Den hvide kalit

Følgende historie stammer fra Østen, hvor jeg engang tjente mine penge som eksportstipendiat. Blandt den amerikansk/europæiske koloni fandtes en dansk kvinde på omkring 34 år. Jette var en legende. Knagende dygtig, enormt flittig og loyal, men rullende sten der gik fra job til job og fra land til land. Men vel og mærke en sten der rullede opad! Mange mænd havde forsøgt at indfange hende, men forgæves. Selv havde jeg opgivet, men havde alligevel et meget fortroligt forhold til hende. Vi sad i klubben og stirrede ud over det sydkinesiske hav. Det var aften, alle andre medlemmer var gået hjem og klubbens steward havde serveret de sidste drinks for os og overladt os til selv at låse os ud. Vi snakkede om løst og fast, men på et tidspunkt kom jeg til at sige: “Der er ingen der får DIG tæmmet!”

“Det er ikke sandt” sagde hun alvorligt. “Der har været EEN mand, som tæmmede mig. Han kaldte mig SIN HVIDE KALIT. Han tæmmede mig fuldstændigt, og bagefter satte han mig fri. Siden da har jeg svoret, at jeg aldrig vil tæmmes igen… Du må godt få historien.”

————

Mit første job i Østen var i et lille sheikdømme, så lille at det knap findes på kortet. Ikke nogen oliestat. Eneste ressource er noget grønt sand. Zirkoniumsand der eksporteres. Ellers lever befolkningen af handel. Herskeren er en moderne indstillet sheik, en trofast muslim, men med et humant livssyn, også overfor “vantro.” Han havde for nogle år siden afløst sin konservative far, og det kunne mærkes bl.a. var dødsstraffen i alle dens former afskaffet. Jeg var ansat i et lokalt/svensk firma hvor mit job var at fortolke regler fra det ny EF, det der senere blev til EU. Jeg boede, ligesom de fleste udlændinge i en camp. MEN LIGE NU BEFANDT JEG MIG I EN RETSSAL… PÅ ANKLAGEBÆNKEN. Kadien, dvs. dommeren, var en mand med hvidt julenisseskæg. Han lænede sig frem og sagde på fejlfrit engelsk “Unge dame, selv i Deres land i det høje nord, som jeg har haft æren at besøge, er det forbudt at køre bil i beruset tilstand, til og med når man havner i en mur. Vår nådige hersker, måtte han leve længe, tillader at vantro drikker spiritus, men med måde. Og det har De ikke kunne finde ud af. JEG IDØMMER DEM DERFOR 25 SLAG MED ET SPANSKRØR! Jeg har taget hensyn til, at De har forsøgt at lære både vores skikke og vores sprog, derfor er straffen så mild.” Jeg stod som lamslået. Og dog. Jeg havde ventet noget lignende, selvom jeg på mit primitive arabiske havde undskyldt og efter lokal skik tilbudt at give en sum penge til de fattige. Men 25 slag, det var i overkanten! Den eneste “trøst” var, at det ikke, som i gamle dage, ville ske om fredagen udenfor moskeen i alles påsyn, men i et gammelt fort udenfor byen. Min forsvarer sagde intet, han tænkte på sit honorar, og hvor var repræsentanten for det danske konsulat… i Dubai 2000 km væk! DEN NÆSTE Det var en amerikansk teenager pige på 19 år. Hun havde stjålet tøj i basaren. Bliver unge mennesker da aldrig klogere? Kadien så knap på hende, men rettede en belæring til hendes forældre om at opdrage unge mennesker, specielt piger til dyd og ærlighed. DOM: Atter 25 slag. Pigen begyndte at græde, moderen så ud som ville hun besvime og faderen bandede højlydt, hvilket fik kadien til at minde ham om at pryglestraf også gjaldt for mangel på respekt for retten. Så holdt han mund! Repræsentanten for United States of America befandt sig, gæt… i Dubai. SIDSTE: En tysk dame på omkring de 35. Kasserer, der havde hugget af kassen fordi hun ikke kunne få pengene til at slå til. Sådan noget er ikke populært, især hvis det er et lokalt firma, som ikke diskret dækker tabet. Hun rystede og bævrede allerede inden dommen blev afsagt. Tab af penge kan altid ophidse folk så dommen blev: 34 SPANSKRØRSSLAG. Repræsentanten for Bundesrepublik Deutschland…. i Dubai.
