American Holyday

FERIE!… i Californien, først bare mig selv tre uger i en lejet bil, så de sidste to uger med Hans og Jane. Start fra San Francisco med kurs mod Yosemite National Park ad stille landeveje forbi vinmarkerne. WHAAM!! En superoverhaling af to unge mennesker i en Konvertible. Der er hastighedsbegrænsning på 50, ganske vist Miles pr Hour, men her er vi oppe nær de 100. NEJ… NEJ… Det går galt!! Op ad bakken fra den modsatte side kommer en kæmpe truck. Rigtig amerikansk. Med et udstødningsrør der peger lige mod himlen og hvorfra en fed mørk dieselrøg vælter ud. Langsomt men sikkert kravler den op og fylder det meste af vejbanen. Konvertiblen prøver at trække ind foran mig, jeg bremser. Den når lige at smutte forbi, men kommer i skred og kurer sidelæns ind i trucken og derefter baglæns ned i mig. Dyb stilhed, dramaet er overstået. Jeg holder med et knust frontparti delvis nede i en grøft. Konvertiblen er knækket sammen på midten, hvorimod trucken tilsyneladende ikke har lidt meget overlast.

Jeg stiger ud. Ingen skader udover blå mærker fra sikkerhedsselen. De unge mennesker, to knægte på 17-18 år er mirakuløst også sluppet uden en skramme, kun en flænge over et øjenbryn.

Ud af truckens førerhus stiger en hærdebred chauffør. Hans blodtryk ser ud til at nå til himlen. Uden et ord styrer han hen til de to drenge. KLASK… KLASK… Lussingerne hagler ned over dem begge. – De gjorde, hvad De kunne Mister, siger han til mig. Han er uhyre kompetent. Over sin radio tilkalder han politi og sætter mig i forbindelse med mit biludlejningsselskab. Sidstnævnte er også kompetent. – Bliv ved bilen, lyder ordren, – vi er der om 3 timer med en ny bil. Politiet ankom. 1 stk. Patrol officer i en kæmpe sedan. Han tager rapport. Fra chaufføren, fra drengene der ser MEGET slukørede ud, og til sidst fra mig.

Passet og udlejningspapirerne bliver checket, og jeg får at vide, at jeg skal melde mig som vidne i morgen kl. 10.30 hos dommer Jackson i Waterford ca. 20 miles fra ulykkesstedet. Have a nice day!

Jo, tak! Der står jeg med de to uheldige helte, og venter på en ny bil, der kommer om 3 timer. Trucken er for længst kort, den skal nå San Francisco inden aften. Drengene undgik mig.

Det næste der kom var en jeep med en moden mand. Typisk farmer i overall og med en stor bredskygget hat. I hælene på ham fulgte en kranbil fra Jacks auto repair. Der var nu ikke noget at reparere. Det er den direkte vej til skrotpladsen.

De to så om muligt endnu mere forskræmte ud, de vidste åbenbart hvad der skulle ske.. KLASK… KLASK… Begge drenge stod ret, eller rette prøvede at stå ret medens slagene haglede ned over deres kinder.

Denne gang kunne de ikke tage det. De græd og græd, mens de skreg: Please Dad… please Dad… Ooooow! Åååågh!

Omsider kom manden hen til mig. – Farmer Sorensen. Den ene er min søn den anden min nevø. Jeg er Dem meget taknemlig. Jeg har fået at vide af politiet, der var inde hos mig, at hvis De ikke havde reageret så hurtigt og bremset, var begge drenge formodentlig blevet dræbt. Jeg er Dem dybt taknemlig. Han foreslog at vi læssede al bagagen over i jeepen og kørte til hans farm kun 5-6 miles væk. Så kunne vi bede udlejningsselskabet kontakte os, når de når frem. Det kunne godt tage sin tid, mente han. Vi kravlede alle op i jeepen. Jeg ved siden af farmer Sorensen, de to drenge på bagsædet. De sad musestille, den yngste græd sagte.. Det tog ingen tid at nå den Sorenske farm. Alle steg ud. Jeg fik lejlighed til at se nærmere på drengene.

