Alternativet

Dette er historien om:
·        En mand hvis navn vi ikke kender.
·        Som har begået noget som kun hr. Rattan kender.
·        Som skammer sig over det han har gjort.
·        Som har valgt at få sin straf hos Rattan Import/Export

Fordi ALTERNATIVET ER ENDNU VÆRRE!

Han er 21 år. Det ved jeg fra ham der har sendt ham hen til Rattan Import/Export. Stedet hvor man bliver straffet. Hårdt, men retfærdigt. Men han kunne have været ældre. 23-25. Velbygger, sportsmand måske maratonløber. Iført en rød sweatshirt, pæne rene cowboyjeans. De bare fødder er stukket ned i et par blå løbesko. “Du ved hvorfor du er her?” “Jeg… jeg skal have røvfuld hr. RATTAN. Jeg fortjener det. Jeg skammer mig over hvad jeg har gjort… Undskyld hr. Rattan.” “Det er for sent nu. Jeg ved hvad du har lavet og tro ikke at du slipper billigt.” “Nej, hr. Rattan” Han bøjer hovedet og ser ned i gulvet. “Godt! Mustapha kom her.” Jeg ser hvordan han stirrer på Mustapha. Jeg ved godt at der ude i byen går rygter om min assistent Mustaphas evne til at ydmyge og afrette mine “gæster.” Et kort øjeblikke stirrer de på hinanden. En 21-årig dansker og en 17-årig perker. Så vinder perkeren. Danskeren slår øjnene ned igen. “Tag ham ind ved siden af. Jeg vil se ham nøgen med 4 manchetter på.” “Af sted, din hund.” Mustapha giver ham et spark i røven og de forsvinder ind i det store rum ved siden af. Der hvor straffene finder sted. Gennem den halvåbne dør kan jeg følge med i hvad der foregår. “Tag den sweatshirt af, køter.” Han mæler ikke et ord, medens han krænger sweatshirten over hovedet. Han har intet på indenunder. Kun et hundetegn i en tynd kæde om halsen. Kroppen er muskuløs og velproportioneret. “Skoene… og bukserne, tag bæltet ud.” Skoene bliver sparket af og han begynder at famle med bæltet. Jeg kan se sveden løbe ned af den nøgne overkrop. “NÅ, bliver det så til noget?” Mustaphas stemme er skarp og ildevarslende. Bæltet kommer af. Det er bredt med et messingspænde og metalnitter. “Ræk mig det”. “Mustapha. Du må ikke… AUUGH!” Han udstøder det første skrig da bæltet rammer ham over ryggen. “Få så de bukser af!” Hans hænder ryster medens han knapper op og lyner ned. Bukserne falder ned om anklerne. Der er kun et par små trusser tilbage. “Lad os så se dine nosser.” Han er kridhvid i ansigtet men siger ikke et ord medens han langsomt fører hænderne ind under elastikken. Jeg kan se at han lukker øjnene medens hans sidste beskyttelse glider ned over pikroden og videre forbi nosserne, til de havner ovenpå cowboybukserne. “Læg al tøjer i denne kurv også uret og dit hundetegn… Stil dig ud på midten af gulvet. Spredte ben. Du skal have dem her på.” Han adlyder stumt, lægger tøjet i kurven og står med spredte ben uden en trævl på kroppen, kun iført en rød stribe over ryggen. Mustapha kommer med 4 lædermanchetter med karabinhager. To til håndleddene og to til anklerne. Han fortrækker ikke en mine, kun i det øjeblik Mustapha langsomt lader sine hænder glide over hans nosser, går der som en gysen igennem ham. “Få den op og stå… leg med den. Jeg vil se den sprøjte.” “Jeg… jeg…” Længere når han ikke før bæltet igen rammer ham. “Kom så i gang… ONANER!” “AUUUGH… ÅÅÅGH!! Jeg skal nok.” “Skal nok hvad?” “Onanere, sprøjte… jeg skal nok gøre det.” Han hiver og slider i pikken, men det tager sin tid før der sker noget. Han bliver mere og mere desperat medens han ser på Mustapha og bæltet. Pludselig sker det, det vælter ud med tyk hvid sperm. “Op på din mave med det. Det er synd at det går til spilde.” Han bevæger sin pik som var den en brandslange, men det kniber, den er tyk og stiv.

