Bag den lukkede dør
Har du ikke læst tidligere afsnit – kan du gøre det HER

Kort efter mit møde med Jette hin aften ved det sydkinesiske hav bragte skæbnen mig hjem til Danmark på en kombineret ferie og tjenesterejse. Jeg slog dengang mine folder som udsendt eksportmedarbejder ved det kgl. danske generalkonsulat i Canton. En af pligterne var at deltage i et seminar hvor kloge folk udtalte sig om handel på østen. Bagefter cirkulerer man rundt om den kolde buffet og det var der jeg stødte ind i ADVOKAT PER NIELSEN, advokatfirmaet Libesbuch og partners Vi fandt hurtigt ud at vi intet havde til fælles. Libesbuch “gjorde” i Shanghai og jeg var Sydkina, Canton. Men, sagde han: “Jeg kender en pige, Jette Simonsen, som arbejder i Canton… hvis hun da stadig gør det” Jeg fortalte at jeg kendte hende særdeles godt men at hun var en rullende sten, der ikke ville knytte sig til nogen. Jeg fortalte lidt om hendes skæbne. “Ja, det er typisk Jette” sagde han “Jeg gik i 2g medens hun gik i 1g i den lille by hvor hendes far var direktør for rotorfabrikken, byens største virksomhed, og ejer af en stor villa. Absolut en af byen spidser. Den fest de omtaler hvor alt gik galt og som medførte en grusom afstraffelse af Jette, hendes storesøster Sophie og deres mor, husker jeg som det var i går” Under samtalen var der et eller andet der rumsterede i mit baghoved. Advokat Per Nielsen… Per Nielsen… PER. PATRIC, ALI og PER, de tre drenge der havde organiseret festen og som havde været modige nok til at tage deres straf. EN STRAF SOM INGEN UDEN SIMONSEN OG DE SELV VISTE HVAD HAVDE VÆRET, end ikke pigerne Jeg stirrede advokat Nielsen stift i øjnene og sagde:” HVAD SKETE DER PÅ INGENIØR SIMONSENS KONTOR BAG DEN LUKKEDE DØR?”

OK, sagde han. Det er 18-20 år siden og De kan få historien.. “Åh, der er ambassadøren, ham SKAL jeg tale med. Hvis De vil have mig undskyldt” Han flagrede af sted med et glas kold hvidvin i den ene hånd og en pindemad med laks i den anden.

Et par dage senere modtog jeg et brev fra Libesbuch og Partners, Advokater. Af hovedet fremgik det i øvrigt at Per Nielsen var seniorpartner, med møderet for landsretten ect. ect. Per skrev bl. a.

Hermed den forklaring De søgte efter forleden dag. Jeg beundrer at De fandt frem til mig for ingen har, mig bekendt, røbet noget, men da begivenheden nu er så gammel skal De få sandheden.

