SOMMERLEJR

Kapitel 12 – Et mødested i Truntebølle
Har du ikke læst tidligere afsnit samt dem der refereres til, kan du finde dem HER

Sommerlejren slap ikke sit tag i Sørines hjerne. Det store spørgsmål var: Hvordan kunne Andreas og hun være med, uden at de følte – eller at hun følte – at de lå de andre til last. Hun kunne sy, og således hjælpe med uniformer og lignende, men hun havde ikke råd til stof. Og Andreas’ forældres sommerhus som mødested var nok udelukket.
Det var faktisk lige sommerlejren, hun tænkte på, da hun svingede sin cykel ind i Andreas’ indkørsel den lørdag eftermiddag. Godt nok havde de ikke aftalt noget, men Sørine havde egen nøgle og gik alligevel ud og ind. Bilen var hjemme.  

Hun låser cyklen, låser entredøren op, vader hjemmevant ind i stuen… og stopper. Foran hendes står Henriette, Andreas’ mor, nøgen, men hænderne fæstnet til loftet, og bag hende står Torben, Andreas’ far, med noget, hun tror er et spanskrør, i hånden. Sørine ser to rædselsslagne ansigter og Torben, der langsomt sænker spanskrøret. ”Sørine, det er ikke, hvad du tror…,” siger Torben. ”Hvad ved du om det?” afbryder Sørine ham og går med bestemte skridt hen til Henriette. Med et fast tag i hendes nakke trækker hun hendes øre til sin mund. Så hviskede hun, så Torben ikke kunne høre det: ”Svar kun ja eller nej: Står du her mod din vilje?” ”Nej,” fór det ud af Henriette, efterfulgt af en hovedrysten.” ”Nu bryder jeg sandsynligvis nogle grænser, men jeg vil gerne være sikker, så undskyld, Henriette,” sukkede Sørine. Det gav et sæt i Henriette, da to af Sørines fingre trængte op i hende. Lidt befippet over de våde fingre, tørrede hun fingrene på Henriettes maveskind. Så gik hun om bag Henriette, så på striberne. ”Det må da gøre pisse ondt?” ”Det er også meningen,” svarede Henriette med lille stemme. Så vendte Sørine sig mod Torben. ”Er det der et spanskrør?” Torben nikkede, ikke for stolt af situationen. ”Må jeg mærke?” Hun tog spanskrøret i hånden, da Torben rakte hende det og vejede det i hånden. Lod det suse gennem luften for at høre lyden, og gav det tilbage til Torben. Hun overvejede lidt, om hun skulle sige noget, men tog så mod til sig.

”Jeg er ikke overrasket. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at jeg vidste det godt. Og det var egentlig godt nok. Men jeg har nu fået det bekræftet på den mest kiksede tænkelige måde. Det kunne vi nok alle godt have undværet. Undskyld, at jeg uforvarende kom til at træde ind i jeres privatsfære. Og undskyld den anden indtrængen, Henriette, men situationen taget i betragtning, så måtte jeg være sikker. Jeg er på Andreas’ værelse.”  Så gik hun.

