De tre skridt

Første skridt: FRYGTEN

Jeg skulle aldrig have gjort det! Jeg havde forsøgt at score en hurtig gevinst på uærlig vis. Dvs. svindel. Rent og skært bedrageri. Jeg manglede penge efter skilsmissen. Og det i en branche der består at en håndfuld firmaer i Danmark og hvor alle kender alle. Hvor har jeg været dum! Kim var rasende. Kim er juniorchefen og en god del yngre end jeg, men i praksis er han lederen fordi senior, hans far, har trukket sig tilbage. Han er vanvittig dygtig og jeg kunne allerede nu se hvordan han arbejdede med at få lagt låg på sagen, – skadeskontrol! “Der er kun to muligheder: Enten får du sådan et los i røven at du ryger langt væk hvor du kan starte som gadefejer, og så må vi andre se at få lappet skaden, eller vi ordner det internt som i meget gamle dage, hvor svindlere som du fik så mange tæsk, at de ikke kunne sanse eller samle, hvis de lavede den slags numre.” “Det… det kan du ikke. Jeg er 35 år, jeg har været her siden jeg var 16. Din far..” “Min far vil dø af skam, hvis han hørte det her, det er bl.a. det, jeg vil undgå.” “Du kan ikke slå mig,” hviskede jeg. “Nej, ikke JEG. Men jeg kender en mand som uddeler straffe til folk som dig. Nå. Hvad vælger du? Sparket, så ingen, jeg gentager ingen, nogensinde vil kendes ved dig, eller et besøg hos hr. RATTAN?” “Det sidste” mumlede jeg. Det andet var uoverskueligt, en afgrund for livstid.

“Godt, du hører nærmere.”

————————

Det tog kun en time så kom der en SMS: “Du møder onsdag den 18. kl. 16 hos firma RATTAN IMPORT/EKSPORT, Kornskrivergade 15.”

OG SÅ BEGYNDTE MARERIDTET
Tirsdag den 10.: Der er 8 dage til jeg skal møde hr. Rattan. Det er lang tid og meget kan ske. Jeg må gøre noget.

Torsdag den 12.: Hvad skal jeg gøre? Hvem er hr. Rattan? Jeg har prøvet at spørge mig for. Det synes som om alle undgår at tale om ham.

Lørdag den 14.: Unge Ken fra tennisklubben trak mig til side og næsten hviskede: “Jeg ved hvem han er. Jeg har fået tæsk af ham. Du bliver bundet over en buk og så får du spanskrør.. Der er ikke noget at gøre og det gør vanvittig ondt. Jeg havde striber på den bare røv i ugevis og kunne ikke sidde ned.

Søndag den 15.: Jeg går hjemme i min lejlighed, jeg er alene efter konen har forladt mig. Der er 4 dage til jeg skal være i Kornskrivergade 15. DET KAN IKKE VÆRE RIGTIGT. Jeg, en 35 årig mand skal have prygl! Jeg har aldrig fået det før. Jeg er frit opdraget, ingen har nogensinde slået mig

Der er kun 3 dage tilbage. JEG VIL IKKE… JEG TØR IKKE… I MÅ IKKE.

Mandag den 16.: Jeg havde mareridt i nat. Jeg vågnede badet i sved. Jeg tændte lyset og så mig selv i spejlet. Min ende er hel glat, mine balder er stramme. DER ER ALDRIG NOGEN DER HAR LAGT HÅND PÅ DEM.
Hvad skal jeg gøre? Ken sagde at det gjorde ondt. Jeg kan ikke tage smerte. Jeg vil ikke være nøgen. JEG VIL IKKE!

Tirsdag den 17.: Det er i morgen onsdag det sker. Onsdag før påske. Så har jeg en hel påskeferie til at komme mig i. Ken siger at det bliver nødvendigt. Jeg har grædt hele natten. Jeg er bange. Ken siger at det gør sindssygt ondt. Som brændende ild! Hvad skal jeg gøre?

