Cecilie min tvillingsøster

PROLOG:

En torsdag aften, sommeren 2010, 17 minutter før solnedgang.

En løber mødes med en kvinde på Carlsbergbroen over jernbanesporene mellem Vestre Kirkegård og det gamle bryggeri i København. Manden giver kvinden en konvolut, og de fører en samtale i få minutter. Kvindens kropssprog virker vredt, manden kigger sig omkring. Søgende. Langt ude kommer et tog rullende ind mod København fra Valby station. Han ser det.

Solen hænger lavt over byen. Manden sætter sig på hug, og idet toget hastigt kommer nærmere under dem tager han konvolutten fra kvinden og griber om hendes ankler. Mens han siger noget, løfter han hende op over rækværket i en hurtig bevægelse. Deres øjne mødes et kort sekund, før hun glider ud i intetheden med et overrasket udtryk i ansigtet. Sekunder efter hendes krop har ramt sporene 7 meter under broen, kører toget hende over. Løberen placerer konvolutten under en sten præcis på det sted, hvor han vippede kvinden over rækværket; så genoptager han sit løb.

Lokomotivføreren får stoppet toget 400 meter nede af banelegemet. Han bevæger sig angst hen mod broen. Det eneste han finder er en løsrevet arm, alt andet er væk. Skinnerne glimter gyldent i strålerne fra den nedgående sol; de ligner guldspor, men togføreren har ikke øje for det.

Han knuger den afrevne arm ind til kroppen; det eneste fysiske bevis på at hans tog kort før virkelig ramte noget. At skyggen foran førervinduet ved broen ikke blot havde været indbildning. Han bemærker, at der sidder en fornem vielsesring på ringfingeren af den blodige underarm, så sætter han sig grædende ned på skinnerne i solens sidste stråler, mens fuglene kvidrer omkring ham i den smukke sommeraften.

Lokomotivføreren, der ellers havde 23 år tilbage i jobbet, kommer aldrig mere til at føre et tog eller udføre nogen anden funktion på arbejdsmarkedet i øvrigt.

Alt det ved løberen ikke. Han løber. Nyder lyden af gruset under fødderne på Vestre Kirkegårds idylliske stier.

Han har lige slået et menneske ihjel, men hans puls er stabil; vejrtrækningen normal.

Del 1

Jeg har af naturlige årsager ikke kendt et liv uden min tvillingesøster Cecilie. Jeg kom til verden 17 minutter før hende i 1972 og siden den dag, har vi været uadskillelige.

Mor gik hjemme hos os da vi var små, og da vi startede i skole, genoptog hun sin karriere som revisor. Vores verdensfjerne og distræte far forskede på universitetet i økonomi men hans hjerte gik i virkeligheden mod oldtidskundskab. Vores ferier gik næsten altid til Grækenland, og jeg har set flere ruiner i min barndom end de fleste når på et liv.

Jeg husker vores opvækst som tryg. Vi var glade, kønne børn. Livlige men fornuftige. Solen skinnede bestandigt, når jeg tænker tilbage, og Cecilie og jeg var altid sammen. Da jeg styrtede på cykel som 4-årig holdt hun mig i hånden mens jeg skreg til vores mor kom løbende. Da hun som 9-årig faldt på rulleskøjter, var det mig der sad ved hendes side i ambulancen.

Som små lå vi på græsset om sommeren og kiggede op i skyerne og udpegede formationer der lignede lagkager, is og badebolde. Kan huske hvordan min søster en dag tog mig i hånden nogle dage, før vi skulle starte i børnehave. Vi var nervøse men glade for, at vi havde fået lov til at gå i klasse sammen. Hun kiggede på mig, sagde ‘Venner for altid, lige meget hvad?’. Jeg grinede. ‘Venner for livet’. Og vi holdt sammen.

Skolen faldt os let. Vi havde nemt ved det. Langt nemmere end de kvikkeste af vores venner. Vi opdagede noget sjovt i 2. klasse. Vi havde identisk håndskrift. Ikke nogenlunde lig hinanden, eller tilnærmelsesvis ens. Identisk. Det var pudsigt, men ikke mere end det. Det blev en detalje fra vores liv som tvillinger, som vi holdt for os selv og mig bekendt, var vi de eneste der bemærkede det. Vi var stadig hinandens bedste venner.

Det var først, da vi kom i 9. klasse, at der begyndte at komme gnidninger. Det indtraf samtidig med at Cecilie begyndte at få bryster, og jeg fik svært ved at kontrollere mit stemmebånd. Vi var under angreb af hormoner, og jeg begyndte at se min elskede søster i et andet lys. Et helt, helt andet lys.

I gymnasiet kom vi i hver sin klasse, men det var okay, for vi var dør om dør. Nu var vi næsten i den krop, der skulle følge os livet igennem. Begge høje, blonde, slanke og atletisk bygget. Cecilie gik til tennis og dans. Jeg dyrkede springgymnastik på et elitehold og svømmede ofte. Vi tænkte ikke over at vi dyrkede sport. Det var lige så naturligt som at spise havregryn, før vi cyklede mod gymnasiet sammen.

