SOMMERLEJR

Kapitel 33 – Frøken Juhl – Dag 5 Har du ikke læst tidligere afsnit samt dem der refereres til, kan du finde dem HER

Der skulle gå næsten et kvarter, før nogen kom til anløbsbroen. Der kom en kvinde cyklende. Hun havde en rygsæk på og cykeltøj. Sørine og Dea indtog noget, der lignede retstilling, da hun kom, men sendte alligevel hinanden et spørgende blik. ”Goddag,” sagde Sørine forsigtigt. ”Goddag,” svarede kvinden, og Sørine blev lidt mere rolig. ”Jeg havde ikke forventet en cyklist,” mente Sørine. Iben forklarede, at hun og hendes kæreste var på camping i nærheden, men at hendes kæreste af gode grunde ikke ville være del af denne lejr. ”Hvis De ikke vil kaldes ‘Øh… undskyld’, hvad må vi så kalde Dem?” spurgte Sørine. ”I kan kalde mig frøken Juhl,” hvad ville være det korrekte at kalde jer?” spurgte Iben. ”Pioner Dea” og ”Pioner Sørine,” præsenterede de sig. ”Vi skal sørge for, at sejle Dem og Deres bagage over til lejren.” ”Forklar mig lige, pioner Dea,” sagde Iben, ”pioner Sørine har en vinkel på skulderen. Det har du ikke. Hun har et blåt bånd fra skulderklappen til brystlommen. Det har du ikke. Og nogle af mærkerne på hendes ærme er anderledes end dine,” konstaterede Iben. ”Pioner Sørine er patruljeleder…” forklarede Dea, ”… eller … ‘fissefører’, som det hedder her. Derfor vinklen. Det blå bånd indikerer, at pioneren har det privilegium at måtte benytte brusebad. Og ærmemærkerne. Det med munden indikerer, hvor mange pikke man har haft i munden. Det hvide mærker for 5, det røde for 10, det sorte for 25. Muslingen betyder…” ”Tak, jeg tror, at det har jeg forstået. Så pioner … fissefører … Sørine er bedre end dig?” ”Pioner Sørines patrulje er meget… øh… emsige… eller… flittige, hvor jeg tror, vi andre patruljer er mere tilbagelænede og tager, hvad der kommer,” forklarede Dea. ”Må jeg byde ombord?” afbrød Sørine samtalen. Det måtte hun, og alle tre gik ombord i båden. Dea havde ikke taget tre rotag, da Iben bemærkede, at det da måtte være en fejl, at pioneren sad på en pude, men ikke gæsten. Sørine undskyldte sig og rakte puden til Iben. ”Frøken Juhl, undskyld,” meldte Dea sig forsigtigt, ”Puden hører ikke med til bådens udstyr, og jeg har kun taget den med, fordi Sørines røv har haft en hård omgang lige før vi tog afsted.” ”Så du vil have, at jeg giver puden tilbage til Sørine, men hun skal vel også mærke, at hun er blevet straffet,” konstaterede Iben. ”Jeg skal ikke ville noget, men jeg vil bede om. Pioner Sørine er ikke blevet straffet, det er en anden hård tur, som hendes røv har fået, eller rettere seks. Tværtimod, hun har være god. Og det er ikke hendes balder, men mere omkring rosen, det er ømt. I aften ved appellen får Sørine definitivt et andet rosemærke,” forklarede og forsvarede både Dea sig og Sørine. ”Du er blevet kneppet i røven seks gange for kort tid siden, er det det, pioner Dea har fortalt mig, pakket pænt ind?” ”Ja, frøken Juhl,” fortalte Dea. ”Ok, jeg er kun cyklet,” sagde Iben, alligevel imponeret og rakte Sørine puden. Hun takkede. ”Er der mulighed for at skifte fra det her cykeltøj,” før jeg møder øens samlede befolkning. ”Mulighed er der, men næppe nogen bygninger, hvis det jeg hører, er, at de gerne vil skifte til noget, som indgyder mere respekt end lycra,”  sagde Sørine. ”Så det, jeg hører den lidt næbbede fissefører fortælle mig, er: Skift i det fri?” ”Det er omtrent det,” medgav Sørine. ”Hvis I vil se, vil jeg også se,” meddelte Iben kortfattet, inden hun tog cykeltøjet af. Sørine var ikke i tvivl. Hun havde alligevel lige smidt nederdelen. Dea fulgte efter.

”Præsenter,” forlangte Iben, og begge indtog automatisk samme holdning.

