Cecilie min tvillingsøster – del 6
Har du ikke læst de foregående afsnit, kan du gøre det HER

Resumé:
Marcus og Cecilie er tvillinger og besat af hinanden, eller rettere var. For den seksuelle besættelser der er mellem dem, blegner da det viser sig at Cecilie er blevet kæreste med Robert. Pludselig er Marcus ikke nok, ikke den hun længere vil leve sit liv med. Marcus liv går i spåner, hans drømmer brister, hans liv er intet værd. Men hvad gør han, er dette ragnarok nok til at det er ham der , som læst i afsnit 1, smider en kvinder ned fra en bro?  Læs slutning nu…

Hvad er der at leve for, hvis man har toppet som 17-årig? Det tumlede jeg meget med, i dagene der fulgte. Cecilie var som sunket i jorden. Der skulle gå seks dage, før jeg så hende igen. De første dage overvejede jeg selvmord, men til sidst besindede jeg mig. Besluttede mig for at vente på Cille. Vente til hun blev træt af Robert. Vente resten af livet, hvis det var det der skulle til.

Efter seks dage kom Cecilie hjem en sen aften, hvor vores forældre var gået i seng. Jeg hørte hende liste forbi mit værelse og gå ind på sit eget værelse. Jeg rejste mig og gik ind til hende. Hun var ved at klæde sig af, stoppede og skærmede sig for mig. ’Hvorfor?’ spurgte jeg lavmælt.

’Åh, Marcus’ hviskede hun. ’Det ville jo aldrig gå. Og jeg er blevet forelsket. Jeg elsker en anden. Robert.’

Hun nikkede med hovedet, som for at signalere, at jeg skulle gå. Audiensen var forbi. Fandeme nej. ’Du sagde for altid’ næsten hvæsede jeg, mens jeg fik tårer i øjnene. Som i slowmotion gik jeg mod hende. Hun havde kun trusser og en cardigan på. Jeg flåede trøjen op, så knapperne fløj omkring os i værelset. ’Marcus’ hikstede hun ’hvad fanden laver du?’. Hun stod topløs overfor mig og prøvede at dække sig med sine hænder. Dække den krop, som hun de sidste måneder som det mest naturlige i verden havde givet til mig flere gange dagligt.

Jeg greb fat i hendes hår og tvang hendes ansigt mod mit. Kyssede hende hårdt mens jeg ragede på hendes faste, store bryster. Hun kæmpede mod mig men larmede ikke. Jeg slyngede hende ned på sengen og spændte mine bukser op, efter jeg havde revet hendes hvide trusser itu. Hun betragtede mig med kolde øjne, håret dækkede hendes ansigt, men hendes øjne fulgte mig. Jeg spredte hendes ben. Hun kæmpede ikke imod, men lå blot slapt og så på mig med så uendelig meget foragt, at jeg næsten krympede under hendes blik.

Jeg var stiv, spredte hendes ben og prøvede at trænge op i hende. Hun var knastør. Jeg førte mine fingre ind i hendes mund og gjorde dem våde. Smurte hendes stramme fisse ind. Det hjalp så meget, at jeg lige præcis kunne trænge op i hende. Jeg bevægede mig hektisk i Cecilie, mens jeg kyssede hende vådt og desperat. Hun lå bare apatisk under mig. Prøvede på et tidspunkt at stoppe mig ved skubbe mig af sig, men jeg fangede hendes hænder med min hånd. Den anden brugte jeg til at rage overalt på hendes overkrop.

Jeg kneppede hende hurtigere og hurtigere, mens jeg så ned på hende. Hun gengældte mit blik med en næsten hadefuld stirren. Jeg stønnede. Krampede. Og så kom jeg langt oppe i min lillesøsters underliv.

Så slap jeg hendes hænder og i nogle hektiske sekunder lå jeg hævet over hendes nøgne, faste krop og prøvede at få vejret. Så begyndte jeg at ryste. Tårerne dryppede ned på hende. ’Undskyld’ hviskede jeg. ’Undskyld, Cille.’

Jeg prøvede at få en reaktion fra hende, prøvede at kramme hende, men hun skubbede mig væk. Jeg faldt ned på gulvet og hun rejste sig og skubbede og sparkede mig gennem værelset. Til sidst lå jeg halvnøgen rullet sammen i fosterstilling uden for hendes dør og græd. Hun så på mig. Nøgen, rank, smuk og stolt.