Der gik ikke længe, før der blev banket på Andreas’ værelsesdør. ”Sørine, vil du komme ud i køkkenet?” lød Henriettes usikre røst. Det ville Sørine gerne. Der duftede af kaffe, da hun kom derud. Andreas’ forældre var påklædte og så brødebetyngede ud. ”Hvor vidste du fra…,” fik Henriette frem. ”Lad mig sige, at der er nogle tydelige indikationer i sommerhuset. Sikkert ikke for hvem som helst, men … jeg … jeg kender selv Ikeas skohorn. Og har man brug for et skohorn det ene sted, så har man det nok også det andet sted. Der er ingen skohorn i entre eller bryggers her. Krogen i loftet i soveværelset ufortalt. Og tøjklemmerne i natbordet.” ”Og musefælderne har du jo så også tænkt over,” sukkede Henriette. Sørine nikkede. ”Har jeg gjort det tilstrækkeligt klart, at jeg ikke tænker ringere om jer af den grund og røbet tilpas meget, uden at vi behøver blive for private, at jeg ikke synes, at I er mærkelige eller forkerte?” ”Tak, Sørine. Du er en guttermand,” sagde Torben. ”Hold kæft, det her kunne være blevet akavet!” Sørine smilede. ”Det var akavet! Og må vi låne spanskrøret?” ”Nej,” sagde Torben kort. ”Nu, hvor vi ved, hvad vi ved og aner, hvad vi aner, har vi da givetvis noget udstyr, som vi kan tale om, at I må låne. Men nogle ting er ikke for begyndere. Spanskrøret er en af dem.” Sørine nikkede. ”Omsorg er jo godt, selv om det nogle gange kan føles som et overgreb,” filosoferede hun. ”Ja, omsorg er godt, selv om det kan føles som et overgreb. Og tak, fordi du var parat til at gribe ind,” medgav Henriette. ”Jeg… jeg ved nu ikke, hvor meget begyndere vi er længere. Men du har ret Torben, med hensyn til udstyr har der ikke været mulighed for de store armbevægelser. Men … vi … jeg… er faktisk blevet inddraget  i noget, og jeg har egentlig altid gerne villet men ikke turdet snakke med jer om det.” Sørine kæmpede med ordene. ”Nu begynder det at blive interessant,” kommenterede Torben. ”Sørine, det kan knapt nok blive mere akavet end det er i forvejen,” opmuntrede Henriette. ”Vi er nogle, der er ved at planlægge en sommerlejr. En sommerlejr for par. Par, som har det tilfælles, at … at det er manden, som styrer. Og jeg… Andreas og jeg … vil gerne være med, men… vi har jo ikke sådan en voksenindtægt at bidrage med, og jeg kan da også bidrage med at sy i forbindelse med pigernes pioneruniformer – eller mangel på samme – men jeg vil jo ikke skylde nogen alt for meget, så jeg har tænkt… kan vi måske låne sommerhuset til planlægningsmøderne?” spurgte Sørine forsigtigt efter en omhyggelig forklaring. ”Altså,” sagde Torben, ”I vil holde en lejr, hvor en horde af mænd kan forgribe sig på en horde submissive kvinder, som gerne vil lægge krop til. Det lyder jo i sig selv spændende nok. Hvor skal det holdes?” ”Helt grundlæggende er det nok rigtigt nok. At det også har et element af rollespil og ferie, det er nok detaljer, når det kommer til stykket. Men det skal ikke være i sommerhuset. Vi har ikke fundet en spejderlejr eller sådan noget endnu. Men i sommerhuset er det kun planlægningsgruppen, der mødes. Sådan cirka 8,” forklarede Sørine, ”og med et telt i haven går det.” Torben kiggede på Henriette og omvendt. ”Vi skylder dig vel efter i dag,” tænkte Henriette højt. ”I skylder mig ikke en skid,” udbrød Sørine. Hun ville ikke have, at de tænkte, at de måtte give hende noget, for at hun ikke fortalte om episoden i dag. ”Virkelig ikke! Og min tavshed skal heller ikke købes. Den er der, fordi jeg vil være et anstændigt menneske. Sommerhus eller ej.” ”Nu maler du dig op i et hjørne, pigebarn, hvor vi nærmest ikke kan sige ja, uden at blive mistænkt for at bestikke dig, er det ikke rigtigt?” indvendte Henriette, ”og i mit hus vil jeg gerne kunne give udtryk for, at jeg sætter pris på dig og også på din modne reaktion i dag uden at blive mistænkt for noget,” tilføjede hun. Sørine registrerede i Henriettes tone, at Henriette syntes, at nu var Sørine urimelig. ”Du har nok ret, Henriette,” medgav hun, da hun havde tænkt lidt. ”Men ville I godt låne mig huset?” ”Du er jo familie,” hævdede Torben. Det varmede lidt hos Sørine. Men så tilføjede Torben: ”Det kræver noget af dig!” Åh nej, nåede Sørine at tænke.  Så fortsatte Torben: ”Du skal fortælle os om, hvad I planlægger og holde os ajour. Og du skal fortælle os om lejren bagefter. Vi er ikke interesserede i hvem, men i hvad. Du skal forsyne os med brændstof til liderligheden. Og jeg ved, du rødmer, og jeg ved, du stammer, og det bliver det ikke mindre charmerende af. Og en sidste ting: Du og Andreas skal så, på vores vegne tænke tanken, ‘hvad skal naboen ikke tænke’ og i givet fald gribe ind. Men sig mig lige, det lyder jo interessant med den der lejr, er der ikke en forældredag, som der plejer at være på spejderlejre, hvor forældre kan komme og kigge?” Det sidste blev sagt med et listigt smil. ”Det tror jeg bestemt ikke,” svarede Sørine. Og selv om hun gang på gang blev rørt over Andreas’ forældres godhed mod hende, så tilføjede hun, og helt ærligt, så tror jeg også, jeg vil betakke mig for at have svigerforældrene rendende dér. Men, tak, jeg skal nok prøve at holde jer ajour.” ”Sidder I her?” Andreas stak hovedet ind ad døren. ”Hej, Sørine,” udbrød han overrasket og glad. Sørine rejste sig og gav ham et velkomstkys, som var noget mere intenst, end Andreas havde forventet her foran forældrene. Men pligtskyldigt deltog han.  ”Du skal lige med mig i kælderen,” forlangte Torben af Andreas. ”Hvad skal vi?” ville Andreas vide. ”Vi skal tale om blomster og bier,” sagde Torben.