Lidt efter havde Iben friluftstøj på, Sørine bar hendes rygsæk og Dea fulgte med som det tynde øl op på appelpladsen. Her var Iben ventet.
”Hej faaar,” udbrød Iben glad og faldt Casper om halsen. Og lidt senere krammede hun Sif med et ”Hej, lillemor”, som ikke alle forstod, men snakken i sovesalene skulle senere rette op på det forhold (læseren kan læse ”Datterens veninde”). Iben opdagede én mere, hun kendte. ”Du ser lige så overrasket ud som mig, Siri,” mente Iben. Det måtte Siri godt nok medgive.

”Indtag jeres pladser i geleddet,” befalede Henar, og beordrede pionererne til at synge pionersangen som velkomst til frøken Juhl. Herefter blev alle beordret til strafferammen, Iben beordrede pionererne af tøjet, og partifunktionærerne fik besked på at gå til deres pioner med det reb, som de hver især havde fået udleveret. Det gav sig selv, at Iben demonstrerede, hvad hun sagde, på den herreløse Veronica. ”Start med midten af rebet under kavalergangen, træk rebet rundt om kroppen, og tilbage til under kavalergangen. Bind rebenderne sammen med et råbåndsknob,” beordrede Iben, og alle gjorde, som de skulle. ”Træk rebenderne over skuldrene, ned under rebene om kroppen, og tilbage over skuldrene, men denne gang på ydersiden af brysterne. Bind tovenderne fast med en dobbelt halvstik!” Snart stod alle piger med en ”Bondage-BH”.

”Nu ser det jo pænt ud, men er ikke til meget nytte,” konstaterede Iben. ”Men det er en god og simpel basis. Det mest interessante er rebenden, som er ved hver side. Pigerne lægger sig på jorden!”

Nu demonstrerede Iben på Veronika, hvordan man med nogle få greb kunne binde underben og lår sammen og fæstne det til brystbesnøringen. Pigerne lå nu helt åbne, men inden herrerne kunne udnytte det, havde Iben allerede løsnet Veronika igen, rejst hende op og bundet hendes hænder sammen med brystbesnøringen, så det eneste, som Veronica nu kunne med hænderne var at nusse sine bryster. ”Eller vi kan stramme lidt om brysterne,” forkyndte Iben, løsnede hænderne og førte rebet hen over brysterne, ind under rebet, der gik over skulderen. ”Nu er brysterne presset lidt ,” konstaterede Iben, og fordi de er presset  lidt oppefra og nedefra træder de en smule mere frem, hvilket gør det helt oplagt at tjatte lidt til dem eller noget, der er hårdere. Samtidig mærker tøsen, at hun er tøs. Besnøringen kan bæres under tøjet. Man kan også fæstne et skridtreb til den og andre sjove ting. Iben kiggede på Veronica, som godt kunne fornemme, at dette blik var et spørgsmål. Hun nikkede og opdagede, at de fire lussinger, som hendes bryster lige fik, ikke var at ”tjatte til”. ”Tak,” sagde Iben stille, ”jeg elsker det her.” ”Og når vi taler om skridtreb: Find en anden stump reb og bind jeres tøs’ hænder bag ryggen på hende,” instruerede Iben, og da herrerne havde fundet ud af det, viste Iben, hvordan rebenderne fra brystebesnøringen kunne fæstnes foran i midten føres ned gennem skridtet og trækkes op igennem revnen, op over brystbesnøringens bagside for siden at blive fæstnet til rebet, der bandt hænderne sammen. ”Alt efter smag kan man jo sørge for, at rebet løber igennem skamlæberne på hver sig side af klitten. Det er selvfølgelig hårdere, jo mere rebet er strammet, men pointen med denne forholdsvis simple besnøring er, at hvis tøsen vil have en nogenlunde komfortabel position, hvor hun ikke behøver løfte hænderne alt for meget, strammer hun rebet i skridtet. Hun må vælge.” ”Nu er det tid til, at de går på knæ og forkæler jer, men ikke før de selv har sørget for, at de kan komme til herlighederne,” foreslog Iben. Det var der ingen funktionærer, som protesterede over, mens pionererne fik travlt med at finde en stilling, hvor de kunne åbne bukser uden at se noget og uden at det blev alt for ubehageligt. Nogle funktionærer gjorde det ikke ligefrem lettere for deres pioner, men lidt efter lidt kom alle pionerer på knæ, og også Vero kom på knæ foran Iben. Iben havde måtte, men skamløberne var glatbarberede. Hun smagte sporty og krydret og… stærk, måtte Vero sande, jo mere hun slikkede hende, og Ibens havde en tilfreds, dyb brummen. Hun holdt Veros hoved i et jerngreb. Det var tydeligt, at hun var en, som var vant til at få det – eller tage det – som hun ville have det.  ”For helvede, det er godt,” udbrød Iben, da der gik en skælven igennem hendes krop. ”Blidere, ikke så meget klit,” forlangte hun af Vero, som kunne mærke, at hun holdt lidt mere på Vero end før.