Den ene var ældre end jeg havde troet, omkring 20-22 år. Mørklødet med brune øjne. Den anden omkring 17. Lys og blåøjet. Han lignede Sorensen, det var øjensynlig sønnen, den anden måtte være nevøen. 

– AFSTED! Ind på jeres værelser, og der bliver I til der bliver kaldt på jer. De hang med skuldrene. Den yngste sneg sig hen til mig og nærmeste hviskede: – I am sorry Sir. Undskyld. Undskyld. Så tilføjede han med endnu lavere stemme: – Hjælp os. Far slår os ihjel. Vi får tæsk!

– AFSTED, brølede faderen og drengen forsvandt skyndsomst.

Farmeren checkede igen med biludlejningsselskabet, der måtte indrømme at det ville tage 5 timer fra nu af inden de nåede frem.

– Godt. Det bliver sent. Må jeg tilbyde Dem at overnatte her og spise aftensmand med os. Vi er kun simple bønder, men både min kone og jeg er dyb taknemlige over at drengene er i live takket være Dem. I morgen kan vi så tage ind til dommer Jackson sammen. Medens konen lavede mad viste Sorensen rundt. Det var en lille frugtfarm, appelsiner og tomater og en smule vin til eget brug.

Middagen forløb i tavshed. Drengene blev hentet frem og sad med ved bordet. Vi startede med bordbøn. Jeg så hvordan begge drenge bad intenst. Håbede de på et mirakel?

Efter måltidet rejste faderen sig: – Keith og Ben. Gå ud i laden og gør jer klar. – Har De lyst til at komme med og se hvordan hvalpene får deres straf? De trænger til en ordentlig omgang med remmen, selvom Herren har holdt sin hånd over dem. Jeg tænkte på sønnen der havde appelleret til mig, som jeg var det eneste håb han havde tilbage. – Kan De ikke vise nogen medlidenhed. Det gik jo trods alt godt. – Sir, sagde han. – Jeg elsker min dreng og min nevø, men hvis de ikke holdes i stramme tøjler vil de forfalde til svaghed. Derfor siger Herren: Den du elsker tugter du.

Jeg indså at der intet var at stille op og fulgte ham ud i laden, måske kunne jeg gøre noget der.

De to delinkventer ventede resignerede foran en træbuk bestående af to lodrette kryds forbundet med at vandret bræt. Det vandrette stykke træ var dækket af et fåreskind. – Keith, tag dit tøj af! Den ældste så spørgende på mig. – Nå, lød det fra onklen. Tøvende begyndte han at klæde sig af. Hans ansigt var rødt som en af farmens tomater. Først T-shirten. Han havde intet under og hans overkrop afslørede nogle perfekte stærke muskler. Så kom bæltet og langsomt begyndte han at trække bukserne af. Han havde ingen strømper, og skoene kom hurtigt af. Han tøvede da han tog fat i de små stramme shorts og begyndte at krænge dem af. Først ned over ballerne, så over pikroden. Til sidst lå de omkring hans ankler. Med en resigneret mine sparkede han dem over til resten af tøjet. Jeg så på ham. Det var ikke en dreng, men en ung mand. Pikken strittede stift skråt opad. Den var stor og ude fra pikhovedet dryppede dråber af præ-sperm. Ballerne var store og faste, det var på dem at straffen om et øjeblik skulle falde. – Hvad vælger du: Bæltet eller padlen? Spurgte onklen. – Bæltet… Sir, svarede han med en stemme der forsøgte at være fast. – Læg dig over bukken, benene spredte og håndfladerne i gulvet. Du får 50 og du tæller dem højt. Der lå han så. Med røven pegende lige op. En ung mand, parat til at få sin straf, hunde angst. Han trak vejret dybt og hans baller var begyndt at ryste. Farmer Sorensen trak sit bælte ud af bukserne, foldede det engang og lod det svirpe gennem luften. – AUUUGH! ONE… SIR! Swich… – Ågh, two Sir. Han prøvede at trække tiden ud, vel vidende, at i det øjeblik han sagde SIR kom bæltet susende igen. De første slag prøvede han at tage som en mand men snart hylede han helt ukontrollabelt. – OH… OH NO 16 SIR. NOO! AAHHH! 17… SIR. Farmer Sorensen svang sit bælte uden barmhjertighed. Først over den bare røv. Ballerne dirrede for hvert slag. Så flyttede han slagene ned til nevøens lår. Det medførte endnu højere hyl: – Please no no … 36… SIR.

