Damen ved stoppestedet

Det var et elendigt vejr, rigtig surt novembervejr, med regn, lidt slud, blæsten strøg igennem marv og ben, iskolde vindstød, der fik én til at tænke, på at komme hjem i varmen, og helst så hurtigt, som muligt.
Men når det er i den retning, med at skynde sig, så skal man ikke forsøge på at lade, som om der er noget der hedder offentlige transportmuligheder. Gør man det, så bliver man udsat for prøvelser, der ikke står mål, med resultatet, eller sagt på dansk, forsøger man at komme hjem i varmen, med en bus, et S tog, eller anden form for offentlig transport, så skal man fandeme have god tid, så skal man ikke have travlt.

For det første havde jeg været til et stævnemøde, med en dame, som åbenbart ikke gad gå ud i kulden, for at møde mig, så jeg stod standby, i over én time på hjørnet af Rådhuspladsen, ved Strøget klokken otte denne fredag aften, hvor kulde og regn fik alle til at haste forbi. Så stillede jeg mig hen ved linie seks. Da jeg havde stået i over en halv time, kom en mand forbi og fortalte, den var omlagt til en anden rute, på grund af vejarbejde.

Så vadede jeg op til Nørrevold for at tage linie femten, som jeg kunne bruge et stykke af vejen. Den var lige kørt, og den næste, der kom om tyve minutter, var afkortet til Ålholm Plads. Så der skulle altså gå fyrre minutter. Så gik jeg hen til S-toget, for at tage det til Jyllingevej, men det var udgået på grund af Metroen, så jokkede jeg ned til linie femten igen.

Så kom jeg i tanke om, at jeg kunne gå over til S-toget på Hovedbanen og køre til Vanløse og derfra tage en bus hjem, hvis den kom, ellers var der ikke længere end jeg kunne gå. Der stod en ældre dame med stok, og hun virkede, som hun ville spørge mig om noget. Hun var efterhånden blevet så bange for at stå alene ved det stoppested, der var så mange bøller, fortalte hun, men hvordan skal jeg dog komme hjem, jeg aner intet om de busser. Vi skulle samme vej, og jeg fik hende overtalt til at følge med mig, så jeg tog damen under armen, og vi gik over på hovedbanen.

Endelig sad vi i toget, der ikke kørte, fordi signalet var i uorden, men vi sad da i varmen og vi fik, mærkeligt nok at vide, at der ville gå over en halv time, inden toget kørte, men normalt siger D S B ikke noget om deres køreplaner, det er en hemmelighed, aldrig siger de noget, heller ikke i deres dyre store højttalere, der koster det meste af en bondegård, men hvorfor de har dem, det fortæller D S B heller ikke noget om. Alt inden for D S B er en hemmelighed, for forbrugerne, de ansatte ved det hele, men måske de har aflagt tavshedsløfte?

Damen, som hed Minna, spurgte, – Hvordan kommer jeg hjem til Islev, fra Vanløse? – Jeg skal nok følge dig hjem, kan du gå så langt, spurgte jeg. – Ja, svarede Minna, – jeg er kun halvtreds år, så det kan jeg da godt, men er det ikke uartigt af mig at bede dig følge mig helt derud? – Du kan jo give en kop kaffe, når vi når frem engang, nu skal vi jo først her fra Hovedbanen. Hun lovede mig, en kop kaffe, når vi nåede hjem til hende. Så kom der tre unge højrøstede mænd ind i toget, og Minna blev bange. – Kom her lille ven, sagde jeg, og lod hende komme om på den anden side af mig. Jeg lagde armen om hende, for at beskytte hende, og for at hun kunne mærke at jeg havde reelle hensigter. Jeg trykkede hende lidt og sagde i en venlig tone, – Du skal ikke være bange lille skat, jeg passer på dig, så du kan komme hjem i seng, ikke?

Hun så op på mig og smilede, – Tak, fordi du er så flink, sagde hun, – du er en rigtig mand.