Onsdag den 18.:I dag sker det. Jeg er på arbejde. Men bagefter… Jeg tør ikke tænke på det. Jeg går på toilettet ustandselig. Når bukserne er nede føler jeg på enden. Den er hel ….endnu.! Jeg har undersøgt hvor Kornskrivergade ligger. Det er i den indre by. JEG KAN IKKE. Jeg skulle aldrig have gjort det! Jeg må gå nu hvis jeg skal nå det. Kommer jeg for sent får jeg nok ekstra.

GID DET DOG VAR OVERSTÅET!

—————————

Andet skridt: KORNSKRIVERGADE

Nr. 15 er en port med en dør og et kaldesystem. Jeg skiftevis sveder og fryser. Jeg skal på toilettet igen. Der er en knap hvor der står: RATTAN IMPORT/EKSPORT. Den trykker jeg på. Døren åbnes og en stemme i en højttaler siger: “Gå over gården, ind i bagbygningen og op på tredje sal.”

Ved døren til bagbygningen hænger endnu et skilt: RATTAN IMPORT/EKSPORT.

Jeg går op af trappen. Den er slidt. Gad vide hvor mange der har gået her før mig… rystende af angst. Det er et forkontor. Der er et bord med en computer. Der ligger en mobiltelefon på bordet. På en stol sidder en mand, midaldrende, med briller. Anonym og ubestemmelig. “Godt, tag dit tøj af!” Jeg prøver at protestere. “Lad mig beholde bukserne på. Jeg skal nok…”

“Kom i gang! DET ER 80 RAP PÅ DIN BARE RØV… HAR DU FATTET? ..NU! Eller skal vi hjælpe dig?”

“MUSTAPHA!” En dør går op og ind kommer en ung perker. Ken har fortalt mig om ham. Rattans hjælper. Hans ansigt er koldt og hånligt. Ifølge Ken er han brutal og bomstærk og har ikke den ringeste medlidenhed med ofrene. 80 med et spanskrør. DET KAN JEG IKKE BÆRE. Jeg begynder at græde. “NEJ… NEJ NÅDE HR RATTAN JEG KAN IKKE.” “FÅ DET TØJ AF. Mustapha hiv det af.” Jeg famler med tøjet. Jeg skal på toilettet for mindst tyvende gang i dag. Men der er ikke noget! Jeg føler noget i mine underbukser. Som en varm grød. Samtidig risler det ned ad mit ben og ud af bukserne. Der danner sig en sø på gulvet. Jeg er rød i hoved af skam og flår i tøjet for at Mustapha ikke skal “hjælpe mig.” Jeg er nøgen. “Tag ham ind ved siden af. Jeg skal lige ringe.”

Mustapha vrider armene om på ryggen og giver mig et par håndjern på inden han brutalt skubber mig ind i det næste rum.

Det er stort. Større end forkontoret. Der er ovenlysvinduer og væggene er beklædt med lyddæmpende materiale. “Møblerne” er mærkelige. En buk der består af en læderbeklædt tværbjælke som kan køre op og ned mellem to søjler. En briks, ligeledes læderbeklædt. På midten ligger der en flad læder pølle. Selve briksen kan også hæves og sænkes. I hvert hjørne er der en jernring. I væggen er der nogle andre jernringe, og i loftet nogle taljer med snore der tilsyneladende kan flyttes frem og tilbage. På væggen er der et skab som står åbent.

Jeg er på nippet til at besvime da jeg ser indholdet: Spanskrør, tykke og tynde. Et par piske, der iblandt en nihalet kat og en hundepisk samt diverse andre småting.