’Jeg håber fandeme du nød det, Marcus. Det var sidste gang. Hvis du rører mig igen, så taler jeg aldrig mere med dig.’ Hun lukkede døren og gik i seng, men jeg er sikker på, at hun kunne høre min hulken gennem væggen.

Efter voldtægten talte Cecilie ikke til mig i flere måneder. Hun vidste, at det for mig var den værste straf i verden. Endelig en aften ved middagsbordet, rettede hun sine blå øjne mod mig, og spurgte høfligt, om jeg ville være sød at række hende salaten. Vi begyndte at tale sammen. Talte aldrig om dét eller om noget andet af virkelig betydning. Men vi fungerede sammen.

Efter den første nat med Julie gik jeg determineret i gang med at sove med alle Cecilies veninder. Hun havde mange og jeg var sammen med dem alle. Selv dem med kærester. Der var en aura af melankoli og weltschmerz omkring mig, som ikke var tilsigtet, men den gjorde alle piger bløde som smør, uden jeg selv arbejdede for sagen.

Hudløst ærlig fortalte jeg alle, at jeg elskede en anden, og ikke kunne involvere mig i mere end hvad nætterne bragte. Alle troede de, at DE kunne gøre mig forelsket på ny. Sy mit hjerte sammen. Enkelte kom bare med af nysgerrighed. Ville prøve turen som veninderne talte så henført om. Rastløs turede jeg fra seng til seng, uden at nogen af alle de piger jeg så, følte sig dårligt behandlet eller vendte sig mod mig. De gødede blot vandene for mig. Snakken gik blandt pigerne i byen og alle ville redde Marcus. Eller i det mindste prøve en af de minderige nætter med mig. Cecilie havde gjort mig til en øvet, betænksom, hensynsfuld og opfindsom elsker.

Da jeg flyttede til København for at læse, var det en egenskab der fulgte mig. Under studietiden sad tre af mine kvindelige stuidekammerater i ramme alvor en fredag aften på kollegiets fredagsbar og raflede om, hvem der skulle sove med mig. De slog alle en sekser. Den mest vovede af dem så rundt i flokken og sagde ’Tøser, skal vi ikke bare sige at det bliver i aften vi deler klatten?’. Målløs så jeg dem komme mod mig, og vi endte alle i en rodet bunke på mit værelse.

Sådan fortsatte det. Kvinderne passerede i en lind strøm. De første år tog jeg altid den smukkeste af de piger jeg så, med hjem til fødselsdage eller på weekend-besøg for at se Cecilies reaktion. Hun tog altid godt imod dem. Var sød. Morsom. Betænksom. Og altid oprigtigt glad på mine vegne. Så det stoppede jeg med.

I stedet ventede jeg. Og ventede. Ja, jeg ventede i mange, mange år. Cille og Robert fik et barn efter kort tid. Kun et. En datter; Alberte. Hun var som snydt ud af næsen på sin mor. Som havde hendes gener vundet alle kampe over Robert. Sejret ad helvede til, skulle det vise sig.

En Skt. Hans aften, da jeg var i 20’erne troede jeg Cecilie, snalret og lidt ulykkelig over samlivsproblemer med Robert, overvejede at tage med mig hjem. Cille stod tæt op af mig og hviskede, nok mest for sig selv, ’Du er sådan en god mand. Men det er Robert jeg er gift med’. Det holdt mig kørende med fornyet energi i årene fremover.

Så jeg ventede i yderligere mange år. Mens tiden gik, blev jeg velhavende. Vores forældre døde i en bilulykke og jeg investerede min del af arven i ejendomme. De røg gennem loftet. Aktiemarkedet viste sig at være lige noget for mig. Jo mere ligeglad jeg var, jo flere penge tjente jeg. Lønnen fra mit civile erhverv som læge brugte jeg til rejser og kulturelle oplevelser. De andre penge sikrede mig blandt andet min villa på Frederiksberg, sommerhuset i Tisvilde og dele-lejligheden i New York. Ved siden af, havde jeg et tocifret millionbeløb i banken. Alt sammen lykkedes, fordi jeg dybest set var komplet ligeglad.

Sommeren 2010 blev Robert erklæret uhelbredelig syg af kræft. Lægerne gav ham kun få måneder tilbage at leve i, og det valgte han ikke at gøre. Han kastede sig ud fra den bro, hvor han i sin tid friede til Cecilie. Kun 42 år gammel blev han begravet. Det viste sig efterfølgende, at han gennem flere år havde været ludoman og havde spillet deres penge op. Og flere til.