Iben kiggede ud over forsamlingen. Herrerne var kommet. Solbjørg kæmpede for at få Henar til at komme. Det var tydeligt, at Henar kæmpede imod. Hun skulle åbenbart nyde Solbjørgs tunge mest muligt. Eller også ville hun have en af de der orgasmer, som er så eksplosive, når man har kæmpet imod. Men Solbjørg kunne jo sit kram, det vidste Iben, så det varede ikke længe, før Henar stoppede med at kæmpe og kom med et skrig. Man kunne se på Solbjørg, at det var vådt.

Da Iben havde samlet sig lidt, viste hun flere besnøringer. For mange i forsamlingen var det lidt en ny verden, som åbnede sig. Men der var gået rum tid, før Iben erklærede, at kurset var ovre. Sørine fik i al hast samlet sine piger og gik så hen til Iben. ”Frøken Juhl, undskyld,” men mine piger skal have det hårdt. Mon De kan hjælpe?” ”Mine piger?” spurgte Iben spidst, ”Ikke dig?” ”Jeg er ikke så hård som de piger, jeg er fissefører for, frøken Juhl,” prøvede Sørine at forklare. ”Enten har I det hårdt eller også har I det ikke hårdt,” mente Iben. ”Ok… vi vil gerne havde det hårdt. Mon De kan hjælpe, frøken Juhl?” ”Sørine, pas nu på dig selv,” formanede Ida fra geleddet. ”Jeg kan fornemme, at jeg vitterligt skal passe lidt mere på dig. Sig til. Det behøver jo ikke være det lystslukkende stopord i første øjeblik, ok?” sagde Iben til Sørine, som nikkede. ”Pioner Sørine,” sagde Iben og pegede på Ida, ”find en kort rebstump og bind hendes hænder på ryggen. Og du dér,” fortsatte hun og pegede på Marianne,” gør det samme med Sif. Siri, kom herover. Hænderne på ryggen!” ”Er du blevet brystbesnøret før, du hedder Ida, ikke?” spurgte Iben. Ida nikkede. ”Du har de mest udfordrende bryster. Jeg skal bruge noget tyndere reb. Det kommer lettere til at føles … skærende. Lyt til din krop og bøj dig forover. Det er nemmest at starte med en løkke. Øhh… vist nok Marianne, du gør det samme som mig med normalt reb med Sif og Sørine gør det med Sif!” Iben greb i den smule, der hængte hos Ida, da hun bøjede sig frem, lagde løkken om roden på det ene bryst og strammede den, så førte hun den tynde rebende to gange om roden på det andet bryst og en gang mere om det første, så fik hun Ida til at rette sig op og viklede rebet to gange mere om hvert bryst. Så viklede hun rebenden et par gange om rebkrydsene mellem brysterne og fæstnede den løse ende. Idas bryster stod som to bordtennisbolde, stramme og faste. Ida gispede, bare Iben blidt tog ved hendes brystvorter. Sif stønnede anstrengt, da Sørine viklede rebet om rebkrydset mellem hendes bryster. ”Hold da op, stønnede hun, da Sørine forsigtigt nussede hendes bryster, som var noget større. Marianne havde fået Siris bryster til at stå frem som to tennisbolde. Også hun var tydeligvis følsom. ”Tag et stykke reb i omtrent den her længde,” forklarede Iben og viste et reb. Hun tog selv et stykke reb, som var to-tre meters penge kortere og lagde det dobbelt om taljen på Ida, førte det igennem løkken på Idas forside og trak det, ikke uventet, gennem Idas skræv og fæstnede det til hendes hænder. ”Der skal være to rebender på over en meter, når I gør det samme med Sif og Siri,” forklarede Iben. Hun måtte lige hjælpe Sørine med at få rebet til at makke ret, men det kom ret hurtigt på plads. ”Prøv, om I hurtigt kan finde fem grene på en meters længde,”  bad Iben. Det kunne Sørine og Marianne overraskende hurtigt. Ved at vise det på Ida, fik Iben, Sørine og Marianne til at binde Sifs og Siris ankler til hver ende af grenene. De måtte nu stå med vidt spredte ben. Ret hurtigt fik Iben givet Marianne samme udstyr på. ”Mine bryster skal ikke snøres,” meddelte Sørine. ”Du har prøvet det?” spurgte Iben. ”Jeg har været i den retning. Jeg… De andre piger i omklædningen til træning har efterhånden lært at acceptere min lidt røde rumpe. Men sådan nogen mærker… det vil jeg faktisk heller ikke byde dem at skulle se på,” forklarede Sørine. Iben nikkede. ”Men i øvrigt får du samme udstyr på,” meddelte hun. Sørine nikkede. Da de så stod bundet, stillede Iben pigerne i højderækkefølge. Rebet fra Siris hænder blev bundet til Idas brystbesnøring, rebet fra Mariannes hænder blev fæstnet til Siris brystbesnøring, Sifs til Mariannes og endelig Sørines til Sifs. ”Du mangler noget,” konstaterede Iben og kiggede på Sørine. Så rodede hun i en taske og kom tilbage. ”Du skal også mærke noget,” sagde hun, og i et splitsekund havde hun trukket Sørines hoved tilbage og anbragt en næsekrog i hendes næsebor og fæstnet den til rebet omkring hendes talje. Sørine måtte anstrenge sig for at kigge ligeud. Hun følte sig med et langt mere sårbar. ”Du mangler også noget,” konstaterede hun hos Ida, ”du mangler noget, som trækker i dit skridt bagfra.” Så fandt Iben en passende gren og bandt den til Idas hænder. Iben vendte tilbage til Sørine. ”Før dine piger til appelpladsen,” forlangte hun. Møjsommeligt begyndte Sørine at gå det første skridt. Grenen mellem anklerne gjorde det besværligt, og når de andre ikke var i samme takt som hende, trak det i hendes skridt og klemte ubarmhjertigt om hendes klit. Sif våndede sig, da det trak afsted i hendes bryster. Det motiverede hende stærkt til at komme afsted med forsigtige skridt. Trækket i hendes skridt trak i den anden retning, og det blev i det hele taget en anstrengende tur. Pludselig kom Ruben og Fabienne dem i møde med hver deres fiskestang. ”På knæ, en herre! Og åbn munden!” forlangte Iben. Møjsommeligt kom de på knæ. ”Må jeg tilbyde en mund eller to?” tilbød Iben, som vistnok lige nu nød sin rolle. ”Tak som byder,” sagde Ruben og stak sin pik ind i Sifs åbne mund. Efter lidt tøven valgte Fabienne Ida. Ud fra lyden fortrød hun ikke. Det varede lidt, før Sif fik Ruben til at komme. Gammeltrængende var han jo nok ikke. ”I må gerne tage dem på patterne,” oplyste Iben, da Ruben og Fabienne havde bragt deres tøj i orden. Fabienne befølte forsigtigt og omhyggeligt pigernes bryster. Hun kunne se på dem, hvor følsomme de var. Det kunne Ruben også og gik til Ida, stak hendes snørede små bryster hver en lussing. Ida skreg, der var tårer i hendes øjne. ”Du glemte at sige tak. Men kan garanteret se på rebet, hvor liderlig du bliver af det her, din tøjte,” tilføjede han. ”Tak, kammerat Fischer. Jeg er bange for, at De har ret,” fik Ida kæmpet frem.

