SOMMERLEJR

Kapitel 17 – Fortræningsweekend – Pionererne ses an…
Har du ikke læst tidligere afsnit samt dem der refereres til, kan du finde dem HER

Inde var alle samlet til møde. Der var knap 30 mennesker i Andreas’ forældres sommerhus’ stue. Der var mennesker overalt. Halvdelen var nøgne.

Ruben gennemgik tidsplanen. ”Sørine har lavet denne fine præsentation,” introducerede han. ”Som I kan se er ugen inddelt i nogle moduler, formiddag, eftermiddag og aftenprogram. Ud over de faste begivenheder. Morgenappel. Morgengymnastik. De tidspunkter, som er markeret med X, Y og Z hver dag indikerer tidspunkter, hvor de venlige ungpionerer opsøger de partifunktionærer, som de har fået tildelt og udfører en seksuel tjeneste. En slags seksuel fastfood så at sige. I mit hoved forestiller jeg mig, at der kommer nogen og giver et blowjob, men det er måske, fordi jeg mangler fantasi.” Lisa fnisede højlydt. ”Men det er vigtigt at huske, at der egentlig kun er de her to moduler, hvor I er sammen som par. Det er ikke nogen parferie. Men omkring disse moduler kan herrerne selvfølgelig handle. Jeg får for eksempel en helt exceptionel stivert ved tanken, om at jeg kunne handle mig til min gamle idrætslærer. Så Bane, er du villig til at bytte Ida med Lisa det ene af modulerne?” ”Aah,” trak Bane på det. ”Bane, hvis du nu giver Ida, så er jeg villig til at give Sørine, hvis jeg kan låne, ja, rejs dig lige op, pioner Lisa, så alle kan se,” indskød Andreas, ”for måske er jeg uerfaren, det er jeg jo nok, men det er jo en helt anden kvindeerfaring, de bløde former og kurver, og se, det tunge og frodige yver,” han løftede det ene bryst ved vorten, så smerten og forskrækkelsen i et øjeblik var malet i Lisas ansigt. ”Hvad siger du Bane?” Lisa indså, at hun måske havde et problem med sit selvbillede, når denne unge knøs var villig til at bytte Sørine væk for at ligge med hende. Sørine!! ”Tak, kammerat partifunktionær,” mumlede Lisa, selv om partifunktionæren vist ikke helt fik fat i, hvad hun takkede for. ”Top,” sagde Bane. ”Mon Dieu!” lød det gennem rummet, efterfulgt af en overraskende mørk kvindelatter. ”Markerer du, pioner Sif?” spurgte Ruben. ”Det kan De tro, kammerat partifunktionær. Jeg vil mundtligt fremføre en petition, hvori jeg beder centralkomiteen overveje det betimelige i, at der åbenlyst indgås aftaler om ejendomsret inden alle partifunktionærer og pionerer har haft tid til at se hinanden an. Jeg er bange for, men lader mig gerne belære om, at min frygt er ubegrundet, at sådanne aftaler af folket, som vi jo tjener, bliver opfattet som pamperi. Tak for ordet, Kammerat partifunktionær!” ”Centralkomiteen forklarer sig med, at det skete blot var en demonstration af, hvordan det var tænkt. Lad være med den slags, før alle har haft chancen for at se hinanden an. Tak for pointen og for den elegante fremførelse, pioner Sif. Så må vi jo se, om du lander i Sibirien i stedet,” bekendtgjorde Henar. ”Mangler du noget i pioner Sørines præsentation?”

Det gjorde Ruben, men han gjorde det hurtigt.