HENDES mand holdt klogelig sin mund! HÆNDERNE OM PÅ RYGGEN! En kvindelig sergent gav os håndjern på og vi blev ført ud. Vi blev yderligere lænket med en kæde der gik fra håndjern til håndjern så vi dannede en gruppe. Der var andre grupper. To drenge iført kofter og hue stod lænket sammen med et enkelt håndjern. Den enes venstre hånd lænket til den andens højre. Den yngste var ikke ret mere end 15 år. Striberne ned af hans kinder viste, at han havde grædt. Den anden var vel 1 – 2 år ældre. Han forsøgte at holde det englænderne kalder en “stiff upperlip” selvom dunene på hans læbe dirrede og han var bleg under den brune hud. Den sidste gruppe bestod af 3 kulsorte mænd, fremmedarbejdere fra et fjernt land, der nu var havnet i retssystemet. De havde et minimum af tøj på, kun et par lasede bukser. De var lænket både med fodlænker og halsjern, der holdt dem sammen. De stod ubevægelige som zombies, der ikke fattede deres skæbne. Sergenten talte også perfekt engelsk. Hun så koldt på os. “Drengene har malet graffiti, de skal have 10 og 15 rap, men da de er mindreårige er det ikke… hun tøvede for at finde den rette glose… DEN PROFESSIONELLE, men et medlem af deres egen familie, der skal slå dem. De tre negre er grebet i narkosmugling. Under den gamle hersker ville de være blevet hængt, nu slipper de med 40 slag med kamelpisken og 5 års arbejde i sandgruberne.” Transportvognen, et vrag af en kassevogn, ankom og vi blev gennet ind. Først narkosmuglerne, så drengene, så os kvinder, og til sidst med megen møje og besvær, sergenten. Jeg stod klemt op af den yngste dreng og så hvordan tårerne igen løb ned af hans kinder. Han græd uden at sige en lyd.  Fortet ligger lidt udenfor byen og bruges nu kun som fængsel. Vi blev gennet ud og hver gruppe ført til hver sin celle. Vores celle var helt nøgen. En dør, og på den modsatte væg t gittervindue der sad så højt at man ikke kunne kikke ud af det, selv om man stod på tæer. Øjensynlig vendte det ud til en gård. Den kvindelige sergent kom tilbage sammen med 3 soldater. Hun tog vores håndjern af og rakte os hver en slags kjortel med skulderstropper. TAG JERES TØJ AF… ALTSAMMEN. OGSÅ URE OG SMYKKER LÆG DET PÅ GULVET. Lad det gå lidt villigt… eller skal vi hjælpe jer?” Hun pegede på de tre soldater. På forbløffende kort tid stod vi alle nøgne, kun iført denne kittel/kjortel igen med hænderne lænket på ryggen. Det gik kun kort tid, så lød der et skrig. En lys drengestemme skar igennem luften. “AUUGH FAR.. FAR… NEJ… JEG ER LYDIG. IKKE MERE STOP AUUUGH! AUUUGH! Ti rap med et spanskrør tager ikke lang tid, men den føles lang, ikke alene for ofret, også for tilhørerne. Vi kunne høre, når spanskrøret susede gennem luften og ramte drengens ubeskyttede ende. Til sidst holdt faderen op, men drengen fortsatte med at jamre sig. Hans fætter prøvede at tage det som en mand, men med ringe held. Selv med mit dårlige arabiske kunne jeg følge med i hvad der foregik. “TAG DIN KOFTE AF HASSAN, OG BUKSERNE. BØJ DIG. TAG FAT MED HÆNDERNE OM ANKLERNE.” Så kom susene og smellet når spanskrøret ramte de faste drengeballer. “Åååågh, iiiigh, nej. ONKEL STOP, NEJ NEJ. ALLAH AL ABKAR, ALLAH ER STOR.” Efter 15 slag var der ikke meget tilbage af den stolte Hassan. Så blev der fred. Kun mullahens middagsbøn fra minareten inde i byen kunne høres. MEN SÅ KOM DER ET SKRIG, SOM JEG ALDRIG HAVDE HØRT DET FØR. Det var den første af narkosmuglerne der fik det første af sine 40 slag med en kamelpisk. De 40 slag tog godt og vel en halv time for hver og alle fulgte de samme mønster: FØRST HIMMELRÅBENDE SKRIG SOM MAN IKKE SKULLE TRO AT NOGET MENNESKE KUNNE UDSTØDE. SÅ EN KONTINUERT JAMREN, DER TILSIDST GIK OVER I EN UKONTROLLERET KLYNKEN. Samtidig med at lyden fra pisken fortsatte. Vi ønskede alle, at vi kunne stikke fingrene i ørene, men håndjernene på ryggen forhindrede det, og vi måtte i fantasien tænke os til, hvordan en nøgen sort mand stod bundet, medens han fik pisk. Bundet… til hvad? Vi kunne jo intet se, men efterhånden fik vi en fornemmelse af, at vi snart ville få det opklaret! Til sidst holdt det op, jeg hørte en kommando: “Få dem tilbage i cellen, urene køtere. Og efter det, gik der næsten ingen tid så stod sergenten der igen med sine soldater. “Af sted, nu skal vi se hvordan hvide kvinder tager deres straf!” Hun så ud til at fryde sig. Vi blev ført hen ad en gang og ud i gården. Nu kunne vi se hvordan den så ud. Langstrakt, …i den ene ende stod GALGEN! Den lignede ikke en almindelig galge, mere et stort fodboldmål. To lodrette stænger og en overligger. På undersiden af overliggeren var der 4 store jernkroge, man kunne hænge 4 ad gangen! Under overliggeren var det høje skafot. Faldlemmene stod åbne så vi kunne se hvordan ofrene havde foretaget den sidste rejse. HELDIGVIS VIDSTE JEG AT DEN IKKE BLEV BRUGT MERE

