Askekæppen

JEG KONDOLERER. Postkontrollør Mogensen bøjede hovedet stående på toppen af den stige hvorfra han var ved at beskære sit asketræ. Kvistene lå rigeligt ud over det kommunale fortov. “TAK” Pensioneret viceskoleinspektør Veronika Bertelsen så op til ham.

Nu måtte hun til at vende sig til det, ENKEFRU.

Det var gået alt for hurtigt. Hun havde lade sig pensionere tidligt for at kunne pleje Holger. Begge viste de hvor det bar hen. Den gale vej, selvom lægen havde forudset 1-2 år endnu.
Det skulle imidlertid ikke være så. Svulsten begyndte at vokse og nu her i foråret kunne fru Bertelsen foruden pensioneret også skrive enkefru på sit CV.

——————

“TAK, Må jeg tage nogle af kvistene, dem med de store knopper. Hvis de kommer i vand i stuen springer de ud. “Selvfølgelig, tag hvad De vil have.” Fru Bertelsen samlede et stort bundt, de med de største knopper. Hendes øje fangede noget specielt. Det var ikke en kvist, men snarer en kæp ca. 1,5 meter lang og tyk som en voksen finger, som Mogensen havde klippet af…

Diskret tog hun den op og vejede den i hånden. Den mindede hende om de spanskrør hun havde måtte efterlade til sin efterfølger i den private skole hvor hun havde været ansat i over 25 år. Skolen var kendt for sin stramme disciplin, men også for en høj standard og både elever og forældre accepterede det, da de kunne se formålet (førstnævnte dog kun nødtvunget)

———————-

Hjemme kom kvistene i vand, kæppen blev lagt væk uden dog at fru Bertelsen havde noget konkret formål med den, den mindede hende bare om noget. Derefter gled enkefru Bertelsen ind i den tredje alder….glemslens. INDTIL DER KOM ET BREV. Det var fra Karl. Forstanderen for Teknisk Skole i nabobyen og en nær ven. “Jeg har et job til dig. Det drejer sig om engelsk og tysk i en lærlingeklasse. Men jeg advarer dig. Det er en samling lærlinge både piger og drenge uden disciplin. En samling lømler De har været plaget af vikarer og alt er gået galt. Den nuværende lærer har lige sagt op.” Enkefru Bertelsen tog en dyb indånding. Nu var alt lige blevet fredeligt. På den anden side. DET VAR EN UDFORDRING. Hun havde altid hævdet at bag alle elever skjulte der sig noget der kunne blive til et godt menneske. Det skulle bare fremelskes og plejes… selvom metoderne måske kunne synes hårdhændede!.

Altså tog hun imod tilbuddet.

————————————

Debuten var mildes talt mislykket. Det var en aftenklasse og Fru Bertelsen ankom 10 minutter for sent fordi hun ikke kunne finde skolen i mørket. På det tidspunkt var alt kaos i klassen. MÅ JEG SÅ FÅ RO! Fru Bertelsens fortid som viceskoleinspektør fornægtede sig ikke. Stemmen var høj… MEGET HØJ… OG MEGET BESTEMT! Tøvende søgte eleverne tilbage til deres stole og borde. TAG DE KASKETTER AF! 3-4 kasketter forsvandt skyndsomst. Kun enkelt blev på hovedet af en mørklødet dreng på 18-19 år. “Jeg tolerere ikke hovedbeklædninger indendørs. Kun turban og et religiøst tørklæde hos pigerne. FORSTÅET! Og lad være med at se ud som om I lige var trukket op af en genbrugscontainer.” Den enlige kasket forsvandt ikke. Fru Bertelsen drog et dybt suk. Hun kunne lige så godt tage kampen først som sidst. “KOM HER OP!” Kasketten kom op til katedret, uhyre langsomt. “NAVN?” “Mohamed” “Fint. Tag dine bukser af og læg dig over denne stol.” Hun trak en tom stol ud på midten af gulvet. “Er du gal, det kan du ikke!” “Det kan du tro jeg kan. Enten er det den endefuld du fortjener, eller direkte ned til forstanderen, og derfra UD. Det vil sige intet svendebrev! JEG HAR SIKRET MIG OPBAKNING. Du har eet minut til at vælge! I øvrigt hedder det DE og FRU Bertelsen. FATTET? … MEN DU TØR MÅSKE IKKE?”

