SOMMERLEJR

Kapitel 1 – Sommerlejr ideen

Du sidder med begyndelsen til en historie. Historien er lang. I historien indgår en hel række af personer fra mine tidligere historier:
Der er Ida og Bane, Dea og Oscar, Marianne og Claus, Lee og Lennart, Dorete og Vagn Bil og endelig Malin og Johann, som man kan læse om i de mange historier om netop Ida. Der er Sif og Casper, Solbjørg og Henar og Johanne og Stig, som man kan lære at kende i historierne om Sif på min profil. Du møder Siri og Sten, som du måske kender fra historierne ”Strømsvigt”, ”Tilbage til gården” og ”Siris parforhold”, Lisa og Ruben, som du kan møde i ”Rødstrømpe”, Sørine og Andreas, som du kan læse mere om i ”Dumme penge”, Kirstine og Troels, som har fundet vej i dette univers i ”Konen og sporten”. Du kommer faktisk også, hvis du holder ud længe nok, til at møde Louise og Jørgen, som har været med i julekalenderen ”Vædderens togt”. Og visse andre.

Jeg håber, du vil nyde at dykke ned i en verden, hvor solen skinner, og der hverken findes coronavira eller kønssygdomme, men der findes kvinder, som vil domineres.

_______________________________________

Det hele var jo startet som en vanvittig tanke i Ida og Banes hoveder. De havde været på cykelferie i det gamle Østtyskland og var på turen kommet på en campingplads, hvor der havde været en hel del hytter fra gamle DDR-dage og de selv havde fået anvist en teltplads under nogle træer på kanten af en stor, firkantet græsplæne.  

”Tror du, det er gamle DDR-sommerlejrshytter?” havde Ida spurgt, da de havde rejst teltet. Bane nikkede. ”Og lige nu camperer vi på kanten af appelpladsen,” hævdede han ved synet af den firkantede plads, hvor der ved hvert hjørne stod en vejrbidt betonpæl med en gammel projektør. Og han malede videre på billedet: ”Her stod de så, de unge pionerer. I stramme hvide skjorter og små blå nederdele med deres faste bryster og indprentede lydighed.” Ida kunne godt se det billede, Bane malede for sig. ”Og hvad skete der i hytterne senere? Og hvem blev beordret op til lederhytten?” spurgte Bane. ”Uha,” svarede Ida, ”alle de muligheder…” ”Jeg er nu udmærket tilfreds med bare én pioner,” hævdede Bane. ”Vi er på cykel. Vi har ikke noget gear med. Jeg kan ikke klæde mig ud,” svarede Ida, som godt kunne mærke, at scenariet havde en vis appel i hendes underliv. ”Det kunne ellers være sjovt at gennemspille med et par stykker,” filosoferede hun. ”Det er nok ikke realistisk. Men apropos gear, lidt lydighed har du vel altid. Du har også en North Face nederdel. Og sidst men ikke mindst har vi ægget, mit bælte og din hårbørste med på turen,” konstaterede Bane nøgternt. Ida hørte godt Banes opfordring til at tage den underdanige part. Og hun sank, som altid, når hun skulle i gang med netop det. Hun kunne sige nej, men vidste også, at hun ville komme til at nyde det, som stort set altid, når Bane tog styringen. ”Javel,” sagde hun stille, som om det ikke var så farligt, når man ikke sagde det højt. Så smuttede hun ind i teltet og kom få minutter efter ud i en hvid polo, grå outdoornederdel med et lille tørklæde om halsen. Et lille rollespil kan man jo altid. Hun rakte ham fjernbetjeningen. ”Ægget er på plads, kammerat leder,” sagde hun. ”Har du undertøj på, ungpioner?” spurgte Bane. ”Nej, kammerat leder, jeg vil bestræbe mig på ikke at give anledning til kammeratlige påtaler og breve til forældrene på denne sommerlejr,” svarede Ida. ”Det glæder mig at høre, ungpioner!” svarede Bane. “Stå ret!” forlangte han med et smil.

Ida prøvede at efterkomme ordren; nu var hun jo hverken ungpioner eller havde militær erfaring.  

Da hun omsider stod passende, syntes hun selv, begyndte det at snurre i ungpioneren. Det gav et sæt i hende. “Har jeg sagt noget om at hoppe og danse, ungpioner?” spurgte Bane. “Nej, kammerat leder,” fik Ida frem. Ved den indstilling, Bane havde valgt for ægget, måtte hun koncentrere sig. “Vil ungpioneren spise, hvad lejren kan byde på, eller kunne hun tænke sig at få del i de privilegier, jeg som leder har?”

Det var end ikke et kort øjeblik, Ida overvejede, om hun skulle spise dåseleverpostej, eller om hun skulle på Gasthaus med Bane med risiko for eller chance for lidt ydmygelse og fræk sex. 