I DEN ANDEN ENDE STOD AFLØSEREN. A‘et.

Det bestod af to tykke bjælker der stod lidt skrå. De mødtes foroven og men stod 2-3 meter fra hinanden på jorden. En tværbjælke der kunne flyttes op og ned fik det hele til at ligne et stort A
Fastgjort øverst var der en fjerde bjælke gik skråt bagud og støttede konstruktionen. Oppe i toppen var der en trisse med et reb. Jeg havde hørt om det, men aldrig set instrumentet, men forstod med det samme systemet. Fangen fik hænderne bundet fortil og blev hejst op i rebet, benene blev spændt ud til siden. Tværbjælken, der havde en slags læderpude på midten, blev justeret så den sad ud for maven, derved pressedes røven bagud og personen var helt fikseret, parat til at få sin straf!

Ved siden stod et bord, hvorpå der lå en pisk af kamellæder, med en lang snert og et kort skaft. Jeg kunne se at den var blodig, ligesom jeg kunne se blod på jorden under A’et. Blod fra 3 sorte mænd der havde smuglet narkotika!

Desuden var det en krukke med 4-5 forskellige spanskrør, der øjensynlig stod i vand for at holde sig smidige. “SÅ VENTER VI KUN PÅ DEN PROFESSIONELLE” sagde sergenten. Så kom han: JEG STOD SOM RAMT AF ET LYN. Aldrig har jeg set så smuk en mand. Han var kulsort, Nubier eller Somalier, slank, iført et par cowboybukser og en blændende hvid T-shirt, under hvilken man kunne se hans armmuskler. Ikke et gram overflødig fedt. Jeg blev som gele, ude afstand til at tænke rationelt, selvom jeg viste at samme mand om et øjeblik skulle give mig prygl.  Han kikkede på os, sagde noget til sergenten IRMGARD.

Før end hun kunne fatte det, var tyskerens håndjern fjernet, de tre soldater slæbte hende hen til A’et, bandt hendes håndled og hejste hende op så tæerne lige akkurat rørte jorden.

