SOMMERLEJR

Kapitel 13 – At sige det med ord…
Har du ikke læst tidligere afsnit samt dem der refereres til, kan du finde dem HER

Sven, Fabiennes Sven, selv om det strengt taget var omvendt, havde kontaktet Stig, som igen havde kontaktet Casper. Han havde medsendt Fabiennes ”brugsvejledning” (se ”Hvordan Fabienne skal tages”) og mente, at det var en god idé, hvis alle pigerne skrev sådan en om sig selv. Gerne en lang udgave, som alle herrerne kunne læse, så de fik en idé om, hvad de forskellige piger tændte og især ikke tændte på, som kunne være et bestemt sted i lejren, men også en kort udgave, som pigerne skulle have på sig. Sven havde forestillet sig noget i retning af, at man skulle sætte mellem 1 og fem plusser ud for, hvor øvet man anså sig i slag med hånd, slag med redskab (her kunne der være en linje, hvor man kunne skrive, hvilke man kendte), fiksering, besnøring, ophængning, analsex, urin, snavs. Brændenælder. Så havde han forslået et cirkeldiagram, hvor pigerne med farver kunne markere, at hvad de tændte på ved bdsm: her var smerte, magtesløshed, ydmygelse, fiksering, ansvarsløshed. Endelig mente han, at der kunne være en kort linje til ”forsigtig med…” og en linje til ”no-gos”, Casper var positiv, og det var Sif også. Ida og Bane var også positive. Og Ida kunne fortælle, at Ruben og Lisa, som de aldrig havde mødt – og var frygteligt nysgerrige efter at møde, havde også været positive. Da de jo så også havde taget Henar med som leder, sendte de forslaget til hende. Hun svarede, at principielt var det en god ide, og foreslog, at ”den korte udgave” kunne lamineres, bad om at få Fabiennes kontaktoplysninger. For det der engelsk kunne hun ikke stille noget op med, og så kunne Fabienne jo lige så godt lære med det samme, at man skal stå ret for lejrledelsen; så hun skulle have besked på at lave det på enten fransk eller dansk.

Det, der var udfordrende for Sif var nu, at hun skulle sætte ord på sig selv. Formulere alt det, hun havde dårlig samvittighed bare at tænke på. Så var det sjovere lige at tænke på fortællingen om det telefonopkald, hvor Fabienne fik besked.  

Det var en aften, hvor Fabienne var hjemme, at hun fik et snapchatopkald, som hun tog. ”Oui” meldte hun sig. ”Êtes-vous Mademoiselle Fabienne?” havde kvindestemmen i den anden ende spurgt. Der var noget accent over det franske, som hun ikke helt kunne indordne. Ansigtet kunne hun heller ikke helt indordne. ”Oui, c’est moi,” havde hun sagt, det måtte hun jo indrømme: Hun var frøken Fabienne. ”Faux! Vous n’êtes pas Mademoiselle Fabienne! Tu es une jeune pionnière Fabienne!” gjaldede det fra telefonen. (Forkert! De er ikke frøken Fabienne! Du er ungpioner Fabienne!) ”Qui es tu?”, hvem er du, spurgte hun forsigt. ”Tu??? Fille, tu parles à ton chef pionnière,” (Du??? pigebarn, du taler med pionerlederen) svarede  Henar bryskt. ”Pardon! Vous Etes camerade Henar?” (Undskyld! Er De kammerat Henar?) ”Korrekt. Er der kun kammerat Sven og dig hjemme, ungpioner Fabienne?” ville Henar vide. Hun gad ikke tale mere fransk, selv om det gik betydeligt nemmere for hende end engelsk. ”Det er kun os, kammerat leder!” ”Så stå ordentligt, når du taler med din leder,” forlangte Henar. Med et ”undskyld” rejste hun sig. ”Der er mennesker, som jeg har tillid til, som har sagt god for dig. Altså vælger jeg at have tillid til dig. Det der med tillid til mennesker, man ikke kender, er svært. Derfor sender jeg dig et billede nu.” Fabienne modtog filen. Det var tydeligvis kvinden, hun talte med, bare nøgen. Det var nu alligevel modigt at sende nogen, man ikke kendte, et nøgenbillede af sig selv. ”Tak for din brugsvejledning. Den var desværre på engelsk. Jeg ringer for at give dig til opgave at skrive den på dansk eller fransk. Valget er dit. Og så tænkte jeg, at du lige så godt kan lære at adlyde mig. Så jeg har den i hånden om en uge,” forlangte Henar. ”Javel, kammerat leder,” svarede hun, tiltagende forundret. ”Og du har den viberende dildo på laveste trin i dig, mens du skriver, ungpioner,” forlangte Henar også. Hvor meget kendte Henar af hendes legetøj? Det, syntes Fabienne, var ret privat. Og hvor kendte hun det fra? Hendes øjne lynede mod Sven, som blot var sådan tøhø-smilende. ”Javel, kammerat leder,” svarede Fabienne alligevel. ”Og, ungpioner, synes du, det er passende og velopdragent at sige ‘du’ til din pionerleder?” spurgte Henar. ”Kammerat leder, er det sådan, at hvis jeg siger ja, er det i orden, og hvis jeg svarer nej, bliver jeg straffet? For… det må jeg afklare med Sven,” indvendte Fabienne. ”Det er afklaret med mig,” meddelte Sven. Hun sendte ham et blik. ”Det er jo ikke til at sige, men du er en klog pige, ungpioner Fabienne.” Fabienne greb sig i at smile. Hvor meget lettere blev det ikke at blive inde, når man fik serveret muligheden for at komme ud. ”Det… det er ikke i orden, kammerat leder. Jeg blev blot befippet over Deres opringning og vil modtage den straf, de synes er passende,” meddelte Fabienne. ”Så kom ud af der kapitalistiske kluns, så jeg kan se dig, ungpioner. Og løb så efter en dildo!” Fabienne kom af tøjet, stak i løb, og kom tilbage med dildoen. ”Jeg har dildoen, kammerat leder,” meddelte hun, lettere forpustet. ”Stik den ind og tab den ikke,”  Fabienne puttede gummipikken op i sig. ”Ungpioner, kunne du bare stikke den i uden at smøre den?” spurgte Henar inkvisitorisk. ”Ja, kammerat leder!” ”Ungpioner, du er en lille gris,” konstaterede Henar. ”Ja, kammerat leder, jeg er en lille gris!” ”Så må vi da håbe, at du i det mindste kan Internationale!” ”Men… men kun på fransk, kammerat leder,” sagde Fabienne betænkelig. ”Så er det da heldigt, at det er INTERnationale,” mente Henar. ”Sæt i gang!” Vantro forarbejdede Fabienne ordren. Nøgen, og med en dildo i fissen i telefon foran en, hun ikke kendte skulle hun så synge Internationale?