——

Det skulle være alle tiders fest. Stedet var der. Ingeniør Simonsens kæmpevilla. Simonsen selv var i Fredericia til logemøde så weekenden var fri. Moderen var en slags hippie i sin anden alder (eller prøvede på at være det) så hende var der ingen vrøvl med. Sophie gik i 3g sammen med Patric og Ali. Jeg selv gik i 2.g lige fyldt 18 år og ærligtalt meget umoden og let at lokke. Jeg gjorde bare hvad de andre sagde. Jette var 16, næsten 17 og gik i 1g. Alt var perfekt… troede vi da. ALT GIK GALT. Der komme ikke alene dem der skulle, men også en række helt fremmede teenagere, der bare skulle have fest i gaden. Et sofabord brød sammen En lænestol tabte benene og på den lyse sofa var der pletter af noget der kun burde findes på et lagen. Det flød med glasskår og andet.  Det blev naboerne for meget. De tilkaldte politiet, der, indrømmet, først forsøgte med det gode (og en enkelt stav), men da de havde fået tilstrækkelig mange fadøl i hovedet satte de hundene ind OP AD VÆGGEN! HÆNDERNE OVER HOVEDET!… STÅ STILLE…WUFF WUFF. NAVN. CPR NUMMER OG ADRESSE! Så blev der ro i lejren. Vi fik lov til at gå hjem. Enkelte protesterede over hundebid i bagen og talte om politivold, men det vandt ligesom ikke rigtig genklang! Næste dag var der enkelte forældre der protesterede til vicepolitikommissær Henriksen fra ordenspolitiet. De fik at vide at de kunne klage og at sagen så kom for retten, med deres børn som tiltalte for uorden og hærværk. SÅ HOLDT DE BØTTE. Om eftermiddagen begyndte rygtet at brede sig blandt deltagerne: Simonsen var vendt hjem og Jette og Sophie og vistnok også deres mor havde fået så mange klø. Der havde stået et vindue på klem og skrig og bønner var trængt ud til et par nysgerrige der lå skjult i haven. Kritikken haglede ned over os, Patric, Ali og mig der havde arrangeret festen. Især fra pigerne. Vi var ikke kommet Jette og Sophie til undsætning og havde talt med Simonsen.  Næste formiddag troppede vi så op i villaen. Jeg var meget beklemt. Jeg var den yngste der bare var fulgt i hælene på de andre fordi det var sejt, nu tårnede ubehagelighederne sig op. Simonsen lignede et isbjerg da han sagde: Det er lidt sent, næsten to dage efter at I og jeres kammerater næsten splittede mit hjem. “Vi..vi..vi vil gerne tage vores del af straffen stammede Patric. Hans stemme rystede og jeg kunne se ham blive bleg. Det gjorde det ikke bedre at Jette og Sophie stod ved siden af og så på. “Et billigt tilbud” sagde isbjerget. “I ved jo udmærket godt at jeg ikke kan straffe jer som jeg har gjort med Jette og Sophie. I tilhører ikke min familie så jeg kan ikke give jer spanskrør.”

Spanskrør! Det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg boede alene med min mor, havde næsten aldrig fået klø og da slet ikke med nogen form for redskab. Og nu SPANSKRØR!

Men Simonsen havde jo selv sagt at det ville/måtte han ikke… jeg var reddet! Ali begyndte: “Det drejer sig om vores ære. Vi har lavet lort, vi kan ikke se vores kammerater i øjnene, hvis vi kommer ud uden der er sket noget.” Hvad pokker var det fyren lagde op til. Stod han ikke der og ligefrem BAD om klø? På den anden side var det rigtigt. Vi ville blive frosset ud så længe vi gik i skole. Jeg begyndte at blive både kold og varm. Ingeniør Simonsen så på os. Han så ikke vred ud, snarer bestemt og der var noget i hans blik der virkede mærkeligt på mig, en underlig slags tillid. Måske fordi jeg ikke havde en far selv. “Godt. Hvor gamle er I?” Ali: 19, Patric: 18, næsten 19 og jeg selv lige fyldt 18. “I er altså alle myndige. Kom ind på mit kontor. Luk døren. I piger bliver udenfor.” Da døren var lukket så han roligt på os: “Er I klar over hvad I beder om. Hvis I skal dele pigernes straf er det spanskrør, MINDST 25 SLAG. Det gør ondt og sætter mærker. DET HER ER SIDSTE CHANCE FOR AT TRÆKKE JER TILBAGE. Hvis I siger nej åbner vi bare døren igen, I kan gå roligt hjem og ingen får noget at vide.” Undtagen pigerne, De gætter det og spreder det. Vi er fanget i en fælde tænkte jeg. Jeg så på de to andre. Sveden piblede frem på Patrics pande medens han stod og fugtede læberne. Ali var helt rolig. Jeg vidste at han var vant til straf, nok var hans fader en moderat muslim, der gav sine sønner en lang line, men der herskede disciplin i hjemmet på Aurikkelvej “Vi bliver” mumlede Patric. “Godt, bare for en sikkerheds skyld”. Han satte sig til computeren og skrev noget som han printede ud. I underskriver alle 3 dette dokument, så bliver der ingen tvivl senere Vi kikkede på det. Det var simpelt: “Undertegnede Patric Jensen, Ali Baraket, og Per Nielsen, der alle er fyldt 18 år og er myndige, erklærer sig hermed villige til at modtage mindst 25, højst 35 spanskrørs slag som straf for vores deltagelse i hærværket på ingeniør Simonsens hjem fredag den 27. september 19… Straffen betragtes af begge parter som en endelig afslutning på episoden.” “Skriv under, Jeg beholder dokumentet, men I må gerne få en kopi hver.” Der var intet andet at gøre. Alle rystede vi på hånden da vi printede vores navne. “Fint, Patric gå hen til skrivebordet, bukserne af OGSÅ UNDERBUKSERNE” bøj dig og tag fat med hænderne i kanten af bordpladen.. Patric tøvede, så løste han sin livrem, lynede bukserne og lod dem dale ned til ankelerne. Et øjeblik stod han tøvende med fingrene i elastikken til sine tights, så gled de også ned. Han bøjede sig ind over bordet og tog fat med hænderne ude i siden af kanten. Simonsen åbnede et skab og tog spanskrøret frem. Så kom det. Det første slag: AUUUGH!….Ågh ågh! Næste: AUUUUGH!… NEJ. igh! Patric prøvede at beherske sig, men uden held. Simonsen fortsatte helt regelmæssigt med at traktere hans nøgne røv med sit spanskrør. Han skreg og skreg, medens den ene røde stribe efter den anden groede frem på ballerne. Engang forsøgte han at beskytte dem med hænderne, men det medførte bare et: “Vil du have ekstra?” “AV… AV. LA’VÆR!”… “STÅ STILLE!…DU MANGLER STADIG 7 SLAG.” Simonsen gav ikke rabat. “FÆRDIG… REJS DIG og gå hen til væggen. Det står du stille til jeg siger til”. Stakkels Patric græd stadig medens han stillede sig med ansigtet ind mod væggen. Bukserne hang stadig nede om anklerne og hans røv glødede som et lejrbål ALI! Han var 3.g’s stærke dreng, og vistnok den ældste, men lige nu stirrede han ligbleg på Simonsen. TAG BUKSERNE AF, BEGGE TO”

