanderet rundt. “Tjae …,” svarede Vagn, “med risiko for, at det lyder forkert, ville jeg ikke synes, jeg spildte min tid, hvis jeg skulle opdrage dig lidt håndfast i ny og næ.” Jeg sad lidt i vildrede. Jeg følte mig gennemskuet. Jeg kunne mærke mit underliv ganske tydeligt. Jeg vidste samtidig, at sådan gjorde man ikke. Eller gjorde man? “Undskyld … det kom også ud helt forkert. Men det ene ord tog det andet … og så blev det lidt kejtet,” sagde Vagn. Jeg kæmpede for at se ham i øjnene, da jeg sagde: “Det gør ikke noget, Vagn.” “Er du sikker?” spurgte han. Jeg nikkede, stadig mest af alt i vildrede med mig selv. “Kom,” sagde han, “vi går over til mig. Der risikerer man ikke, at teenagepiger kommer hjem.” Det var ikke noget spørgsmål! Vagn konstaterede bare, og jeg fulgte efter, som var jeg fjernstyret. Da Vagn strakte sin hånd ud, tog jeg den i min. Vagn boede oven på værkstedet. Og pludselig stod jeg i hans stue. Den var tydeligvis indrettet af en mand; meget enkelt, men ikke uden smag. Et blidt kys i nakken afbrød min tankerække. “Dorete,” sagde han. Jeg nikkede; kunne ikke rigtig finde noget at sige. Jeg fik et nyt kys i nakken. “Jeg kan godt lide, at det er mig, der har bukserne på,” nærmest hviskede han i mit øre. Efter lidt tid, hvor jeg skulle vende ordene i hovedet, lynede jeg mine cowboybukser op og tog dem af. Nu stod jeg i lambswool overdel over en hvid skjorte, hvide ufikse trusser og sorte ankelsokker. Mine fingre tog ved trussekanten, spørgende. Vagn smilede og nikkede. Og øjeblikket efter stod jeg bundløs foran ham. “Vil du se resten af lejligheden?” spurgte Vagn, som om intet var hændt. Jeg nikkede genert; kunne stadig ikke finde de rigtige ord. Vi så soveværelset (“Her vil du forhåbentlig tilbringe mange timer”), køkkenet og badeværelset. “Og her kommer du til at barbere dig,” sagde han, bare sådan. “Det hele?” spurgte jeg. Åbenbart havde jeg fundet mig tilrette i Vagns tanker allerede. “Nej,” svarede Vagn, “kun fra halsen og ned.” Han smilede til mig. Jeg kunne mærke smilet varme mig. “Tag dine sko på,” sagde han stilfærdigt. Jeg var på nippet til at protestere, men han stoppede mig. “Stol på mig,” sagde han roligt, og med et blev det det mest logiske i verden. Jeg satte mig på hug og snørede kondiskoene og fulgte så Vagn ned af trappen. Vi stod i værkstedet. “Det kan bruges til meget,” sagde Vagn henkastet. “Ræk dine hænder frem!” Ud af ingenting havde Vagn fået en stump reb. Tre gange omviklede han mine håndled, to gange på tværs mellem håndleddene, så sad de fast. “Er det væmmeligt?” spurgte han. Vagns spørgsmål gav mig en enorm tryghed i situationen. “Ikke væmmeligt… mere spændende … måske lidt skræmmende også,” sagde jeg. “Men du ved godt, du ikke behøver være bange, ikke?” spurgte Vagn roligt. Jeg nikkede. “Du siger bare ‘Lada’, så stopper jeg,” forklarede han. “Dem kan jeg godt huske,” svarede jeg. Langsomt gav han mig tørklæde for øjnene. Ingen hastige bevægelser, ingen overraskelse, og alligevel glemte jeg at trække vejret et øjeblik. I mørket kunne jeg mærke Vagns tøven. “Fortsæt,” hviskede min mund. “Jeg fæstner dine hænder til liften,” forklarede han. Og lidt senere kørte han liften op. Jeg kunne kun stå på tæer, da han stoppede med at køre liften op. Jeg var fyldt af rædsel og forventning. “Lad mig nu se, om jeg har ret,” hørte jeg Vagn sige. Et dybt suk undslap mine læber, da to fingre uden modstand gled ind i min sejlende kusse. “Du er så lækker, pige!” udbrød Vagn og greb fat i min hestehale med den anden hånd. Fingrene forlod min kusse. Jeg var skuffet, da hans fingre rørte mine læber. Lydigt åbnede jeg og slikkede mine safter af Vagns fingre, før han flyttede dem ned i min hungrende kusse. Med et fast greb om min hestehale begyndte han at fingerkneppe mig, hans læber rørte mine. Hans tunge trængte ind i mig. Alle indtryk smeltede sammen. Jeg var et stykke viljeløst lystent kød, der kunne styres af Vagns hænder. Jeg klynkede, jeg stønnede, jeg skreg, da orgasmen som en tsunami skyllede igennem min krop – og jeg hang i rebet. Blidt løsnede Vagn rebene lidt efter. “Og du er ok?” sikrede han sig. “Meget,” svarede jeg. “Og du er en liderlig tøs?” spurgte han. Det måtte jeg jo indrømme; jeg nikkede. “Sig det!” hviskede Vagn. “Jeg er … en liderlig tøs,” fik jeg over mine læber. “Du kan godt lide at blive pillet ved fissen uden at kunne gøre noget,” prøvede Vagn at lægge ord i min mund.

“Jeg kan godt lide, at DU piller ved min fisse, uden at jeg kan gøre noget,” ændrede jeg ordlyden til. Vagn klukkede. “Det kan jeg vel kun være tilfreds med!” Han lød glad, tog tørklædet fra mine øjne, og vi gik op i lejligheden.

Fortsættes HER