SOMMERLEJR

Kapitel 22 – Patruljerne får navn og Siri træffer en beslutning – Dag 2
Har du ikke læst tidligere afsnit samt dem der refereres til, kan du finde dem HER

Efter endt gymnastik og lige inden formiddagens program startede, sendte Henar Fabiennes stue afsted for at vaske Ida, men uden at være alt for hensynsfuld. Da stuerne trådte an, var Ida ualmindelig renskuret. Til formiddagsprogrammet skulle stuerne finde på et navn, en sang og lave en estandart til sig selv. Og fordi stue lød for børnehaveagtigt, udnævnte Henar dem til patruljer i stedet. Ruben udleverede materiale og pigerne drog ud i skoven, hver patrulje for sig. Kort før middag kom de tilbage.

Henar sendte dem straks til appelpladsen, hvor hun ringede med klokken og lejrens herrer indfandt sig også. Det viste sig, at de tre patruljer havde valgt en brystformet estandart. Det forbigik hun i tavshed. Og spurgte så hver patrulje om deres nye navn og om de havde fundet et motto. Vi hedder ”Elitefisserne”, oplyste Sørine. ”Og mottoet på estandarten er ‘For køn og frihed!’” ”Hvor filosofisk,” bemærkede Henar, ”det skal man da lige vende et par gange, og jeres sang?”

Sørine vendte sig om: ”Kom så, Elitefisser!” kommanderede hun. Og så begyndte de på melodien ‘Jeg har min hest’.

Vi er elitefisser, og tænker vi på mænd, så sejler vores misser og bli’r i brugbar stand. Se, vi har patter, røv og fitter. og vi så glad for vores klitter, de os fornøjer hele dagen,

og vi kan li’ en pik i bagen.

  Henar takkede og kaldte den næste patrulje. ”Patruljeformand… det lyder egentlig dumt, gør det ikke?” afbrød hun sig selv. ”Hvad hedder det?” spurgte hun ud over pladsen.  ”Det hedder fissefører,” råbte Stig Enevoldsen, altså Johannes Stig, over pladsen. ”Det er da dét, det hedder,” udbrød Henar fornøjet. ”Fissefører Fabienne?” ”Det… det er jeg vist aldrig blevet kaldt før,” konstaterede hun, og ingen ville drømme om at betvivle det. ”Min patrulje hedder ”Fissionererne”. Der står ikke noget på vores estandart, men den har 3 huller. Det er vel også et statement. Vores sang går på melodien… ja… jeg ville sige, ”Eres Tú” eller ”Rør ved mig”, som mine danske pionerer siger. Kom så, Fissionerer!”

Og de løftede artigt op i nederdelen og da de begyndte at synge, begyndte de samtidigt med stødende bevægelser med underlivet. De sang:

Jeg vågner en morgen, og med et står det klart, det er helt tomt nede i mig, og som et slag mod hjertet ved jeg, at mine huller er til for dig. Kom i mig, så jeg mærker at jeg lever! Tag mig hårdt, så gør du godt mod mig! Brug min krop, så jeg mærker, at jeg tjener!

Fissionærer, ja de er til for dig!

Henar takkede og kaldte fissefører Sif. ”Vi har en spejder iblandt os,” oplyste Sif, ”så vi kom meget hurtigt til at hedde ‘Bæverne’. Det viste sig også eget hurtigt, at vi har to latinkyndige jurister iblandt os, så mottoet blev omtrent lige så hurtigt ”Serviamus penibus!” oplyste Sif. ”Jeg kan nok latin til dét,” oplyste Henar fornøjet, i baggrunden kunne man høre Claus grine. ”Lad os tjene pikkene,” oversatte Henar, ”og sangen?” ”Det viste sig hurtigt, at jeg også har to rimsmede i Bæverne, som udspyer rim og ord i voldsom fart og med stor energi. Så: Shake It, Bævere!

I første øjebliklød det som ”Der bor en bager”, men det var vist noget helt andet.  

Vor Bæver bæver, når pikken fylde, og føles snævre, de fissehuller. Og når du kommer, så bliver vi glad, for pikke er

Bævres yndlingsmad.

Vor Bæver bæver, når vi kan sutte, til glæd’ for herrer, på deres tutter. Så blir’ vi mindet om, hvem vi er, for vi er Bæv-

re og pioner’.

Vor Bæver bæver, når vi bliver klapset, og når vor’s rose så lige bli’r hapset. Og ta’r du ved, ved en bæverklit, er det for Bæveren

et megahit.