De gik ned til byen for at spise. Bane skruede ned for fornøjelsen men slukkede ikke. Og det var ikke, fordi det var svært at gå, men alligevel måtte Ida anstrenge sig for at samle sig. “Pionerer drikker vel ikke alkohol!” var Banes tørre kommentar til Idas overraskede ansigt, da han uden at spørge hende havde bestilt en appelsinvand til hende og en øl til sig. Så tilføjede han: “Jeg har tænkt mig, at bestille en bratwurst til dig, når jeg bestiller mad. Du kan jo eventuelt overbevise mig om, at du selv må vælge. Men så skal du være en rigtig sød ungpioner.” “Jeg vil gerne være en rigtig sød ungpioner,” sagde Ida og prøvede at få det til at lyde teenager-vil-opnå-noget-sødt agtigt. “Hvad vil du gerne, kammerat leder?” “Du kan begynde med at slikke ægget rent, før du giver mig det.” Ida så sig omkring. Det så ikke ud til, at nogen kiggede. Alligevel mærkede hun at hun rødmede, da hun under bordet trak lidt op i nederdelen og ragede i sin kusse. Med en hurtig bevægelse fik hun taget det i munden. Hun gad godt vide, hvad andre gæster tænkte, hun lige nu brugte munden til, men hun var på den anden side alligevel ikke helt sikker på, at hun gad. Hun gav den til Bane, som tog imod og var ved at lægge det på bordet. “Please,” hviskede hun. Hun kunne høre, hvor teenageagtigt det lød, og det var slet ikke tilsigtet. Med et lille grin lod Bane ægget forsvinde i sin lomme. “Vent på mig på herretoilettet – nøgen,” forlangte han. Ida så, at det var alvor, nikkede frustreret og tændt og undlod ikke at vippe koket med sin rumpe, da hun gik.

Et øjeblik sad Bane og funderede over sit held, så fulgte han efter. 

Da Ida nåede døren til herretoilettet havde hun gennemtænkt, hvordan hun kunne sikre sig, at der ikke var nogen, uden at falde helt igennem, hvis der nu stod eller sad nogen. Hun åbnede døren. “Hans?” kaldte hun. Der var ingen reaktion. Hurtigt smuttede hun ind i denne bås og smuttede ud af tøjet. Heldigvis var der en krog på døren, hun kunne hænge det på. Hun vidste ikke, hvad Bane havde i tankerne, men det var næppe forkert at modtage ham med spredte ben og overkroppen bøjet over toilettet. “Ikke en lyd, ungpioner,” forlangte Bane, da han låste døren. Ida nikkede, hørte lynlåsen og mærkede ham trænge ind i sin pinlig våde mis. Han gjorde kort proces, tog hende for sin egen skyld og havde snart tømt sig i hende. I virkeligheden vidste hun, at hun burde være utilfreds, men i hendes egen virkelighed gjorde det her magtspil, at han bare kunne bruge hende sådan, hende endnu mere liderlig. Han trak sig ud af hende og lod hende slikke sig ren. “Intimrengøringspioner,” hviskede han og udløste dermed en ny bølge af frække tanker i Idas hoved. “Stil dig på toilettet og vis mig, hvordan du hemmeligt rører ved dig selv i sovesalen,” forlangte han, og Ida, som så en antydning af tiltrængt forløsning i horisonten, stillede sig lydigt op og begyndte at lege med sin brugte og klæbrige mis. Hele situationen… herretoilettet… vibrationerne, hun havde måttet lægge krop til… Bane… ydmygelsen… Det varede ikke længe, før Ida hviskede “Kammerat leder, må jeg komme?”

Men lederen var hård. Et øjeblik kæmpede hun, så hviskede hun fortvivlet: “Kammerat leder, må jeg ikke nok?” Det måtte hun ikke, men hendes underliv styrede helt selvstændigt og hun kom. Det lykkedes hende dog at komme nogenlunde stille.  

Lidt efter sad de ved bordet igen. Bane så tilfreds ud, og Ida havde det der udtryk i ansigtet, som hun havde, når hun lige var kommet og samtidig var bundliderlig. Og Ida fik lov til at bestille sin mad. “Pioneren tror vel ikke, hun slipper så let med sin ulydighed, vel?” spurgte Bane, da kromutter var gået.

“Nej, kammerat leder,” svarede hun pligtskyldigt, mens hun prøvede at regne ud, hvad der ville komme. Men selv om det kværnede i hovedet, og hver tanke sendte nye signaler til hendes køn, vidste hun godt, at alene Bane vidste det.  

Efter en kort tur til byens få seværdige bygninger, førte Bane hende i byparken. Det var hverdag, og væk fra legepladsen var der ret tomt. I en stille krog fik pioneren lov til at smage lederens slikkepind. Da lederen var tilfreds, og han så meget tilfreds ud, syntes Ida, måtte Ida aflevere sin nederdel og lægge sig over hans knæ. Pioneren fik sin velfortjente endefuld, og måtte stå nogle minutter med rumpen bar og hænderne i nakken i et liderligt håb om, at ingen, eller måske netop nogen, ville komme forbi og se hende. “Nu bringer jeg dig tilbage til pionerlejren,” oplyste Bane og gav Ida hendes nederdel, som hun ivrigt tog på.

“Tak, kammerat leder,” var hendes sidste ord som pioner. Men tanken om en pionersommerlejr havde bidt sig fast, selv om hun anså det for urealistisk.

Fortsættes HER

——————-

Husk: Skriv i min gæstebog! HER
Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL.
Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?