Den sidste bemærkning ramte åbenbart Mohamed. Han vendte sig om mod fru Bertelsen, så stift på hende og begyndte at løsne sit bælte. “Underbukserne! Ja, ved godt hvordan en dreng ser ud. Jeg har selv to af slagsen” (Hun undlod dog at fortælle at de begge var i trediverne og at hun i øvrigt havde 3 andre drenge…Børnebørnene.)

——————

Mohamed lagde sig over stolen med hænderne støttet mod gulvet. Resten af klassen så med forbløffelse hvordan fru Bertelsen ud af et langt etui tog… EN ASKETRÆSKÆP. Den var afbarket og slebet glat uden knopper. Åååågh! Åååågh. Mohamed prøvede at tage sine klø som en mand. Han stønnede når kæppen ramte ham. Åååågh. Allah el akbar! Gud er stor! Hele klassen talte slagene i stilhed. Tyve gange ramte asketræskæppen de bare balder og hver gang efterlod den en rød stribe. Så stoppede fru Bertelsen. “Tag dit tøj på og sæt dig ned!”

Mohamed gik med stive skridt tilbage til sin stol. Først da han satte sig ned udstødte han et højt AUUGH.. NEJ NEJ. Han bøjede sig forover og skjulte ansigtet i hænderne, medens de nærmeste kunne se hvordan hans skuldre rystede.

Alle var stille undtagen een: “Det havde han godt af…. PERKEREN. Sådan skulle de have det lidt oftere… alle sammen.” Bemærkningen var kun ment til hans sidekammerat, en rødhåret pige, men kunne høres over hele klassen. Fru Bertelsen snurrede rundt som en top. HVEM VAR DET… DIG… DU DER, KOM HER OP!”
Drengen rejste sig. Lang, ranglet, lyst hår og med bumser i ansigtet. Det var helt klart at lige i øjeblikket ønskede han at man kunne dreje tiden tilbage, bare nogle minutter. “HVAD HEDDER DU?” “PETER” “HVAD LAVER DU?” “JEG ER I MANUFAKTURLÆRE” lød det spagt. Han var klar over at nu var han ude på den helt tynde is. “Lad mig lige forklare dig og alle andre: Mohamed har lavet noget forkert. HAN HAR FÅET SIN STRAF, som han oven i købet har prøvet at tage som en mand. DERMED ER SAGEN SLUT… HAR I FORSTÅET?”

Hun så på Peter. “Det kniber åbenbart for dig, så nu kan du prøve hvordan det føles. LÆG DIG. DU VED HVORDAN DET SKAL VÆRE!”

——————-

PETER BEGYNDTE AT GRÆDE. “Undskyld, det var ikke sådan ment. Lad mig slippe. Hører De fru Bertelsen.” “Kom så i gang, eller du venter måske på pigernes bifald? Vil du hellere have det alene, det bliver det ikke mindre af.” Mindst 10 par pigeøjne stirrede på ham. Peter var klar over at han var fanget i en fælde. Han trak bukserne af, lagde sig over stolen samtidig med at han diskret forsøgte at smyge sine tights ned til knæene. “AUUGH! AUUGH! LA’VÆR… IKKE DER… STOP DET.” Asketræskæppen var i sving igen med nye striber. AUUUGH. Åååågh. Han skreg ukontrollabelt. “Du får 20 ligesom Mohamed. Hvor mange har du fået?” “Jeg… jeg ved det ikke,” jamrede han. “Lotte, kom her op og hjælp ham med at tælle, ikke engang DET kan han.” Den rødhårede pige stillede sig bag ham og begyndte at tælle højt. “Start ved 3, og tæl så højt at vi alle kan høre det.” “9… 10.. iiigh. nej 12 AUUUGH”! Peters skrig blandede sig med Lottes tal. 19… 20.

“Rejs dig, tag tøjet på og bliv stående.”

———————-

Igen dødsstilhed. Klassen sad målløs med en blanding af forbløffelse og rædsel. “Hør her: Jeg ved at I har haft en hård tid med mange forskellige lærer. Men jeg lover at hjælpe jer igennem eksamen. Hver og een. Men det er JER SELV det skal arbejde. Hvis I ikke er oppe på mærkerne, kender I konsekvenserne nu. Hvis I ikke vil være med så gå hjem nu, men husk at jeres afgangsbevis hænger i en tynd tråd. Der er 10 minutters frikvarter og i anden time får I en test så jeg kan se hvor meget I kan (eller hvor lidt, mumlede hun for sig selv. Det her bliver op ad bakke) FRIKVARTER. UD med Jer.”

Eleverne strømmede ud for at diskutere den ny situation. Kun Peter styrede lige, med usikre skridt direkte mod toilettet.