“NEJ HR SIMONSEN, LAD MIG BEHOLDE UNDERBUKSERNE PÅ! JEG VIL IKKE. De må give mig dobbelt, men lad mig beholde dem på. Hører De! Jeg skal nok stå stille. De må ikke. For Profetens skyld…”

“GODT. Du får valget: 25 som Patric eller 35 slag med underbukserne på. Hvad vælger du” “35…35″ TAK hr. Simonsen TAK.” Ali næsten jublede ved udsigten til en ekstra straf. Han tog cowboybukserne af og bøjede sig over bordet. Hans underbukser var små, nærmest et par trusser, hvide og tynde. De stod spændte ud over enden så man kunne se kødet gennem stoffet. De kunne umulig yde meget beskyttelse. Der måtte ligge noget andet bagved… noget med Profeten? AH!  Han skreg ikke men tog en dyb udånding da det første slag faldt. “STÅ STILLE OG TÆL HVERT ENKELT SLAG SAMTIDIG MED DU SIGER TAK… HVIS DU TÆLLER GALT ER DET EKSTRA… FORSTÅET” “JAVEL” hr. Simonsen. Ali forstod til fulde. 2 TAK. Igen skreg han ikke men pressede luften ud mellem tænderne, samtidig med at han trak vejret i korte stød. 6 TAK… 7 TAK IGH! ÅH! TAK. Han knugede sine hænder til bord kanten, medens han prøvede på at stå stille..
Det gav et smæld hver gang han fik en ny stribe. Ali var en stor dreng, næsten en mand med en veludviklet røv der dirrede når spanskrøret ramte stoffet på hans trusser. 16 TAK.17 TAK. Jeg kunne se kødet gennem bukserne, striberne flød næste ud i hinanden og noget rødt begyndte at vise sig på ydersiden. ÅGGH! Stadig ingen skrig men bare denne stønnen og lyden af vejret der blev trukket i små hidsige stød. 24 TAK..25 TAK IIGH! 26 TAK… JEEEEG SKAL NOK STÅ STILLE! 27 TAK ALLAH ER STOR! TAK. Ved 30 holdt Simonsen inde. “Rejs dig. Du har været modig, derfor slipper du for de sidste 5. Stil dig over til Patric.” ”TAK HR SIMONSEN. UNDSKYLD JEG… JEG HAR FORTJENT DET.” Ali luskede over til Patric. PER! Ingen vej tilbage jeg havde set hvad der var sket med de andre. Nu var det mig. Jeg mærkede noget varmt i bukserne, medens jeg famlede med bæltet og lynlåsen. Som sagt havde jeg aldrig fået spanskrør. Min far havde forladt os da jeg var lille og jeg var vokset med min mor der sjældent havde brugt korporlig straf. Tårerne stod mig i øjnene allerede inden jeg bøjede mig over skrivebordet. Simonsen behøvede ikke at sige noget, jeg viste hvad jeg skulle gøre… og hvad der ventede.! AUUUGH! AUUUGH! NEJ. STOP. JEG ER ARTIG UNDSKYLD! De første slag fik mig til at hyle og skrige. EFTER DET GIK DER PANIK I MIG.  Jeg skreg og skreg. Ikke i takt med slagene, men bare skreg. Jeg kunne intet fatte, bare lyden af spanskrøret. Smerten når det ramte min nøgne ende efterfulgt af en lige så stor smerte fordelt over hele mit underliv og lår. Jeg hylede planløst og kunne intet se eller fatte klart. Dette fortsatte under hele afstraffelsen. Simonsen blev bare ved, helt systematisk. Baller og lår, begge fik de deres rigelige dosis. Til sidst kunne jeg ikke mærke at jeg havde noget nedenfor ryggen og ovenfor knæene. Jeg har formodentlig “kun” fået 25 slag, for ingeniør Simonsen var retfærdig. “GODT! VEND JER OM OG TAG TØJET PÅ. I har fået jeres straf og medmindre I selv siger noget SÅ BLIVER DET MELLEM OS.” Vi trak bukserne op og alle tre mumlede vi et: “Tak, vi skal nok være artige for fremtiden.” Simonsen åbnede døren og vi gik ud alle med hænderne fast knugede om bukseenden. Pigerne så spørgende på os Vi sagde ikke et ord men styrede direkte mod hoveddøren, hjem til vores respektive senge hvor vi kunne ligge på maven. Siden har vi intet sagt, udover at vi havde taget vores straf og at Simonsen havde sagt at sagen var ude af verden.

