Da jeg i sin tid skrev novellerne om den 20-årige  Bruno, der blev solgt som slave (Brunos skæbne og Brunos ny liv) var der nogle der bad om en fortsættelse. En enkelt foreslog, at han skulle sælges videre efter først at være blevet brændemærket.

Brændemærkning hører ind under tortur, og det er ikke på nogen måde meningen med mine noveller. De handler om straf, og kun det.

– Tag skjorten af Bruno! Madames stemme er klar.

Jeg skal sælges, som slave Det er ikke første gang. Slaver findes ikke i Danmark påstår man. Jo, de gør. Det er mennesker der har opgivet deres selvstændighed og frihed og deponeret den hos andre mennesker. Det kan være fordi de ikke orker den moderne tilværelse (sjældent), eller fordi de er kommet så langt ud i kriminalitet at den eneste løsning er at forsvinde helt, alternativet er en brat og ubehagelig død eller der kan være helt personlige årsager, nogen har en klemme på dem.

Normalt ser man dem ikke, de ligner almindelige mennesker, mange færdes blandt os andre men nogle kommer aldrig ud, når de først er købt. Også deres herskere falder helt sammen med den øvrige befolkning. En gang imellem ser man dem dukke op i annoncer på helt specielle steder. 

Jeg var 20 år og 2 uger gammel, da jeg blev solgt på en hemmelig auktion i en mystisk villa. (Se Brunos Skæbne) Jeg gjorde det frivilligt og underskrev oven i købet en slavekontrakt. Alternativet var ”Den bratte død”. Køber var Madame, en dame i fyrrene og siden har jeg levet isoleret i hendes store villa sammen med en anden slave Nicolai ca. 48 år gammel, slave i 14 år, de sidste 9 hos Madame. Selv har jeg været her i 3 år, men nu er det slut. Madame er syg, dødelig syg. Endnu fungerer hendes hjerne og hun opløser sit hjem inden det står på plejehjem/hospice. Madame har opfyldt sin del af kontrakten. Jeg har aldrig savnet føde eller klæder, og har jeg har været syg, har jeg fået lægehjælp. Til gengæld krævede Madame flid og lydighed. Hvis ikke så… Utallige gange har jeg ligget over hendes knæ med røven strittende i vejret, medens hendes højre hånd varmede mine baller. Eller endnu værre, spanskrøret! – Tøjet af og læg dig over stolen! Så sagde det switch, sjældent under 20 gange, snarer 40-50. Jeg kunne skrige og hyle så meget jeg ville Madame var ubønhørlig. (Se Brunos ny liv) Efter sådan en omgang kunne jeg ikke sidde ned i ugevis og sov på maven med enden i det fri.

Det værste var dog ”staven” der i forbindelse med mit slavehalsbånd gav mig elektriske stød hvis jeg vovede mig uden for huses område, eller når Madame i øvrigt fandt det nødvendigt. 

Men nu er det altså slut. For en måned siden blev Nicolai solgt, også uden om auktion. To mænd slæbte af med ham efter først at have besigtiget ham nøgen. Han gik i chok, da det gik op for ham, hvad der var ved at ske. Han græd og skreg, – De må ikke Madame. Lad mig blive… Jeg vil ikke. Hvad skal der blive af mig? Der var intet at gøre. Hans tøj og papirer blev pakket sammen. Så blev hænderne låst med håndjern på ryggen, og da han stadig skreg, fik han en knebel proppet i munden. Det sidste jeg så af ham, var da han sparkende blev læsset ind i en kassevogn og kørt væk.

– Du får det godt. Du er blevet solgt til to griseproducenter så nu skal du passe grisebasser, samtidig kan du jo dyrke dine pædofile lyster var Madames afskedsord.  