“Føj, du stinker jo af lort over det hele. Svin, du skulle se dig selv ned af lårene!” håner Mustapha mig medens han giver mig nogle lædermanchetter på og tager håndjernene af. “Læg dig på briksen. PÅ MAVEN DIT FJOLS. Tror du det hele skal svines til?” Arme og ben bliver fastgjort til hver sin ring ved hjælp af manchetterne. Puden justeret så den ligger lige over pikroden. Benene er spredte og mine nosser hænger frit ned. Så hører jeg lyden af en pumpe. Puden fyldes med luft og min krop tvinges opad samtidig med at håndled og ankler holdes fast. Jeg ligger i en skrå vinkel med røven pegende lige op. Hr. Rattan kom ind: “Godt så er det 80 rap med et spanskrør. Lad være at hyle så får du bare flere.” “AUUGH… AUUGH STOP……… ÅÅÅÅGH!” Jeg hyler alligevel. Jeg pissede igen. Jeg kunne mærke hvordan det løb ned over puden og videre til mine nosser. “NEJ, NEJ IKKE MERE. DET ER FØRSTE GANG… JEG HAR ALDRIG FÅET DET FØR. HØRER DE? LAD MIG FÅ EN PAUSE.. STOP DET. Rattan gav mig virkelig en pause efter de første 20 slag. “Husk der er stadig 60 tilbage..mindst.” ”ÅÅÅÅÅGH… ÅÅÅÅGH… NEJ… IGH.” Han starter igen. Han bare slår og slår. Jeg kan høre spanskrøret suse mærker hvordan huden løsner sig, men han tager ingen hensyn. Han holder ganske vist nogle pauser for at få mere kraft, men det hjælper ikke, han starter bare igen med fornyet energi. DET GJORDE SÅ ONDT SÅ ONDT. Langt mere end jeg havde forestillet det da jeg talte med Ken.

Det holdt først op da Rattans mobil ringede.

“Du er heldig. Du slipper for de sidste 7. Mustapha: Du beholder ham en halv time. Du kan benytte tiden til at opdrage ham lidt” Jeg lå musestille. Hvad ville Mustapha finde på? “Der mangler stadig 7 rap.” “Nej,” hylede jeg, ”Ikke flere. Alt andet. Ikke flere tæsk!!” “Godt, vi finder på noget andet.” Jeg mærkede hvordan jeg fik et halsbånd på med en kort snor. Manchetterne blev løsnet fra briksen og jeg fik lov at stå op. “Himmel hvor ser du ud! …Køter, vend dig om og se ind i fjernsynsskærmen!” Der må have været et skjult kamera for op på skærmen tonede et billede af mig… bagfra. Jeg fik et chok. Min røv var en blanding af blod og lort, mine lår én stor rød klump kød.

Intet under at det stadig sved som helvedes flammer.

