Alkymisten

Så længe min mor levede, gik det egentlig ganske godt. Far havde et usselt embede som graver i Svanninge, penge gav det ikke ret meget af, og det lille stykke jord, han havde fået til at dyrke, kunne kun lige holde den allerværste sult fra døren. Men så var der jo min mor. Hun var født i Hertugdømmerne, i Møgeltønder, og var via Ærø havnet her på Fyn. Hun kunne hjemmefra kunsten at lave de allerfineste kniplinger, og de var meget efterspurgte her på egnen og blev betalt godt. Hun havde også god forstand på lægeplanter og tjente tit en ekstra skilling ved at hjælpe syge folk, hvorved hun vandt ry som ‘klog kone’. En gang var det ved at gå galt, fruen til Steengaarden havde bestilt en mængde kniplinger, og da min mor havde leveret dem, mente fruen at hun kunne slippe for betalingen ved at anklage min mor for hekseri. Gudskelov var vor præst, Hans Madsen, et fornuftigt menneske, han udmalede straffen for at vidne falsk i alle de pinagtige enkeltheder for fruen. Eftersom hun ikke havde lyst til at få tungen skåret af sin mund, trak hun anklagen tilbage og betalte med blødende hjerte den aftalte pris.

Da mor døde, stod far tilbage med mig og min storebror, Mathias, uden at kunne forsørge os. Mathias havde heldigvis allerede en aftale om at komme i lære hos smeden, så han kunne få føden der, for mig syntes den eneste mulighed at være tjenestepige på en gård, det havde jeg prøvet og jeg vidste, hvor usselt de blev behandlet. Så da jeg pludselig erfarede, at den sagnomspundne mester Jacobus havde lejet et lille hus i Millinge, hvor han i fred kunne dyrke sin alkymistiske kunst, og at han ledte efter en kvinde, der kunne hjælpe ham med husholdningen, skyndte jeg mig derhen og bankede med hamrende hjerte på døren. “Jeg hører, I søger en hjælper i huset”, fik jeg fremstammet, da han åbnede og stirrede på mig med et strengt blik. Uden at fortrække en mine svarede han: “Nej, jeg har lige fået en. Kom ind og begynd med det samme, jeg er sulten”.  Hans køkken var overraskende velforsynet, og i kålgården voksede mange gode køkkenurter, så jeg kunne nemt berede ham et godt måltid, som må have behaget ham, al den stund han åd det hele.

Således begyndte det. Jeg priste mig lykkelig for at have fået en så god herre, han slog aldrig og skændte kun lidt og sjældent. Om søndagen gav han mig fri, så jeg kunne besøge min far, og han tillod mig at tage brød og lidt flæsk med mig hjem.
Der traf jeg så også Mathias, som fortalte om, hvordan det var at være smedelærling. Smeden var flink nok, sagde han, og arbejdet var til at overkomme. Det eneste problem var, når konen ikke ville være ham til vilje, så brugte han Mathias til at stille sin lyst på. Det giver en øm hale, fortsatte han med et skævt grin, og så tilføjede han, at jeg skulle passe på, når Jacobus fik øjnene op for mine ynder. Han smilede og gav mig et klask i enden og skyndte sig tilbage til smedjen.

En dag tog jeg mod til mig og spurgte Jacobus om det passede, at han kunne lave guld, som rygterne sagde. Han så alvorligt på mig og svarede så: ”Nej, den kunst magter ingen, det er kun som at jagte vinden. Men min kunnen udi de medicinske materier skaffer mig både føde og penge, på den måde kan man godt sige, at jeg laver guld, guld for medicin”, sluttede han.