Hun begyndte forsagt:

”Debout! l’ârme du prolétaire! Travailleur groupons nous enfin.

Debout…” 

”Stop, stop, stop,” forlangte Henar. ”Du skal synge og ikke mumle, du skal da også holde en knytnæve i vejret, og så er det passende at marchere på stedet.” ”Kammerat leder, det er altså svært at løsne op i mavemusklerne for at synge og marchere, samtidigt med, at man holder en dildo i fissen,” indvendte Fabienne. ”Ungpioner, hvad hører jeg. Er du sådan en oprørsk en, der sætter sig op mod lederne og endda mod partiet selv,” spurgte Henar med påtaget alvor. ”Dét ender galt!” ”Undskyld kammerat leder, jeg vil gøre mig bedste!” prøvede Fabienne at redde sig ud af situationen. ”Det vil jeg sandelig håbe. Sæt i gang!”

Nu måtte Fabienne til det. Hun tænkte et øjeblik, hvilket billede hun var. 

”Debout! l’âme du prolétaire! Travailleur groupons nous enfin.

Debout…”

I omkvædet efter andet vers tabte Fabienne dildoen. ”Fortsæt!” forlangte Henar. ”Du kan jo alle seks vers, ungpioner. Imponerende. Men du tabte dildoen,” konstaterede Henar, da Fabienne var færdig med at synge. ”Undskyld, kammerat leder!” ”Men du gjorde jo dit bedste, ungpioner. Vi to skal nok få noget sjov, når vi skal være sammen i en uge. Men føles din våde ungpionerfisse helt tom?” ”Ja, kammerat leder” ”Sig det!” ”Min… våde ungpionerfisse… føles helt tom,” fik Fabienne frem.

”Så synes jeg, at du skal tilbyde din våde ungpionerfisse til Sven. Han har lovet mig, at du ikke kommer til at fortryde det. Jeg siger tak for i dag og ser frem til at møde dig – og mærke dig – i virkeligheden, ungpioner Fabienne. Farvel.”

Fabienne stod lidt, da Henar havde lagt på. ”Det var lidt overvældende,” konstaterede hun. Så vendte hun sig mod Sven. ”Må jeg tilbyde dig min våde ungpionerfisse?” Det lystne smil var ikke til at tage fejl af. ”La foufoune de la jeune pionière;” ungpionerens fisse, sagde Sven på sit franske, som var blevet mærkbart bedre af nødvendighed, efter at han havde mødt Fabiennes familie.  ”Oui, et et le vôtre, mon seigneur,” også Deres, Herren svarede Fabienne.

På det billede, som Fabienne senere sendte Henar af sig selv havde hun ligget helt åben, og man kunne se, at det ikke var kussen, det dryppede ud af. Tillidserklæringer skal man ikke kun modtage. Dem skal man besvare, mente Fabienne.

—

Sif trængte til at komme til Casper. Hun trængte til en ordentlig tur. Også Caspers pik i røven. Hun begyndte at nulre sin fisse ved skrivebordet, men opdagede og stoppede. Det var ikke derfor, hun sad her. Og hun måtte jo ikke.  Nej, hun skulle udfylde det der papir om sig selv. Sin ”brugsvejledning”. Men… Fabienne var ikke blevet slået, ikke blevet bundet. Det havde ikke gjort ondt. Og alligevel vidste hun at Fabienne var blevet tændt af oplevelsen. Og det var Sif også, selv om hun ikke engang havde været der. Og når hun tænkte over det, så var det ikke smerte hun tændte på, heller ikke fiksering. Hun kunne tåle en del smerte. Bondage dyrkede Casper og hende ikke særlig meget. Men det var det, at man skal, at man ikke kan undslå sig. Magtesløsheden var afgjort hendes største kick. Hun begyndte at farve cirkeldiagrammet. Det blev meget blåt for magtesløshed. Og så var der en lille tredjedel grøn for ydmygelse. Helt afskrive smerten? Hun rystede på hovedet. Der var en lille rød kile for smerte.

Og når hun tænkte over det, så var det nok meget rigtigt. Så var der bare alle de andre ord. Men de skulle nok komme. Men i hvert tilfælde to ting var vigtige, det vidste hun allerede nu: Tillid, tryghed og humor. Uden det gik ingenting. Men det er vel også en erkendelse.

Fortsættes HER

——————-

Husk: Skriv i min gæstebog! HER
Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?