Vi var på vej ned ad trapperne på Vanløse Station, da Minna snublede. Jeg greb fat i hende, så hun ikke faldt, men hun havde slået sit ben og sin hofte, og der var ikke én eneste taxa nedenfor.
Jeg fik hende med ind på et af toiletterne, så vi kunne løfte op i hendes kjole og se, om der var hul på benet eller hoften. Hun var ikke genert, hun løftede kjolen op, og bad mig kigge efter, om hun havde slået hoften. Jeg trak hendes bukser ned, så enden kom til syne og så, at der ikke var noget i vejen med hendes hofte og sagde, – Du har ingen mærker efter slaget på din hofte, men din ene endebalde har en sort plet. – Det er en gammel skade, sagde hun smilende, og vi satte hendes tøj i orden igen og begav os ud på vores tur til Islev.

Da vi nåede til Slotsherrens vej, så kunne Minna ikke gå ét eneste skridt mere, og det var umuligt at få en taxa, så vi satte os på en bænk. Jeg tog hende på skødet, så hun ikke sad og fik kulde op i gennem kjolen, den var jo tyndere end mine bukser, desuden var jeg en del år yngre end hun, jeg var sidst i fyrrene, men vi var iskolde og halv våde af regn og blæst. – Jeg må bære dig skat, sagde jeg. – Nej, nej det kan du da ikke mand, jeg er jo tung, svarede Minna.

– Nej, du er sgu da ej, sagde jeg, – du er et lille fnug, hvad vejer du? – Jeg vejer femoghalvtreds kilo, svarede hun, – men det er for meget, jeg kan nok gå om lidt igen, sagde hun. Jeg rejste mig. – Rejs dig op skat! Hun stod foran mig, jeg bøjede mig ned og tog hende som et barn, armen ind under hendes ende og hankede op i hende, og så gik jeg mod Islev med hende siddende på min arm.

Vi holdt en pause, da vi nåede ned til Rødovrevej. Så stillede jeg hende på fortovet. – Vi tager en pause skat, så går vi om lidt igen ikke? Jeg kan godt gå nu, svarede hun. – Nej, sagde jeg, – du bliver stående, så tager jeg dig på armen igen om lidt ikke. – Joh, svarede hun, – jeg skal nok gøre, som du siger.
Hun fortalte mig på hele turen, hvordan jeg havde gjort mere for hende denne aften, end nogen havde gjort for hende i de sidste femten år. Hun var så glad for mig og min hjælp, så havde hun været millionær, så havde hun skruet det halve af sin formue ud og foræret mig dem. Men hun var som jeg, et ganske almindeligt lille menneske, men alligevel en stor pige fordi hun holdt ud, til vi nåede frem til hendes gadedør, hvor jeg satte hende ned og sammen gik op til første sal. Der stod Minna Jørgensen på døren, og da vi gik ind ad døren, sagde hun, – sæt dig ind i stuen, du må være dødtræt mand, jeg skal lige på toilettet, så kommer jeg og laver en kop kaffe til os.

Hun boede hyggeligt i en lille toværelses lejlighed, der var en lille altan med udsigt over voldens parkanlæg og jeg stod og så regnen sile ned ad hendes vinduer, rullede ned og tændte et par lamper og satte mig i hendes sofa.
Hun havde skiftet til en kimono, da hun kom ind med kaffen, og satte sig i sofaen ved siden af mig. Da vi havde sludret lidt og drukket et par kopper, sagde Minna, – nede på vejen, ved krydset, da du tog mig op på armen, da sagde du, at jeg ikke virkede som en gammel dame, mente du det? – Ja, svarede jeg, – du er en dame, og jeg er en mand, vores alder, det er noget vi er, men det er jo ikke det vi skal gå så meget op i, vel? Jeg synes, du virker meget ungdommelig på mig. Hun rykkede lidt tættere på mig og sagde, – hvis du vil, så må du gerne blive hos mig i nat. – Ja, det vil jeg meget gerne lille Minna, men jeg må lige låne dit toilet først, for jeg skal af med lidt vand og så vil jeg gerne vaske mig lidt, for jeg har svedt noget så frygteligt.
Jeg tog et bad og fik et håndklæde og så gik jeg ind til en lækker lille dame på femoghalvtreds kilo.