”Ej, far!” udbrød Andreas.

Men han måtte senere indrømme, at det var en interessant, men ikke altid lige behagelig samtale. I hvert tilfælde dukkede han op på sit værelse med spanskrøret i hånden. Sørine så overrasket på ham og på spanskrøret i hans hånd. ”Det… det har tilsyneladende været en interessant dag herhjemme. Far viste mig en interessant kasse, og så fortalte han, at du gerne ville mærke denne her,” forklarede han. ”Det var Torben ellers ikke meget for,” bemærkede Sørine. ”Nej, det var han ikke,”  bekræftede Andreas. ”Og han sagde, at det er et af de redskaber, som man skal have mærket, før man bruger det. Og dét kommer du til at betale for, Sørine. Men ikke med spanskrøret. Hvis du frygteligt gerne vil, så kan jeg godt lade dig mærke det. Men hvis jeg efter i dag nogensinde vil slå dig med det igen, så skal du løbe, for så véd du, at jeg ikke vil dig det godt.” ”Ok,” sagde Sørine lidt betænkelig, ”men det bliver ikke min straf?” ”Niks. Den får du uanset, om du vil prøve spanskrøret eller ej. Men spanskrøret er i så fald ikke noget, jeg vil, men noget, du vil…” Hun bed sig i læben. ”Jeg… jeg tror… jeg… jeg godt vil prøve.” Sørine var sikker på, at hun ville fortryde sine ord. Ligesom hun givetvis også ville have fortrudt, ikke at prøve. ”Klæd dig af. Så skal du få lov til at opleve. Du får fem slag. Du tæller og takker dig selv højt. Men først skal du over mit knæ og varmes op!” ”Opvarmning” viste sig bare at være et andet ord for ”endefuld”, og hendes numse var bestemt varm, da Andreas beordrede hende til at stå og holde ved dørkarmen på hans værelse. Hun tog en nervøs indånding, da hun hørte suset. ”Aav! Ét! Tak, Sørine,” skreg hun. ”Aavv for pokker da! To! Tak, Sørine!” ”Årh, for helvede…! Tre! Tak, Sørine!” Der kom et hulk. ”Stop, Andreas!” Det gjorde han ikke. ”Aaarh. Fire. Tak, Sørine. Dumme pige!” snøftede hun.

”Av av av, fem! Tak, Sørine, din spade. Og tak, fordi du viste medfølelse med det sidste slag! Av, for helvede. Så lærte jeg det.”