Cecilie havde svært ved at overskue noget. Ejerlejligheden med udsigt over Tuborg Havn var belånt. Pengene væk. Spredt rundt på virkelige og virtuelle spillesteder. En søndag eftermiddag, en måned efter begravelsen, ringede hun til mig. Jeg havde med vilje holdt mig på afstand mens jeg ventede på at hun kontaktede mig. Nu skete det. Mit hjerte slog dobbeltslag. Var ikke et sekund i tvivl om, hvorfor hun ringede. Robert havde altid stået imellem os. Nu da han var væk, ville hun have mig igen.

Da jeg kører derud, ved jeg, at det er hundrede procent sikkert, at jeg om få minutter vil være tilbage i hendes arme. På vejen når jeg endda at tænke at vi kan bosætte os i New York hvor ingen vil vide at vi er bror og søster. Alberte er en forhindring, men det må vi finde en løsning på. Hun vil have mig tilbage igen. Vi skal genoptage vores forhold. Jeg er så lykkelig. Endelig.

I lejligheden tager hun imod mig. I en alder af 38 er hun stadig slank, smuk og uendeligt tiltrækkende. Sorgen hænger over hendes bevægelser, stemmen er hæsere end normalt. Tager for første gang i over tyve år mod et knus fra mig men virker mere reserveret end jeg havde troet. Alarmklokkerne ringer i mit baghoved.

Stemningen, der er trykket, letter lidt, da Alberte kommer ind i stuen på vej ud mod altanen og en solstol. Hun har kun en nederdel og en lille bikini-top på og synet gør noget ved mig som jeg ikke kan forklare. Som bliver jeg ført tilbage i tiden. Taber tråden, da hun glædestrålende udbryder ’Onkel’ og kaster sig om halsen på mig.

Jeg holder blidt om min 17-årige niece. Hun er livsglad, på trods af tabet af sin far. Viser mig smilende sin nye bikini. Jeg nyder uden bagtanker synet af hendes slanke, velskabte krop. Det blonde, tykke hår, smilehullerne, de lange ben og de unge bryster der strutter så fint højt på hendes overkrop. Hun forlader stuen. Cecilie og jeg sætter os. Og alting begynder at gå galt. For alvor galt.

Hun vil ikke det samme som mig. Hun vil blot hjælpes økonomisk. Jeg er målløs. Min verden eroderer under fødderne på mig.

’Cille’ hvisker jeg, mens min stemme vibrerer kraftigt. ’Jeg troede… Jeg troede, at vi skulle være… Jeg troede du ville have mig igen. Være min igen.’ Det sidste kommer hæst og mine øjne er blanke. Hun ser chokeret på mig. I lang tid. ’Det mener du ikke Marcus’ siger hun så næppe hørligt. ’Ikke den gamle historie igen. Jeg er gift med Robert.’

’Han er jo død’ siger jeg, mens tårerne drypper ned af mine kinder. ’Jeg lever. Jeg er lige her. Det har jeg altid været. Du… Vi… Det skulle være os to for altid.’ Al stolthed har forladt mig. Voksen, i min bedste alder, bryder den usikre teenager fra fortiden frem af skallen. Jeg græder nu åbenlyst, hikster og snøfter.

Cecilie ser på mig med afsky i blikket. Foragt. Som en mor ser på en uvorn unge der har smadret arvestellet. ’For guds skyld, Marcus. Tag dig så sammen. Det er lang tid siden. Vi var børn. Det var bare sjov. Men jeg har brug for din hjælp. Du har penge. Jeg har en massiv gæld. Hjælp mig. Hjælp mig, fordi jeg er din søster, ikke fordi vi engang har kysset med hinanden.’

Der er intet at gøre. Jeg kender min lillesøster. Når hun først har besluttet sig for noget, så er det sådan det bliver. Jeg nikker. Siger at jeg nok skal hjælpe hende. Sørge for alt. Alberte og hun kan blive boende hvor de bor altid og Cecilie skal nok få penge fast hver måned. Prøver alligevel, mod bedre vidende, at overtale hende til at besøge mig engang imellem. En enkelt nat i ny og næ. Hun har vel brug for en mand, spørger jeg. Sølle. Tiggende.

’For fanden, Marcus. Se på mig. Jeg bærer stadig Roberts ring. Den tager jeg med mig i døden. Jeg har en mand. Han er død. Men jeg vil altid være hans. Forstår du det?’