Cecilie var blevet hamrende lækker. Jeg havde altid vidst hun var en perle, men en morgen på vej mod gymnasiet lagde jeg mærke til et hold stilladsarbejdere, som blev helt stumme, da vi cyklede forbi den septemberdag i 1.g. De lange ben, det kønne ansigt med de intelligente blå øjne, de faste bryster, hendes glade smil med de charmerende smilehuller, den smalle, faste røv og det kraftfulde, blonde lange, tykke hår, som nåede hende til brystet. Hun var forvandlet fra pige til ung kvinde, og selv om jeg i den grad havde øje for Cecilies forandring, registrerede jeg ikke min egen fysiske forvandling på samme måde.

Jeg tænkte ikke på piger udover én, men i gymnasiet vidste pigerne, hvem jeg var. En dag i svømmehallen det efterår da jeg gik i 1.g, sad der tre 3.g piger i hallen og fnisede, mens jeg svømmede baner. Efter lang tid gik det op for mig, at de ventede på at jeg skulle komme op af bassinet. En time senere frøs jeg så meget, at jeg kravlede op.

Deres snak forstummede. En stilhed som man ikke skulle tro kan ramme teenagepiger fyldte svømmehallen. Jeg gik forbi dem. Stum. Kiggede op mod dem. Deres blikke fulgte mig, mens jeg gik forbi. De så en ung mand med en atlets krop, men det var en skrækslagen forvirret dreng, der passerede dem.

I badet kiggede jeg på de andre nøgne mænd. Sammenlignede mig selv med dem. Var konfus. Bange. Tjekkede mig selv ud i spejlet under bruseren, her mellem struttende maver, stikkelsbærben og slasket hud. For første gang så jeg, sådan rigtigt, hvad pigerne få minutter før så på. En høj, blond ung mand med brede skuldre, smilehuller, blå øjne og flad, fast mave med synlige mavemuskler kiggede tilbage på mig.

Når snakken gik mellem vennerne, og det gjorde den, så kunne jeg forstå, at diverse porno-modeller, enkelte piger fra klassen og vores vikar i samfundsfag, var det, der huserede i tankerne, når der blev spillet pik. Og jeg prøvede. Åh gud, hvor jeg prøvede.

Flere gange om dagen fandt jeg mig selv med mit lem i hånden. Strunkt. Struttende. Min 25-årige vikar i samfundsfag tog sin trøje af foran mig i mine tanker. Hendes BH fulgte. Hun legede med sine bryster. Jeg lukkede øjnene. Pumpede. Hårdere og hårdere. Prøvede at lade være, fokuserede på vikaren, men det var umuligt. Hver gang. Hver evig eneste gang, lige i det øjeblik jeg tømte mig selv, var det altid en køn, blond pige fra min parallelklasse, jeg så for mig.

Cille og jeg blev mere sky overfor hinanden, mundhuggedes, skændes men nogle gange blev vi som små børn igen.

En aften i februar i 1.g sprøjtede hun vand på mig, da vi børstede tænder, jeg råbte, hun hvinede; løb. Jeg fangede hende på hendes værelse, væltede hende ned på gulvet, lagde mig ned ovenpå hende. Vi grinede sammen, da jeg begyndte at kilde hende, som da vi var mindre.

Hendes hår var pjusket, T-shirten gled op af maven. Brysterne strammede mod tøjet. De slanke ben. Hendes latter der bølgede i lokalet. Så stoppede hun brat. Kiggede på mig med store øjne. Skilte sine tykke læber fra hinanden og det var som om hun ikke trak vejret længere. Hun blev helt stille. Forvirret opdagede jeg, at jeg havde fået erektion og bulen pressede mod min søsters venusbjerg.

Jeg fik en knude i brystet, en rødmen fyldte mine kinder. Jeg havde nærmest tårer i øjnene af skam. Rejste mig hurtigt op og stormede ud af værelset. Synet af Cecilie, stakåndet på gulvet, med håret i uorden og et mærkeligt blik i øjnene, fulgte mig i månederne der kom.

Vi talte aldrig om det, men Cille kiggede ejendommeligt på mig i tiden efter.

Jeg begyndte at løbe tidligt om morgenen. Ofte flere gange på en dag. Lidt over seks om morgenen, mens byen sov, sprintede jeg i mørket i skoven. Løb som var dæmonerne i hælene på mig og ikke inde i mit hoved. Helt alene, dybt inde i skoven, skreg jeg min frustration ud mellem træerne mens jeg pumpede. Flåede i min pik med tårerne løbende ned af kinderne. Kom ud over skovbunden utallige gange. Og mens vinteren blev til forår fik jeg mange, mange kilometer i skoene. Men, der er ting man ikke kan løbe fra.