Jeg stirrede med en blanding af skræk og forbløffelse på Keith’s nøgne krop. Den vred sig fra side til side over bukken, medens dens ejermand hylede til himlen og forsøgte at tælle slagene.

Omsider nåede vi de 50. – Rejs dig og bliv stående… stille!

Keith prøvede at stå stille, men forgæves. Han knugede hænderne ind til ballerne, medens han udførte sære hop på stedet… Hans røv og lår var ikke alene blodrøde, men nærmest blå. Hvor der i begyndelsen havde været adskilte striber var der nu bare et stort råt rødt stykke kød hvor blodet dryppede fra.

Jeg rettede opmærksomheden mod Ben, den næste. Han var askegrå. Hele kroppen rystede og ud af det ene bukseben flød der noget der dannede en lille sø. Han stirrede forstenet på mig, som om jeg var hans eneste redning. Hans far vendte sig mod mig: – Vil De gøre det. Han har godt af at prøve en fremmed. Ben stirrede bedende på mig. Alt andet end faderens bælte vil være at foretrække. Selv var jeg blevet underligt ophidset, så jeg nikker. – OK, De kan bruge denne her. Han rakte mig en solid paddle af træ, den var omkring 80 cm lang og forsynet med et håndtag i den ene ende. På langs var der boret en række huller, og det hele var slebet glat og fint. Det var vanskeligt at forestille sig at den kunne bruges til andet end korporlig afstraffelse. Gad vide hvor mange og hvem den havde behandlet. Ben stirrede på mig. – Godt du ved hvad der skal ske.

– Yes SIR!

Den samme scene som før. En dreng der langsomt tager sit tøj af idet han håber på et mirakel som ikke kommer. Til sidst er der kun en nøgen krop tilbage. Sveden driver ned af den og hans penis stritter frem, tyk og stiv som et rør. Denne gang våd og glinsende over det hele. – Læg dig over bukken! Og husk at tælle. Det kniber at få hænderne ned i gulvet men det går lige. Benene er spredte og nosserne dingler frit. Igen en røv der stritter lige op, men denne gang er ballerne små og hårde, de rører sig praktisk talt ikke, men er fulde af gåsehud. – Hvor mange skal jeg have? hvisker han. All right lad ham få rabat. Han er trods alt kun en teenager. – 40, siger jeg, medens faderen stirrer misbilligende på mig. – Iiiigh! Oh, one SIR. Vi er startet. Padlen laver ikke noget swich som remmen. Den lander bare på Bens røvballer med et fladt KLASK, efterfulgt af et brøl fra ejeren. – NO… NO… PLEEEASE! For hver gang padlen rammer laver den en dybrød stribe omkring 5 cm bred (eller regner man i tommer her ovre?) Huden presses op gennem hullerne og efter et par omgange brister den. Dråber at blod siver ud. Ben skriger endnu højere: – SORRY… I AM SORRY.. PLEASE… SIR. For hvert slag husker han at tælle, – enogtredive… SIR. To.. toogtredive AUV. Sir. Sidstnævnte SIR udløser nummer tre og tredive. Faderen står stille og betragter mig. Øjensynlig er han tilfreds med min indsats, selvom det kun er 40 rap. Ofret lå næsten stille. Tilsyneladende havde han kun energi til at skrige. De små spidse baller rørte sig næsten ikke, når padlen ramte. Kun en svag dirren af kødet… og et enormt skrig efterfulgt af et tal.