”Et redskab, man hurtigt sætter pris på ikke at mærke, ikke,” bemærkede Andreas. Hun nikkede og vred sig for at prøve at se sig selv bagpå. Hun kunne mærke striberne med hænderne. ”Og nu til din straf,” sagde Andreas. ”Er det noget, der gør ondt?” spurgte Sørine usikkert. Andreas nikkede. ”Kan det vente lidt?” spurgte hun forsigtigt. Hun regnede ikke med et ja, men det gjorde nok ikke noget, at Andreas vidste, at hun var udfordret. ”Nu skal du ikke komme for godt i gang, teenagetøs. Du kan ikke vente med at opfylde dine egne behov, men er villig til at lade mig vente,” meddelte Andreas tørt.  ”Ok, jeg har bare aldrig før været så tæt på at overveje at bruge mit stopord,” sagde hun. ”Det ville jo ikke være nogen katastrofe,” svarede Andreas, ”det betyder jo bare, at vi stopper. Hellere et stopord for meget end et for lidt. Brug det nu før katastrofen indtræffer.” Hun nikkede. ”Hvor vil du have mig?”  ”Læg dig på sengen og træk knæene helt op, så du er helt åben og helt vulgært tilgængelig, som en umættelig teenagetøs, der skal straffes, skal være,” beordrede han. Hun fandt stillingen og han fandt et stykke udstyr, han havde lånt. Det var en ridepisk. Også nyt, måtte Sørine uroligt erkende. Andreas tog den og slog på sin arm. Så nikkede han. ”Også fem. Du ved, hvorfor!” Hun nikkede. Hun vidste hvorfor. Hun vidste ikke hvorhen. Eller hvordan det føltes. ”Skal jeg tælle?” spurgte hun usikkert. Han rystede på hovedet. ”Jeg tænker, vi bare får det overstået. Det er både sjovt og usjovt at gøre dig ondt. Så jeg lader det gå lidt tjept.” ”At han ville slå hendes ubeskyttede fisse, havde hun ikke regnet med. Smerten var intens. En dyb rallen kom fra hendes mund. Men hendes hjerne fik ikke tid til at dvæle ved det. Først da han sagde ”Fem” og lagde pisken, gik det op for hende, hvordan smerterne fra hendes fisse bølgede og røv bølgede op til hendes hjerne. ”Flyt de hænder!” vrissede Andreas, og hun flyttede forskrækket de hænder, som hun instinktivt havde sendt sydpå. Andreas tog sin pik frem, stangstiv. ”Nu må vi se, om din lille feministiske teenagepigehjerne ikke smelter totalt sammen i forvirring over smerte og nydelse. Det plejer den vist gerne.” Og uden nogen modstand gled pikken ind i hendes drivvåde grotte. Pikken, der borede sig dybt op i hende, og resten af Andreas’ krop, som ved hvert stød nærmest smækkede hendes ømme skridt og numse. Modsatrettede impulser, som hendes hjerne ikke kunne behandle logisk. Det blev for meget, som Andreas havde forudset. ”Må jeg komme,” spurgte hun med den sidste rest af fornuft, godt nok submissiv fornuft. ”Ikke før mig,” svarede Andreas og forcerede tempoet. Desperat søgte Sørines hjerne en løsning; kunne hun undgå at komme ret længe? Kunne hun forcere, at Andreas kom? ”Kom, så tyr,” udbrød hun, ”Straf min ømme slavindefisse! Lad mig ikke være i tvivl om, at jeg er din! Din til at kneppe! Din til at straffe! Din til at slikke dig ren!”

”Med et gutturalt grynt tømte Andreas sig i hende. I samme øjeblik kom hun med et skrig.

”Du er en udspekuleret, liderlig tøs,” sagde Andreas, da han lidt senere havde placeret sig ved siden af hende i sengen og trukket hende ind til sig. ”Og rigtig, rigtig øm. Jeg tror, der skal svirre en masse endofiner i min hjerne, for at jeg kan nyde, at nogen rører mig dernede det næste stykke tid,” oplyste hun. ”Det… det viser erfaringen så heldigvis, at du kan sørge for.” Andreas spekulerede over, om man egentlig kunne få en større ros som elsker. Tankerækken blev afbrudt af bank på døren. ”Vi skal spise om 20 minutter, sådan cirka,” hørte de Torbens stemme. ”Tak,” svarede Sørine. Maden stod på bordet, da de kom ind i stuen. ”Er der mon andre end mig, som vil have en pude at sidde på?” spurgte Henriette.

Sørine kiggede på Andreas, tog hans hånd og de måtte grine. Så nikkede de.

Fortsættes HER

——————-

Husk: Skriv i min gæstebog! HER
Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?