”Nu lystrer alle pioner Sørine,” bekendtgjorde Henar. Og da pioner Sørine forlangte gulvplads midt i rummet, blev det fremskaffet. ”Vi skal lige lave en kontrolmåling, pionerer. Før vi starter tildelingen af uniformer og grej. Og ja, jeg kan se, at pioner Lisa har sat vores symaskiner op på spisebordet. Pioner Dea, vil du træde frem? Løft armene!” Dea på sin side syntes, det var grænseoverskridende at blive målt foran alle. Sørine sagde tallene højt. ”Hvem har målt dig, pioner Dea?” ”Det har pioner Malin.” ”Fuldstændig eksakt,” konstaterede Sørine og sendte Malin en thumbs up. ”Nu skal du se. Her er din skjorte. Vil du prøve den på?” Det ville Dea gerne. Sørine kiggede kritisk på den hvide, kortærmede skjorte med skulderklap. ”Nej, den vil jeg ikke rette,” konstaterede hun. ”Her får du nederdelen til.” Dea var ikke dummere, end at hun tog den på. ”Den er kort, pioner Sørine,” konstaterede Dea. Sørine nikkede smilende. ”Det ligner en tanke, ikke?” ”Den kan godt lige have en centimeter her og her, konstaterede Sørine og satte nålen i. Så kan du godt lægge det hele. Her kommer skråhue og tørklæde til. Du skaffer selv nok hvide ankelsokker, ikke?” Dea nikkede. ”Sportstøj,” mumlede Sørine og rakte Dea en bylt. Og hvad skulle Dea sige. En stram hvid top og et par røde, elastiske shorts, som lige dækkede balden, men som i øvrigt ikke efterlod noget til fantasien, heller ikke hendes klits tilstand. Den var vist pænt stor nu. Mens Dea havde taget sportstøjet på, havde Sørine lige forklaret Lisa ved symaskinen, hvad der skulle ændres. Og da Dea kom ud af sportstøjet, var Lisa næsten færdig. ”Her er en bæltetaske,” forklarede Sørine, ”i den skal der altid være: Den korte udgave af din brugsvejledning, din største buttplug, glidecreme og et sjippetov, med tov og ikke med plastik.” Dea nikkede, mens Sørine fortsatte: ”Her er så dine kaninører og din kaninplug. Du bliver så uimodståelig. Og så mangler vi kun: Tadaa Din badedragt,” og man kunne se på Sørine, hvor meget hun havde glædet sig til at se ansigtet på den første pioner, hun gav badedragten til. Og Deas ansigt, var det hele værd. Og der var rædsels- og latterudbrud i lokalet. Dea var nærmest … forvirret over dette … det var nogle tynde bånd, og det største stykke stof var måske, MÅSKE, 4×2 cm. De to små var vel nærmest 1×1. Egentlig var det selvforklarende, og så fik hun den da også på. Hun havde aldrig haft noget lignende på. Altså ok, det meste af hendes skamlæber var da dækkede, men revnen var totalt synlig. Og hendes brystvorter var dækket, når man så forfra, men næppe fra siden, sådan som de stod nu. Areolaerne var også synlige. Og så var de tre stoflapper neonpinke. ”Og den beholder du på indtil videre, så du kan vænne dig til den lækre følelse at skulle være noget for andre, ikke sandt, pioner Dea?” ”Åh tak, pioner Sørine. Det er alt for meget,” svarede Dea.

Latteren fyldte lokalet. Hvis der var noget, den badedragt ikke var, så var det meget.  

Så blev det Dorete, Fabienne, Ida, Johanne, Kirstine, Lee, Lisa, Malin, Marianne, Sif, Siri og Solbjørgs tur. Som rosinen i pølseenden skulle Sørine selv måles. For at også Sørine kunne udfordres blev det en opgave, som med stor begejstring, omhu og lune blev varetaget af Lennart, som Sørine overhovedet ikke kendte, endnu.  

”Så er vi færdige med tildelingen af ting og sager,” forkyndte Sørine ud i rummet, som var fyldt af påklædte mænd, at piger iført tre mikroskopiske strimler neonpinkt, neongrønt eller neongult stof, samt Vero og Henar. Det var Henar, der tog ordet.

”I er fjorten pionerer. Det bliver to stuer med fem og en med fire pionerer. Som I ved, har alle pionerne taget stilling til belægningen, og denne konstellation fik 99,9% af stemmerne, som den slags plejer i den reelt eksisterende socialisme. Fjorten er flere end jeg tør love, at jeg kan være overalt. Så det bliver sådan her:

Stue 1: Lee, Johanne, Marianne, Malin og Sørine.

Stueformand bliver Sørine. Her er dit gradstegn. Lad være med at spørge, hvilket skab jeg har det fra. Og din paddle.  

Stue 2:
Dorete, Fabienne, Ida, Siri og Solbjørg.
Stueformand bliver, tja, ud fra, hvad I har skrevet øh.. selvfølgelig ud fra valget, Fabienne. Dit gradstegn og din paddle.

Stue 3:
Dea, Kirstine, Lisa og Sif.
Og stueformand blev med 99,9%, ja, man tror det næppe, Sif. Gradstegn og paddle. Værsgo!”  