Både røv og lår var røde og huden revnet adskillige steder.

Omsider nåede vi da de 40. Jeg følte selv at jeg kun havde slået med “middel styrke”, en opfattelse som Ben åbenbart ikke delte. – Godt. Gå i seng begge to, og husk at vi skal i retten i morgen formiddag.

De to ungersvende forsvandt. De tog ikke engang gang deres tøj på. De samlede det bare sammen og styrede nøgne mod deres respektive værelser.

Bilfirmaet lod vente på sig, men til sidst kom de da. Et “fejeblad” med en ny bil. Den blev læsset af og den gamle kom op på ladet. Papirer blev underskrevet, og så kunne jeg følge efter farmer Sorensen tilbage til min seng.

Der var morgenmad næste dag. Drengene indtog den stående! I nattens løb havde jeg hørt jamren fra begge deres værelser og gråd blandet med: – Jeg gør det aldrig mere. Det gør så ondt! Jeg fulgte efter Sorensen i min ny bil, ind til dommer Jackson. Dommeren lignede farmer Sorensen. Vejrbidt, omkring de 40-50 år. Han tronede bagved en skranke som de anklagede blev kaldt op til, en efter en. Omsider kom turen til Keith og Ben. Der var ikke meget at sige udover: Yes Your Honour og No Your Honour. Det fremgik, hvad jeg ikke var klar over at det var den yngste, Ben, der havde ført bilen og at han ikke havde kørekort til andet end traktor. Måske skulle han alligevel have haft de fulde 50 slag? Dernæst blev jeg afhørt som vidne. Her var dommeren ualmindelig elskværdig og roste mig for min hurtige reaktion. Til sidst oplod dommer Jackson sin røst. Han gav den arme farmer en verbal skideballe så det sang og klang. Hvis fædre tog sig mere af deres børn og opdrog den bedre og fastere ville sådan noget ikke ske. Sorensen forsvarede sig: – Jeg har netop gjort alt, hvad De ønsker Your Honour. – Nå, sagde Jackson: – Må jeg se. Tag bukserne af! Drengene stod med ansigtet mod skranken og ryggen mod tilskuerne. De var ildrøde i hovedet, da de krængede deres jeans af. – Også underbukserne, lød det ubarmhjertigt fra dommeren. Alle kunne se deres blå/røde røv og lår der lyste om kap med ansigtet. – Omkring, så jeg kan se enden!

De to vendte sig omkring, så de nu havde ansigtet mod tilhørerne. Fortvivlet prøvede de at dække skridtet med hænderne, men især Keith kunne ikke skjule sin strittende pik.

– Godt. Jeg skylder Dem en undskyldning farmer Sorensen. Derfor nøjes jeg med at idømme dem begge 14 dages fængsel, der afsones lokalt. BANG Hammeren i skranken – RETTEN ER HÆVET.

Drengene hang med hovedet og så langt efter far og mig

Jeg fulgtes ud med Sorensen. På vejen vekslede jeg et par ord med retsbetjenten der var imponeret over at en udlænding skulle vidne og havde forklaret mig lidt om systemet.. – Hvad sker der nu?

– Som De ser, har de allerede fået håndjern på. De bliver anbragt 14 dage i det lokale fængsel, og jeg forsikre Dem hr., at når de kommer ud er de fromme som lam. Kender jeg arrestforvarer McLauglin ret. Den røde farve på deres røv vil blive holdt ved lige de kommende to uger.

På trappen tog jeg afsked med min vært. Han skulle til højre hjem til farmen der nu måtte undvære 4 hænder i to uger. Jeg skulle til venstre op mod Yosemite National Park, og ind i den inden de lukkede for natten.

DET SKULLE IMIDLERTID IKKE BLIVE SIDSTE GANG JEG MØDTE DET SÆREGNE CALIFOPRNISKE OPDRAGELSES/ STRAFFE SYSTEM!