——————————

Tilbage sad Mohamed. Helt ubevægelig. Hovedet hvilede på bordet skjult mellem hænderne. Fru Bertelsen nærmede sig og lagde hånden på hans skulder. “Hvad er der galt. Var det så slemt.” Der lød et snøft. “Det er det hele. Det er ikke det at De har givet mig tæsk. Det er jeg vandt til at få både hjemme og på Madsens Maskinfabrik hvor jeg er i lære. DET ER DET HELE. Jeg KAN ikke noget, Jeg FORSTÅR ikke noget, svendene håner mig når jeg ikke kan læse en brugsanvisning. For dem er jeg bare en Perker. Jeg skulle aldrig have været født.”

“Så, så. Nu skal du se. Du bliver her efter anden time. Udfyld bare testen og er der noget du ikke forstår så sæt et spørgsmålstegn. Bagefter tager vi to så en samtale… alene. Der må være NOGET du er god til. Alle mennesker har ET eller andet de kan.”

Det tog 1,5 time efter at de andre var gået hjem! Fru Bertelsen følte det som at trække en kamel rundt i en ørken. “Der MÅ da være et vandhul et eller andet sted,” sagde hun lydløst til sig selv. Til sidst sagde hun: Godt. Nu ved jeg hvad du kan (og alt det det du ikke kan.) Næste gang har jeg en plan med til dig. MEN HVIS DU IKKE ARBEJDER EFTER DEN SÅ VED DU HVAD DER SKER!… Og for resten, jeg sagde, “Alle mennesker kan noget. Du er ualmindelig god til regning. Det vil vi starte fra.”

Han så op med et svagt smil, udstødte et nyt snøft og gik hjem.

————–

Den følgende tid blev streng for klasse L2. Første gang der skulle afleveres engelsk stil manglede der 4. Det resulterede i 4 bare ender over en stol og 4 hylende elever. Hylene varierede i styrke alt efter ofret. 2 af dem var piger, men fru Bertelsen gjorde ingen forskel mellem piger og drenge, kun fik pigerne lov til at beholde trusserne på under afstraffelsen. Det medførte i øvrigt at minitrusser snart forsvandt og blev erstattet af store tykke… til stor ærgrelse for drengene MEN MAN KUNNE JO ALDRIG VIDE OM DET RAMTE EN SELV LIGE DEN AFTEN. Standard straffen var 20 rap over røven, men det kunne være mindre hvis forseelsen var derefter. I enkelte tilfælde var den større, helt op til 30. Det måtte mekanikerlærlingene Niels og Ole sande da de havde foranstaltet er veritabelt slagsmål i klasseværelset lige før fru Bertelsen kom.
Klassen sad musestille medens de fik deres straf. Begge hylede som besatte medens asketræskæppen gjorde sit arbejde. Først Niels så den lidt yngre Ole. Bagefter blev de to ungersvende enige om at så meget var LISE nu ikke værd og resten af året var der fred.

Lotte var en af de første der mærkede de nye tider. Hun skreg og vrælede da hun lå ned, og striberne groede frem medens asketræskæppen svirrede gennem luften, men hendes skrig hjalp ikke. Det var som sympatien fra kammeraterne forsvandt, nu da alle var i farezonen.

————-

Til gengæld måtte de indrømme at de aldrig gik forgæves til fru Bertelsen efter hjælp. Men først når de selv havde prøvet alle muligheder. Så skyede hun ingen anstrengelser for at bringe dem på ret køl igen. Hun lavede individuelle læseplaner for de svageste elever, men ve dem hvis de ikke overholdt dem og hun mærkede at det var noget med dovenskab. Langsom men sikkert hævede gennemsnittet af L2 sig. “Ikke fremragende, med dog acceptabelt,” som fru Bertelsen fortalte dem. “Og der er stadig 4 måneder til eksamen, så I kan lære en masse.” Nej der var ikke tid til at slappe af hvis man havde sin røv kær. Også politiet bemærkede det. Før i tiden var der ofte ballade og larm når lærlingene gik hjem fra den sene aftenklasse. Det endte sommetider med slagsmål på den lokale grill-bar. Nu skyndte folk sig hjem, enten for at læse eller for at ligge fladt på maven og prøve på at fordøje smerterne fra fru Bertelsen og hendes kæp. Endog tykke vvs-lærling Per fandt ud af at det kunne betale sig at gøre en indsats. Det tog ellers sin tid. I lang tid var han fast gæst over stolen med de store baller strittende op medens hans fede røv bevægede sig fra side til side samtidig med at den skiftede farve. DET GIK IKKE LYDLØST FOR SIG. Men fremad gik det. “Hvad har De gjort ved knægten,” spurgte blikkenslagermester Larsen da han mødte fru Bertelsen. “Han er blevet langt mere rolig og fornuftig. Fortsæt De bare af den linje!” Og Per strålede da fru Bertelsen roste ham. “Dine stile er blevet bedre og selv din håndskrift har forbedret sig DU KAN JO GODT!”