Min bror behøvede ikke at gøre sig bekymringer på mine vegne, for så vidt angik Jacobus, han viste aldrig det mindste tegn på, at han attråede mig, det var noget helt andet med Johan fra Faldsled. Han var på min alder og Jacobus havde helbredt hans far, der var fisker, for en svær lungesot, derfor kom Johan hver tirsdag vandrende med frisk fisk til aftensmaden, og jeg kunne ikke undgå at se, hvordan hans øjne strålede, når han så mig. Jeg kan heller ikke nægte, at jeg blev glad på en underlig måde, når han kom. En tirsdag var Jacobus ikke hjemme, han havde sagt til mig, at jeg kunne gå hjem til min far med fiskene, for de ville næppe være gode, når han vendte tilbage.  Da Johan opdagede at vi var alene, kom han mig nærmere end han nogensinde havde vovet før, og snart stod vi og trykkede os ind til hinanden. Jeg forstod ikke helt, hvad det var for en følelse, der bredte sig i min krop; det var en længsel efter at komme Johan så nær som muligt. Der måtte ikke være noget imellem os, og derfor lod jeg ham løfte mit skørt, så han kunne se og berøre mit skød. Han sagde noget, jeg ikke forstod, alligevel svarede jeg bare ja, hvorpå han skubbede mig bagover, så jeg kom op at ligge på bordet med benene ud over kanten. Mine lår blev blidt men bestemt spredt og til min bestyrtelse lagde han munden til mit skød. Hans tunge, som tiltvang sig adgang til mine mest private dele, vakte følelser i mig, som jeg før kun havde anet.

Det var syndigt og forbudt, vidste jeg, men snart var jeg så optaget af nydelsen, at jeg ikke magtede at stå imod. Tilfredsstillelsen kom som en total overraskelse for mig, aldrig før havde jeg oplevet noget lignende. Den dejlige fornemmelse i mit skød steg med et, uden at jeg kunne styre den, den blev til noget midt i mellem fryd og smerte, og jeg kunne kun skrige højt og råbe ”Ja ja jah!”. Bagefter ønskede jeg bare at ligge og lade fornemmelsen klinge af, men nu havde Johan blottet sig og stod mellem mine ben med et uhyggeligt stort rejst lem, som han styrede ind mellem mine lår og op i mit køn. Det var så uventet, at jeg ikke magtede at slappe af, derfor voldte det mig store smerter, både mens han trængte ind og bagefter, da han den ene gang efter den anden stødte lemmet helt i bund i mig. Heldigvis varede det ikke længe, før hans stønnen gik over i en langtrukken jamren, hvorefter han trak lemmet, hvorfra der dryppede sæd og lidt blod, ud af mig. Bagefter sad vi en stund sammen uden at tale ret meget, inden han rejste sig og sagde, at nu måtte han skynde sig hjem.  De næste par dage var jeg meget angst, tænk hvis jeg nu var blevet frugtsommelig, der var strenge straffe, sågar dødsstraf, for hor, hvad kunne der ikke ske. Gudskelov kom min månedlige urenhed, som den skulle, og jeg kunne atter trække mit vejr roligt. Det var sidste gang jeg så Johan. Mester Jacobus vendte hjem, og som det første fortalte han mig, at Johans far var død. Denne gang havde hans kunst intet kunne udrette. ”NULLA HERBA VINCIT MORTEM”, sagde han bedrøvet, og da jeg spurgte, hvad det betød, forklarede han, at det var latin, og meningen var, at der ingen medicin findes mod døden. Det var tydeligt, at han var ked af det, og ikke bare fordi, der nu ikke kom flere fisk. Lidt senere kom han ud i køkkenet og sagde: ”Min søn Petrus er just vendt hjem fra Salerno, hvor han har erhvervet titel som medicinsk doktor. Jeg har fået bud om, at han kommer i aften, så sørg for at der er godt med mad, han er sikkert sulten”.