Pigerne så på hinanden, og forstod pludseligt farven på deres badedragt. ”Stueformænd må tage uniform på!” forkyndte Henar. Lettet udskiftede tre piger en aldeles kikset badedragt med en lidt mindre kikset uniform, hvor nederdelen ikke skjulte så meget mere end badedragten, men lidt har jo også ret. ”Jeg har følt mig mindre ydmyget nøgen end med det her på,” sukkede Kirstine. ”Men så skal du også lige svare på, hvor våd du er på en skala fra 1-10, pioner Kirstine fra pink stue (Se ”Konen og sporten”)” krævede Troels, hendes mand. ”Sk… skal jeg mærke efter?” spurgte Kirstine rødmende, men kendte tilsyneladende svaret, for hendes hænder banede sig allerede vej forbi stofstykket forneden. ”10+” svarede hun rødmende. ”Behold dragten trukket til side, så alle kan se din turbovåde fisse, pioner,” forlangte han. Rødmende men villigt trak hun den såkaldte badedragt til side og gik som den eneste med synlig fisse. ”Pionerer!” fortsatte Henar. I skal adlyde jeres stueformænd. De har ikke paddlen for sjov. Men jeg håber og regner med, at den kun bliver brugt til sjov. Og de herrer funktionærer: ”Når en stueformand siger fra, så skal I rette jer efter det. Så hvis I pludselig får smækket en paddel i hovedet af en vred pioner, ja, så skulle I nok have lyttet. Pionerer, nu har I forhåbentligt læst på lektien. Stil jer op stuevis og fremfør lejrsangen. Og stueformænd, hold godt øje og øre med jeres pionerer. Vi vil ikke have nogen snydere, der ikke synger nok med!”

”Javel, kammerat leder,” mumlede de nyudnævnte formænd i deres fine nye uniformer. Midt under første afsyngning af omkvædet, gik Sørine pludselig hen og tog fat i Johannes øre og trak hende frem. Johanne var ikke i tvivl, at hun gjorde klogt i at følge.”

Da de var færdige med at synge, nikkede Henar anerkendende til Sørine: ”Er du aldrig bange for at opføre dig anderledes, pioner?” ”Altid, kammerat leder; og jeg ville da næppe angive nogen andre steder end her. Men mon ikke pioner Johanne er her for det samme?” ”Jo, pioner,” indrømmede Johanne. ”Stueformand, du har sagt A, nu må du også sige B,” oplyste Henar med et venligt smil. Sørine nikkede. ”Hænderne bag hovedet, Johanne,” og denne gjorde, som befalet. Sørine gik om bag hende og smækkede hendes balder med 10 slag, så de fik en pæn kulør, uden at Johanne gav sig. Så trak Sørine Johannes badedragt til side. ”Nu fik du jo ikke sunget sidst. Så nu trækker du dine skamlæber pænt langt fra hinanden, og så synger du!” ”Alene?” fór det ud af Johannes mund. Dette var en hård straf. ”Det vælger jeg at overhøre, pioner,” sagde Sørine stille. ”Men,” og Sørine løftede stemmen, ”du kan jo håbe, at dine medpionerer viser sig at være, hvad pionerer også skal være: En ven i nøden!”

”Her står vi, sommerlejrens tæver,” begyndte Johanne forsigtigt, højrød i hovedet. Inden hun var færdig med første linje stod hendes stuekammerater sammen med hende og sang med spredte skamlæber. Og et splitsekund efter stod fjorten pionerer med åbne fisser, vulgære bevægelser og tydelig morskab, og de skrålede: 

”Her står vi, sommerlejrens tæver, til tjeneste altid beredt, og spændt og liderlige bæver for dagen, som vi ej har set. Hvad skal i os pionerers fisser? Hvis sæd løbe af os ud? Hvor med tak vi tage mod penisser?

For hvilken straf vi stå for skud?

//:Spred nu ben, pionerer! Med vort køn, mund, hånd og bag vi partiets mænd beærer,

pionerers æressag://

Og vel var Johanne stadig rød, men hun smilede over hele femøren.
”Disse var ordene. Om lidt har Vero frokost klar.” 

Mødet var slut. Der opstod småsnak her og der. Ida kom hen til Sørine. ”Jeg… jeg er næsten helt rørt. Ved du, hvad du lige har gjort?” Sørine så forvirret på hende. Før var vi nogle kvinder, som havde det til fælles, at vi … er masochister i et eller andet omfang. Og så kommer du, en 18-årig tøs, og med én eneste sætning har du gjort os til en gruppe, der vil gå igennem ild og vand for hinanden. Det bliver såååå godt at være på lejr med dig og de andre!” Og Siri kiggede til Casper, der nikkede. Den pige kunne noget. Blandt andet kunne hun mennesker.

Fortsættes HER

——————-

Husk: Skriv i min gæstebog! HER
Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?