“Du bliver stående, søg for at den stritter, ellers… 

Mustapha kommer ind til mig: ”Vi er færdige. Han er parat til at få tæsk.” Jeg går ind ved siden af. Der står han. Klar til at få sin straf. Pikken stritter op mod loftet i en vinkel på 45 grader. Det drypper fra den. Han rører sig overhovedet ikke, men han er ligbleg med gåsehud næsten overalt. Mustapha har gjort sit arbejde godt. Hans modstandskraft er brudt. “Godt. Over bukken med dig.” Han stirrer på bukken. To lodrette søjler og en tværligger der kan bevæges op og ned. Tværliggeren er polstret med læder, der er slidt blank af dem der har ligget der før ham. Han bøjer sig over den, Mustapha lænker manchetterne til gulvet. ”Hænderne på den ene side, benene på den anden side… spredte. Så meget som de kan.” Tværbjælken passer ikke helt i højden. Jeg kører den opad med den elektriske remote kontrol. Han klager sig da kroppen strammes. Nu er han parat. Røven er næsten vandret, huden strammer over ballerne. Benene er spredte og nosserne hænger frit ned mellem lårene, store og tunge. Han jamrer sig og rødmer da Mustapha tager fat i dem. Instinktmæssigt har han åbnet sit røvhul. “Så er det spanskrør. 2 x 50. Du tæller slagene HØJT og siger ”Tak hr. Rattan” HVER GANG. Du ved hvorfor du får to gange?”

“Ja hr. Rattan. Undskyld… Jeg skal aldrig gøre det igen.

Jeg skal nok tage mine klø!” “Åååågh… av av!” Pause. Så kommer det “ET Tak hr Rattan.” Jeg har valgt er smidigt spanskrør, der sætter en rød stribe hver gang det rammer. Det her er den første, men der vil komme flere! ”Åååågh… FEM… Tak hr. Rattan.” Han er ved at vende sig til det uundgåelige, suset af spanskrøret og smerten. Det tager et par sekunder inden han får vejr nok til at sige sit: “Tak hr. Rattan” “T… TI… AV Av…Ta…tak hr. Rattan. Eeeelve. Å nej. Tak hr Rattan.” Han skriger og har svært ved at huske at sige tak. Ballerne er stribede, striber der er ved at flyde over i hinanden.

“FEM… Fem og tredive Hold op… Tak hr Rattan.

Ikke mere, jeg kan ikke tage det. AUUUGH! Seks og tredive AVV! Tak hr Rattan. To og fyrre. Iiiigh, av. Jeg har fået nok. Undskyld… Tak hr. Rattan.”
Vi kryber opad mod de halvtreds, under mere og mere hylen og jamren. Han prøver desperat at huske at sige tak og at tælle rigtigt. Ellers ved han, at det går galt!
“OTTE OG FYR… OTTE OG FYRRE… TAK HR. RATTAN.” Hans røv ligner en postkasse. Brandrød med en spalte i midten. Det drypper ud fra ham, han prøver at holde det tilbage, men der ligger en sø under ham. ”NI OG FYRRRE… TAK HR. RATTAN… HALVTREDS. ÅH GUD! Auugh nej.” Spanskrøret suser igen. “Du glemte noget!” ”TAK HR. RATTAN … TAK.”
“Godt. Nu får du lov at stå til næste omgang. Du er selv skyld i at du får dobbelt.“ “Ja, jeg ved det godt. Jeg skal aldrig gøre det igen. Jeg sværger. Jeg skammer mig.” “Og du Mustapha holder fingrene fra ham FORSTÅET?” “Ja, hr. Rattan.”  Mustapha ved hvem der bestemmer… og han adlyder. Jeg lader gå et kvarter så kommer jeg igen. Han står som før, ude af stand til at bevæge sig. Det har dryppet mere fra ham, søen er blevet større. I et hjørne står Mustapha. Han ligner en sulten hantiger, medens han sluger den stribede røv med øjnene. Men han ved hvad der sker med ham hvis han forgriber sig. Så han holder sig i ro! Jeg kikker på ham. Striberne er hævede og ved at gå over i det blå. Han har samlet sig. Han siger ikke noget, men prøver at tænke klart. Endelig kommer det: “Hr. Rattan, må jeg ikke nok slippe for flere spanskrør. Jeg kan ikke tage mere. Min røv brænder… over det hele. Jeg fortryder hvad jeg har gjort. Jeg beder om omforladelse. Jeg gør det ikke igen.” Jeg tænker mig om. ”Nej. Det du har gjort er så slemt at du fortjener to fulde omgange.” Han bøjer hovedet: “Jeg ved det godt hr. Rattan. Jeg beder om undskyld hr. Rattan.” ”Du slipper ikke for spanskrør, du får 50 mere. Du slipper for at sige tak, men du skal stadig tælle. Har du forstået det?” ”Tak hr. Rattan.” Jeg koncentrerede mig om hans lår. Benene er spredte så der er fri adgang til indersiden med den bløde hud. Han skriger og hyler som før medens han tæller. “Nej. Nej hr. Rattan ikke på lårene, slå mig på min røv… PLEASE.” Hans bønner hjælper ham ikke, han få en solid omgang. Enkelte gange skriger han ekstra højt. Det var når jeg ved et uheld rammer hans nosser. Men igennem kommer han. ”EN OG TYVE… TO OG TY… TYVE… AUV. IKKE MERE. DET GØR SÅ ONDT!” Det er holdt op med at løbe ud af hans pik. I stedet begynder noget tyndt brunt at komme ud af hans røvhul. Det løber i en tynd stråle ned langs lårene. ”HALVTREDS!”  Man kunne høre jublen i hans stemme. Færdig! ”Mustapha. Du sørger for at han får noget tøj på.” Der lyder et lettelsens suk fra den sammenbøjede skikkelse på bukken.