Mens jeg stod og arbejdede med aftensmaden, hørte jeg skridt bag mig, og inden jeg fik vendt mig fra ildstedet, lød en venlig, dyb stemme: ”Fader har ret, i dette hus tjener herredets smukkeste ungmø, hvis hendes mad er lige så god, som hun er fager, da vil jeg glæde mig til måltidet”. Jeg så forbavset på ham, hvor jeg havde ventet at se en vindtør lærd, så jeg en smuk ung mand med glade øjne og et stort smil, der blottede rene, sunde tænder. Hans mine viste intet tegn på spot, så jeg måtte næsten tro på hans smiger, og selv om jeg kæmpede imod, mærkede jeg den samme følelse, som jeg plejede at mærke, når jeg så Johan. Derfor rødmede jeg og var en smule klodset, da jeg rettede maden an for dem, Jacobus lagde vist ikke mærke til noget, men jeg var helt sikker på, at Petrus iagttog mig nøje. Efter aftensmaden sad de længe og snakkede, jeg forstod, at de ikke havde set hinanden i fire år, så der var meget, at de skulle fortælle. Jeg krøb op på mit leje i det lille kammer bag køkkenet og lyttede til den svage lyd af stemmer inde fra studerekammeret, til mine øjne faldt i. Da jeg vågnede i det svage morgengry, blev jeg forskrækket ved at se Petrus stå og stirre på mit ansigt. Han tyssede på mig med en finger på læben, og da jeg tavst nikkede, trak han tæppet af mig, knælede ned ved mit leje, for så at lade sin ene hånd glide op ad mit højre ben op under særken, helt op til mit hemmelige sted mellem lårene. Hans pegefinger fandt op i mit skød, hvor den begyndte at glide frem og tilbage, ligesom Johans lem havde gjort, men denne gang gjorde det ikke ondt, han gjorde det så blidt, at jeg kun fandt nydelse ved det. Ligesom sidst oplevede jeg, at følelsen af vellyst med ét ganske overvældede mig. Jeg vred mig som i krampe og måtte kæmpe hårdt for ikke at skrige højt. Han trak min særk af mig og hviskede: “Stil dig så jeg kan tage dig som en hingst tager sin hoppe”. Jeg gjorde som han sagde og mærkede straks hans lem presse mod mit skød. Jeg havde syntes, at Johans manddom var stor, nu måtte jeg erkende, at han havde været en ren dreng i sammenligning med Petrus. Selv om jeg var blevet meget våd og havde åbnet mig af længsel, var det kun med nød og næppe, jeg kunne rumme ham, og i begyndelsen følte jeg mere smerte end vellyst. Efterhånden svandt smerterne dog, og nu mærkede jeg en dyb tilfredsstillelse ved at blive sådan fyldt ud, og atter engang nåede jeg højdepunktet, mens min elsker tømte sin sæd ud i mig. Da han trak sig ud, var der blod på lemmet, som åbenbart havde taget de rester af min mødom, som Johan ikke havde magtet at tage. Petrus så på blodet, ”Var det første gang?” spurgte han, og jeg nikkede (Himlen tilgive mig den lille løgn). ”Du skal være min”, sagde han stille, inden han gik.

Desværre var mester Jacobus af en ganske anden formening. Da han erfarede, hvad der var sket, fik han hurtigt sendt Petrus bort, og kaldte mig derpå ind til en alvorlig samtale. Han skændte ikke, han meddelte bare at der naturligvis ikke kunne blive tale om at hans lærde søn skulle have en simpel tjenestepige som hustru. I øvrigt ville han være borte nogle dage, borgmesteren i Fåborg var alvorligt syg og bad om hjælp.