Jette og Sophie ved at der foregik noget frygteligt, men selv de ved til dato ikke hele sandheden, og det de evt. har gættet sig til har de ikke omtalt til nogen.

—–

Der er dog een undtagelse: Min mor så min stribede ende og forlangte en forklaring. Jeg vred og vendte mig (denne gang kun åndeligt) og fik hende til at love at tie stille. “Det har du ærligt fortjent, sådan som du har opført dig især i den sidste tid. Det er din omgang med Patric og Ali, det har du ikke godt af. Jeg burde selv have givet dig en omgang for længe siden. I morgen taler jeg med Simonsen.” Jeg protesterede vildt, men hun var selv ansat på rotorfabrikken og gik til ingeniør Simonsen. Han nægtede pure at tale med hende. “Det er en sag mellem Deres myndige søn og mig, og ingen andre.” Til sidst indvilgede han dog i at tale med os begge. Enden på samtalen blev, at han lovede at “se efter” min opdragelse de sidste 1½ år i gymnasiet. Hen kendte tilsyneladende Gud og hver mand også på skolen og snart viste han mere om mig end jeg selv. Han opstillede mål for mig. De var fair og han diskuterede dem altid med mig. MEN VE MIG HVIS JEG IKKE OVERHOLDT DEM. Det blev til både endefuld og to gange med spanskrøret, dog kun 10 slag og på det tidspunkt havde jeg lært at beherske mig (sådan da). Pigerne så det aldrig, og jeg så aldrig (men hørte) når de fik straf. Jeg kom til at sætte stor pris på ingeniør Simonsen Det var ham der førte mig gennem skolen med så højt et snit at jeg kunne begynde at læse jura. Men endnu mere pris satte jeg på hans yngste datter. Allerede dengang var hun en ener. En “Noli me tangere. Rør mig ikke” som man siger om tropeblomsten. Kom man hende for nær forsvandt hun gennem fingrene på en. Og det gør hun stadig kan jeg forstå.

Hils hende når De ser hende og disse oplysninger overlader jeg til Dem til anvendelse efter Deres egen dømmekraft.

Med venlig hilsen

PER NIELSEN, advokat møderet for Landsretten

—

Det skulle ikke være sådan. Da jeg kom tilbage til Canton var Jette rejst. Hun havde fået et stort job i Kuala Lumpur.

Jeg har ikke set hende siden, så hun ved stadig ikke HVAD DER FOREGIK BAG DEN LUKKEDE DØR

SLUT, og en tak til dem det bad om en fortsættelse… og alle andre. JESPER