Jeg ser Mustapha smile et ulvesmil. Hvis han tror at han er færdig fordi han har fået 2x 50 slag må han tro om igen. Der er stadig Mustapha.

Lænkerne løsnes. Han har ikke kræfter til at rejse sig op, men tumler omkuld på gulvet. “På knæ. Knap mine bukser op.” Han stirrer rædselsslagen på Mustapha der står med bæltet. “Nej nej, jeg har fået min straf, ikke mere. Jeg er artig. Mustapha du må ikke.” “Knap så de bukser op og tag min pik frem!” Bæltet suser gennem luften uden at ramme nogen. “Røven eller munden? Hvor vil du helst have den først?” “Ikke min røv… jeg… jeg kan ikke.” Han græder af skam.

“Godt. Tag fat i den. Ind i munden…

OG SLIK! ”Kom så i gang.”
Jeg kan se, hvordan han ryster, medens han fører Mustaphas store tykke pik ind i munden. “Jeg har aldrig gjort det før. AUUGH!” Han hyler da remmen rammer ham. Han ligger på knæ foran Mustapha. Jeg kan se hvordan han arbejder desperat. Hans læber er helt oppe ved Mustaphas pikrod. Pludselig hiver Mustapha den ud. Et splitsekund senere sprøjter det ud med sperm, der rammer ham i ansigtet. Han er klistret til med Mustaphas ikke etniske sperm. “Panden ned i gulvet, køter. Spred dine ben!” Fra hvor jeg sidder i forkontoret, kan jeg ikke se dem, men jeg kender Mustaphas kapacitet, og ved hvad der skal ske. “Åbn så det røvhul!” “Nej, nej jeg er blevet straffet nok. Du må ikke. Jeg vil ikke.” Han skriger et dybt: “NEJ… NEEEJ!“ der går over i en fortvivlet stønnen der ender i en klynken. Endelig er det færdigt. “Rejs dig. Tag dit tøj på.” Han står foran mig. Klædt på som da han kom. Rød sweatshirt, cowboybukser og løbesko. Han ligner sig selv… og dog. I hans øjenbryn og næsebor hænger der stadigt sperm. Det buler i bukserne og hænderne knuger han fast om ballerne. Jeg kan se at han kæmper med gråden, og han har besvær med at styre sin stemme, da jeg spørger ham,  “Nå, har du fået nok. Fortryder du hvad du har gjort?” “Ja, hr. Rattan. Jeg skammer mig dybt. Jeg har fortjent al den straf jeg har fået, også af Mustapha. Jeg gør det aldrig mere… Jeg lover det.” “Fint. Du kan gå hjem. Og kom aldrig mere igen… For resten… Hvorfor valgte du frivilligt at komme her og blive straffet så hårdt?”

Han så op på mig. Han så stadig herrens ud i ansigtet og hænderne var stadig fast anbragte på røven. Så mumlede han: ”Alternativet var værre!”

Nu sidder jeg og tænker på: Hvad var alternativet? En endnu hårdere straf og i så fald af hvem og hvordan?
Eller var det “bare” bevidstheden om hvad han havde gjort og tanken om altid at leve med skammen uden at få lettet samvittigheden og få sin straf.”