Nu er turen kommet til mig . Jeg står barbenet kun iført et par boxershorts, medens et ungt par, midt i trediverne, ser på mig. AUUUGHHH! Jeg skriger da manden vrider mine brystvorter rundt. – Bøj armene, åbn munden. Ned på knæ! De går grundig til værks. Så kommer det ydmygende; – Af med bukserne. Bøj dig. Spred benene. Jeg er vant til det, en slave har ingen blufærdighed, men alligevel rødmer jeg under damens skarpe blik. – Op med pikken. Jeg hiver i den. Den stritter stift opad. Jeg kan mærke præspermen komme. Parret trækker sig tilbage med Madame. Sidstnævnte støtter sig til sin stok. Hun har ikke langt igen. Jeg får lov til at tage bukser og skjorte på igen. Mine øvrige ejendele og dokumenter kommer i en plasticpose

Min skæbne er beseglet! 

Mine nye ejere er kommet i en stor limousine, en af disse nye elektriske Tesla. Jeg får et bind for øjerne, hænderne bliver bundet med strips på ryggen, en ballgag i munden. Hvor mange gange har jeg ikke bidt i den, men nu får Madame ikke brug for den, hun har ingen slaver mere. Jeg bliver smidt ind i bagagerummet. Det er stort og jeg ligger på et tæppe med rigeligt luft. Vi kører og kører. Jeg har ingen fornemmelse af tid. Slaver har ikke noget ur. Hvad skulle de med det? Deres herre/herskerinde bestemmer jo. På et vist tidspunkt kører vi ombord på en færge og holder stille medens den tøffer et eller andet sted hen. Så en kort køretur og vi holder stille. Bagageklappen  åbnes, to arme hiver mig ud. Så kommer det sorte bind af og jeg kan endelig orientere mig. Jeg er på en lille ø. Jeg står på midten ved en bondegård, eller måske et gartneri, der er drivhuse.

Nede ved stranden er der et færgeleje og ude på vandet sejler en lokal færge. Formodentlig den jeg kom med. Så er der en lang bred vej. En landingsbane for små fly? 

Der er de to, der har købt mig. Manden og kvinden, og nu kommer der endnu en mand. Lidt ældre ca. 35-40 år. –  Nå sådan ser han ud. Hvad hedder du. – Bruno siger jeg og sænker blikket. Jeg har for længst lært et en slave skal være ydmyg, ellers vanker der tæsk. – Godt. Som du kan se, er du på en ø. Du har ikke en chance for at flygte. Du kommer til at arbejde, men hvis du opfører dig ordentligt, sker der dig ikke noget. Ved du hvad sådan en er? Han trækker et fladt stykke træ med et håndtag frem. – Det er en paddle Herre. – Og ved du hvad den bruges til? Har du prøvet den. – Da jeg blev solgt første gang fik vi med paddlen, hvis vi ikke adlød. Madame brugte et spanskrør, hvis vi skulle straffes. – Her bruger vi paddelen. Den gør ondt, så opfør dig ordentligt. Jeg ved den gør ondt, og husker tre år tilbage, hvor jeg blev solgt for første gang på en hemmelig auktion. Jeg var kun lige fyldt tyve år, men paddelen lærte mig i løbet af en uge at adlyde. – Taget tøjet af. Så får du noget andet. De kom med en stak. Alt fra undertøj til en kakiskjorte og ditto bukser. Der var ikke nogen livrem, bukserne blev holdt oppe af en bred stram elastik. Der var ingen strømper, men et par klip-klap sandaler Rent tøj. Jeg var glad. Mine egne underbukser var drivvåde af frygt. – Vis ham hvor skal bo. De førte mig hen til et lille hus. Indenfor var en slags sovesal med 8 senge, stillet op, to og to ved siden af hinanden De var alle nydeligt redte, ved hovedgærdet hang en kort halslænke. Langs væggen var der skabe og i midten en lang bænk af træ, I baggrunden var der en halvåben dør og jeg kunne skimte noget der lignede et baderum. – Vent her. De andre kommer om et øjeblik. Så følger du bare med dem… slave.

Slave. Det var altså her jeg skulle være. Var der flere slaver? Antallet af senge kunne tyde på det. Hvad skulle jeg lave? Ville jeg få mange tæsk? 