Cecilie blev kæreste med Frederik, en fyr fra 3.g., da frosten var gået af jorden. Hvis rygtet talte sandt, havde han været sammen med en tredjedel af pigerne på gymnasiet, og selv om jeg godt kunne se, at han var en flot fyr, så havde jeg altid fundet hans fremfærd og brug af piger foragtelig, og hans øjne underligt kolde.

En aften i midten af april hørte jeg lyde fra Cecilies værelse, da jeg kom hjem fra en løbetur. Lyttede efter. Var i tvivl om hun havde brug for hjælp. ’Jeg sagde slip mig’, hun skreg det nærmest. Var ikke længere i tvivl. Stormede ind. Døren ulæst. Stod i døråbningen, før jeg havde tænkt mig om. Frederik sad på hug over Cecilie på sengen. Hendes jeans var knappet halvt op, og hun lå topløs og skærmede sig mod ham med den ene arm. Håret var i uorden. Blikket vredt. Frederik kiggede på hende. På mig. ’Fucking narrefisse’ snerrede han.

Jeg knyttede næverne. Cille fangede mig med sit blik. ’Nej, nej, det er han slet, slet ikke værd’ sagde hun lavmælt. ’Frederik er alligevel på vej hjem nu.’ Han så på mig med vrede øjne.

’Ville du noget?’ Hans kolde øjne vurderede mig. Kunne mærke mine knoer, adrenalinen der brusede i mine årer, havde et mærkeligt tunnelsyn hvor kun han eksisterede. Men jeg hørte godt Cille, og jeg løsnede mine knyttede næver. ’Spejderdreng’ hvæsede Frederik, da han kantede sig forbi mig i døren. Jeg betragtede ham, da han gik ned af gangen med hovedet på sned. Besluttede mig, før han var ude af syne.

Seks dage efter kom Frederik i lokalavisen. De skrev fejlagtigt, at han blev overfaldet med en baseball-kølle af ukendte gerningsmænd. Der er kun to mennesker i verden der ved, at det ikke er en korrekt gengivelse af de 4½ minut i tusmørket på gymnasiets boldbane. I virkeligheden var der kun én om det, Frederik så sin banemands ansigt og der var ikke nogen baseball-kølle involveret. Det ved jeg med sikkerhed.

Cecilie nævnte det aldrig med et ord, og hun lod som om hun ikke så skrammerne på mine knoer eller riften på min hals. Men det føltes som om hun kiggede på mig med fornyet intensitet.

I maj skulle sommeren planlægges i familien, og vi skulle til Rhodos, blev det besluttet. Cecilie og jeg skulle dele værelse på hotellet, i de tre uger vi skulle være der. Jeg protesterede højlydt, vores forældre så evigt trætte af de skænderier, de ikke havde oplevet før, så opgivende på os. Cille kiggede på mig. På dem.

’Nej – det er okay. Vi vil gerne dele værelse.’ Noget i hendes stemme kvalte mit oprør. Så på min lillesøster i hendes sommerkjole. De bare, velformede ben, de blå øjne, det blonde, tykke hår og hendes kønne ansigt. Hun fugtede sine bløde læber med sin tunge, mens hun fikserede mig med et underligt, roligt afklaret blik.

Som om hun kunne se noget i fremtiden jeg ikke kunne.

Ugerne frem mod sommerferien passerede hurtigt. Det var som om der var en form for våbenhvile mellem os. Samtidig var der en underliggende spænding, som jeg ikke kunne forstå. Jeg var så ung. Min største frygt var den første aften på hotellet. Hvordan ville det gå?

Men jeg havde ikke behøvet at bekymre mig, for vi ankom meget sent om aftenen til hotellet på Rhodos. Cecilie og jeg var så trætte, at der intet akavet var over situationen med et værelse og to senge der stod meget tæt.

Morgenen efter vågnede jeg tidligt. Hun sov stadig. Lå og så på hende i lang tid. De kønne træk, det slanke ben der stak ud under lagnet, hendes fyldige læber og det tykke blonde hår der lå på puden. Lagnet var gledet lidt ned fra hendes overkrop og halvdelen af hendes højre bryst var synligt i armhulen på tank-toppen.

Lydløst gik jeg ud på badeværelset. Ville bade og ud fra værelset før hun vågnede. I badet havde jeg den vildeste erektion ved tanken om min halvnøgne søster, der lå blot få meter fra mig. Jeg gjorde dog ikke noget ved det. Det var på en måde for grænseoverskridende med hende så tæt på. Ændrede på termostaten og stod i lang tid under det kolde vand til min erektion var skrumpet.

Da jeg kom ind på værelset igen kun iklædt Björn Borg tights sad Cille roligt på kanten af sin seng med håndfladerne ned mod madrassen på hver sin side af kroppen. Ventende. På mig. Den ærmeløse, hvide tank-top sad stramt om hendes perfekte bryster og stoffet var krøbet lidt op ved navlen, så jeg kunne skimte hendes faste brune maveskind.

Cecilies hår var filtret, lagnet krøllet, hendes vejrtrækning tung og forceret; men hendes blik var skræmmende roligt.

(1 af 6)

Fortsættes HER