Det fulgte en række triste dage, hvor jeg ikke havde ret meget at lave og til gengæld megen tid til at sørge over min vanskæbne. Jeg tænkte på at gå til Falsled og opsøge Johan, men jeg turde ikke forlade huset så længe ad gangen, så det blev kun til et par hurtige besøg hos min far og min bror, og de havde ikke andet råd til mig, end at hvis jeg var med barn, så skulle jeg hurtigt finde en skikkelig karl og gifte mig med ham, så jeg kunne føde som en ærlig kvinde. Efter en uge vendte Jacobus tilbage, han kom ud i køkkenet, hvor jeg sad ved ilden, der satte han sig tungt på bænken og talte lige ud i luften: “Jeg arme dåre, jeg har hovmodet mig af kunne kurere alverdens sygdomme. Nu ser jeg, at det sikkert blot har været rent held, når jeg troede, jeg havde helbredt en patient”. Han sad længe tavs, så så han på mig og fortsatte: “Borgmesteren i Fåborg er befalden med en svær vattersot, og al min kunst har blot gjort sygen værre, jeg frygter, at mine patienter skal vende mig ryggen nu”. Da jeg hørte ordet ‘vattersot’ gav det et lille sæt i mig, jeg trak vejret dybt og sagde: “Min mor kendte et middel mod vattersot, det kunne ikke helbrede; men det kunne holde sygdommen væk, så længe man tog midlet. Hun lærte mig kunsten, så jeg kan tilberede medicinen. Skal jeg forsøge?” Min mester så først tvivlende ud, så var det som om han fattede håb, han nikkede, og jeg hørte et svagt ‘ja’.

Min far havde efter bedste evne vedligeholdt mors urtehave, og det jeg søgte, Fingerbøl, groede stadig i overflod. Jeg fulgte nøje mors opskrift og stod så med en lille flaske, hun havde fået lavet netop til dette formål, fyldt med udtrækket. Nu skulle det prøves, to dråber hældte jeg på tungen og gav nøje agt på mit hjerte. Der skete ikke ret meget, jeg prøvede med to dråber mere, og nu kunne jeg mærke, at hjertet slog stærkere og rødmen skød op i mine kinder, medicinen virkede.

Ud på eftermiddagen var jeg tilbage i Millinge, hvor jeg gav flasken til Jacobus med besked om, at han skulle give borgmesteren fem dråber, ikke mere, i et glas vin morgen, middag og aften, så skulle det nok hjælpe. Han nærmest rev flasken til sig og væk var han. Atter var jeg alene i huset, alene med alle mine følelser og min længsel efter Petrus, som jeg ikke kunne tænke på, uden at mit skød blev vådt og længtes efter at åbne sig for hans store lem. Nætterne var de værste, søvnen veg fra mig, mens jeg uroligt vendte mig på lejet. Endelig efter fem urolige nætter, var jeg blevet så udmattet, at jeg faldt i dyb søvn, så dyb at jeg ikke mærkede, at mit tæppe blev trukket bort, og min særk blev hevet op, så mit underliv blev blottet. Endelig erkendte jeg, at det ikke var en drøm, forskrækket slog jeg øjnene op og troede så atter, at jeg drømte, for det var Petrus’ smilende ansigt det var lige over mit hoved. “Mon min elskede smager lige så godt som sidst?” hørte jeg ham sige, inden han med et fast tag spredte mine lår og lod sin tunge gå på opdagelse i mit køn. Tusinde tanker fløj gennem mit hoved, derfor varede det lidt inden jeg kunne nyde hans kærtegn, men da vellysten kom, var det til gengæld med en sådan styrke, at jeg måtte skrige højt og tigge ham om bare at blive ved, indtil jeg intet sansede mere. Da jeg åbnede øjnene, så jeg at han havde sat sig på mit leje, nøgen med spredte ben. “Læg dig på knæ foran mig og glæd mig med din mund”, bød han. Jeg forstod godt, hvad han mente. Engang mine forældre troede at jeg sov, havde jeg ligget og set mor tage fars lem i munden. Først troede jeg, hun bed i det, for far klynkede og jamrede som i stor smerte, men snart gik det op for mig, at det var en sød pine for ham, og det endte med dybe suk, og mor måtte tørre sig om munden med et klæde bagefter. Nu skulle jeg prøve at gøre det, og jeg havde kun den ene tanke at gøre min elskede lige så lykkelig, som han havde gjort mig, så jeg knælede ned mellem hans ben og bøjede mig fremover, så min mund nærmede sig hans store, stive organ, og jeg indsnusede den ophidsende dyriske lugt fra det. Da mine læber lukkede sig omkring hovedet, og min tunge begyndte at spille henover den tynde hud, sukkede og stønnede han lige som min far dengang, og som jeg selv havde gjort, da hans tunge bragte mig usigelig fryd. Hans hænder greb fat om mit hoved og førte det op og ned, så han var ved at støde helt ned i min hals. Jeg flyttede hans hænder til mine bryster, men fortsatte med at bevæge hovedet, indtil jeg kunne mærke, at han svulmede endnu mere op i min mund, og så brølede han højt, mens hans varme sæd kom sprøjtende. Jeg vidste ikke bedre end at sluge den, selvom smagen ikke rigtig bekom mig, derefter rejste jeg mig og fandt noget, jeg kunne tørre munden med. Længe sad han tilbagelænet med lukkede øjne og et lille smil på læberne, så vendte han blikket mod mig og sagde: ”I aften skal du komme med mig i brudeseng, jeg har allerede varskoet præsten”. Hvad var der sket, jeg forstod ingenting, men så fortalte han, at borgmesteren, der for få dage siden havde været døende, nu var ude af sin seng og i fuld gang med sine embedspligter takket være min vidunder-medicin, og at Jacobus var blevet så lykkelig, at han straks havde givet sin velsignelse til vort ægteskab, blot jeg ville lære ham hemmeligheden.