”Hvor er I gode alle sammen,” grinede Henar. ”Nu lytter I efter, funktionærer, for bagefter skal vi med 99,9% vælge den bedste sang. Så nu tager vi lige sangene i omvendt rækkefølge: Bæverne, Fissionærerne, Elitefisserne. Så får vi en kyndig udtalelse af seminarielektor, cand. mag i musik, Claus Søndergaard. Og så stemmer herrerne bagefter om bedste sang.”

Pionererne fremførte deres sange på ny.

I sin vurdering fremførte Claus, at Elitefissernes valg af melodi passede godt til temaet i sangen, en oprigtig, enkel og ægte glæde ved livet og hård sex. Og versemålene kunne han ikke brokke sig over.  

Fissionerernes sang udmærkede sig ved, at de faktisk i omkvæd og vers havde herrerne i fokus, hvad han godt kunne savne ved de to andre. Og så var det jo det med populærmelodier, at vel kunne han givetvis finde fejl i versefødderne, men de kan fremføres på en måde, at det føles helt rigtigt. Og med forlov ville han nyde at høre Fissefører Fabienne synge franske chansons. Og Fissefører Fabienne, der sprang halvnøgen gennem tilværelsen og sang sjofelheder rødmede ved den ros.  

Omkring Bævernes sang måtte han erkende, at stavrim kunne noget. Og han var ikke i tvivl om, at det var den sang, folk huskede mest af. ”Vor Bæver bæver,” citerede han. Han fandt også nogle anstrengte rim. Og så mente han, at sangen kredsede meget om bæverens egen nydelse. Og med disse ord ville han overlade afstemningen til Henar.  

Det viste sig, at Bæverne havde flertal. Der udbrød jubel, da Henar meddelte, at de nu havde gjort sig fortjent til den blå skyttesnor, som gav ret til varmt brusebad i morgen.
”Efter frokosten skal jeg tale med Fisseførerne,” meddelte hun, før hun kommanderede ”træd af og forbered frokost. Fabienne og Ida med mig! Og smid tøjet, Ida!”

Ikke så snart de var kommet ind i lederrummet, før Ida bad om tilladelse til at tale frit. ”Jeg har på fornemmelsen, at I to vil tilbyde mig en udvej. Tag ikke fejl, jeg er ikke ved at knække. Jeg har det hårdt. Jeg har også ondt ind imellem. Nogle gange har jeg brug for den hårde tur. Den helt hårde tur. Jeg har det også sjovt. Hvis jeg skal straffes, så straf mig! Jeg kan passe på mig selv, hvis det bliver nødvendigt.” ”Tak for de klare ord. Jeg var ellers ved at få et stænk af dårlig samvittighed. Det vil jeg lade være med,” forklarede Henar, som vendte sig mod Fabienne: ”Hvad skylder jeg dig, Fabienne?” ”Hvor ond må jeg være?” spurgte Fabienne med et smørret grin. ”Jeg kan sige nej, så kom med det,” svarede Henar. ”Og så må vi håbe, at vi har lidt tøjrester: At du deltager i morgengymnastikken,” sagde Fabienne. ”Du kunne få mere ud af det selv,” indvendte Henar. Fabienne nikkede. ”Men nogle af mine Fisser, ok også mig, vil da gerne se dig vride dig også.” ”Ok,” sagde Henar til Fabiennes overraskelse. Bare sådan. ”Nu tænker jeg, at vi to skal sætte pioner Ida i stemning til at holde wanden op mod sit virkeligt trængende og følsomme køn uden at få lov til at komme,” mente Henar.

”Åh ja, kammerat Garcia,” medgav Fabienne. Og på skift faldt de ned på knæ og behandlede Idas køn med tunger og fingre. Lige indtil de tog over og spiste frokost. På vejen tog de Siris wand ud af boksen.  

”Du stiller dig lige her ved mig og går i gang,” oplyste Fabienne og satte sig til bords. Ida begyndte sin kamp mod overmagten. En fortvivlet kamp mod overmagten. Under alles øjne. Med vibrationerne, der strømmede i hendes underliv. Idas støn underholdt hele salen. Men Ida var stædig. Hun ville ikke, end ikke spørge. Hun kæmpede længe. ”Sluk, Ida!” befalede Fabienne, Idas vantro blik besvarede hun med et nyt: ”Sluk!”. Med langsomme bevægelser tog hun wanden væk og slukkede. ”Fabienne, hvis nogen rører mig, næsten lige meget hvor, så kommer jeg… må jeg gå udenfor og lige falde ned et par minutter. Jeg rører ikke… det lover jeg.” ”Du er sej, Ida. Kig ud af døren. Du kan se, hvor jeg kan se dig. Hold dig dér! Hænderne bag hovedet,” sagde Fabienne. ”Tak,” hviskede Ida,  og smuttede ud med hænderne bag nakken. Nogle minutter efter kom hun ind igen, og da hun var sikker på, at Fabienne havde set hende, tog hun hænderne ned, fandt sin plads og spiste nøgen.