De blev spredt ud til siden, bundet til bjælkerne, tværbjælken skubbet op så hendes mave hvilede på den. Hendes kjortel blev skubbet op til brysterne og gjort fast med et bælte så hele hendes underkrop var blottet… HUN VAR PARAT TIL 34 SLAG MED SPANSKRØRET. DEN PROFESSIONELLE tog et spanskrør op af krukken, ikke det tykkeste, men så sandelig heller ikke det tyndeste. Svang det gennem luften så vandet fløj af.. SÅ VAR HAN KLAR! Jeg så på hende. En enorm røv der stod spændt bagud, to kridhvide halvkugleformede baller der gik over i to fede lår. Det hele dirrede som en stor budding. Allerede inden det første slag skreg hun: “NEIN, NEIN, BITTE NICHT DAS!” Så kom det første slag. AUUGH AUGH. Det var sergenten der talte. EN auuugh. TO AUUGH! Hun gav sig god tid, ballerne fik lov til at falde helt til ro før næste slag. AUUUGH AUUUGH, NEIN MEIN GESESS, OHHH!… MEIN ARMER PO-PO. Hun hylede uafbrudt, medens den hvide røv blev forvandlet, først til en rød ditto, siden til et stribet stykke kød, samtidig med at lårene fik samme skæbne. Jeg stirrede fascineret på DEN PROFESSIONELLE. Han arbejdede metodisk, medens sergenten talte slagene. Jeg så hvordan der dannede sig svedpletter på ryggen af den hvide T-shirt.  Tyskeren skreg stadig. AUUUG!!!! IIGGGH! NEIN ICH STERBE. Hun døde dog ikke, tværtimod tog skrigene til. Hendes røv og lår var nu helt røde og dækket af blodige striber. Ved det 26 slag begyndte det at løbe ud af hedne. Først vandet, så noget brunt ud af røvhullet. Det løb ned af hendes ben. Men selv 34 slag har ende. DEN PROFESSIONELLE holdt inde og kvinden hang i armene, medens hun stadig stønnede. Blodet løb fra hendes baller, hvor huden var slået i stykker. Soldaterne tog hende ned, hun var ved fuld bevidsthed og jamrede sig stadig. “På hug,” beordrede sergenten, nu skal du se på de andre! “JETTE” ….. DEN PROFESSIONELLE vendte sig om og så på mig. Han målte mig fra top til tå og op igen. Så tog han et frisk spanskrør. Jeg forsøgte at stirre lige ind i øjnene på ham. Så tog jeg en beslutning. Mig skulle han ikke få lov til at knække.

Inden soldaterne kunne reagere gik jeg frivilligt hen til A’et og lagde mig over tværbjælken.