Ceremonien i kirken var ganske kort, præsten spurgte hver især, om vi ville have hinanden, og forkyndte os derefter for rette ægtefolk at være. Bryllupsmiddagen var temmelig enkel, men velsmagende, og der var rigeligt selvom min far og min bror og hans trolovede, min gamle veninde smedens datter, spiste med og tog godt fra. Da mørket faldt på vandrede Petrus og jeg med hinanden i hånden til Svanninge, hvor brudesengen, der havde været mine forældres, stod opredt. Far overnattede hos Jacobus for at vi kunne have bryllupsnatten for os selv. Da vi havde klædt os af og var krøbet i seng kyssede Petrus mig længe og kærtegnede mine bryster, inden han lod hånden glide ned til mit skød. Hans fingre befølte hver en krog af mine private dele og vakte et sådant begær i mig, at jeg måtte stønne og bede ham tage mig nu med det samme. Han lagde sig så ovenpå mig, sådan som mennesker plejer at gøre, når de elsker, og jeg fornemmede med gysende fryd, hvordan han langsomt trængte ind i mig og fyldte mig til det yderste. For hvert stønnende stød han gav mig, kom jeg et skridt nærmere til højdepunktet, og denne gang var det så stærkt, at jeg næsten faldt i afmagt. Bagefter lå vi tæt ind til hinanden og hviskede søde ord, mens jeg kunne føle hvordan hans sæd langsomt løb ud af mig, og sådan sov vi ind sammen.

Da vi næste morgen steg ud af sengen, efter endnu en gang at have glædet os sammen, kiggede Petrus på lagenet og bemærkede at der ikke var noget blod at se. ”Du har jo allerede givet mig din mødom”, bemærkede han med et kærligt smil, ”men for vor æres skyld må vi nok skaffe en blodplet”. Med et lille instrument åbnede han en åre i albuen og lod en smule dryppe på lagenet, der hvor hans sæd var løbet fra mig, så lukkede han såret med en lille stram forbinding og klædte sig derefter på.

Vi flyttede til Odense, hvor Petrus virkede som læge, den eneste i byen, og vandt stort ry for sin dygtighed. Jeg passede urtehaven og sørgede for at lave de mediciner, min mor havde lært mig, og som var hemmeligheden bag Petrus’ kunst. Borgmesteren i Fåborg levede et par år mere og kunne have levet stadig, hvis ikke han var faldet af hesten og havde brækket halsen. Jacobus lever vel i Millinge, han har mange rige patienter, som betaler godt for hans tjenester og den medicin, jeg jævnligt sender ham. Min bror har overtaget smedjen, da pesten tog smeden. Den tog også min far, han hviler nu ved siden af mor.

Må Gud være med dem begge.