Spørgsmålene løste sig et efter et. Et øjeblik efter kom der 7 mennesker alle iført samme tøj som jeg selv. 4 mænd i alderen fra 30 til 40 år og 3  kvinder alle omkring de 30. De havde øjensynligt arbejdet for både de og deres tøj var snavsede. Uden et ord tog de alt af og gik  ind i vaskerummet. Kvinder og mænd sammen. Slaver er unisex, der er intet han eller hun. Kort efter kom de ud rene, og nøgne. De gik hen til hvert sit skab. Lagde det snavsede tøj ind og tog noget rent tøj på. – Kom med mig sagde en af kvinderne. Vi skal have mad. De førte mig hen til en anden bygning der var delt i to. Den største var en spisesal med faste bænke, den anden var et åbent køkken. Mændene satte sig ned. Kvinderne gik ud i køkkenet og kort tid efter var der tilberedt et varmt måltid. Måltidet forløb i dyb tavshed. Bagefter stillede vi op på en række og ind kom vores herskere. Den ældre mand og det yngre par. De gik hen til hver enkelt, og sagde noget til vedkommende. En enkelt måtte træde frem af rækken. Han rakte hænderne frem med håndfladen opad. Klask klask sagde det da padlen  ramte dem. Det gjorde ondt, men han prøvede at tage det uden at kny. Han knugede sine hænder sammen til knytnæver, tårerne stod ham i øjnene Så trådte han ind i rækken igen og stod ubevægelig. – Så går I i seng, lød det fra den ældre. Bruno bliver her. De andre gjorde omkring og marcherede over mod sovebarakken. – Stå ret. Hvor gammel er du Bruno? – 23 Herre. – Du er klar over, at du er vores slave. Vi har købt og betalt dig, og du tilhører os. I morgen begynder du at arbejde sammen med de andre i vores gartneri. Der dyrker vi bl.a. orkideer. Hvis du er langsom, laver fejl eller er ulydig er det paddlen. Du har allerede set den. Din røv vil blive rød som solen og du vil ikke kunne sidde ned i ugevis. FORSTÅET! – Ja Herre, mumlede jeg, medens jeg tænkte: Det bliver et nyt og hårdt liv. Forbandet være den dag hvor jeg underskrev min slavekontrakt, men alternativet dengang var værre. Havde jeg dog lyttet til min stedmor. – Over til de andre med dig! Jeg luskede over til sovesalen. Der lå de andre syv. Hver i sin seng oven på et tæppe. De var kun iført underbukser. Hænderne var foldede over brystet. Jeg fandt den eneste tomme seng og et ditto skab, klædte mig af og gik til køjs. Ind kom damen. Hun gik fra seng til seng og lænkede hver enkelt til hovedgærdet med den korte faste lænke. Den var lige akkurat så lang at den tillod slaven at vende sig i sengen. – God nat! Her ligger I godt. Nu kan I jo lege med jer selv… svin. Og ikke et ord… heller ikke til Bruno. Ellers… Hun lod ordene hænge i luften, men det var klart, at de 7 forstod hvad hun mente. Der gik et øjeblik så lød der et oh… oh… iii fra en af mændene. Jeg kunne se ham ligge på ryggen medens han onanerede for fuld kraft. Han var ikke ene om det. Fra en af kvinderne lød der høje lyde medens hun tilfredsstillede sig. Det var altså måden hvorpå de fik deres sexbehov dækket. Ikke noget med at røre ved andre!

Hvor længe ville det vare inden jeg bukkede under og begyndte at lege med mig selv? 

———————– 

De mange nye indtryk gjorde deres virkning. Jeg sov som en sten indtil en gong-gong vækkede mig næste morgen. Damen kom ind og låste vores lænker op. Så var det ind i baderummet til den kolde bruser. Der var 4 af dem, og yngste mand var sidst. Først nu begyndte de andre at tale til mig. Hvem var jeg, hvad havde jeg gjort, hvor længe havde jeg været slave. Spørgsmålene haglede ned over mig medens bruserne løb, og de kikkede op og ned af min nøgne krop. Jeg var klart yngre end nogen af de andre.