Efter maden ordnede de spisesalen sammen. Herefter udstak Henar retningslinjer for halvanden times siesta: ”Den næste halve time er orgasmer slet og ret tilladt, men kun ved pladsen ved bådebroen, og pionerer må godt lege sammen. Bagefter må pionerer kun lege anstændige lege sammen, og en eventuel orgasme skal tillades af en partifunktionær. Selvfølgelig har I funktionærer råderet over pionererne! Sæt i værk.”

Ida fik travlt. Den første, hun rendte ind i, var Dea. ”Kunne jeg bede dig om at gøre mig færdig?” ”Jeg skal desværre med Johann og Malin,” sagde Dea. ”Johann og Malin,” tænkte Ida, ”så er Oscar ledig.” Men han havde allerede gang i en aftale med Fabienne. Hun rendte ind i Ruben, som ”desværre” bare skulle gå en tur med Lisa og sørge for, at hun ikke fik lejlighed til at komme. ”Jeg føler med dig,” sagde hun til Lisa. ”Det tror jeg,” svarede Lisa med et smil.

Henar og Sørine var forsvundet, og det var, som om alle havde aftaler. Bane var også væk. Opgivende gik hun til pladsen ved badebroen. Stedet emmede ikke uventet af aktivitet, og hun kunne få øje på de fleste. Opgivende satte hun sig på badebroens kant og lod sin egen hånd stryge sit køn, først langsomt og afventende, siden hurtigt og hektisk. Hendes orgasme genlød over søen.

”Ida,” var der pludselige en, der råbte. Sten havde begravet lemmet i sin Siri, som lå på jorden med stængerne i vejret. ”Du må godt være med her. Siri skal da også have noget fisseslikningstræning. Bare sæt dig på hendes ansigt. Hvis du ikke er tilfreds, så ligger der nogle tøjklemmer her, som jeg er sikker på, du ved at bruge,” forklarede Sten. Siris tunge var herlig. At kunne se Sten i øjnene, mens han nydende og langsomt kneppede hende, var ikke. Det var fristende, bare at være lidt ond ved hende. Han havde jo næsten fået lov. ”Ville det tænde eller genere Siri, hvis jeg var lidt ond ved hendes bløde bryster, kammerat Dam?” hviskede Ida til Sten. ”Siri bliver tændt af noget velplaceret smerte. Jeg har selv en klemme i hånden til et helt særligt sted i det helt rigtige øjeblik, men pas på, hun er kilden, og det er et rigtigt turnoff for hende” svarede Sten. Siri hørte intet. Hun havde Idas ben om ørerne og fokus et helt tredje sted. Ida kunne mærke på Siris slikken, da hun satte klemmen i vorten. Hurtigt løftede hun underlivet og sagde ”Hovhov, vil du slikke ordentligt!” og sænkede sig igen. Siri efterkom. Sten smilede. Ida satten en klemme mere på. Åbnbart var Siri forberedt, for der skete ikke rigtigt nogen forandring med slikningen. Da Stens kneppen fik en hurtigere rytme, mistede Siri ind imellem koncentrationen, men intet, som lidt tjatten til tøjklemmerne ikke kunne ordne. Sten holdt nøje øje med Siris krop. Den hurtigere vejrtrækning, den lette skælven i lårmusklerne. ”Lad hende få luft,” sagde han stille, og satte i samme øjeblik tøjklemmen i Siris krop, som spændte sig i en bue mens et uskønt grynt undslap Siris læber. Så sænkede hun kroppen igen. ”Tak,” sagde Siri velopdragent. ”Gør hende færdig,” sagde Sten stille, hvilket Siri efterkom, da Ida sænkede sig igen. ”og slik mig ren imens, pioner,” forlangte Sten. Ida havde Stens pik i munden, da hun kom. Det var en god fornemmelse at blive brugt og nyde en stilfærdig anden-orgasme samtidig. ”Det var på alle måder vidunderligt, Siri. Tak. Og tak Sten. Må jeg godt tage klemmerne af dine bryster?” Sten virkede underholdt, da han svarede: ”Du kan godt lide at være lidt ond ved piger, ikke?” Men uden at afvente Idas svar, gav han Ida lov til også at tage klemmen i Siris klit. Siri så koncentreret ud og trak hørbart luft ind, da Ida tog klemmerne, men lukkede øjnene og så ret tilfreds ud, da Ida uopfordret slikkede hende ren og måske, kun måske, gav Siris forpinte klit lidt mere opmærksomhed end strengt nødvendigt.

Sten sagde farvel og forlod dem med ukendt destination.