Per rødmede medens han sagde: “JEG TØR IKKE ANDET… FOR DEN DER…” hvorefter han pegede på asketræskæppen der stod i et hjørne

——————-

Mohamed var et af fru Bertelsens problemer. En specialplan tog udgang i hans kundskaber eller rettere mangel på samme før han overhovedet kom på Teknisk Skole. Han sled virkelig i det, han gik endog tilbage til sine bøger fra folkeskolen for som han sagde til fru Bertelsen: “Jeg var der jo ikke så mange gange.” Men det hændte at han skejede ud og gik ud med kammeraterne i stedet for at passe sin skole. Så hævnede det sig næste gang. “Mohamed kom her op!” Der var intet at stille op. Endnu før fru Bertelsen havde sagt noget var bukserne på vej ned. Over stolen. Mohamed var en af de drenge der klagede sig mindst, når han blev straffet, men alligevel var de andre ikke i tvivl om, at han kunne mærke det. Hænderne som han skulle have fladt på gulvet var krampagtigt knyttede, spyttet drev ud af munden medens han jamrede sig sagte. TIL GENGÆLD VAR FRU BERTELSEN IKKE KARRIG MED ROS NÅR DET GIK GODT. “Du har knækket den ligning. (Det var en 3. grads ligning beregnet for elever i 1.g. Hun havde fået den af en gammel kollega) FORTRYDER DU STADIG AT DU BLEV FØDT?” spurgte hun drillende.

“Ikke så meget mere… KUN NÅR JEG LIGGER NED OVER STOLEN,” svarede han med et grin.

——————-

Eksamen kom om foråret. Som fru Bertelsen havde forudsagt: Nogen superklasse i sprog var det ikke, men snittet var dog hæderligt. “Elev materialet taget i betragtning” som forstander Karl udtrykte det. Fru Bertelsen fortsatte med aftenklasserne i tysk og engelsk, og som hun udtrykte det: Almindelig opsamling. Arbejdet morede hende og var et behageligt tilskud til pensionen. De ny elever havde hørt fra de gamle om fru Bertelsens specielle form for pædagogik og var indstillet på at følge reglerne.

Alligevel var der hvert år nogle, både piger og drenge, der måtte gå den tunge gang hen til stolen taget tøjet af og erfare HVOR hårdt en asketræskæp kan slå, og selvom de modigste havde svoret på, at de ikke ville give sig, endte det altid med gråd og jammer… i større eller mindre grad.

——————-

Fru Bertelsen døde pludseligt! Et hjerteslag satte en stopper for hendes liv. Ved begravelsen var fremmødet talrigt. Gamle kolleger, nogle med krykstokke, en enkelt med rollator og et stort antal elever, gamle og nuværende. Efter begravelsen samledes man i klynger. “Hun var nu ikke værst,” lød den almene dom. “Hun var enestående” lød det fra Mohamed Azir, tidligere lærling på Madsens Maskinfabrik, men nu nybagt ingeniør og allerede med løfte om en stilling hos Krogh og Co., det rådgivende ingeniørfirma der var kendt som specialist i vanskelige beregninger. “Det kan godt være, ja jeg vil endda give Jer ret MEN DET GJORDE NU FORBANDET ONDT.” “Hun slog hårdt… hun og hendes asketræskæp,” tilføjede vvs svend Per Larsen, nu ansat i sin fars firma.

Han stod ved siden af Lotte Møller. Hun havde opgivet en handelsuddannelse for at læse til lærer, inspireret, som hun sagde, af den afdøde.

———————————-

Der var masser af blomster, men da kirkegårdsgartneren efter en uge fjernede dem fra graven, bemærkede han noget usædvanligt.

Blandt de nu visne blomster lå der………………EN ASKETRÆSKÆP, ca. 1,5 meter langt og tyk som en voksen finger! Gartneren tog den op. Den var øjensynlig tænkt til et eller andet for den var slebet blank og glat. Desuden så den slidt ud.

Han kikkede på den og mumlede “GAD VIDE HVAD DEN HAR VÆRET BRUGT TIL?”