Mændene hed henholdsvis Erik, Ole, Niels og Patrick. Kvinderne Lis, Tove og Susanne.

De fire mænd viste sig at være flygtet ind i slavetilværelsen på grund af narkotikahandel, to frivilligt og to var simpelhelt blevet solgt mod deres vilje.
Alle viste de at hvis de viste sig offentligt igen ville de ikke leve længe… Så hellere en ufri tilværelse på en ø Kvinderne havde alle en dunkel fortid som de helst ville lægge bag sig… effektivt. Vore tre ejere havde ingen navne. Blandt os hed de: ”Den ældre” ”Den yngre” og ”Frøknen”. I tiltale Herre eller Frøken. ”Den yngre” og ”Frøknen” var søskende. ”Den ældre” vidste vi ikke noget om. Det virkede som om det var ”Frøknen” der dominerede. I hvert tilfælde var det hende der straffede… det skulle jeg hurtigt finde ud af.

Selve arbejdet bestod i at ”nusse” orkideer i 4 drivhuse. I et femte dyrkede man Kat. Der var gloende hedt i drivhusene og sveden drev ned ad os, selvom vi havde taget skjorten af, og sommetider arbejdede kun iført underbukser…eller slet intet! Pigerne arbejdede desuden med at lave mad, vaske tøj og almindelig husgerning.

Arbejdet blev overvåget af  ”Den ældre” og ”Den Yngre”. Men det var tilsyneladende ”Frøknen” der dirigerede det hele. 

Disciplinen var skrap. Den mindste fejl, et vissent blad der ikke var fjernet, en kasse der stod forkert, for meget vanding eller for lidt udløste straf. Straffen var modbydelig og sadistisk. Man fik ikke tæsk med det samme, men blev idømt straffepoint. I spisesalen var der en stor tavle hvor man holdt regnskab. Der kunne man se hvor mange points man selv eller de andre manglede i at i opnå de fatale 25. Når man havde opnået dem lød det: – Over i laden! Tøjet af! Så skulle man knæle over en halmballe med hænderne strakt frem, håndleddene bundet sammen og resten af snoren fortøjet til en ring i væggen. ”Frøknen” kom med paddlen. Hun slog hårdt. Ofrets skrig kunne høres over hele gården. – AAAAGH! NEEEEJ! Hold op Frøken… auuugh!

Det var ligegyldigt om det var en mand eller en kvinde. Alle skreg de. Som regel fik man 25 slag, men det afhang helt af Frøknens humør. 

Det varede kun ca. 3 uger inden jeg nåede de 25. Der stod jeg så nøgen og ventede på at ”Frøknen” gjorde sig klar. – På knæ, armene frem. Og så kom det. I modsætning til Madames spanskrør kunne man næsten ikke høre paddlen, før den ramte ens balle. Jeg var ikke bedre end de andre. – OOOOOGHHHH! AUUUUGH! Ikke mer’ NEJ jeg kan ikke.

Det føltes 1000 gange værre, end da jeg første gang stiftede bekendtskab med en paddle for over tre år siden. 

Om natten lå man på maven . Det var svært at røre sig for halslænken, men hænderne søgte ned mod de røde baller for dog at lindre lidt.
De andre sagde ikke noget. Sådan var det. Hvis man havde kvajet sig fik man tæsk! 

Dagene gik, jeg vænnede mig til at være ydmyg, ikke at stikke næsen frem og udføre mit arbejde uden at kny.