“På knæ køter. Ved du hvad det her er?” Han tager en rund torpedoformet genstand frem ca. 15-20 cm lang. Et gys af rædsel farer igennem mig medens jeg mumler “nej.” “Det hedder en buttplug og den skal ind i dit røvhul. Her er noget creme til at hjælpe dig. “Nej… nej, jeg kan ikke. Jeg vil ikke.” Jeg ligger på knæ med røven strittende op. Hver gang jeg rør den, jager smerten igennem mig. “Nu skal jeg hjælpe dig,” griner Mustapha hånligt. “Sæt dig på hug. Buttpluggen under dig, og så presser du den op. KOM SÅ IGANG!!” Et piskeslag knalder ned over min ryg. AUUGH… IIIGH DET GÅR IKKE.” Det føltes, som om jeg skulle revne på langs, da buttpluggen langsomt trængte op i min røv. Pludselig gik det hurtigt. Jeg havde passeret ringmusklen! “PÅ KNÆ IGEN… TRÆK MINE BUKSER NED OG TAG MIN PIK I HÅNDEN.” “Nej lad mig slippe. ÅÅÅÅGH ÅÅÅÅGH NEJ… LA’VÆR. STOP DET… PLEASE.” Jeg vrider mig som en besat. BUTPLUCKEN ER EN FJERNBETJENT VIBRATOR. Hele min krop dirrer, jeg kan ikke styre mig. Det er næsten værre end Rattans spanskrør. Jeg er ude af kontrol. Jeg er liderlig! “HOLD OP. IKKE MERE.” Jeg kan mærke hvordan min pik rejser sig. Jeg kan intet styre. “Fint. Tag min pik i din venstre hånd og slik den. SAMTIDIG MED AT DU TAGER DIN EGEN I HØJRE HÅND OG LEGER MED DEN… JEG VIL SE DIN SPERM! ”ÅH… IIIIGH… ÅÅHH. Jeg skal nok.” Nye vibrationer giver mig næsten orgasme. Mustaphas store pik ligger i min hånd medens jeg slikker som en gal. Jeg kan intet se kun noget sort hår ved pikroden. Min tunge er på overarbejde. Samtidig arbejder min anden hånd systematisk på min egen pik, et to, et to. Jeg hiver i den, mærker hvordan jeg begynder at komme. Jeg holder en pause. Det skulle jeg aldrig have gjort. Igen: “IIIGH NEJ AAAGH.” Vibratoren gik for fuld drøn. “Godt, stop. PUT DEN I MUNDEN OG SUT DEN!” “JEG… JEG. ÅÅÅGH.” Vibratoren starter igen. Jeg slikker og sutter medens jeg ønsker at jeg kunne forsvinde helt ned i jordens indre hvor ingen kan se mig. Min egen pik er stiv. Spermen er begyndt at løbe ud af mig, ned i min hånd, samtidig med at Mustapha tømmer sig i min mund. Jeg føler at jeg er ved at gå til af skam. Mustaphas pik er hård og stiv. Det føles som om den er helt nede i min hals. Nu ved jeg hvordan sperm smager! Jeg gisper medens jeg synker . Der er intet at gøre. Vibratoren styrer alt. Omsider kan Mustapha ikke mere. “Træk mine bukser op. Læg pikken pænt på plads. Op og stå. Træk buttpluggen ud. Han tager halsbåndet af mig. Det gjorde næsten lige så ondt at få buttpluggen ud som at få den ind. Jeg står nøgen og ventede. Ville der komme mere? “Gå ud i forkontoret og tag dit tøj på.” Det kneb, især med de beskidte lugtende underbukser, men på kom de. “OK. Forsvind, gå med dig. Det lader jeg mig ikke sige to gange, men kravler sidelæns ned ad trappen, trin for trin. Halvvejs nede møder jeg Hr. Rattan på vej op. “Nå, har du fået lært din lektie? og har Mustapha fået hvad han ønskede?” spurgte han. “Ja, jeg har lært min lektie og betalt for mine dumheder. De ser mig aldrig igen.”

Tårerne stod mig i øjnene meden jeg næsten hviskede det.

—————————————

Tredje skridt: EFTERTANKEN.

Hvordan jeg kom hjem husker jeg ikke. Jeg må have taget en taxi. Jeg husker kun at jeg klædte mig af, endnu engang og smed mig på sengen.

Der lå jeg i otte time uden at foretage mig noget. Jeg bare jamrede hver gang jeg bevægede mig.

Torsdag formiddag fik jeg mig stablet sammen til at slæbe mig ud i badeværelset og blive vasket, og så lagde jeg mig på sengen igen. Min krop glødede af smerte og indvendig brændte skammen.

Jeg følte mig som et hund der havde fået pisk.

I løbet af fredagen havde jeg bragt det så vidt at jeg kunne kravle på alle fire rundt i lejligheden. Jeg fik mad og rent tøj på. 

Lørdag kunne jeg begynde at gå og søndag var jeg kommet så vidt at jeg kunne sidde ned.
Om mandagen begyndte jeg at ligne et rigtigt menneske igen. Men det sved det stadig både fysisk og psykisk. Smerten var overalt i kroppen. Og skammen blusede i mig. 

Om tirsdagen mødte vi alle på arbejde. Kim annoncerede at man havde lavet om på organisationen. “Henning skal fremover lede administrationen. Nu da Knudsen snart går på pension. Han skal altså ikke have med kunder at gøre mere. Jeg ved at han har stor erfaring med kunder efter så mange år, men vores administration trænger til fornyelse.” Så fulgte der et par andre rokeringer, som jeg knap hørte.

Hovedsagen var at jeg havde bevaret mit job og ikke var sendt ud i mørket som gadefejer.

Jeg sendte Kim et taknemligt blik da jeg gik ind i mit nye kontor.
MEN PRISEN HAVDE VÆRET HØJ… JEG GLEMMER DEN ALDRIG!