Jeg hentede Hans og Jane i Las Vega, hvor vi tilbragte et par dage med at prøve på at finansiere rejsen ekstra. Det var negativt… meget negativt, så med en slunken kassebeholdning begav vi os mod Los Angeles gennem den fantastiske natur.

I Kings Canyon National Park gik det galt. Det var Jane der kørte, og mig der navigerede.. Pludselig endte vejen blindt. Dvs. det gjorde den ikke, men der var et skilt: Forbudt for motorkøretøjer. Ærgerligt, for vi kunne se at bare 3 km længere fremme ville vi komme ud på hovedvejen igen. – Vi kører igennem, sagde Hans. Jeg protesterede. Der må være en grund til det skilt. – Kujon, lød det fra Hans. To mod en. Jeg overgav mig. Der var ingen problemer med at køre igennem og snart stod vi på hovedvejen. Fint, fint hvis det ikke var for den Park Ranger der ventede os. Han så ud som sådan en skal se ud. Cowboy hat, og en stor seksløber der dinglede ned langs låret. – Ud af vognen! Stå op af siden, hold hænderne på taget. Alle tre! Også pigen. – Er I helt fra forstanden? Han forklarede, at det var et sjældent naturområde, hvor ikke engang engle måtte træde. Kun redningsvogne og ambulancer. Vi undskyldte med at vi var dumme turister, men nej, taksten var 800 dollars, cash på stedet her og nu. – Det har vi ganske enkelt ikke. Vi er fattige turister som har spillet alle vores rede penge op. – Ser jeg ud, som om jeg er en creditcard automat, spurgte han med dyb ironi. – OK, så er det ned til byen til en dommer. Der kan I betale med plastic, men det vil sikkert koste jer 10 dage i fængsel. – Kan vi ikke finde på noget andet? Jane forsøgte at charme sig ind hos manden.

– Jo, frøken. Fordi I er fremmede, kan vi ordne det på stedet. Det er ellers noget vi kun gør med lokale teenagere, der vil have straffen overstået her og nu… 80 rap med en grøn pilekvist over den bare røv. Det er 1 rap for hver 10 dollar. I må selv om hvordan I fordeler det, og jeg giver jer en rabat på 5, så er det deleligt med tre grinede han.

Jeg tænkte mig om. For mit indre. Ferien totalt spoleret, vi kunne lige nå flyet hjem efter de ti dage. Og hvordan ville det blive de 10 dage. Jeg tænkte på min samtale med retsbetjenten i Waterford. Ville vi alligevel få tæsk i fængslet og komme ud som fromme lam? – Jeg accepterer, sagde Jane. – Det var mig der kørte, og jeg må tage min del af straffen. Hun så på Hans. Han var ligbleg. – Var det ikke dig, der kaldte Jesper en kujon og tvang ham til følge med, spurgte Jane. Jesper har ingen skyld. Vi to deler.

Jeg var fanget et dilemma. Mine bedste venner. Jeg kunne ikke svigte dem. Her gjaldt en musketer ed. En for alle og alle for en. På den anden side. I mit baghoved hørte jeg Keiths og Bens skrig da de fik med henholdsvis bæltet og paddelen. Jeg havde oven i købet selv været med til at forvandle en 17 års bare røv til et rødt kød, medens han hylende vred sig på bukken i sin fars lade. Var det Nemesis? Var der en højere retfærdighed?