Det tog ikke et sekund for soldaterne at hejse mine arme op, binde kjortlen under brysterne, justere tværbjælken og sprede mine ben. Det stod jeg, eller rettere hang jeg, den varme ørkenvind strøg om min krop og gennem en øjenkrog så jeg DEN PROFESSIONELLE gøre sig klar. Jeg lukkede øjnene og ventede. OOOH IIIIGH! De første slag gjorde ikke så ondt som jeg havde ventet, MEN SÅ STARTEDE DET. AUUUGH AUUUGH NEJ. I min fortvivlelse besluttede jeg at synge Kong Kristian… højt. Jeg sang af fuld hals, om Kristian der stod ved højen mast, om Niels Juul og Tordenskjold alt imedens jeg fik tid til at skrige og hyle når spanskrøret ramte mig. Efter nogen tid var det ligesom det gjorde lidt mindre ondt, var jeg blevet hærdet, eller havde han sat styrken ned? Men til sidst tog det fat igen. Ulidelige smerter. Jeg besluttede mig for at forsøge med “Der er et yndigt land.” De 25 slag blev trods alt overstået og man løsnede mine bånd. Med en kraftanstrengelse tog jeg mig sammen. Jeg stod ret og så igen min bøddel lige i øjnene. Han gengældte blikket så kraftigt at jeg uvilkårligt bøjede hovedet og så ned i jorden.  “På hug! ” Den kvindelige sergent havde styr på tingene. Jeg satte mig på hug, den martrede hud spændte over mine baller og tilføjede yderligere smerte. Forsigtigt følte jeg på min røv. DER VAR IKKE SPOR AF BLOD Han havde ikke slået min hud i laser. Var det mon med vilje eller har jeg bare en tykhudet ende? SIDSTE OMGANG: EN AMERIKANSK TEENAGER. Hun skreg og sparkede, strittede imod på alle måder da de slæbte hende hen til stativet, men intet hjalp, heller ikke bønner og gråd. Snart hang hun, som vi andre havde hængt, med sin teenager røv strittende bagud.  Den var fast og lille, lidt spids. Den havde sikkert aldrig smagt et spanskrør. DEN PROFESSIONELLE tog sin T-shirt af, brugte den til at tørre sin overkrop med og fiskede et tredje spanskrør op af krukken. Det var lidt tyndere end de foregående, men mere smidig. DEN PROFESSIONELLE stillede sig op ved siden af hende, og sergenten begyndte at tælle. AUV AUV, NO PLEASE PLEASE… HELP ME MUMMY. Hun skreg næsten lige så højt som negrene. FORGÆVES PRØVEDE HUN AT VRIDE KROPPEN, MEN HUN VAR BUNDET SÅ STRAMT, AT DET VAR PRAKTISK TAGEt UMULIGT. Selve hendes røv var så fast at den næsten ikke bevægede sig når spanskrøret ramte med et skarpt smeld. Hun skreg uafbrudt og allerede ved det 17 slag sprang huden. DEN PROFESSIONELLE ligefrem skrællede den af i laser og jeg så hvordan blodet løb ned af hendes lår. DEN PROFESSIONELLE, kunne sit job. Jeg så hvordan sveden løb ned af hans muskuløse ryg. Han holdt hende ved bevidsthed hele tiden, så hun kunne føle hvert enkelt slag og sørgede for ikke at slå, før den fulde virkning af det forrige havde sat sig. Endelig stoppede han. Sergenten var nået til 25. Hun kunne knap stå på benene, da de tog hende ned, men sergenten var ubarmhjertig, “Ind i cellen med jer.” Vi fik ikke en gang håndjern på, men blev halvnøgne gennet af sted. Inde i cellen fik vi ordre til at tage kjortlen af og stille os med ansigtet op ad en mur. Vi fik lige tid til at se hinandens striber og sår, så blev vi spulet med en slange. Egentlig var det ret behageligt efter alle vores lidelser. Blod og andet forsvandt og vi begyndte at føle os som mennesker igen. Sergenten så på mig, så sagde hun: “Du er tapper af en hvid kvinde at være.” “Tag Jeres eget tøj på. I bliver løsladt om et øjeblik”

——

Da vi kom udenfor mødte der mig et mærkeligt syn. Overfor porten holdt der en ambulance og en stor firhjulstrækker. To mennesker styrtede frem fra ambulancen og anbragte Irmgard på en båre, liggende på maven. Derefter susede den af sted, formodentlig til det internationale hospital. Ud af firhjulstrækkeren steg den amerikanske familie. Moderen i næsten lige så stor gråd som den fortabte datter. Denne blev ledt ind i bilen omgivet af bløde puder og formodentlig kørt hjem til trøst og lindrende behandling. Hvad det så end måtte betyde. Moderen ville få et chok, når hun så sin datters røv. Tilbage stod så lille jeg, ene og forladt. Det gjorde rasende ondt i min bagdel, næsten helt ned til skoene, og der var ingen til at høre mig synge nationalsangen. Jeg gik over til et stoppested. Der stod jeg så og ventede da en motorcykel kom forbi. Ejeren var helt tildækket og med hjelm. Han slog visiret op. DET VAR DEN PROFESSIONELLE! “Vil du have et lift hjem,” spurgte han, “bussen kommer først om en time. Du kan stå op på fodhvilerne og holde fast i mine skuldre… så gør det ikke så ondt!” Jeg tog imod tilbuddet og stod op hele vejen. Den kolde fartvind kølede mig herligt. Han kørte ind i kabashen, den gamle bydel, og stansede foran et hus. “OP” sagde han, med den stemme der gjorde det umuligt for mig ikke at adlyde. Han havde en lille lejlighed øverst oppe med et fladt tag. “Tag tøjet af og læg dig på min seng… på maven. Nej jeg slår dig ikke.” Hans stemme var igen denne venlige, men helt bestemte, som jeg MÅTTE adlyde.. Han kom med noget vand og en svamp og badede min ømme røv. Vandet må have indeholdt noget, for smerten forsvandt delvis og blev erstattet af en underlig varme. “Så nu klarer du dig… i hvert tilfælde natten over,” sagde han.