————————– 

Men så skete katastrofen. En stabel kasser væltede ned over ”Frøknen”. Afsted til fastlandet og hospitalet. Armen var brækket flere steder. Ansvaret var Susannes. Alle ventede på hvad der ville ske. Hvor mange gange 25 med padlen og af hvem. ”Den ældre” eller ”Den yngre”? Da “Frøknen” var kommet tilbage med armen i gips og plastre her og der, bekendtgjorde hun ved middagsbordet: – Indtil videre vil Bruno fungere som mine hænder… også når det gælder afstraffelse. Alle var chokerede, ikke mindst jeg. Hvad betød det? Det betød i første omgang, at Susanne og jeg skulle gå over i laden. Der stod de så alle tre, ”Den ældre”, ”Den yngre” og ”Frøknen”. – Af med tøjet Susanne. Susanne, ca. 35 år gammel, rystende at skræk. Sveden løb ned ad hende og ansigtet var askegråt. – Bruno tag din skjorte af. Nu giver du hende med padlen til jeg siger stop. Jeg blev rædselsslagen. – Frøken, frøken. Jeg har aldrig slået på nogen. Må jeg ikke godt blive fri? Svaret var et nik til de to andre, og før end jeg kunne gøre noget var det mig der lå på knæ. Bukserne blev trukket ned, og så begyndte ”Den ældste” at slå. Han havde slet ikke ”Frøknens” teknik. Sommetider ramte han med kanten af padlen, sommetider ramte han over lænden. Men ondt gjorde det. – AV! AVV! Jeg skal nok. Jeg skreg og græd. – Har du så forstået at adlyde? spurgte frøknen. – Ja, ja jeg skal nok gøre som De siger, kom det forpint fra mig. Jeg havde kun et ønske: At få det overstået. Nu var det Susanne der måtte på knæ medens hun skreg: – Bruno… Bruno Du må ikke. Jeg tog padlen. Den var ca. en halv meter lang, flad og 10 cm bred. Den var fint lakeret og forsynet med en række huller som luften kunne suse igennem. De fik huden til at blære op eller revne viste jeg af erfaring. Jeg sigtede mod den ene balle, lukkede øjnene og slog til. – AAUUUGH… åååågh… ååågh! Der lød et højt skrig efterfulgt af en jamren. Da jeg åbnede øjnene så jeg en blodrød firkant over højre balle. Jeg sigtede mod venstre balle. Atter et vræl efterfulgt af. – Bruno… Bruno la’ vær. Nu behøvede jeg ikke at lukke øjnene. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre. Højre, venstre , begge midt på. Jeg arbejde som i trance indtil Frøknen sagde stop. Så fulgte turen til sengen og halslænken. Hele natten hulkede Susanne og jamrede: – Det gør ondt!

Selv kunne jeg også mærke min egen omgang, det tog lang tid at falde i søvn. 

I den følgende tid var jeg ”Frøknens” forlængede arm. Jeg skulle skrive, ordne papirer og ikke mindst straffe med padlen. Alle viste at der ikke var noget at gøre, sådan var det bare. Af med tøjet, på knæ. Hænderne frem og så lå ofret og ventede på at ”Frøknen” gav tegn til at jeg måtte begynde. – Af med skjorten Bruno. Du fortsætter til sveden løber ned ad din ryg… ellers… Jeg slog så hårdt jeg kunne. De skreg, medens deres endeballer dirrede for hvert slag, men jeg stoppede først, når Frøknen sagde til.

Inderst inde gav det mig en tilfredsstillelse, når jeg så dem vride sig på halmen, medens de skreg: – Bruno stop. Bruno… Frøken stop ham.

Det lykkedes hurtigt at få give alle mine 7  medslaver klø. Fra den yngste Susanne til den ældste Patrick. Sidstnævnte var omkring 50 og vidste, at han aldrig ville se friheden igen. Hans røv var enorm, den gik op og ned som en pumpe, medens han hylede sit – Ikke mere OOOOOWWW.. ÅÅÅÅÅGH Bruno la’ vær. NEJ… NEJ… STOP BRUNO! Når jeg var færdig kom ”Frøknen” og følte på min ryg om der var sved nok. Jeg tror nok, at hun kunne lide min nøgne overkrop og dens muskler. Selv prøvede jeg at holde min sti ren, men det lykkedes ikke altid. Jeg nåede de berygtede 25 points. Så var det ”Den ældste”, og selvom han ikke beherskede teknikken og ramte ved siden af gjorde det ondt.