”Hvordan er det egentlig gået med din chef?” spurgte Ida, da Siri var kommet til hægterne. Hvad skal man tale om, når man ikke kender hinanden fra andet end en dag i sommerhus? Men Siri havde tænkt, så det knagede uden resultat. Uden Ida vidste hvordan hun ville have det, hvis hun havde mødt kommunens skoledirektør her på lejren, greb hun sig i at tage skoleinspektørblikket på og sige: ”Det er altså min erfaring, at man skal tage tyren ved hornene. Tyre, man ikke tager ved hornene, bliver man altid stanget af og løbet over ende. Hvis han er en ordentlig chef, så kan han administrere det.” Og så tænkte Ida, at det var klogt, ikke at sige mere. ”Det er du ikke den første, der siger. Det siger Sørine. Og Sif. Og Sten,” sukkede Siri. ”At Sif siger det, men især at Sten siger det, ville i min verden være ret væsentligt. Jeg tænker, at han kan fornemme den lyst, du har, som du et eller andet sted ikke helt vil være ved.”

Siri tænkte lidt. Så tænkte hun lidt mere. ”Vil du følges med mig til Henar?” spurgte Siri, som åbenbart ikke havde lyst til at tage den tur alene. 

Efter et smut forbi stuen, hvor Ida tog sin uniform på, nåede de til Henars lederrum. Døren stod på klem. På sengen lå Henar og Fabienne nøgne og sov. Det slog Ida, at hun af en eller anden grund nok ville være lidt ked af det, hvis hun havde været Solbjørg. Men på den anden side var hun da helt forskruet, når hun pludselig syntes, at det at sove sammen var mere intimt end at bolle sammen. Men sådan var det vel egentlig på denne lejr. Men nu var hun ikke Solbjørg, mindede hun sig selv om. De var lige ved at vende om, da Henars søvnige stemme lød indefra. ”Hvad vil I? Kom bare ind!” Henar løsnede sig fra Fabienne, satte sig op og trak det ene ben helt op, så de kunne se lige i hendes skræv. ”Kan I klare synet?” spurgte Henar med et stilfærdigt smil, da hun opdagede, at det var nøjagtig dét, som de to kiggede på. De hilste pænt med næven til huen, og Siri fremførte sit ærinde, at hun gerne ville have slettet sit forbehold vedrørende Casper. Henar nikkede. ”Jeg har på fornemmelsen, at pioner Siri skal skubbes lidt, så både Casper og hun kommer over tærsklen,” blandede Ida sig. ”Tak for lort, I…” udbrød Siri. Så tav hun et øjeblik. ”Undskyld. Jeg… jeg vil gerne have slettet det sidste. Du har nok ret. Tak, Ida. Øh… vi pionerer er jo meget forskellige, og jeg har endnu ikke luret, Ida, er du en kysser?” ”Jeg har en bred smag,” grinede Ida. Indtil Siri tog ved hende og trak hendes mund til sin – og Siris tunge banede sig vej imellem Idas læber, som Ida så villigt, omend overrasket, åbnede. ”Så bred?” spurgte Siri. Ida nikkede. ”Godt at vide,” sagde Siri grinende ”Jeg må overveje at blive lebbe efter denne lejr.”  ”Ida, tag skjorten af og stil dig med hænderne bag ryggen,” sagde Henar stille. ”Jeg har længe haft lyst til at mærke dine…” Henar holdt en mærkbar pause, ”…. bryster,” og begyndte at befamle Idas bryster, straks hun havde smidt skjorten. ”Det er helt i orden at sige, at de er bittesmå. Jeg har faktisk også selv opdaget det, kammerat leder,” svarede Ida ”De må altid røre dem.” ”Er hun ikke lidt næbbet, Fabienne?” spurgte Henar. ”Overhovedet ikke,” mente Fabienne, ”tværtimod har hun som loyal pioner givet dig som leder en nyttig information, at du ikke vader på nogen ligtorn, når du tale om Idas små patter,” sagde hun, rejste sig og tog Idas ene brystvorte i munden. Ida sukkede og lukkede øjnene. ”Og jeg har fået den fornemmelse, at de er ret følsomme,” nærmest åndede hun. Ida nikkede; ”Jeg ved jo ikke, hvordan andre føler, men jeg har samme fornemmelse.” ”Nå, men det er jo ikke nogen ferielejr her,” udbrød Henar og rejste sig. ”To be continued,” sagde Fabienne, da hendes mund slap Idas bryst. ”I hope so. Det føltes dejligt,” svarede Ida. ”Kommer du med?” spurgte Siri og trak afsted mod badebroen mens hun holdt Idas hånd.

Fortsættes HER

——————-

Husk: Skriv i min gæstebog! HER
Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?