Jeg tørrer øjnene. Nikker. Alberte taber en flaske med vand på altanen og lyden får mig til at kigge fra Cecilie ud til Alberte. Tilbage igen. Så ser jeg igen ud på Alberte. For anden gang i mit liv oplever jeg at få et næsten uforklarligt tunnelsyn; kan føle blodet bruse i mine årer; huden føles gennemsigtig og jeg bliver næsten stakåndet. Alberte ligner Cille på en prik, som hun så ud den sommer for 21 år siden, hvor min verden pludselig fik farver og alt smagte af noget. Siden har jeg levet som i blinde.

Cecilie rejser sig for at finde nogle pairer til mig omhandlende hendes gæld. Jeg går hen til ruden ud til altanen og tager min telefon frem. Filmer Alberte som hun sidder næsten nøgen derude. Hun ænser mig ikke. Hendes brune hud er våd af små svedperler. Brysterne unge og faste og læberne fyldige. Håret frodigt og tykt. Hun fugter sine læber med sin tunge, fører en finger ned i bikini-trussens kant og hiver blidt ud i elastikken. Alt filmer jeg. I flere minutter. Cecilie kommer tilbage, og jeg propper min telefon i lommen mens en plan har fæstnet sig i min bevidsthed. Få minutter efter tager jeg afsked med min søster.

Da jeg kommer hjem, løber jeg en tur mens jeg tænker tingene igennem. Da jeg har været i bad sætter jeg mig ved mit skrivebord for åbentstående vinduer og skriver mens fuglene synger i haven. Jeg bruger flere timer på at ramme tonen og gøre brevet kort og præcist. Det eneste der ikke volder mig problemer er håndskriften; den har jeg kunnet siden 2. klasse.

Flere gange holder jeg en pause i arbejdet og finder videoen af Alberte frem på min Mac. Onanerer til den korte sekvens. Mange gange. Det er næsten uvirkeligt. For første gang i 21 år er det en anden end Cecilie jeg har i tankerne, når jeg kommer, samtidig med at billedet gengiver hende, som hun så ud for præcis det antal år siden. Tømmer mig igen og igen mens jeg skriver og planlægger. Om morgenen sender jeg en SMS til Cecilie med mødestedet. Angiver mødetidspunktet fire aftener efter. Giver mig selv lidt tid til at besinde mig i. Giver Cecilie lidt tid til at skifte mening i.

Torsdag aften tager jeg som det sidste løbehandsker på og finder konvolutten med brevet, før jeg løber mod vores mødested, Carlsbergbroen tæt ved Vestre Kirkegård i København. Da jeg kommer, er Cecilie der allerede. Hun er rasende og jeg giver hende brevet med det samme. Hun tager imod det i den tro at det er papirer vedrørende finansielle transaktioner, så hun er sikret sit liv i den luksuriøse lejlighed med udsigt over Tuborg Havn.

’Hvorfor skulle vi mødes her?’ næsten hvæser hun. ’Det var jo her Robert han… ‘ Hun har tårer i øjnene. Jeg kigger på hende. ’Er du sikker på, at vi ikke skal prøve at starte igen’ hvisker jeg stille. Udtrykket i hendes ansigt er svar nok. Jeg ser mig omkring. Vi er alene. Et tog nærmer sig byen hundrede meter væk, kan jeg se. Solen hænger lavt. Fuglene synger.

Jeg tager konvolutten ud af Cilles hænder, smider den bag mig og griber fat i hendes ankler. Da jeg hæver min krop op og vipper hende ud i luften under os siger jeg højt ’ETA to sekunder’. Så slipper jeg. Hun ser uforstående på mig. Åbner munden i et lydløst skrig. Jeg følger hende ikke med øjnene de sidste meter men koncentrerer mig om konvolutten som jeg placerer ved rækværket; sætter en sten ovenpå. ’Til Alberte’ står der.

Da jeg løber videre, hører jeg toget bremse ned på skinnerne bagude. Hvordan er det gået? Slipper jeg lige så godt fra dette, som overfaldet i min ungdom? Er ligeglad. Hvis nogen har set mig, så har de set mig. Hvis ikke, så slipper jeg. Ved at jeg står til livstid hvis de fanger mig. Der er intet uforsætligt eller formildende i min handling. Alt er planlagt ned til mindste detalje. Men jeg har nu altid været heldig.