Jeg kunne mærke, hvordan de andre godtede sig, da jeg den følgende nat lå på maven og stønnede. 

Én gang favoriserede Frøknen mig. Jeg havde givet Lis en omgang med paddlen så det kunne høres over hele øen. Hun havde skreget i vilden sky og tigget og bedt mig holde inde, ”Frøknen” kom som sædvanlig helt hen til mig. Der stod jeg halvnøgen, jeg lugtede af sved der drev ned ad solbrune overkrop. – Tag dine bukser af, også underbukserne. Jeg har prøvet det før. Frøknen har set mig helt nøgen før, dengang hun købte mig hos Madame. Men denne gang lød budskabet: – Du må få lov til at bolle Lis i en halv time, medens jeg ser på. Får lov til betyder i ”Frøknens” sprogbrug: SKAL. Det vidste både Lis og jeg. Hun vendte sig om på ryggen og spredte benene medens hun stirrede rædselsslagen på min pik der hævede sig. – Bruno… Bruno, du må ikke gøre det hårdt. Du må ikke tage mig. Jeg så på hende som hun lå der. Hvor gammel mon hun var? 45, eller mere. Var der mere at hente eller var hun gået over tiden. Selv var jeg nu 24. Jeg havde ikke haft en pige siden jeg blev solgt som 20-årig! Præspermen begyndte at dryppe, da jeg lagde mig over hende. – NEJ… NEJ… BRUNO! Det var dejligt. En jernstiv pik der søgte hendes skød. – AH… AH… ÅÅÅGH! BRUNO – GIV MIG MER’ Hun vred sig, medens jeg skød min ladning ind i hende. Så lå hun stille og gispede. – Slik min pik. Jeg kunne mærke, at der var mere på vej. Næsten 4 års opsparet energi. Så kom jeg igen. Lis vred sig i den orgasme hun ikke havde haft i årevis.

– Så kan I stoppe. Gå over og bliv vasket!

Vi stod over for hinanden i vaskerummet. Skammen lyste i Lis øjne medens hun sænkede blikket. Jeg derimod havde nydt det. Hævnen kom omgåede. Jeg skulle bade sammen med de andre mandlige slaver. Pludselig greb 4 par arme mig. Inden jeg vidste noget lå jeg nøgen på maven. To holdt mine arme, en tredje spredte mine ben medens den fjerde gjorde sig klar til at forlyste sig med mig. Ballerne blev spredte, jeg kunne føle først en finger, så en hård pik i mit røvhul. Så kom det. Uden creme eller andet. Bare lige på og hårdt, raw-hide. Det føltes som om jeg blev flækket på langs. Da han var færdig kom nummer to. Samme omgang. En finger i hullet for at udvide det. Så selve pikken, der skød sin ladning ind i mig. Nummer 3 og 4 fulgte efter. Jeg skreg og hylede, medens jeg prøvede at slippe fri. Det var omsonst. De holdt mig fast og ingen hørte mine skrig.

Efter den fjerde lå jeg bare stille, medens jeg kunne mærke hvordan en blanding af sæd og blod løb ud af mig. De fire fortsatte med at vaske sig som om intet var hændt.

Sådan er situationen nu. Jeg er blevet en ”omvendt slave”. En slave der ikke det ikke bliver straffet, men selv straffer. Men dog en slave!

Hvad sker det når ”Frøknens” arm gror sammen? Vil hun sende mig tilbage til drivhusene og selv overtage paddlen, eller har hun andre planer med min unge krop?

Dette var beretningen om den kun 24-årige slave Brunos videre skæbne. Jeg håber at jeg har opfyldt nogle læseres nysgerrighed, selvom det tog nogen tid. 

Jesper

Glæder du dig til en evt. fortsættelse eller andre noveller af samme forfatter – så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.