Han forklarede at han hed AMIR og var lægestuderende fra et afrikansk land. Han var på et års praktik her. Så skulle han hjem, og om to var han færdig som fuldt uddannet læge.

Myndighederne her benyttede udenlandske lægestuderende til at eksekvere prygle straffe. Dels havde de ingen tilknytning til den lokale befolkning, dels kunne de deres anatomi! Han havde ingen skrupler mod at piske folk eller give spanskrør. Det var jo Allahs vilje, og de var dømt af en kadi. Jeg blev hos ham den nat… og de følgende mange nætter. Han var en formidabel elsker, der herskede helt og fuldt over mig! Han kaldte mig sin hvide kalit, et ord jeg aldrig fandt ud af. Det er ikke arabisk, men stammer fra hans eget sprog og er en mellemting mellem slave og elskerinde. Han opdrog mig på indfødt maner. Jeg lærte at tie i mænds forsamling, at opvarte hans venner, at sy hans tøj og koge hans mad. Samtidig med at jeg passede mit eget arbejde. Han slog mig aldrig med spanskrøret, men var noget ikke til hans tilfredsstillelse, var det over knæet til en grundig endefuld på den bare røv, en skæbne jeg delte med de indfødte koner at dømme efter de skrig der lød fra tid til anden! Somme tider kom han træt hjem. Så vidste jeg at han havde været på “arbejde” og straffet en eller anden, men han talte aldrig om det. Han og hans venner lærte mig arabisk, både fra koranen og den daglige avis. De tvang mig til at læse højt hver dag og tale det. Hvis det ikke var godt nok så viste jeg hvad der skete når vennerne var gået. Jeg fandt mig ydmygt i alt til gengæld for de vidunderlige nætter vi tilbragte sammen. Han var kærlig og forståede overfor sin “hvide kalit” Jeg blev efterhånden så arabisk, at jeg kunne færdes i Kabashen som en indfødt. Fra tid til anden mødte jeg de to drenge. Hassan var i skomagerlære og en yngste gik stadig i skole. Jeg så ham med bøgerne i en rem. Når jeg så på ham slog han sine brune øjne ned som om han stadig skammede sig HAN LAVER IKKE GRAFITI MERE! Efter ni måneder rejste min herre hjem, om et år ville han være rigtig læge. Selv blev jeg til min kontrakt udløb. Så rejste jeg videre og fik et godt job, takket være mit gode kendskab til arabisk! Jeg hørte intet fra ham, men 5 år efter fik jeg et brev fra hans kone. Det havde været rundt om mange af mine arbejdsgivere inden det havnede hos mig. Hun skrev at han var blevet gift og havde fået tre børn. Under en borgerkrig var han imidlertid blevet dræbt og nu havde hun ryddet op i hans ting

Der havde hun fundet et billede af mig og ham, taget på det flade tag. Hun skrev at han ofte havde talt om den “hvide kalit” som han havde tæmmet!

—————

Det var mørkt, månen var ved at komme op. Jette og jeg blev enige om en svømmetur. Da vi var alene var badedragt ikke nødvendig. Vi klædte os af bag nogle palmer, og da Jette gik i vandet så jeg hende bagfra i måneskinnet. Der var svage ar efter striber over ballerne. EN HVID KALIT, DER VAR BLEVET TÆMMET… OG SAT FRI!