Sætter et godt tempo. Flyver nærmest over gruset efter tyve års fortryllelse er brudt. Tænker på Alberte. Om min magi også vil virke på hende? Føler at jeg for første gang i mit voksne liv endelig er tæt på noget der kan minde om lykken. Hun skal nok blive min. I alle afskygninger af ordets betydning. Hvorfor skulle lige præcis Alberte være immun over for mig? En nagende tvivl følger mig alligevel på min løbetur. Vil en så ung pige falde for mig? Sin egen onkel tilmed? Det er hårde odds, men jeg er fortrøstningsfuld.

Hvis det skulle vise sig, at jeg har satset helt forkert, så kan hun følge sin far og mor. Tre selvmord fra den samme bro. Hmm… Hvorfor ikke.

Jeg bliver vækket midt om natten i min villa på Frederiksberg af telefonen. Kører til Tuborg Havn, mens byen sover. Alberte er alene i lejligheden. Ordene falder over hinanden. Selvmord, politi, Valby, en bro, et tog. Hun giver ikke meget mening, men jeg lader hende tale. Hun græder, viser mig til sidst et brev.

Håndskriften kender jeg, og indholdet kan jeg recitere udenad. Men jeg læser det til ære for Alberte.

Afskedsbrevet er kort, og synes jeg, velskrevet. Cecilie kan ikke mere. Savnet af Robert er for stort. Beder mig tage mig af Alberte. Lade hende bo hos mig, til hun bliver myndig. Alberte ser på mig, helt opløst i tårer. Spørger stille om hun må? Jeg nikker. ’Naturligvis’ siger jeg lavmælt. ’Du må bo hos mig resten af livet.’ Hun ved ikke, hvor meget jeg mener det. Et lille smil spiller et kort sekund på hendes ansigt, så går hun ind i mine åbne arme.

Jeg kan mærke hendes bryster mod mig, den varme, faste unge krop. Åh gud. Dufter til Albertes hår, mens jeg holder blidt om hende. Presser mig ikke mod hende. Ikke endnu.

Ordene jeg hvisker igen og igen er næsten ikke hørlige. De kommer fra min mund, som bønner om bedre tider. Alberte sanser dem ikke. Snøfter højlydt og borer sit ansigt ind mod mit bryst. Drukner lyden af min hæse, bevægede stemme. Kun jeg hører sætningen, jeg ikke kan holde inde med at fremstamme, igen og igen: ’Hold op, hvor du ligner din mor’.

EPILOG: 

En tidlig søndag eftermiddag, vinteren 2010. En mørk Audi parkerer på en stille villavej ud til Valby Langgade. En mand og ung kvinde træder ud. Hun har en buket blomster i hånden. Mens de går mod banevolden holder han om hendes skulder og de går tæt. Man aner et slægtskab og de folk de møder smiler til den tiltrækkende, velklædte mand og den kønne, slanke, høje, blonde teenager.

Folk tænker, at det er far og datter. Det er det ikke.

På Carlsbergbroen sagtner de to farten, for til sidst at standse helt op. Hun træder lidt væk fra manden, og placerer buketten ved det lave rækværk, tørrer en tåre væk. Står med ryggen til ham. Han lader hende være.

Hun er stille i lang tid, så bemærker hun landskabet omkring sig; sneen på træerne. Der er smukt.

Nu hvor hun har sagt farvel til de døde, så er der liv der skal leves. Hun mærker vintersolen varme sit ansigt og noget bryder den melankolske stemning i hendes indre, hun smiler ved sig selv; vender sig mod manden og betragter ham. Kan lide hvad hun ser. Mærker en varme skylle igennem sig som ikke kun skyldes vintersolen.

Ser sig omkring. Der er ikke andre i syne. Sneen har dæmpet byens lyde og byens puls er næsten ikke hørbar. De er helt alene på broen og tænker hun, alene i verden. Ser drillende på ham i få sekunder, så udstøder hun et lille skrig af glæde og kaster sig om halsen på ham.

Hun slynger sine lange ben om livet på ham, slikker hans hals og stryger ham blidt over bulen i hans skridt. Springet er så voldsomt, at han er tæt på at miste balancen. Bliver slynget en halv gang rundt med hende i favnen. Et kort sekund hænger hendes smalle røv over rækværket og hans hjerte banker panisk. Så finder han ind mod trygheden midt på broens slidte træplanker.

Han ser togsporene under sig, hører hendes perlende latter, mærker hendes ånde mod sin kind og hendes legende tunge mod halsen. Han synker en gang, så krammer han hende ind til sig som gjaldt det livet.

Hun er alt han har.