– OK, sagde Rangeren, som i øvrigt hed Ohlsson, det fremgik af et skilt på skjorten. – Drengene stiller sig op ad vognen, hænderne på taget lige som før. Du der, han pegede på Jane, – lægger dig over motorhjelmen. Han forsvandt over på den anden side af vejen og kom tilbage med en gren som han snittede til med en kniv. Den endte med at være lidt over en meter lang og tyk som en tommelfinger. Den grønne plantesaft drev af den. Jane er en stærk pige, ikke alene fysisk, hun dyrker triatlon, men også psykisk. Hun mælede ikke et ord, da Ohlsson beordrede hende til at trække sine jeans af, ned til anklen. – OH… OH… Auuuuuhg. Jeg kunne næsten føle smerten på hendes røv, der kun var dækket af et par tynde minitrusser. – NEJ… Nej, du milde himmel. Ikke igen. Hun skreg ikke eller græd, men jamrede sig på dansk hver gang et af de 25 rap landede på hende. – Stil dig ved siden af ham der. Det var mig. – Og du der, tag dine bukser af… også dine shorts. Det var Hans, det drejede sig om. Han græd allerede inden han lå over motorhjelmen. Hans hænder klamrede sig til ballerne, medens han på en blanding af dansk og engelsk appellerede om nåde fra Ohlsson. Det hjalp ikke. – Tag dem væk, Ohlsson syntes bare irriteret over hans piveri. – Avvvvvvvvvvvvh… Ohhhhhh… awwww. Hans har en lav smertetærskel. Han hyler til himlen. – NEEEEJ… IIIIIGH! HJÆÆÆLP! Det er lige før det giver genlyd mellem klippestykkerne i dalen. Det var 25 gange Schwich, og hver gang et jamrende skrig op hjælp. Man skulle ikke tro, at Hans var en moden mand på 26 år, snarer en dreng på 6.

Han fik sine 25 rap. Så rejste han sig med hænderne knuget til ballerne og tårerne løbende ned af kinderne.

Så er det én tilbage MIG! Jeg ved hvad sagen drejer sig om. Jeg har både set og hørt det før. Jeg kan lige så godt gøre det frivilligt. Uden et ord løsner jeg livremmen og krænger bukserne af. I mit baghoved ser jeg Ben i laden. Husker hvordan sveden løb ned ad ham. Så er det underbukserne, de er små, meget små, men af skal de. I modsætning til Keith og Ben har vi alle fået lov til at beholde T-shirten på. Ohlsson er kun interesseret i vores røv. Jeg lægger mig over hjælmen. Den er varm. Jeg kan mærke hvordan min stive pik presses ned mod den. Jeg kan føle spermen strømme ud af pikhovedet og fordele sig på det blanke metal. . HVOR ONDT VIL DET GØRE? – OH… OOOOH! DET FØRSTRE SLAG. Egentlig ikke så hårdt som jeg havde ventet. – AAAAGH! Det andet. Nu kan det mærkes… NEJ. Det gør ondt. Ohlsson slår hårdt og regelmæssigt over min røv. Pilekvisten eller hvad det nu er for en gevækst er smidig og rammer begge baller på én gang. – Awwwww. Jeg VIL ikke give efter. Hvis Jane kan, kan jeg også. Jeg vil ikke hyle som Hans. Jeg VIL ikke. Var det sådan Ben følte det for et par dage siden da det var mig der svang paddlen. For mit indre blik ser jeg den lille teenage røv, de små baller hvor huden begyndte at revne. Eksisterer Nemesis? – OH… OH… OH… Auuuugh! Tænk på noget andet. Det lykkedes mig at undertrykke de fleste skrig men ikke alle. – Rejs dig! Instinktmæssig griber jeg om røven, ligesom de to andre. De har allerede fået hevet bukserne op men holder sig alligevel bag på. – Godt! I har betalt. Vis mig nu jeres rutekort, så I ikke løber ind i flere tæsk. Han bredte det ud på motorhjælmen. – I er her, ikke her som I tror. Kør ned til broen over floden og drej til venstre. Fortsæt til I møder et skilt mærket Annies Cabin. Den vej følger I til I når Annie. Der overnatter I. Hun laver verdens bedste steak. Næste dag lader I vognen stå og hiker op til Thompsons Point.

Han lagde en komplet rute for de næste 3-4 dage. En rute der var langt bedre end den guidebogen havde foreslået. 

Vi tog af sted, ad smalle grusveje. Hver gang bilen kørte over et klippestykke gav det et bump og smerten skar sig op i vores bagdel, men da hele denne historien fandt sted for mange år siden hvor amerikanske biler virkelige var “flydere” tog affjedringen det meste.