Iben førte dem videre. Hver gang, de så en partifunktionær gik alle på knæ. De fleste lod dem sutte. Og behandlede fascineret deres bryster med skiftende hårdhed. Det blev en lang gåtur, og de var forpinte, da de ankom til appelpladsen, hvor der også var nogle herrer, som ikke lod sig snyde for et blowjob.

”Er der nogen, som tror, at jeg finder deres reb tørt, når jeg løsner det om lidt?” ville Iben vide, da de var færdige. Med forskellige grad af smil rystede de på hovedet. Sørine rystede meeeget forsigtigt, og syntes, at der gik en evighed fra Iben begyndte at løsne Ida allerbagerst, til det var hendes tur, vel vidende, at hun, når det kom til stykket, var den, der havde lidt mindst. Rebene var ikke tørre. ”Ida, Marianne, Sif, Siri! Leg med hinandens patter det næste kvarter. Opdag den nye følsomhed. Og så længe i rører ved en patte, må I også godt pille ved hinandens fisser,” meddelte Sørine sine Elitefisser. Så vendte hun sig mod Iben. ”Er der noget, jeg kan gøre for Dem?” ”Jeg har ikke gjort mig frisk efter rejsen. Du må gøre mig selskab i brusebadet. Og så kan du måske også anbefale en pik til senere,” mente Iben. ”Gerne. Må jeg hente mine fissers tøj først. Så kommer jeg til bruserne. Og med hensyn til pikken, øh… ud fra rent … øh … objektive kriterier, vil jeg anbefale Vagn. Sten er … hård på en virkelig … lækker … og nænsom måde. Min egen Andreas er selvfølgelig den bedste pik. Men Vagn er altså en anbefaling, ikke kun på grund af dimensionerne,” forklarede Sørine. ”Nej, dimensionerne er lidt lige meget uden hjerne og vilje,” mente Iben.

Sørine nikkede. Lidt efter kom hun til bruseren og blev hevet ind i Ibens kabine. Og det var lækkert, synes begge.

Fortsættes HER

——————-

Husk: Skriv i min gæstebog! HER
Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?